Viser opslag med etiketten Tilde Knudsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tilde Knudsen. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege


Teater er som at rejse ud  i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.


Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og  Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi  - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren. 



Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum.  Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet. 



Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør. 



Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.  



Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.



Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem  havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.




Teater Møn

præsentere forestillingen 

HAV

med Asterions Hus

Sukkerfabrikken i Stege

Totalteater ned bespisningen

22.-29. august 2024

Af og med 

danserne Tilde Knudsen og Liv Mikela Sanz

og 

musikeren og komponisten Klaus Risager

Instrueret og lyssat af Peter Kirk

Scenografi: holdet

Madkunstner: Marianne Bendixen

Understøttet af Frivilligteamet 
De Bøhmiske Krystalvaskere.

*

Hjemmeside

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger:

2023:

Kældermennesket


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*

torsdag den 16. marts 2023

Anmeldelse: HABIBI på Hippodromen og HUS PÅ HUS på Teaterøen

Fotos: Ditte Chemnitz (HABIBI) og Emile Carlsen (HUS PÅ HUS).


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

60 minutter


I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.


Foto: Emile Carlsen.


HUS PÅ HUS er knapt så drømmende som MOON, men det er stadig fantasien og det legende, der er i centrum. Der har gennem årene sneget sig en del animations- og objektteater ind i deres forestillinger. Dukketeatret, den lille scene på den store scene, er stadig et format som de sværger til. Det har været indkalkuleret i de fleste af deres forestillinger. Det er teater inde i teatret. Endnu mere i HUS PÅ HUS, hvor 7 generationer af pianisters liv vises i glimt, mens store dukkehuse køres i stilling, for hvert livsforløb udspiller sig i sit eget hus. Det er magisk og fortryllende.  


Foto: Emile Carlsen.

Efter forestillingen inviteres publikum på scenen for selv at teste og mærke magien tæt på - og vel også samtidig sikre sig, at de filmede indslag, der indgår i forestillingen, faktisk bliver optaget live på scenen, for det er så smukt og så mystisk dragende, at det er let at tro, at det er optaget på forhånd. Optagelser fra dukkehusene er så livagtige, at det er svært at tro på, at det hele er lavet i miniature. Men det er det. Der bliver ikke snydt.


Foto: Emile Carlsen.

Asterions Hus, ledet af Tilde Knudsen, der også privat danner par med Peter Kirk, har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.


Foto: Emile Carlsen.

Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i at blive lidt nervøs for, om den opadstigende kurve stadig kan bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang. 


Foto: Emile Carlsen.

Og hvad er så dit næste træk? Så længe spillet er i gang, er der liv og muligheder, indtil alle brikker  til sidst bliver slået af banen. Og så længe klaveret spiller, er der håb. Også selv om klaverspillet omspændes af flammer. Flammerne tager det hele. Alting går op i røg. Tilbage er  rester af  rygende ruiner og smadrede drømme. Men drømmen bliver på en måde hængende over det hele. Drømmen hænger let svævende lige foran os - og i forestillingen HUS PÅ HUS.


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

Medvirkende: Tilde Knudsen, Peter Kirk
Lyddesigner: Klaus Risager
Dramatiker, forfatter: Holdet
Komponist Klaus risager
Producent: Asterions Hus
Arrangør: Asterions Hus

Hjemmeside & billetter

*

Fotos: Ditte Chemnitz.

HABIBI

af  Opgang 2

på Hippodromen

13. - 18. marts 2023


Teatret er en fantastisk måde at forstå livet på. Også det uforståelige. Noget af det, som bevidstheden ikke kan gribe om, og tage ind, det kan snildt som en mis kastes ind på en scene, hvor vi bare godtager det, for sådan er det bare. Det er et fortrin som teatret har. Det kan besætte med sit magiske øjeblik, så vi taber pusten og næsten mister os selv. Måske er det netop i fortabelsen, at vi genvinder os selv.

Så store og svimlende er tankerne efter at have oplevet Pia Marcussens HABIBI på Hippodromen. I 2017 modtog Pia Marcussen Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for manuskriptet til HABIBI, og det er ikke grebet ud af luften. Det er måske snarere grebet i luften. Man skal lede længe efter et så velskrevet stykke, der tør tage fat, hvor andre viger bort.


Fotos: Ditte Chemnitz

HABIBI er en musikalsk ungdomsforestilling om identitet, forskelle og frygt. Det er en forestilling for alle danskere - både gammeldanskere og nydanskere. Præmissen er enkel, men vild. En dag vågner Sara op - og kan kun tale arabisk. Hun er en ganske almindelig, hvid dansk pige med forældre, der kerer sig om hende og glæder sig over, at deres datter skal synge solo til korets næste koncert, hvor de har inviteret det lokale flygtningecenter med. Samtidig er der længere ned af villavejen en havehæk, der breder sig helt ud over fortovet. I huset bor en hjemvendt soldat, "der har tager krigen med hjem". Han kan ikke finde sig til rette tilbage i det almindelig liv. Han har giver slip og ladet sig falde bagover ned i minderne fra krigen. Han er stadig under beskydning. Det er et angreb, der aldrig hører op.


