Viser opslag med etiketten Down the Rabbit Hole Theatre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Down the Rabbit Hole Theatre. Vis alle opslag

lørdag den 22. april 2023

Anmeldelse: SNOWDROPS på Mungo Park & BROADWAY REARRANGED i Metronomen

Foto: Rumle Skafte ("Snowdrops").

Drøm og virkelighed mødes i Mungo Park og i Metronomen. Begge steder gælder det om at følge med. Det er invitationer til at give slip og lade sig følge med ind i verdener, der ligger langt væk og alligevel tæt på. Rapid Eye inviterer til at møde mysteriet i en fremmed isglat og meget farlig, nådesløs natur, mens CPH Musical Theater Co i samarbejde med Down The Rabbit Hole Theatre fører indenfor i musicalens sukrede verden, hvor alting virker forgyldt og fjernt. Men alligevel er der i begge opsætninger mulighed for at møde verden på en ny måde. Nogle gange skal man kæmpe med sig selv, før overgivelsen indfinder sig. Men med SNOWDROPS og BROADWAY REARRANGED er det spændende rejser ind i et - for mig - ukendt land, men måske er det ikke så fjernt endda.


 
Foto: Rumle Skafte.


SNOWDROPS
af Rapid Eye

Gæstespil 
på Mungo Park i Allerød
19. - 23. april 2023
 &
 11.-12. maj 2023 
på Dynamo i Odense

De to mænd på scenen præsenterer sig med deres rigtige navne: Samuel Gustavsson & David Tholander. På en indsat lydoptagelse præsenterer de øvrige medskabere af forestillingen sig også. Det er en lille overrumplende introduktion til det mysterium vi skal møde. De to beretter om deres fascination af historien om de 9 forsvundne bjergbestigere, der omkom under mystiske omstændigheder i Dyatlovpasset i Uralbjergene i 1959. Man ved fortsat ikke, hvad der skete med dem. Man fandt deres frosne kroppe og kunne konstatere, at de havde lidt en voldsom død, som om de havde været ude for en trafikulykke. De havde svære indre kvæstelser og var radioaktive, men hvad der egentlig skete, ved man fortsat ikke.


Foto: Rumle Skafte.

"Snowdrops" er en afsøgning af det, der kunne være sket. En slags rekonstruktion, hvor vi tages med på rejsen. Det er blevet til en underlig fascinerende forestilling. Den er helt uden hoved og hale, og helt uden start, midte og afslutning. Den er så mystificerende, at det grænser til det uforklarlige, men det er netop midt i denne uforklarlighed, at forestillingen finder sin puls og vi bliver fastholdt i en overraskende intensitet. Når forestillingen forekommer allermest tåget, bringer den os med sig ind i en billedverden, hvor alting antager nye former og betydninger.

Det er forestillingens fortjeneste, at den formår at fascinere os, selv om vi intet aner om, hvor vi bliver ført hen. Det gælder om at give slip og følge med. Det nytter ikke noget at stritte imod, der er ingen vej udenom. Det er individuelt om man kan lide at bliver ført af sted uden at vide noget om, hvor rejsen går hen. Selv synes jeg, at det er spændende, men det er også krævende. Det fordrer, at publikum bliver medskabere af den magi, der opstår på scenen. På sin vis er det en slags trylleshow, så forvent ingen forklaringer. Heller ikke i denne anmeldelse, for det ville stjæle forestillingens helt egen svævende logik.


Foto: Jacob Stage.

Det man ikke forstår, får vi forærende som overraskende scenebilleder, hvor diverse objekter ved hjælp af gammeldags snoretræk hejses op og blive til svævende objekter afskåret fra den normale tyngdekraft. De to medvirkende bliver, i løbet af forestillingens én time lange spilletid, til hårdt arbejdende scenearbejdere, der præcist og omhyggeligt sikrer, at alt kommer til at fungere. De hiver og trækker i det synlige snoretræk, der går hen over scenen. Det griber fat i stof og objekter, der hejses op og danner overraskende scenebilleder. Det er ikke noget, der på nogen måde gør os klogere, men det fører os ind i en forunderlig verden, hvor vi måske/måske ikke kommer tættere på mysteriets opklaring.  


Foto: Jacob Stage.

