Jeg
har sjældent følt mig så nøgen og så afklædt som jeg gjorde efter
forestillingen ”Fritz Hansen Folket” på Mungo Park. Endda i en grad så jeg kun
klappede symbolsk til den efterfølgende applaus. Selv om jeg burde have rejst
mig op og klappet begejstret. Men det kunne jeg ikke. Det var umuligt. Jeg
forlod teatret tøvende og nedslået. For jeg havde via forestillingen, skrevet
af Mungo Park-lederen Lasse Bo Handberg og dramatikeren Line Mørkeby, set mig selv og vor samtid, sådan som den også er. Det var
noget jeg godt vidste, men som jeg havde forsøgt at fortrænge og ignorere for ikke
at miste min glæde og min vished om, at det nok skal blive bedre. Det levner
forestillingen ikke nogen større tro på, men det er heller ikke dens ærinde.
For det er en protest, et opråb – eller måske snarere et manifest, der
beskriver hvorfor det er gået så galt. Det er en gravskrift over det, der er
skredet for os. Det er en overbevisende beskrivelse af, hvordan et nyt samfund er
skudt frem. Alt det vi troede os så sikre på, er smuldret mellem vore hænder –
og det har vi ladet ske! Al vores "selvfølgelige" humanisme er forduftet.
Forestillingen er lynende skarp og blændende godt lavet. Den er lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen, der med sikker hånd styrer Mungos ensemble bestående af Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen (der også har arrangeret musikken).
Forestillingen er lynende skarp og blændende godt lavet. Den er lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen, der med sikker hånd styrer Mungos ensemble bestående af Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen (der også har arrangeret musikken).
Mørkeby
og Handberg arbejdede også sammen på forestillingen ”De Stuerene” i Kolding, der på én gang skildrede Dansk Folkepartis fantastiske succes og kælderdybe deroute,
men gjorde det så visuelt udfordrende, at det blev til en fryd, der gjorde ondt. Men
kan sådanne forestillinger være lavet for
godt? For også ”Fritz Hansen Folket” virkede som et syrebad eller måske rettere
et fremkalderbad.
Hovedpersonen Rune er ansat i en eller anden ikke nærmere defineret offentlig kulturstyrelse. I tv´et hører han statsministeren Løkke Rasmussen fra 2015 bebude en udflytning af et stort antal offentligt ansatte til provinsen, deriblandt ham selv, der må følge med til Esbjerg for ikke at miste sit arbejde. Han er indbegrebet af en humanistisk vestreorienteret kulturradikal ”slags”, sådan som han fortæller både i begyndelsen og i slutningen, hvor han bl.a. siger: ”Vi er jazz! Vi er improvisationen. Vi er umagen, vi er fryden ved det smukke. Vi er ansvaret for helheden og plads til soloen. Vi er sund fornuft, ikke snusfornuft! Vi er ikke ydre skal. Vi er ind til benet. Vi er plads. Plads til alle!” Vi er jamsession!” Kort sagt: ”Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.” Over for ham er der datteren, performance-kunstneren Ditte, der siger: ”Undskyld, at jeg har læst humaniora. Undskyld, at jeg er kunstner. Undskyld, at jeg er københavner. Undskyld, at jeg er intellektuel. Undskyld, ar jeg tror på at hjælpe. Undskyld, at jeg tjener penge, selv om jeg gerne vil hjælpe fattige. Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige. Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel.”
Hovedpersonen Rune er ansat i en eller anden ikke nærmere defineret offentlig kulturstyrelse. I tv´et hører han statsministeren Løkke Rasmussen fra 2015 bebude en udflytning af et stort antal offentligt ansatte til provinsen, deriblandt ham selv, der må følge med til Esbjerg for ikke at miste sit arbejde. Han er indbegrebet af en humanistisk vestreorienteret kulturradikal ”slags”, sådan som han fortæller både i begyndelsen og i slutningen, hvor han bl.a. siger: ”Vi er jazz! Vi er improvisationen. Vi er umagen, vi er fryden ved det smukke. Vi er ansvaret for helheden og plads til soloen. Vi er sund fornuft, ikke snusfornuft! Vi er ikke ydre skal. Vi er ind til benet. Vi er plads. Plads til alle!” Vi er jamsession!” Kort sagt: ”Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.” Over for ham er der datteren, performance-kunstneren Ditte, der siger: ”Undskyld, at jeg har læst humaniora. Undskyld, at jeg er kunstner. Undskyld, at jeg er københavner. Undskyld, at jeg er intellektuel. Undskyld, ar jeg tror på at hjælpe. Undskyld, at jeg tjener penge, selv om jeg gerne vil hjælpe fattige. Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige. Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel.”
Rune
maner i forestillingens begyndelse de to Brandes-brødre frem: Georg
(1842-1927), der i 1871 begyndte sine forelæsninger ”Hovedstrømninger i det
19de Aarhundredes Litteratur” og Edward (1857-1931), der i 1884 var medstifter
af Dagbladet Politiken og i flere omgange fungerede som finansminister i C. Th.
Zahles regeringer. Men også deres 3. og offentligt helt glemte bror, der desillusioneret
skød sig en kugle for panden i et indelukke bag Fortunen. Det er samme desillusion,
som Rune vedkender sig og tager på sig mange år efter - i vor samtid. På den
måde knyttes fortid og nutid sammen, sådan som det effektivt gøres på flere
planer i løbet af forestillingen. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvad er
der sket siden dengang og nu? Det er det, som forestillingen har sat sig for
at undersøge, og det er netop, hvad der lykkes så alt for godt. Forfærdeligt
godt.
Mungo
Park leverer stadigvæk noget af byens bedste teater, selv om det slet ikke
ligger i byen, men i Allerød – en halv times togtur fra København - på Fritz
Hansens Vej. Hvem han var og hvad han var, denne Fritz Hansen, fortæller
forestillingen levende om – men det skal være en overraskelse for alle dem, der
forhåbentlig drager til Mungo Park i Allerød for dermed selv at blive en del af
Fritz Hansen Folket. Men som forhåbentlig også kan blive det uden at blive lige
så desillusioneret som jeg blev. Men det svier, når man bliver så brutalt
afklædt og ”afsløret”. Jeg tror, det er sundt, selv om det ikke er rart. Måske
er det endda nødvendigt.
FRITZ
HANSEN FOLKET
Mungo Park
Koncept:
Lasse Bo Handberg
Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen
Dramatikere:
Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg
Scenograf:
Nadia Nabil
Koreografi:
Anja Gaardbo
Medvirkende:
Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana
Morks og Jonas Munch Hansen
Musiker:
Morten Ærø
Lyddesigner:
Rasmus Overgaard Hansen
Tapetserer:
Karin Pinderup
Skrædder:
Katine Tuborgh
Instruktørassistenter:
Arne Bak Rasmussen og Tamara Mathisen
Spilleperiode:
28.10-
11.12.2017 (Mungo Park, Fritz Hansen Vej 23, 3450 Allerød)
29.1.-22.2.2018
(Gladsaxe, Festsalen, Grønnemoseskolen Høje Gladsaxe)
*
Andre
anmeldte Mungo Park-forestillinger:
*
Andre
anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:
Andre
anmeldte Kamilla Bach Mortensen-forestillinger:
