Viser opslag med etiketten Teater Møn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Teater Møn. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege


Teater er som at rejse ud  i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.


Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og  Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi  - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren. 



Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum.  Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet. 



Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør. 



Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.  



Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.



Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem  havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.




Teater Møn

præsentere forestillingen 

HAV

med Asterions Hus

på Sukkerfabrikken i Stege

Totalteater ned bespisningen

22.-29. august 2024

Af og med 

danserne Tilde Knudsen og Liv Mikela Sanz

og 

musikeren og komponisten Klaus Risager

Instrueret og lyssat af Peter Kirk

Scenografi: holdet

Madkunstner: Marianne Bendixen

Understøttet af Frivilligteamet 
De Bøhmiske Krystalvaskere.

*

Hjemmeside

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger:

2023:

Kældermennesket


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*

tirsdag den 23. maj 2023

Anmeldelse: KÆLDERMENNESKET af og med Teater Asterions Hus


To stole, to standerlamper og en forhøjning i midten med en stor polstret lænestol og et bagvedstående filmlærred. Set-uppet ligner noget fra en gammel stumfilm. De indflettede filmiske vignetter af og med filmparret Michael Wikke & Steen Rasmussen (eller slet og ret Wikke Rasmussen), kommenterer og præsenterer det, vi skal se, og er holdt i sepia - den  falmede farve, der giver mindelser om gulnet avispapir og gamle fotos og postkort, sendt med 2 øres frimærker.

Vi er ført tilbage i tiden i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket". Dostojevskis roman er bearbejdet til teater af Wikke Rasmussen og bliver spillet af Tilde Knudsen og Peter Kirk, der udgør teatret Asterions Hus. Tidligere holdt teatret til på Teaterøen på Refshaleøen, men er nu flyttet til Møn og er blevet til Teater Møn. På Møn er de blevet omfavnet med større (økonomisk) imødekommenhed, end hvad var tilfældet i København. Fantastisk for Møn, men en stor ærgrelse for de københavnske teatergængere. Dog har de beholdt Magneten, som en sidste bastion i det københavnske - og det skal vi være glade og taknemmelige for. Med den nye cykelbro fra Nyhavn til Amager er det ikke længere så afsides, men man føler sig alligevel uden for byen, og det passer fint til det nyeste stykke.



Jeg er vild med  Dostojevski, den store russiske forfatter, der levede fra 1821-1881, og slugte de fleste af hans værker i en tidlig alder. "Idioten", "Brødrene Karamasov", "De Besatte", "Raskolnikov" og "Det Døde Hus". "Kældermennesket" er af mange opfattet som en slags prolog til forfatterens store værker. Det bærer undertitlen "Optegnelser fra et kælderdyb". Det er skrevet i 1864. Året inden udkom hans debut, "Fattige folk". 

Hovedpersonen er en 40-årig unavngiven embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.




Romanen betegnes som et nybrud, for vi kan slet ikke stole på hovedpersonen. Det var aldrig set før, og det kom til at føre videre gennem forfatterskabet, og er velsagtens grunden til, at hans romaner stadig taler til os. Hans personer modsiger sig selv i ét væk. Ikke fordi forfatteren ikke har styr på figurerne, men fordi det er det vi gør, vi mennesker. Det ene øjeblik er vi storladne og det næste ganske sølle. Vi taler og taler og siger det hele, og siger dog intet, men har alligevel sagt det hele. Vi kan genkende os selv i hans figurer. Det fascinerede dengang som nu. 

Det er på den måde, at han får sagt noget om at være menneske. Vi bliver som menneskelig race afklædt, når vi stiger ombord i hans universer. Bagefter er man helt rundforvirret, for hvad menes der egentlig? Personerne rabler løs og historierne bevæger sig hid og did. Der er ingen stringens. Det er et frit fald ned i en menneskelige afgrund. Som om der slet ingen ende er på det fald.




Det er ikke for ingenting, at al senere litteratur er inspireret af det, der startede og påbegyndtes med Kældermennesket. Som en mørk lysstråle har det sat sit præg på alt andet: Hamsun, Kafka, Satre og alle de andre. Alle har de læst "Kældermennesket" og badet sig i det mørke lys fra Rusland. Dostojevskis er som et prisme, hvori alt menneskeligt spejler sig. Det er djævelsk fascinerende. Det er som om lyset og mørket slår sammen i hans værker. 

