Kirsten Thorup arbejder sig ned under overfladen, der
hvor det gør allermest ondt og hvor vi er mest hudløse og sårbare. Men romanen anviser
også muligheder og liv - og gør opmærksom på et rigt, myldrende følelsesliv. Det
er på én og samme tid både ubærligt og frydefuldt.
Det er en stor roman. Både
af omfang og indhold. 460 sider inddelt i 3 dele. I 1. del møder vi datteren og
moren. Datteren forsøger at krybe i skjul for at komme så langt væk fra moren
som muligt. Barnet vokset op, bliver teenager og flygter hjemmefra. Det er som
om det kun kan blive sig selv ved helt at afbryde kontakten til moren. Moren er
skildret som en, der på én gang både er livgivende og destruktiv. Der er
gribende barndomsscener, hvor datteren sidder og lytter til morens samtaler med
en hjemløs, der blot 20 år tidligere havde sin gang i hjemmet, men som siden
har givet slip og har ladet sig falde. Barnet kan høre det i deres samtale. Alt
det der ikke bliver sagt eller bare antydes. Alt det som barnet desperat
forsøger at forstå og blive en del af, inden hun mange år efter flygter
hjemmefra. Moren bliver syg, og faren er ikke sen til at give datteren og hendes
fravær skylden.
I 2. del bliver datteren
selv voksen og får et barn som hun ikke evner at tage hånd om. Efter et par år
er rollerne byttet om, og datteren er blevet mor for moren. Beskrivelserne af deres
symbiotiske forhold er uudholdelige at læse, for de elsker hinanden. Eller
rettere er det moren, der elsker datteren, betingelsesløst. Men det er
fuldstændig uigengældt, og så omfattende at det vælter alt andet omkuld. Den
voksne datter bliver kunstner. Det er hendes måde at overleve på. Overleve det svigt
som har sat sig fast inde i hende. Hun bruger smerten og vreden. Det
giver liv og kraft til de værker, der har gjort hende til en internationalt
anderkendt kunstner, der laver kropsbaserede performances, hvor hun udstiller
sig selv - og sin smerte. Senere mødes de igen, men kun for at
skilles. For moren Tara, er datteren Siri, blevet en kærlighedsbesættelse.
Hun vil gøre alt for datteren, mens faren for længst er forsvundet, og har endt med at tage
sit eget liv.
I 3. del møder vi dem
mange år senere. Efter at Siri har frabedt sig enhver kontakt, har Tara fundet
sig en anden kærlighed som hun har bundet sit senere liv op på, men hun går
ikke med til begravelsen. For ”hun kendte ham alligevel ikke rigtig”.
I mødet med en hjemløs udlænding, som hun inviterer til at bo i boligkompleksets
tomme garage, går hun det uvisse i møde. Hun forlader sit trygge, men tomme liv og smækker
døren bag sig og finder sig til rette i sin egen hjemløshed. I slutningen mødes Tara
og Siri igen. Men hvordan det spænder af skal ikke afsløres her.
I ”Erindring om kærligheden”
møder vi os selv der, hvor vi er allermest sårbare, allermest uforståelige,
allermest sammensatte og kaotiske. Thorup har en ganske særlig evne til at afdække
sprækkerne i et menneskesind. For hvad er et menneske, når vi er mest
uforståelige for os selv og hinanden? Men det er også en bog om hjælpsomhed og
engagement. Om at blive menneske. Om at tage livet på sig
og stå ved det.
