ANMELDELSE: SNE på Husets Teater

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.

 

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:

Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda

 

Manuskript:

Hakan Savas Mican & Oliver Kontny

 

Instruktion:

Alexa Ther

 

Scenografi:

Camilla Bjørvad

 

Lysdesign:

Antonio Rodrigues-Andersen

 

Lyddesigm:

Jes Theede

 

Oversættelse:

Kristian T. Erhardsen

 

Husets Teater

Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014

Anmeldelse: "Man skulle tro jeg var en anden" på Får 302

Teateranmeldelse.

Gæstespil af Teaterforeningen Legio på Får 302 frem til 8. september 2012.

Man kan høre det alene på titlen. Vi har sat os tilrette på en teaterkarrusel, der suser hurtigere og hurtigere rundt. Det er en af den slags ture, hvor det bare gælder om at hænge på. Karrusellen kører uden at komme nogen vegne, for vi drejer rundt på stedet. Det handler om at være menneske. Det er ligesom ude i virkeligheden, hvor vi heller ikke altid flytter os. Det er teater ligesom liv. Vi fræser rundt på karrusellen, mens vi fyldes med sansninger og fragmenter af det vi suser forbi. Hvad er det vi oplever? Hvor er det vi kommer hen?

Jeg havde forinden læst manus (i en tidlig udgave), og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i det, men det frastødte mig ikke, for det var så tæt og så bevægende skrevet at jeg hang fast på karrusellen.

Det handler om liv, om en skuespiller, en dramatiker og en iscenesætter. Det handler om liderlighed, og er en pragtopvisning i hvad teater netop formår, når vi bevæger os ud i overhalingsbanen. Det er ikke teater i den klassiske forstand, hvor TEKSTEN er den vigtigste. Teksten er derimod en af forestillingens billedstormende midler. For vi befinder os i en billedstorm. Det er en billedstorm, der hiver alt med sig. Det må betragtes som instruktørens teater. Vi befinder os et sted, hvor instruktøren bruger teksten som forestillingens 4. skuespiller. Jeg kan ikke finde ud af om det er for meget eller om det netop er lige præcis det, der skal til for at det hele passer sammen. Jeg tror det sidste. Visuelt er det betagende, for det lykkes de tre spillere, instruktøren og dramatikeren at holde os naglede til sæderne i den time som forestillingen varer.

Bagefter føler jeg mig helt forpustet og tilgroet med indtryk. For hvad er det jeg har oplevet? Det ved jeg stadigvæk ikke, for det er alt og intet. Men her dagen efter sidder det stadigvæk i kroppen på mig, for det var en oplevelse, der har sat sig på tværs inde i mig. Sat sig på tværs det helt rigtige sted.

Forestillingen er blevet et lykkeligt samarbejde mellem tekst, instruktion og spillere. Spillerne knokler virkelig for sagen, og de overspiller grumt, men det bliver til forestillingens stil. For der sker noget derude, hvor vi hænger fritsvævende ud over klichéernes afgrund. Det er så fint skrevet, så  godt tænkt og umanerlig godt spillet at jeg nærmest mod min vilje bliver bevæget og berørt. Jeg forstår det egentlig ikke, men billederne, musikken og de vilde sansninger går lige i kødet på mig. Her er ingen dybere mening, men der er nærvær så det basker, og det giver på forunderlig vis en dybere mening. Måske netop fordi forestillingen netop ikke forsøger at være andet end sig selv. Den vil kun sig selv, og det formår den at være i en sådan grad, at jeg som tilskuer bliver stum af det. Det er den slags forestillinger, hvor alting satses, men hvor alting også vindes, når satsningen er rigtig. Og det er den.

Man skulle tro…. at teatret har en fremtid, når man oplever billedstormen på Får 302.

Det er em fornøjelse at lade sig blive blæst af sted af dette gæstespil.

Tillykke til Teaterforeningen Legio, til instruktøren Emil Hansen, til dramatikeren Ghita Makowska Rasmussen og til de tre skuespillere: Torben Zeller, Morten Burian og Karin Bang Heinemeier.

Det er en vidunderlig forestilling I sammen har skabt!