Det gør det også på scenen i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket", hvor hovedpersonen skiftevis fremstilles af Tilde Knudsen og Peter Kirk. I beretningen om hovedpersonens møde med den prostituerede Lisa finder de sammen på scenen. Vi får rablende tirader om dovenskab, om mødet med en forhadt officer og om kærlighed.




Det er både storladent, svulstigt og ganske sølle. Det er en slags orgie i mental ekshibitionisme. Det er stor tragik og lavpandet komik. Peter Kirk og Tilde Knudsen har et fast greb om figuren. Det er egentlig godgørende at opleve dem på denne galej, for det er så anderledes end alle deres tidligere forestillinger, og dog er der tætte spor tilbage til Howard Barker-totalteaterforestillingen EUROPÆERNE som Asterions Hus opsatte på teaterøen i 2016. En gigantisk teatersatsning, hvor alle sejl var sat til. Forestillingen foregik såvel inde som ude, men vi var samtidig inde i sjælen på europæerne. Det er vi også i "Kældermennesket", selv om den har et russisk udspring. Samme selvransagelse, samme vilde talestrøm. Samme frydefulde teateroplevelse.

Peter Kirke er ét med figuren. Man kan se det på den forkrampede måde han sidder i stolen på. Han kaster sig fra side til side. Han er rastløs, og livet raser i ham. Han raser mod livet, mod andre og sig selv. Det er faktisk urkomisk. Al denne energi. Dette raseri og al denne poseren - til ingen verdens nytte. Alting er et skyggespil. Intet er sandt - og alt er sandt. Lige i det øjeblik det siges, men når øjeblikket er ovre,  er vi endnu mere forvirrede, end vi var før. Sådan er det at være menneske. Sådan er det at være sammen med Kældermennesket.




Når Tilde Knudsen rejser sig som Kældermennesket, så er hun ligeså meget ét med ham. Hendes teatermæssige skift, hendes bratte bevægelser. Det er alt sammen noget, der gør at vi klæber til, hvad hun siger. Også selv om det ingen mening giver, og dog siger det hele.

Peter Kirk og Tilde Knudsen er på hjemmebane, selv om de er langt fra de universer, som de plejer at færdes teatermæssigt i. Selvfølgelig er de det, for de er kompromisløse i deres kunstneriske stræben og kamp for at give os det bedste de formår. Stort tillykke til Møn, der nu delvis har overtaget disse dejlige kunstnere - og godt for os andre, at der stadig er mulighed for at opleve dem på Magneten yderst på Refshaleøen. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig derud. I tilgift er der Wikke Rasmussen. Disse stærke kunstneriske kræfter klæder hinanden.

Bagefter kan man jo nyde nogle af Wikke Rasmussens dejlige film, der på sin vis er lige så skæve og absurde. Måske har de altid skildret kældermennesker... Deres absurde humor går igennem deres lysende værker, såsom tv-serierne "Sonny Soufflé Chok Show" og "Vild og voldsom Volvo" og i filmene "Flyvende farmor",  "Hannibal & Jerry" "Der var engang en dreng" og mange flere. Oven i det skulle der snart være mulighed for at gense "Motello" fra 1997, der er blevet crowdfundet og er ved at blive nyscannet til dvd og blue-ray. Der er så meget at glæde sig over for os Kældermennesker.



”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind forstand på min sygdom og ved ikke rigtig, hvad der er galt med mig. Jeg går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevet overtroisk.”
”Kældermennesket”, s. 19.


KÆLDERMENNESKET

24. ma j - 11. juni 2023

Magneten på Teaterøen

Medvirkende: Peter Kirk, Tilde Knudsen + Wikke og Rasmussen (på skærm)
Instruktører: Michael Wikke, Steen Rasmussen
Manuskript over Dostojevskijs tekst: Mikael Wikke og Steen Rasmussen
Producent & arrangør: Asterions Hus


*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2023:


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------