torsdag den 18. november 2021

Dobbelt anmeldelse: MOON på Teaterøen og SMASK på Mungo Park

 

Foto: Søren Dø.

MOON på Teaterøen

”Vi er som den klare måne, alle har vi en mørk side.” 

Kahlil Gibran.


Hvad nu, hvis vi kunne lande på månen med et sejlskib og sejle fra Stilhedens Hav til Grænsehavet? Hvordan ville månestøvet ændre sig på rejsen? Svaret får du i denne evigtsmukke, forunderligt vægtløse og magiske månekabaret.

”I will tell you the story of how the sun loved the moon so much he died every night, to let her breathe. It all started in ancient times…” Den sungne engelske sangtekst har inkorporerede citater og uddrag af bl.a. Jorge Luis Borges og Rainer Maria Rilke. Hver af kabaretens 14 sange er allokeret et månehav og dets koordinater, der vises på bagvæggen.


Foto: Søren Dø.


Vi møder en verden, som vi aldrig har mødt før, for hvad sker der egentlig på månens bagside? Hvad sker der, når vi giver slip og lader os lokke med på denne inciterende og grænseløse rejse til ukendte dybder bag på månen og dybt inde i os selv?

Forestillingen er både poetisk højtidelig og vidtløftig. Jeg griber mig i at spænde i kroppen, for det er så forbløffende at blive inviteret med på denne overrumplende, vægtløse og betagende månerejse, men det ændres markant med sangen ”Mare ingenii” (Opfindelsernes Hav), hvor det burlesk groteske bryder ud i lys lue, og giver rum til humoren. Det er herligt overraskende.


Foto: Søren Dø.


Enkelhed er det sværeste, og forestillingen er proppet med den. Vi præsenteres ikke for meget mere en bunke sand, et lille bitte papirfoldet skib, en sølvring, to balloner, et spejl, et par lommelygter og en lyskæde. Ud af det er der opstået en utrolig forestilling, hvor hele verden er i spil, da astronauten i skikkelse af Klaus Riisager møder månen, personificeret af Tilde Knudsen – i husbonden, Peter Kirks suveræne instruktion.

Tilde Knudsen og Klaus Riisager er to kompromisløse kunstnere på hvert deres felt. Tilde Knudsen er skuespiller og danser samt leder af Teater Asterions Hus, der holder til på Teaterøen. Klaus Riager er komponist og sanger. Det er ikke første gang Klaus står på scenen, for hans måde at synge på ER indbegrebet af teater. Han er inspireret af Kurt Weill, Berliner-cabaret og tysk ekspressionisme. Gennem den gentagne opremsning af længde- og breddegrader klinger  et ekko fra Kate Bush´ titelnummer fra albummet ”50 Words for Snow” fra 2011.


Foto: Søren Dø.


Efter at have set MOON, genhører jeg forestillingens musik på Spotify. Det giver god mening, for det var sådan forestillingen blev til. Klaus Riisager komponerede og indspillede de 14 sange, der ligger som backtrack, og som han synger live til. Derfra voksede forestillingens visuelle side frem. Hvordan han formår at synge så smukt, så vildt, så hæst og så ømt, selv om han samtidig ligger på ryggen eller snor sig i de underligste fordrejede positioner, går over min forstand. Men mindre kan nok heller ikke gøre det i selskab med Tilde Knudsen, der med sin krop synger med. Det er en kropslig sang uden ord, men så meget desto mere talende. De har lavet mange forestillinger før, hver for sig og sammen, men som oftest er musikken først blevet koblet på sent i processen. En lysende undtagelse var ”Europæerne”, der var Teaterøens imponerende Howard Barker-forestilling i 2016, hvor Klaus også var med på scenen. Men i MOON var det musikken, der startede det hele.


Foto: Søren Dø.


Der er tale om en trio-forestilling. Instruktøren, Peter Kirk, sørger for at det hele lander smukt og præcist. Det er samtidig Peter, der står ved lyd- og lyspulten. For selv om setup´et er yderst enkelt, er forestillingen teknisk set yderst kompliceret, alt skal fungere som smurte tandhjul for at magien bevares. Musikken er komponeret og indspillet af Klaus Riisager, assisteret af Asbjørn Kjærgaard Pedersen. Det er en fryd at lytte til. De inkorporerede filmprojektioner af Søren Dø gør det endnu mere magisk og forførende. 


Foto: Søren Dø.


Resultatet på scenen er frugten af mange års teater- og musikarbejde, som de tre involverede har afsøgt og udviklet på hver deres måde. Det er en stor glæde og et endnu større privilegie at få lov til at se denne prægtige og sjældne måneblomt springe ud lige der foran os, hvor den indfanges af Klaus´ sære og fortryllende hæse vokal, mens Tilde indfanger det kropsligt med sine bevægelse. Det er et under! Der er ingen tvivl, bedre månelandinger fås ikke. Og det er heller ikke for ingenting, at det sidste nummer hedder: ”Casa Asterion, House of Asterion”.

”This end is the end of all ends

It happens to us all

…my friend.”

 

MOON

   Teater Asterions Hus

på Teaterøen

16. - 21. november 2021 på Teaterøen

23. - 28. november på Teater Møn

60 min.

