Foto: Helene Hernflo.
Birte Kont har givet tilladelse til at hendes oplæg om Franz Kafka fra festivalafslutningen kan offentliggøres her på bloggen. Det er et smukt 10 minutters essay, der fortjener at nå videre ud, så her er det:
Birte Kont:
MØD KAFKA i ”Mød
verden” den 18. august 2019
Selvom man
ikke har læst en linje af Kafka, kender enhver udtrykket kafkask.
Franz Kafka
tilhørte det assimilerede, jødiske tysktalende mindretal i Prag, skrev i en
antisemitisk tid og har aldrig kendt andet end fjendtlighed over for jøder.
Hvordan er
Kafka universel? Og hvad kan det kafkaske fortælle os (om) i dag?
Kafkas
personlige historie, hans livslange misforhold til faderen og nogle
kulturhistoriske forhold på Kafkas tid – først og fremmest hvad det indebar at
være jøde i Prags antisemitiske atmosfære – er den grund, som hele Kafkas
forfatterskab voksede frem af. Det, han skrev om, kunne i virkeligheden foregå
hvor som helst, men er med til at betinge det universelle og det, vi forstår som
det kafkaske, og kan stadig i dag fortælle os noget væsentligt om at være
fremmed i verden: En tilstand, der er om noget blevet Kafkas vandmærke.
Kafka taler
til mennesker overalt på kloden, ordet kafkask er på mere end 100 sprog gået
ind i dagligsproget som en tilstand af absurd eksistentiel og universel
ufremkommelighed. Kafkas værk er blevet fortolket i utallige kontekster, og der
bliver ved med at komme nye. I 2018 udgav Benjamin Balint Kafka’s Last Trial
– The Case of A Literary Legacy, der i lyset af en række retssager om
Kafkas efterladte manuskripter fortæller om Kafka og hans betydning gennem
tiden. Det nye her er opdagelsen af, i hvor høj grad Kafka skriver om identitet.
Kafka blev
født i 1883. Bortset fra kortere rejser i Europa, bl.a. til Marielyst på
Falster, levede Kafka det meste af sit liv i fødebyen Prag. Først i efteråret
1923, flyttede Kafka til Berlin sammen med Dora Diamant, der var af hasidisk
afstamning. Trods fattigdom og svækket af sygdom lykkedes det, som Kafka
livslangt havde kæmpet for, nemlig at nå frem til en slags harmoni mellem liv
og skrivning. Men glæden – eller snarere det at befinde sig på tærsklen til
glæde, som han har skrevet et sted – blev kort. Kafka døde i juni 1924.
Kafka bad sin
nærmeste ven, forfatteren og kritikeren Max Brod, der også var hans litterære
agent, om at brænde alt, hvad han efterlod sig af ufuldstændige manuskripter.
Men da Brod i 1939 flygtede fra det tyskbesatte Prag til det daværende
Palæstina, havde han proppet Kafkas håndskrevne manuskripter ned i sin kuffert.
Og det er takket være Brod, at verden har fået kendskab til bl.a. Kafkas tre
store romaner, Amerika, Processen og Slottet, et større
antal fortællinger, Kafkas dagbøger og hans brev til sin far, Kære far,
forstå mig ret … Brods forræderi kan skyldes, at han var den første, der
hørte Kafka læse højt af sine tekster, og at han (modsat Kafka selv) opfattede
Kafka som et geni, Kafka er vor tids største forfatter har Brod noteret
i sin dagbog.
Her i sommer
hørte jeg et foredrag med Moritz Schramm, der er lektor på Syddansk Universitet
og har skrevet PhD om Kafka. Han konstaterede, at selv om der er utallige
fortolkninger af Kafkas værk, er der ingen fortolkning, der kan udtømme det til
bunds, og kom med sit bud på, hvorfor man hos Kafka kan blive ved med at finde
ny betydning: Kafka skriver konkret, men hans absurde tekster peger ud mod og
stiller spørgsmål til eksistensens store universelle temaer som f.eks. magt og
retfærdighed.
Den 21. juni
1913 skrev Kafka i sin dagbog: Den uhyre verden, jeg har i mit hoved. Men
hvorledes befri mig selv og befri den, uden at gå i stykker. Og tusind gange
hellere gå i stykker end at holde den tilbage og begrave den i mig. Det er jo
det, jeg er her for. Det står mig helt klart.
Kafka begyndte
at skrive dagbog i 1909, og i dagbogen kan man følge, hvordan han arbejdede,
for der er adskillige enslydende begyndelser, der stopper midt i en sætning, og
så begyndte han forfra. Det har at gøre med, at når Kafka begyndte at skrive,
søgte han ind i en skrive-rus og skrev intuitivt. Men Kafka kunne ikke samle alt
det, han havde fået skrevet frem, og opfattede selv sine romaner som
ufuldstændige.
Processen åbner med
ordene: En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for
en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt.