Fotos: Ditte Chemnitz.

Pigen og soldaten finder sammen. Eller rettere så hører soldaten Sara synge og føler at noget træffer ham lige i hjertet. Ikke et projektil, men kærlighed. Han tænker, at Sara er en engel. I hvert fald er hun for ham. Hvad der videre sker, skal man selv se og opleve, men som publikum bliver man nødt til at flyde med for at forstå det uforståelige. Nogle gange er livet bizart og forstanden forstår ingenting, mens andre gange kan der opstå små øer af håb og kærlighed, så der alligevel rejser sig en vej ud af det uforståelige.


Fotos: Ditte Chemnitz.


Manuskriptet er stærkt og meget visuelt. Bolette Engstrøm Bjerre  og Ashok Peter Pramanik er henholdsvis Sara og soldaten, men også alle de øvrige personer i stykket. Musikalsk er det hele lagt i hænderne på Mads Horsbøl, der spiller live til forestillingen og som også påtager sig sin del af skuespillet - det klarer de alle tre forrygende.  Opsætningen, instrueret af  Martin Geertz, balancerer på en knivsæg. Det er en farlig balancegang, for vi forstår ingenting - og  måske forstår vi alligevel det hele på en måde, der unddrager sig forstanden.

Det handler om radikalisering, om terror og krig, men mest handler det om kærlighed og forsoning. Der er ingen nemme løsninger i virkelighedens verden. Men sammenholdt med fx, Fair Plays opsætning af "Kun en dråbe blod" (baseret på historien om Kundbypigen), der er en "virkelig" beretning i forholdet 1:1, selvfølgelig altid med de forbehold som et dramatisk værk må have for at kunne fungere på sine egne præmisser, der ikke altid er virkelighedens,  er HABIBI meget mere raffineret. Det er begge knugende forestillinger, der tager livtag med virkeligheden, men gør det på to diametralt forskellige måder. Den første prøver at fange virkeligheden ind, hvor HABIBI netop sætter virkeligheden fri og tager os et helt andet sted hen, der er meget mere raffineret og frisættende. Man kan sige, at den giver os virkeligheden tilbage. Tak for det!

Det var tydelig, at den fulde sal med teenagere tog forestillingen til sig. Hvad de fik ud af det, aner jeg ikke, men de var fanget ind - og bare det, er første skridt til at forstå det uforståelige - eller i hvert fald at kunne leve videre med det. Det i sig selv er fornemt. Min ledsager, der var godt forbi teenageralderen, var fuldstændig kvæstet bagefter. Det bliver man, når kunsten besætter én og viser vej til verdener man aldrig har mødt før. Sådan som det sker i HABIBI.


HABIBI

på Hippodromen

13.-18. marts 2023

Dansk nyskrevet dramatik

60 min.

Manuskript: Pia Marcussen
Instruktion: Martin Geertz

Medvirkende: 
Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik

Musik: Mads Horsbøl
Scenograf: Gitte Bøg
Dramaturg: Lise Ørskov
Komponist Mads Horsbøl 

Producent: Opgang 2 Turnéteater
Læs mere om forestillingen og  Opgang 2

Arrangør: Folketeatret

*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

torsdag den 18. november 2021

Dobbelt anmeldelse: MOON på Teaterøen og SMASK på Mungo Park

 

Foto: Søren Dø.

MOON på Teaterøen

”Vi er som den klare måne, alle har vi en mørk side.” 

Kahlil Gibran.


Hvad nu, hvis vi kunne lande på månen med et sejlskib og sejle fra Stilhedens Hav til Grænsehavet? Hvordan ville månestøvet ændre sig på rejsen? Svaret får du i denne evigtsmukke, forunderligt vægtløse og magiske månekabaret.

”I will tell you the story of how the sun loved the moon so much he died every night, to let her breathe. It all started in ancient times…” Den sungne engelske sangtekst har inkorporerede citater og uddrag af bl.a. Jorge Luis Borges og Rainer Maria Rilke. Hver af kabaretens 14 sange er allokeret et månehav og dets koordinater, der vises på bagvæggen.


Foto: Søren Dø.


Vi møder en verden, som vi aldrig har mødt før, for hvad sker der egentlig på månens bagside? Hvad sker der, når vi giver slip og lader os lokke med på denne inciterende og grænseløse rejse til ukendte dybder bag på månen og dybt inde i os selv?

