Anmeldelse: MACBETH på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge.

Alle kender Macbeth. 

Men hvem har set Shakespeares rystende skæbnedrama som gysende slapstick komedie?

For et par år siden opførtes Elsie & Norm´s Macbeth  i en dagligstue i indre by. Det var morsomt og lidt uforpligtende, men at opleve Asterions Hus´ version med Peter Kirk og Tilde Knudsen ligner ikke noget andet. Emil Hansen styrer løjerne sikkert i havn. Det er gribende og uforligneligt. Høje forventninger havde jeg, efter at have set næsten alle teatrets tidligere forestillinger, og uden nogensinde at være gået skuffet derfra. Hvad det angår, er det kun Mammutteatret, der kan matche dén succesrate. Endnu en gang gik jeg glad og veltilfreds derfra. Forestillingens 75 minutter fløj afsted. 

                                                                                      Fotograf: Ole Wagner

Teaterøens ”Macbeth” er mildest talt skævvredet. Den blander filmcitater fra Hitchcock´s ”Psycho” (badeværelsesmordet på det afsides beliggende motel) og Sergio Leone´s ”The Good, the Bad and the Ugly” (hvor en summende flue bliver skudt ned i middagsheden). Alt sammen udført med en kropslig og verbal virtuositet, der kendetegner teatrets forestillinger. Båret af et gnistrende nærvær, der gjorde de tos sammenspil til en fornøjelse. 

I pressematerialet bliver det betonet, at de to også er gift i privaten, og at forestillingen ville blande det hele. Det skete ved, at de to gentagne gange kaldte hinanden ved deres rigtige navne, og på den måde skabte et drama i dramaet, der intensiverede det komiske. Jeg havde taget min indiske ven med i teatret, selv om han slet ikke er til teater, men vidste at dette ville han falde for. Det gjorde han også. Ligesom jeg flyttede han sig helt ud på kanten af sædet og lo af fuld hals. Det er hvad Teaterøens ”Macbeth” i disse dage gør ved sit publikum.

                                                                                         Fotograf: Ingrid Bugge

Komponisten Bernhard Herrmann´s  Psycho-strygere indleder hver af forestillings mange mord. Det er mord på mord. En stor rød trykknap placeret på forscenen skulle hver gang trykkes ned, før temaet sætter ind på ny. Det blev en velfungerende gentagen joke, at Peter/Macbeth efter hvert mord forsøger at stjæle et kys fra Tilde/Lady Macbeth, der er mere optaget af næste mord. For hver gang bestænker de sig med blod. Blod, der er umuligt at vaske af. De sidder på tronen og vinker, men blodet vil ikke lade dem være i fred. Det forfølger dem og kan ikke vaskes af. Det hele afvikles i et rasende tempo i en frydelig morderisk forestilling, der må have startet som én stor leg, der gradvist er blevet mere og mere dødelig. Lige fra den indledende improvisationsleg, hvor de i en stadig vildere og vildere leg imiterer hinanden og forsøger at give igen på hinandens udspil. Såvel kropsligt som verbalt. Det er ganske enkelt. Næsten FOR enkelt, men det virker – og sådan fortsætter det forestillingen igennem. Det er besnærende og medrivende.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

Ud over de to sortklædte skuespillere er scenografien begrænset til flyttebare rullestativer som i rasende fart kører frem og tilbage, så det matcher med de opprojicerede film af talende munde og dansende kroppe, der suppleres af et fremadpulsende lydspor. Det, der ved første blik ligner den største enkelthed, er faktisk en sindrig konstrueret scenegang, hvor alting skal fungere ned til mindste detalje, for at arrangementet får vinger og flyver afsted med os som publikum. Det er en rejse, der tager os rundt på alverdens forskellige sprog, og som suser igennem filmhistorien, hvor der næsten ikke er en filmepoke, der ikke bliver brugt som kulørt staffage for Macbeths mange mord. Det sker i kropslig fandenivoldsk spillen sig selv ud mod hinanden i et stadigt vildere tempo, der kun blev morsommere for hver ny (vildfaren) ide, der ender i heksenes gryde, og indgår i de tre profetier, der starter, styrer og fuldender historien.

1: All hail, Macbeth, thou shalt be king hereafter!

2: Macbeth shall never vanquish'd be until

Great Birnam wood to high Dunsinane hill

Shall come against him.

3: Be bloody, bold, and resolute; laugh to scorn

The power of man, for none of woman born

Shall harm Macbeth.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

I Asterions Hus´ version forsvandt heksen i sit eget bryg, og træerne flyttede sig ikke én meter, men hvad gjorde det, for det hele endte i en tragisk lykkelig dance macabre, hvor Peter som Macbeth dansede med den døende Tilde, der som Lady Macbeth nåede at dø utallige gange, inden dansen var ovre. At komedie og tragedie er tæt forbundet, blev endnu en gang understreget på fineste vis på Teaterøen. Hurra for Macbeth!

Fotograf: Ingrid Bugge

MACBETH

Meget løst baseret på William Shakespeares ”Macbeth”

75 min.

Spilleperiode: 8.-23. marts 2019

Spillested: Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K

Instruktør: Emil Hansen

Medvirkende: Peter Kirk og Tilde Knudsen

Billetter og hjemmeside 

Se også Royal Shakespeare Company´s herlige plotoversigt

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen:

2017:

Min Odyssé

Catharses

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

2010:
Minotauros

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre

 

Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke så småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 

 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.

 

 Foto: Nicolai Meilby

Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood

Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen

 

Medvirkende:

Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.

Billetter: http://www.rabbithole.dk/

hvor man kan læse mere om forestillingen.

Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City