Vi følger deres arrangering af det vi skal se, uden at ane noget som helst om, hvad der venter. Den slags forløb og situationer rummer forestillingen mange af. Det er en udfordring af tålmodigheden, men det er samtidig også en del af forestillingens sceniske sprog, at vi hele tiden inddrages i processen, og underet sker, at det faktisk bliver spændende at følge, uden at jeg kommer til at forstå hvorfor?

De to på scenen er eminente til at være sig selv. Det lyder ikke af meget, men det er noget af det sværeste: bare at være til stede. Det er noget af hemmeligheden bag forestillingen, at vi kommer til at holde af dem, og derfor drager vi med dem ud på rejsen. 


 

Det får mig til at tænke på den franske filmskaber Jacques Tati (1907-1982), hvis mest kendte film er "Min onkel" (1958), "Playtime"(1967) og "Traffic" (1971). Han kunne på samme måde skabe humor, der var underfundig, hvor du ikke vidste om det egentlig var morsomt eller ej. En lavmælt og forfinet humor. Han var aldrig ondskabsfuld, men varm og hjertelig. På en måde også blufærdig, man holder af ham igennem alle filmene. Han er altid den samme. Han går igennem filmene på sin helt egen tyste måde, men det er også ham, der sætter alting i skred. Ofte uden selv at ane det.


Foto: Majka Bjørnager.


I "Snowdrops" er der netop en opvarmende scene, hvor de to gør sig parate til at rejse afsted på ski. Der bliver ved med at være noget de mangler. Noget, der er vigtigt at få med - og som de har glemt. Det er en lang etablerende scene. Underfundig og legende. Den er egentlig ikke sjov som sådan, men vi kommer til at holde af de to. At Samuel endda ligner Jacques Tati, gør ikke parallellen mindre oplagt.

RAPID EYE, der er moderne eksperimenterende nycirkus, blev stiftet 2010. Deres forestilling "Cul de sac" spillede i Skuespilhuset i november 2021. Det var en fascinerende balanceakt med velcro-belagte røde stave i et sort rum. Igen var det de to på scenen, der stak af med vores interesse. Deres stumspil var betagende, selv om handlingen fortonede sig i det tågede. Det er  samme tåge, der går igen i "Snowdrops", men denne gang arbejder den med forestillingen, der har bevæget sig mere over mod det fortællende. Det kan godt være, at det stadig er uklart, men vi har mere fast grund under fødderne. Det er klart en fordel for historien. Men selv med  mere fast grund under fødderne aner vi fortsat ikke, hvor vi er på vej hen - og det gør heller ikke noget.

"Snowdrops" er betagende tåget og en rejse ind i det uvisse. Ja, en afsøgning af et ukendt terræn. For nogen vil forestillingen virke famlende og søgende, for andre vil den være betagende i sin uafklarethed. Jeg ved stadig ikke, hvad det er, jeg har oplevet - og den usikkerhed betager mig og arbejder med historien.


Foto: Rumle Skafte.


SNOWDROPS
af Rapid Eye

Gæstespil 
på Mungo Park i Allerød
19. - 23. april 2023
 &
 11.-12. maj 2023 
på Dynamo i Odense

Idé & koncept: Samuel Gustavsson
Af & med: Samuel Gustavsson & David Tholander
Dramaturg & outside eye: Léna Rondé
Komponist: Pauline Högstrand & Ingvild
Scenografisk konsulent: Lisbeth Burian
Rekvisitør & kostumer: Signe Beckmann
Teknik: Lasse Munk

Læs mere om Rapid Eye





BROADWAY REARRANGED 

21.-23. april 2023
 i Metronomen
af 
CPH Musical Theatre Co
i samarbejde med
Down The Rabbit Hole Theatre


Det er spændende at krydse over sine egne grænser. Musicals er slet ikke mig, og alligevel blev jeg suget ind af disse 10 dygtige sangere og performere, der optrådte i Metronomen med sange fra musicals som "Hamilton", "The Book of Mormon", "Hairspray", "SIX", "West Side Story" og "Annie". Sangene var kædet sammen og blev præsenteret som "de største musicalsange sådan som det aldrig var meningen at de skulle synges - eller måske var det netop?" Jeg havde måske nok forventet og set frem til, at de var vendt endnu mere på hovedet eller blevet gjort groteske. Det var de ikke.