Forestillingen er både poetisk højtidelig og vidtløftig. Jeg griber mig i at spænde i kroppen, for det er så forbløffende at blive inviteret med på denne overrumplende, vægtløse og betagende månerejse, men det ændres markant med sangen ”Mare ingenii” (Opfindelsernes Hav), hvor det burlesk groteske bryder ud i lys lue, og giver rum til humoren. Det er herligt overraskende.


Foto: Søren Dø.


Enkelhed er det sværeste, og forestillingen er proppet med den. Vi præsenteres ikke for meget mere en bunke sand, et lille bitte papirfoldet skib, en sølvring, to balloner, et spejl, et par lommelygter og en lyskæde. Ud af det er der opstået en utrolig forestilling, hvor hele verden er i spil, da astronauten i skikkelse af Klaus Riisager møder månen, personificeret af Tilde Knudsen – i husbonden, Peter Kirks suveræne instruktion.

Tilde Knudsen og Klaus Riisager er to kompromisløse kunstnere på hvert deres felt. Tilde Knudsen er skuespiller og danser samt leder af Teater Asterions Hus, der holder til på Teaterøen. Klaus Riager er komponist og sanger. Det er ikke første gang Klaus står på scenen, for hans måde at synge på ER indbegrebet af teater. Han er inspireret af Kurt Weill, Berliner-cabaret og tysk ekspressionisme. Gennem den gentagne opremsning af længde- og breddegrader klinger  et ekko fra Kate Bush´ titelnummer fra albummet ”50 Words for Snow” fra 2011.


Foto: Søren Dø.


Efter at have set MOON, genhører jeg forestillingens musik på Spotify. Det giver god mening, for det var sådan forestillingen blev til. Klaus Riisager komponerede og indspillede de 14 sange, der ligger som backtrack, og som han synger live til. Derfra voksede forestillingens visuelle side frem. Hvordan han formår at synge så smukt, så vildt, så hæst og så ømt, selv om han samtidig ligger på ryggen eller snor sig i de underligste fordrejede positioner, går over min forstand. Men mindre kan nok heller ikke gøre det i selskab med Tilde Knudsen, der med sin krop synger med. Det er en kropslig sang uden ord, men så meget desto mere talende. De har lavet mange forestillinger før, hver for sig og sammen, men som oftest er musikken først blevet koblet på sent i processen. En lysende undtagelse var ”Europæerne”, der var Teaterøens imponerende Howard Barker-forestilling i 2016, hvor Klaus også var med på scenen. Men i MOON var det musikken, der startede det hele.


Foto: Søren Dø.


Der er tale om en trio-forestilling. Instruktøren, Peter Kirk, sørger for at det hele lander smukt og præcist. Det er samtidig Peter, der står ved lyd- og lyspulten. For selv om setup´et er yderst enkelt, er forestillingen teknisk set yderst kompliceret, alt skal fungere som smurte tandhjul for at magien bevares. Musikken er komponeret og indspillet af Klaus Riisager, assisteret af Asbjørn Kjærgaard Pedersen. Det er en fryd at lytte til. De inkorporerede filmprojektioner af Søren Dø gør det endnu mere magisk og forførende. 


Foto: Søren Dø.


Resultatet på scenen er frugten af mange års teater- og musikarbejde, som de tre involverede har afsøgt og udviklet på hver deres måde. Det er en stor glæde og et endnu større privilegie at få lov til at se denne prægtige og sjældne måneblomt springe ud lige der foran os, hvor den indfanges af Klaus´ sære og fortryllende hæse vokal, mens Tilde indfanger det kropsligt med sine bevægelse. Det er et under! Der er ingen tvivl, bedre månelandinger fås ikke. Og det er heller ikke for ingenting, at det sidste nummer hedder: ”Casa Asterion, House of Asterion”.

”This end is the end of all ends

It happens to us all

…my friend.”

 

MOON

   Teater Asterions Hus

på Teaterøen

16. - 21. november 2021 på Teaterøen

23. - 28. november på Teater Møn

60 min.

--------

Månen: Tilde Knudsen

Astronauten: Klaus Riisager

Instruktør: Peter Kirk

Komponist/Librettist: Klaus Riisager

Koreografi: Tilde Knudsen

Scenografi, lys, kostumer, grafik, teknik – og meget mere: Holdet

Video/Foto: Søren Dø

Sound Mastering: Asbjørn Kjærgaard Pedersen

Varighed: 1 time

Hør musikken på: 

Sportify: Moon Riisager 

Hjemmeside  & billetter 

 Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

Foto: Zuhal Kocan.

SMASK

Mungo Park

i Allerød

I teatrets foyer er der opsat en kasse med et hjerte:

”Hvis du har et spørgsmål og er lidt ked

Så er du kommet til det rette sted

Læg et brev og håb på svar

Så vil vi gi´ den visdom vi har

Hvis du lidt gode råd af os vil nasse

Så stil et spørgsmål til vores

Kærlighedsbrevkasse”


Foto: Zuhal Kocan.


