Mødestedet er over for Vestamager Metrostation. William Schou Yazaki tager imod med et stort varmt smil. Han er forestillingens afvikler, men det er tydeligt, at han er mere end det. Til sidst er han også med på guitar og sang. Men han er først og fremmest vores vejviser på turen gennem Ørestadens arkitektur og natur. Han går forrest med cykelanhængeren og den sender, der forbinder vores høretelefoner med det lydlige landskab vi bevæger os igennem.
Allerførst vægrer jeg mig ved at tage høretelefonerne på, men jeg ved jo heller ikke, hvad jeg går ind til. For det viser sig at være det smukkeste og lyrisk musiske landskab, som lydscenografien i høretelefonerne lokker os stadig dybere ind i. Det er en lav dæmpet og blød lyd, der bølger os i møde.
William og den inciterende musik lokker os dybere ind i Ørestadens arkitektur. I starten er det legende børn, der ligger så lavt i lydbilledet, at det får os til at vende os for at se, om det er faktiske børn eller bare en del af den lydmæssige scenografi, vi er omgivet af. Vi vænner os hurtigt til, at det er lyde, der lægger sig blidt oven på den virkelige lyd, der samtidig er om os. Det ene udelukker ikke det andet, men samarbejder. Det er netop det raffinerede, for vi er både med i virkeligheden og helt uden for den. Det er et charmerende rum at befinde sig i, hvor alle lyde og sansninger kaster os i mange forskellige retninger. Ja, det virker så godt, at da der vitterlig er en cyklist, der ringer advarende med cykelklokken for at komme forbi, er der ingen, der flytter sig, for alle tror, at det er bluf.
En varm træfløjte lokker os med videre. Det hele er holdt i afslappende, nærmest meditative lyde og melodier, der flyder hen over os som en blid strøm. Camila Sarrazin har instrueret med varm og kærlig hånd.
Pludselig står hun foran os, Linette Stamp Christensen, iklædt en blodrød kappe. Men hun er meget høj, og det viser sig at være to i én, for pludselig kommer et par mandeben til syne. Hun bølger frem mod os, som en menneskelig orm, der undersøgende nærmer sig. Hun er nærgående og nysgerrig. Og mindst lige så nysgerrig som os. Min ledsager oplever hende som en krøbling, der tiggende rækker ud efter os. Mens jeg oplevede hende mere som foruroligende animalsk.
Tre ring på cykelanhængerens klokke, og vi bevæger os videre.
Da vi drejer omkring et hjørne, ser vi dem. Helt hvidklædte og med en snor imellem sig, der både forbinder dem og vikler dem uløseligt sammen. De cirkler omkring hinanden i en koreografi, der både er dansende og legende. Jakob Schnack Krog og Linette Stamp Christensen bevæger sig rapfodet omkring, mens Henriette Groth først bare sidder lidt afsides på en bænk i nærheden, klædt helt i sort med en påsat krave af fjer, der udgør en dramatisk kontrast til de hvidklædte dansere. Det er først lidt senere, at jeg ser, at hun er miket op og opdager, at sangen jeg hører, kommer fra hende. Hun har også komponeret den inciterende musik.
Det hele smelter sammen til en lydvandring i tid og rum. De hvidklædte dansere ifører sig senere hvide kapper og kommer til at ligne tyrkiske Dervish-dansere, sådan som de snurrer rundt. Og der er også lidt af samme spirituelle lyriskhed over dem.
I en forsænket revne midt i gaden, trænger naturen igennem, og der er anbragt små og store stenforhøjninger. Det ligner græske tempelrester, og så står de der igen, hvidklædte som trådt lige ud af et græsk drama. Det er så enkelt og stilrent. Også når de på vejen ned til søen løber frem og tilbage mod hinanden, eller når de hvirvlende løber ind imellem os. Det er gennemført med en legende tilgang, der gør, at det får publikum til at smile.
De er dejligt til stede i det, de gør. Det er noget, de laver sammen med os. De inviterer os med. Ikke mindst, da de på et tidspunkt lader snoren imellem sig glide rundt om de 20 publikummer, og begynder at springe rundt imellem os. Det er glædesdans - og det smitter.
Vi følger stierne ud af Ørestaden, hvor by og natur mødes. Pludselig er der er sø og græssende køer. Vi fortsætter videre endnu og ender oppe på en bakke med udsigt ud over det hele. Deroppe foregår den afsluttende dans, der ender i et tableau, hvor alle fire medvirkende står stille, indtil vi er klar over, at det er slut. Desværre. Det måtte gerne have fortsat meget længere, for det var en fornøjelse at blive ført rundt i Ørestaden til dette lyriske akkompagnement af dans, lyd, arkitektur og natur.
HIDDEN SPACES
en iscenesat lydvandring
i Ørestad og Naturpark Amager
af GLiMT Amager
Se oversigten over de