Det er en fremmed verden for mig. Umiddelbart oplever jeg det som en tegneserieverden, hvor følelserne  - som i opera - synges ud i fuldt register. Det er en slags fantasiverden, der er fortegnet og skævredet, men det er også - ligesom med opera - et medie, der pludselig kan overrumple og gå lige til hjertet. Sådan var det også i Metronomen.




Først og fremmest lyder det godt. Fin lyd, elegant optræden, velfungerende koreografi, flot musikledsagelse. Alt miket op, så det var en fryd at lytte til. Men genren er svær at goutere.
Jo, jeg kender det fra film og musicals som "West Side Story", "Hairspray", "Oliver Twist", "Priscilla - Ørkenens Dronning", "Chess", "Mama Mia" m.fl. men det er alt sammen film og musicals, der som tegnefilm skildrer liv og følelser, der er for meget. Det er en verden, der tegner et tit forsukret billede af livet, der virker grotesk, forskønnet og ofte meget overfladisk. Men det er nødvendigt at godtage denne præmis for at kunne nyde det og lade sig forføre for at kunne rejse ind i dette musikalske rige. 





I "Broadway Rearranged" blev der byttet om på kønnene, men det gjorde ikke den store forskel, for følelser er følelser, og så er det jo ligegyldigt, hvilket køn man har. Men måske er det netop revolutioneret inden for musicalens stramt opdelte verden, sådan er det jo ikke mere i virkelighedens verden. Så hvad det angår, har revolutionen allerede været igang meget længe, og så er det vist ikke rigtig fra musicaler, at revolutionen kommer, men måske er det netop dén genre, der venter på revolutionen.

Genremæssigt sigtes der direkte efter hjertet. Numrene er ret forudsigelige. Der er vers, og der er omkvæd, og det hele stiger en terts til sidst - og gentages. Vi kender det til bevidstløshed. Der søges hele tiden efter en naturlighed, som straks igen bortjages. Det er et dilemma, og alligevel opstår der disse øjeblikke, hvor talent og hjerte mødes, og hvor drømmen bliver levende. Dér lige foran os!

Indtil pausen kæmpede jeg med at overgive mig, for musikken går i kroppen, og performernes eksplicitte kropslighed var forførende. Når de 10 dygtige sangere og performere synger som med én stemme eller inciterende flerstemmigt i de flot opsatte fællesnumre, bruser musikken imod os og går direkte i kroppen. Det slår virkeligheden af banen, og vi blev suget ind i en betagende verden. Men det er en skyldig glæde, for det hele ledsages af denne overartikulerede selvglæde, hvor alle følelser forstørres ulideligt. Det tager tid at goutere og finde sig til rette i dette fortegnede univers, for det kræver at intellektet parkeres i garderoben. Alligevel er det en genre, der slår benene væk under én. Som at svinge sig op på drømmen og flyve til andre verdener, hvor alting er meget bedre. Den rejse er skøn, selv om den virker eskapistisk. Men tak for rejsen!





BROADWAY REARRANGED 
21.-23. april 2023 i Metronomen
af CPH Musical Theatre Co
i samarbejde med
Down The Rabbit Hole Theatre

120 min - inkl. pause


SINGERS:
Aleksandra Jakobsen
Casey Blaine
Dennisalias Crystallando
Freya Uldal
Kristen Flanagan
Kristian Husted
Maria Højrup Jørgensen
Olivia Yoonjoo Jang
Rachel Kador
Roger LeBlanc Jr.


BAND
Keyboard/Conductor: Noah Pott
Drums: Ben Peel
Bass: Lise Lotte Elmelund
Guitar: Rod Ceres


*

Se oversigten over de 

250 andre anmeldelser

*

fredag den 1. februar 2019

Anmeldelse: THE LOVER i Huset





Det er morgen, og vi befinder os i ægteparrets soveværelse. HUN er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Klæder sig på og spiser morgenmad. HAN støvsuger og serverer morgenmaden for hende. Det er ham, der går hjemme, mens hun tager på kontoret. De mødes igen om aftenen, efter at han har haft besøg af ”the lover”. Det er et åbent ægteskab, hvor både han og hun har hver deres udenomsægteskabelige affærer. De har lovet hinanden at så længe de elsker hinanden, spiller det andet ingen rolle. Ingen væsentlig rolle, i hvert fald. Men langsomt bliver først hun og derefter han mere og mere nysgerrig, hvad angår den andens affærer. Selvfølgelig er de ikke jaloux på hinanden, det er de da hævet over. Selvfølgelig er de, men noget er alligevel sat i skred, og langsomt kryber skeletterne frem fra skabe og skuffer, indtil der ikke er mere plads imellem dem.