Josef K. fremmedgøres og mister sine rettigheder i sit eget hjem, og da han
ikke kender sin brøde, erklærer han sig uskyldig. Herefter, med en absurd logik
og en sort kafkask komik, jages Josef K. igennem et labyrintisk bureaukrati, der
med en lang række vildledende personer og en overjordisk domstol vrider og
forvrænger Lovbegrebet og det juridiske system og stiller med dette spørgsmål
til, om der findes en højere guddommelig retfærdighed? I Processens
slutning bliver Josef K stukket med en kniv i hjertet og dør med ordene: Som
en hund, sagde han, og det var som skammen skulle overleve ham.
Da jeg i
1990’erne læste litteraturvidenskab på KUA, sagde min unge underviser om den
ovennævnte skam: Det er arvesynden. Efter undervisningen gik jeg op til ham
og sagde, at Kafka var jøde, og at man inden for jødedommen ikke opererer med
arvesynd. Jeg ved ikke spor om det jødiske, sagde den unge underviser, så
her fik jeg mit specialeemne forærende, en fortolkning af Kafkas værk ud fra en
jødisk vinkel. Bortset fra min specialevejleder, nu afdøde Uffe Hansen, har den
hjemlige litteraturforskning ikke (som den internationale), interesseret sig
for Kafkas jødiske herkomst. Men i 1999 udgav Uffe Hansen Aforismer og andre
efterladte skrifter med et noteapparat, der viser, at der i Kafkas aforismer
kan findes idéstukturer, som bl.a. peger direkte mod tænkningen i hasidismen i
den jødiske mystik, f.eks. Den, der søger, finder ikke, den, der ikke søger,
bliver fundet. Aforismen refererer til en hasidisk idé og handler om at
gøre det negative, som der desværre ikke er tid til at gå dybere ind i her. Kort
kan jeg sige, at hvis man ikke tillægger Kafkas jødiske baggrund betydning for
hans værk, kan man let overse, i hvor høj grad hans verdensengagement
kanaliseres via den jødiske identitet.
I Kafkas
dagbog kan man følge, hvordan hans gryende jødiske bevidsthed fører til øget
skrivning. I 1910 i Prag hørte Kafka et foredrag med Martin Buber, der var en
af den zionistiske bevægelses førende skikkelser i Berlin. I vinteren 1911, da
en jødisk teatertrup fra Galicien optrådte Prag, så Kafka og Brod mere end 20
forestillinger, og Kafka blev ven med truppens ledende skuespiller, Jitzhak
Löwy. Og i dagbogen mellem erindringer og drømme, refleksioner over sproget og
referencer til bl.a. Goethe, Dostojevskij og Strindberg, dukkede nu også en
jødisk verden frem. Mere end 100 sider i dagbogen er kommentarer til det jødiske
teater og den øst-jødisk-europæiske kultur. Der er refleksioner over
vest-jødens stilling i samfundet og den jødiske religions praksis i vest og i
øst; der er referencer til jødiske forfattere og til Torah (Loven, De fem
Mosebøger) og Talmud (Studium, Samlingen af diskussioner af Loven) og til den
hasidiske teksttradition. I denne første store inspirationsbølge skrev Kafka bl.a.
to af de mest kendte fortællinger Dommen og Forvandlingen i 1912
og 1913.
I Dommen
fortæller Georg sin far om sin forestående forlovelse. Faren reagerer giftigt og
ironisk på Georgs frigørelsesforsøg, der giver anledning til et absurd magtspil
mellem faren og Georg og ender med, at faren dømmer sønnen til druknedøden,
hvorefter han løber ud af huset, ud på Cechbroen, griber om gelænderet som
en sulten griber efter føde og kaster sig i floden. Kafka skrev Dommen
i én lang skrive-rus, der varede hele natten, og anså den selv for sit
egentlige gennembrud.
I Forvandlingen
vågner Gregor Samsa, en pligtopfyldende, ung handelsrejsende en morgen efter
urolige drømme og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en
kæmpebille. Kafka bruger ordet Ungeziefer, og det er tankevækkende, at
netop Ungeziefer sidenhen i Hitlers racistiske propaganda, blev brugt
som benævnelsen for en jøde. I den forbindelse vil jeg nævne, at Kafkas tre
søstre og adskillige af hans venner og kolleger endte livet i en kz-lejr. I
brevet til faren kalder Kafka far-søn-konflikten for ein Kampf des Ungeziefers
og erindrer også, at faren kaldte kunstnervennen Jitzhak Löwy for Ungeziefer.
Der er desværre ikke tid til at gå dybere ind i teksten, men i Forvandlingen
handler det ikke længere kun om at være en fremmed i nye omgivelser, men en fremmed
i sin egen krop. Også det må siges at være aktuelt for vor tid.
Den
amerikanske succesforfatter Nicole Krauss har i sin seneste store roman Mørke
dybe skove ladet Kafka overleve den lungetuberkulose, han døde
af, og rejse til Palæstina, en tanke han havde flirtet med. Så ud over at blive
udgivet og anerkendt mod sin vilje har Kafka fået et efterliv, som han ville
have hadet. Eller ville han? Måske sidder han på en himmelsk tærskel og kigger
ned på vores absurde verden – og ler.
Læs mere om Birte Kont,
forfatteren til dette 10 minutters lyn-oplæg
holdt på festivalafslutningen
af MØD VERDEN,
søndag den 18. august 2019
i Dansk Forfatterforening.