--------

Månen: Tilde Knudsen

Astronauten: Klaus Riisager

Instruktør: Peter Kirk

Komponist/Librettist: Klaus Riisager

Koreografi: Tilde Knudsen

Scenografi, lys, kostumer, grafik, teknik – og meget mere: Holdet

Video/Foto: Søren Dø

Sound Mastering: Asbjørn Kjærgaard Pedersen

Varighed: 1 time

Hør musikken på: 

Sportify: Moon Riisager 

Hjemmeside  & billetter 

 Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

Foto: Zuhal Kocan.

SMASK

Mungo Park

i Allerød

I teatrets foyer er der opsat en kasse med et hjerte:

”Hvis du har et spørgsmål og er lidt ked

Så er du kommet til det rette sted

Læg et brev og håb på svar

Så vil vi gi´ den visdom vi har

Hvis du lidt gode råd af os vil nasse

Så stil et spørgsmål til vores

Kærlighedsbrevkasse”


Foto: Zuhal Kocan.


De sidder allerede i en sofa på scenen, da vi kommer ind. Yderst Nana Morks, i midten Sara Fanta Traore, halvvejs skjult bag et bjerg af bamser, og yderst Henrik Prip. De sidder så tæt, at Prip må læne sig til siden for at kunne være der. Han rejser sig og går over til en automat med drikkelse, men kan ikke få den til at virke. Da Morks lidt efter gør det samme, virker den igen. Et grønt lys tændes over døren og signalerer, at det er den næstes tur. Prip kommer for sent, og det er i stedet Morks, der igen kommer først. Da de begge er væk, er der Traores Miriam tilbage. Hun vikler sig ud af bamserne, der er syet sammen til en kæmpemæssig bamse-poncho. Manden er gået fra hende og har fundet en anden. Sammen har de datteren, som nu bor på skift hos dem. Miriam er ved at gå i spåner over det. Hun spiller rollen som Hella Joof ville have gjort det. Underspillet og tilbageholdt, med momentvise vulkanske udbrud. Vi forstår hende godt, for hun er ved at gå til af jalousi, og der er ingen enkel vej ud af det, når man befinder sig i følelsernes vold. I sin desperation taler hun med en af bamserne, og den svarer hende kækt og frejdigt. For datteren er som snydt ud af næsen på faren. Det er det alle siger, og hun kan næsten ikke have det. Det er som at få salt gnedet endnu længere ned i det i forvejen betændte kærlighedssår. Det hele får en ganske overraskende ende. ”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første ud af tre forvredne kærlighedshistorier, der sammen udgør Mungo Parks SMASK, der er instrueret og bearbejdet af Anastasia Nørlund. Det er hun sluppet godt fra.


Foto: Zuhal Kocan.


”Svedeture, grædeture, søvnløshed, udslæt på arme og hals, ømme muskler og led, synsforstyrrelser, svimmelhed, stirren op i det blanke loft, ligge i timevis, dagevis og se edderkopper trække tråde på kryds og tværs hen over dit hoved, som fælder. Net, der langsomt strammer ind om din krop. At blive ondskabsfuld af kærlighed. En oplevelse af fission: at dit hjerte er radioaktivt, at for mange atomer spaltes på én gang, at det vibrerer i dit bryst. At gå og vente på en ulykke. Og paranoia.” (fra ”Med venlighed hilsen din ekskone”af Zakiya Ajmi - den første af SMASKs tre dele)


Foto: Zuhal Kocan.


I Rasmus Krones ”Allehelgensaften” kommer døden på besøg, klædt ud som et blomsterbesmykket Halloween-spøgelse. Henrik Prip har lige vinket farvel til konen, der er kørt afsted med sin halvdel af deres indbo. Han smiler forceret, for herregud… Men smilet falder længere og længere ned, mens virkeligheden langsomt går op for ham, da han finder ud af, hvem han har fået på besøg.


Foto: Zuhal Kocan.


I ”Klubben”, der er den sidste af de tre fermt sammenvævede historier, deviset og bearbejdet af Anastasia Nørlund efter en ide af Marie Bjørn, møder vi den ulykkeligt forelskede datter og faren, der har startet en latterklub for at dulme smerten efter sin egen skilsmisse. Men latteren er forceret, og hver gang han ler, græder datteren. Det er ur-komisk, fordi det i bund og grund er så desperat og tragisk. De er begge anspændt og kærlighedsramte på hver deres måde, og det giver en komisk kontrast, som de begge udnytter til det yderste. Nana Morks´ og Henrik Prips gråd og latter veksles til frydelig latter hos publikum. Dertil kommer Prips maniske latterøvelser, der forplanter sig til publikum, og vi går sørme med på spøgen, for det er udført så overbevisende. Også selv om det er langt ude i hampen. Forestillingen balancerer på en knivsæg mellem det morsomme og det tragiske. Det er en svær balance, der lykkes.


Foto: Zuhal Kocan.


SMASK er velfungerende og meget morsom på en pinagtig, overvældende måde. Vi bliver simpelthen charmeret og vundet over af den fine iscenesættelse og det gode spil i de tre roller, og får lyst til at le med, når der grædes mest intenst på scenen.


SMASK

Mungo Park

På repertoiret fra den 16. november 2021

Medvirkende: 

Sara Fanta Traore/Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip 

Iscenesættelse og bearbejdelse: 

Anastasia Nørlund, ”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi ”Allehelgensaften”: Rasmus Krone ”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund 

Scenografi: Frederikke Dalum 

Lyddesign: Emil Bøll 

Lysdesign: Mikkel Givskov

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

Foto: Zuhal Kocan.


Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:




(Mungo Park Kolding)


 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*