Fotograf: Filip Orestes

Harold Pinter (1930- 2008) fik ikke for ingenting Nobels litteraturpris i 2005. Han er absurd, men ikke mere end at han også er realist. Det spændende ved hans dramatik er, at den både kan spilles som komedie og tragedie. Eftersom det ene altid er indlejret i det andet, og især hos Pinter. Pinters ”The Lover” (1963) er et kammerspil for HAN og HUN, men hun spiller en dobbeltrolle. Om der er to eller tre roller, er op til den enkeltes fortolkning af stykket. Det starter fredeligt og roligt. Scenografien er et rigt udstyret soveværelse. Underlægningsmusikken er frokostjazz. Alting virker så rart og tilforladeligt, men det skal man ikke lade sig narre af.

I denne opsætning er rollerne byttet om, men de fungerer stadig upåklageligt. Selvfølgelig er det lidt bizart, men sådan er Pinter også, så det understøtter fint stykkets egen ide.
Hun spørger henkaster ham om ”elskeren” kommer om eftermiddagen. Men det er ikke helt så enkelt som det lyder. Slet ikke som det eskalerer i løbet af forestillingen. Der bygges så grundigt og omstændeligt op, så når det hele tipper, viser det sig, at vi har siddet og fulgt et spil i spillet. At det hele er iscenesat. At det er teater. Også for de to personer i stykket. Mere vil det være synd at røbe her. Ud over at stykket tager en overraskende drejning, der til allersidst gør det hele endnu mere gribende, forunderligt, bizart og Pintersk.



Fotograf: Filip Orestes

Det er en elegant leg med teatret og dets virkemidler. Stilfuldt og stærkt forløst af Jeremy Thomas-Poulsen, der har instrueret Jana Pulkrabek og Tom Hale sikkert gennem Pinters skæve og fascinerende tekstunivers. Det giver god mening at opleve forestillingen på engelsk. Hun taler engelsk og han amerikansk, og det giver en fin sproglig cocktail. Det er let forståeligt og bør ikke afskrække nogen fra at opleve den fine forestilling.



Fotograf: Filip Orestes

Det var en fuld sal, der tog godt imod forestillingen, selv om min sidemand gabte 4 gange i løbet af forestillingen. Det er en stille forestilling. Eller det er en tilsyneladende stille forestilling, der langsomt spinder publikum ind i sit net, som der er svært at komme ud af igen, netop fordi det sker så langsomt og nænsomt. Det virker helt efter hensigten, så det til sidst er svært at få vejret.



Fotograf: Filip Orestes


THE LOVER (1963)

Én-akter. 70 min.

Dramatiker: Harold Pinter
Medvirkende: Jana Pulkrabek, Tom Hale
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lys: Paul Damade
Forestillingsleder: Angelique Giroir


Produceret af 
Manusarts og Down The Rabbit Hole Theatre

Spilleperiode: 30.1.-3.2.2019
Spillested: HIT, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K. 
(Tidligere kendt som ”Huset” i Magstræde).
Læs mere om teatret 
om hvordan det hele startede
om spillestedet
  
Om Harold Pinter og “The Lover”.



*

Tidligere anmeldelser af teatrets forestillinger:

2017: 
Venus in Fur



torsdag den 9. februar 2017

Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset


 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.
Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.
 
Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.
Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 
Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.
Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.
 
Spilleperiode:
8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.
Medvirkende:
Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda
Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lysdesign: Paul Damage
Instruktør-assistent: Angelique Giroir
Spillested: House of International Theatre (HIT),
Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K
Producent: Down the Rabbit Hole Theatre
Varighed: knap 2 timer (uden pause).

onsdag den 4. maj 2016

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre


 
Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 
 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.
 
 Foto: Nicolai Meilby
Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood
Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen
 
Medvirkende:
Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.
hvor man kan læse mere om forestillingen.






Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City