De sidder allerede i en sofa på scenen, da vi kommer ind. Yderst Nana Morks, i midten Sara Fanta Traore, halvvejs skjult bag et bjerg af bamser, og yderst Henrik Prip. De sidder så tæt, at Prip må læne sig til siden for at kunne være der. Han rejser sig og går over til en automat med drikkelse, men kan ikke få den til at virke. Da Morks lidt efter gør det samme, virker den igen. Et grønt lys tændes over døren og signalerer, at det er den næstes tur. Prip kommer for sent, og det er i stedet Morks, der igen kommer først. Da de begge er væk, er der Traores Miriam tilbage. Hun vikler sig ud af bamserne, der er syet sammen til en kæmpemæssig bamse-poncho. Manden er gået fra hende og har fundet en anden. Sammen har de datteren, som nu bor på skift hos dem. Miriam er ved at gå i spåner over det. Hun spiller rollen som Hella Joof ville have gjort det. Underspillet og tilbageholdt, med momentvise vulkanske udbrud. Vi forstår hende godt, for hun er ved at gå til af jalousi, og der er ingen enkel vej ud af det, når man befinder sig i følelsernes vold. I sin desperation taler hun med en af bamserne, og den svarer hende kækt og frejdigt. For datteren er som snydt ud af næsen på faren. Det er det alle siger, og hun kan næsten ikke have det. Det er som at få salt gnedet endnu længere ned i det i forvejen betændte kærlighedssår. Det hele får en ganske overraskende ende. ”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første ud af tre forvredne kærlighedshistorier, der sammen udgør Mungo Parks SMASK, der er instrueret og bearbejdet af Anastasia Nørlund. Det er hun sluppet godt fra.


Foto: Zuhal Kocan.


”Svedeture, grædeture, søvnløshed, udslæt på arme og hals, ømme muskler og led, synsforstyrrelser, svimmelhed, stirren op i det blanke loft, ligge i timevis, dagevis og se edderkopper trække tråde på kryds og tværs hen over dit hoved, som fælder. Net, der langsomt strammer ind om din krop. At blive ondskabsfuld af kærlighed. En oplevelse af fission: at dit hjerte er radioaktivt, at for mange atomer spaltes på én gang, at det vibrerer i dit bryst. At gå og vente på en ulykke. Og paranoia.” (fra ”Med venlighed hilsen din ekskone”af Zakiya Ajmi - den første af SMASKs tre dele)


Foto: Zuhal Kocan.


I Rasmus Krones ”Allehelgensaften” kommer døden på besøg, klædt ud som et blomsterbesmykket Halloween-spøgelse. Henrik Prip har lige vinket farvel til konen, der er kørt afsted med sin halvdel af deres indbo. Han smiler forceret, for herregud… Men smilet falder længere og længere ned, mens virkeligheden langsomt går op for ham, da han finder ud af, hvem han har fået på besøg.


Foto: Zuhal Kocan.


I ”Klubben”, der er den sidste af de tre fermt sammenvævede historier, deviset og bearbejdet af Anastasia Nørlund efter en ide af Marie Bjørn, møder vi den ulykkeligt forelskede datter og faren, der har startet en latterklub for at dulme smerten efter sin egen skilsmisse. Men latteren er forceret, og hver gang han ler, græder datteren. Det er ur-komisk, fordi det i bund og grund er så desperat og tragisk. De er begge anspændt og kærlighedsramte på hver deres måde, og det giver en komisk kontrast, som de begge udnytter til det yderste. Nana Morks´ og Henrik Prips gråd og latter veksles til frydelig latter hos publikum. Dertil kommer Prips maniske latterøvelser, der forplanter sig til publikum, og vi går sørme med på spøgen, for det er udført så overbevisende. Også selv om det er langt ude i hampen. Forestillingen balancerer på en knivsæg mellem det morsomme og det tragiske. Det er en svær balance, der lykkes.


Foto: Zuhal Kocan.


SMASK er velfungerende og meget morsom på en pinagtig, overvældende måde. Vi bliver simpelthen charmeret og vundet over af den fine iscenesættelse og det gode spil i de tre roller, og får lyst til at le med, når der grædes mest intenst på scenen.


SMASK

Mungo Park

På repertoiret fra den 16. november 2021

Medvirkende: 

Sara Fanta Traore/Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip 

Iscenesættelse og bearbejdelse: 

Anastasia Nørlund, ”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi ”Allehelgensaften”: Rasmus Krone ”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund 

Scenografi: Frederikke Dalum 

Lyddesign: Emil Bøll 

Lysdesign: Mikkel Givskov

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

Foto: Zuhal Kocan.


Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:




(Mungo Park Kolding)


 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*