Rex Leonard ER Tvebak eller Karl Løvehjerte i Teatret Zeppelins teaterudgave af Astrids Lindgrens BRØDRENE LØVEHJERTE. Han er det lige fra starten og bærer forestillingen hele vejen igennem.
Det er teatrets nye kunstneriske leder, Amanda Linnea Ginman, der har instrueret sin første forestilling der. Det er hun sluppet godt fra. Sonja Ferdinand har været dramaturgisk konsulent på forestillingen, mens Mie Brandt har været kunstnerisk sparringspartner.
Det er ingen let opgave at få en så stor fortælling skåret ned til en times teatertid. Tvebak eller Karl Løvehjerte er den vi følger tæt gennem hele fortællingen. Han stjæler forestillingen. Han drager vores blikke til sig. Der er nogen gennemsigtigt over ham. Når han kigger ud på os så forstår vi ham og hans sorg.
Han fanger så fint barnets dumdristige modighed og den store følsomhed, der ligger bag. Han skal dø - og han får det at vide i begyndelsen. Der er ikke noget at gøre, sådan er det bare. Døden kommer susende imod ham, da hans storebror, Jonathan, tager ham på ryggen og springer ud af vinduet, da hospitalet står i flammer.
.jpg)
Ingen siger det, men alle tænker det: hvorfor var det ikke Tvebak, der døde i stedet for Jonathan. Tvebak var jo i forvejen uhelbredeligt syg. Men alle der er bekendte med historien - og det må være klart de fleste ved, at der gemmer sig et nyt spændende eventyr bag døden. Døden er ikke så uigenkaldeligt, som vi måske tror. Der er håb. Masser af håb. Men der er også sorg. Stor sorg.
Men selv i Kirsebærdalen, hvor de to brødre genforenes, er der mørke kræfter på spil. Resten skal man selv opleve i denne fine opsætning på Teatret Zeppelin, der ligger i Valdemarsgade - en stille sidegade til den pulserende Vesterbrogade.
Teatret summer af børnestemmer, der alle tier fuldstændig, da forestillingen går i gang. Alle sidder vi som forstenede, mens den store fortælling ruller hen over os.
Selv om Rex Leonard er hele forestillinge værd, så er det et stort puslespil at få alle fortællingens elementer til at passe sammen. Følelsesmæssigt er der dækning for det hele i Tvebaks spil, men det skjuler ikke, at det er en meget farveløs opsætning. Scenograf og kostumedesigner Veronica Fabon har valgt hvidt på hvidt. Den realiserende scenograf og kostumedesigner Sol Patrick Ravn har ikke haft meget at arbejde med. Jeg mangler simpelthen noget at kigge på. Til gengæld er dukken Orvan mesterligt indkorporeret sammen med resten. Han ligner en skeletmand og er uhyggelig. Dukken er skabt af Lauréline Gormsen Démonet og er næsten 100% 3D-printet over et skelet af træ, dækket af papirhud og hans tøj er farvet med te. Astrid Kjær Jensen har været dukkeførerkonsulent. Morten Burians vanvid lyser op og slår igennem mørket, der sænker sig. Hans store voldsomme stemme lyner gennem mørket. På sin vis kan man sige, at det er lyset og mørket, der tørner sammen.
Hampus Egelund Ahlberg, Morten Burian og Sunniva Gregersen, spiller alle øvrige roller rundt om Tvebak. De er Jonathan, Jossi, Hubert og Sofie samt det indledende lægeteam i begyndelsen. På den ene ide er det flot at de kan dække alle roller i den store fortælling, mens de på den anden har meget lidt at gøre godt med. De bliver aldrig rigtigt til nærværende og stærke karakterer, mens Rex Leonard til gengæld foldes frydefuldt ud som Tvebak. Også da han genvinder sine kræfter i Kirsebærdalen, hvor han rider om kap med Jonathan eller da de ruller hen over hinandens rygge i elegante hop - eller da Tvebak til sidst gør, hvad Jonathasn gjorde for ham i starten.
Det er en historie om liv og død, om sorg og tab - og om kærlighed. På sin vis handler det om at viske tavlen ren og glemme alt om bogen og filmen, for det fortjener opsætningen. Det er forfriskende og inspirerende med en fortælling, der følelsesmæssigt ikke viger tilbage for noget. Jeg havde en klump i halsen både i begyndelsen og i slutningen. Børnene var helt tavse, mens jeg græd.
Forestillingen beviser vitterlig, hvor stærkt teater kan være, når det laves af dygtige og kompetente kunstnere, der ikke er bange for at tage fat på store emner og giver det den ro og den tid, som det kræver, for at folde så store temaer ud. Det er en stærk forestilling, som du skal se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar