Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset

 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.

Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.

 

Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.

Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 

Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.

Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.

 

Spilleperiode:

8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.

Medvirkende:

Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda

Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Lysdesign: Paul Damage

Instruktør-assistent: Angelique Giroir

Spillested: House of International Theatre (HIT),

Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Hjemmeside & billetter

Producent: Down the Rabbit Hole Theatre

Varighed: knap 2 timer (uden pause).

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre

 

Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke så småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 

 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.

 

 Foto: Nicolai Meilby

Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood

Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen

 

Medvirkende:

Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.

Billetter: http://www.rabbithole.dk/

hvor man kan læse mere om forestillingen.

Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City
 

Anmeldelse: THE CITY på Bådteatret.

Gæstespil med Why Not Theatre Company.

Det ligger i betoningen af det usagte. I starter er det bare enkelte ord, der klinger forkert. Ægteparret taler til hinanden, men aldrig med hinanden. De er så tæt på, at de ville kunne række hånden ud og røre hinanden, men gør det ikke. Snart er det et par ord, der falder ud af munden på den ene, og lander ned på havegangen foran den anden og splintres. Og en nøgle, der bliver væk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er sådan noget, der sker. Selv i de bedste familier, sker det. Det er tilsyneladende ingenting.

Parret bor i en idyl. Deres lille have midt inde i byen er den perfekte ramme omkring deres samliv. Kvinden er oversætter. De mødes efter arbejde og udveksler tanker om dagen, der er gået. Hun, Clair (Sue Hansen-Styles) fortæller ham om mødet med en mand, der beretter om sin forsvundne datter. Hun har allerede set hende. Datteren blev hjulpet bort af en sygeplejerske. Den fremmede mand viser sig at være forfatter. En af dem, der aldrig giver interviews og som nøder kvinden til at høre sin beretning. Det viser sig at hans fortid rummer en torturhistorie, men også at pigen ikke bare er forsvundet, for hun er død. Dræbt af hans ligegyldighed og uformåen som far. Senere inviterer forfatteren oversætteren med til en konference i Spanien. Hun kommer glædesstrålende hjem og beretter om den til sin mand.

De får besøg af naboen, Jenny (Vanessa Poole). Hun spørger om der dog ikke er mulighed for at de kan låse børnene indenfor, for deres råb og skrig gør det umuligt for hende at sove, når hun kommer træt hjem fra arbejde. Men børnene leger ikke længere udenfor. De har leget med dørens lås, og har låst sig inde. Og de er ikke de eneste i stykket, der har smidt nøglen væk.

Manden, Chris (Andrew Jeffers), der imellemtiden er blevet arbejdsløs, beretter om mødet med en gammel skolekammerat. Der skete henover køledisken i det lokale supermarked. Skolekammeraten er slagter. Han insisterer på at Chris skal huske deres fælles fortid. Han var den de andre lagde for had og drillede. Især Chris.

Clair er vant til at bruge ord, og lever af dem. Måske er det det daglige arbejde med andres tekster, der giver hende lyst til at skrive sine egne, så hun begynder at skrive sig selv. Hun opfinder virkeligheden omkring sig. Det er det hun skriver, som vi oplever på scenen.  

”The city” er et konversationsstykke, der umiddelbart virker såre tilforladeligt. De fire medvirkende kæmper for at opretholde ro og orden, og alligevel bliver sprækkerne mellem dem stadig større. Ligesom byen, der er gengivet på teaterplakaten og som pryder scenens bagvæg. Det er et nærmest futuristisk bylandskab. Det lyner med ild fra himlen, og flammer slikker hen over bygningerne i forgrunden. Det er jo en storby, og selvfølgelig er der ild. Der er vel altid lidt ild i en storby. Men der kan også være ild i mennesker. Inde i byen. Midt inde i den. Det er det, vi oplever i ”The city”, mens ilden tager fat og vi hygger os med en lille passiar efter arbejdstid. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I byens smeltedigel ophæver det ene det andet.

”The city” er fermt skrevet dramatik, om at være menneske. Det er godt instrueret og velspillet. Hvor kan det engelske sprog dog lyde smukt, sådan som det ligger i munden på stykkets fire medvirkende. Bådteatrets grå indre er som skræddersyet til denne grå fortælling om at være menneske omspændt af byens flammer. Lukket inde i skroget af en båd. Omgivet af koldt vand, der ville kunne oversvømme hele sceneriet hvert øjeblik det skulle være. Når man som tilskuer bagefter træder ud på dækket og skuer ud over byens lys, virker stykket endnu mere som en grum fortælling fra byens indre, om mennesker der sætter ild til sig selv og deres omgivelser.

 

Manuskript: Martin Crimp

Instruktion: Barry McKenna

Lys: Katja Andreassen

Scenografi: Andrew Jeffers/Barry McKenna

Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Vanessa Poole og Emilia Poole Jönsson

Spilleperide: 2.-20. april 2013

Gæstespil på Bådteatret af Why Not Theatre Company

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=79