Anne Hjælmsø: ”Næsten lykkelig”

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 22. festivalpodcast med Anne Hjælmsø

Uddrag fra festivalanmeldelsen:

”Stærkest er fortællingen i de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom pigens første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det hun oplever. Eller de rørende skildringer af det spirerende venskab og også en senere gryende forelskelse mellem Maja og den et par år ældre Jens. Det vokser til en aldrig fuldbyrdet kærlighedsberetning, der alligevel bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for det bliver hurtigt parforholdstrivielt, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og efter moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.”

Læs hele festivalanmeldelsen

*

På podcasten er der uddrag fra romanen 
”Næsten lykkelig” (Brændpunkt, 2020)

Lyt til den 22. festivalpodcast med Anne Hjælmsø

Musikken på podcasten:

”The Truth lies within” af og med Mika Filborne

fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”.

Oplev også Mika til festivalåbningen.

Mød Anne Hjælmsø på 
2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

Lyt også til de fire præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.

1. del, 2. del, 3. del og 4. del.

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

* 

Anmeldelse: NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø

NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø (Brændpunkt, 2020)

Hovedpersonen i NÆSTEN LYKKELIG er langt fra lykkelig. Eller rettere, hun er både lykkelig og ulykkelig på én og samme tid. Allerede på side to betones det foruroligende: ”Nu er vi omsider kommet os over det.”, uden at vi får mere at vide. Agnete og Bent har adopteret en pige, som Agnete ønsker at kalde Maja, men Bent er ikke glad for det. Først langt senere får vi grunden at vide. Sådan er det med det meste i romanen. Der gemmer sig mange lag bag det, vi først får præsenteret. Det er som at pille et løg. Der er en ny sandhed bag hver nyt lag, man piller af. Men modsat løget, så er der stadigvæk en menneskelig kerne indeni. Eller i hvert fald en forklaring.

I starten er det overvældende og overdådigt, at der er en ny fortællersynsvinkel for hvert afsnit, og dem er der mange af. Som læser gør det én lidt stakåndet, men det er også imponerende, for det kræver meget materiale og en bred indsigt i persongalleriet at blive ved med at gøre det.

Der er mange blindgyder som historien er tæt på at lande i, men det sker ikke. Det er dejligt overraskende, at fortællingen munder ud i så anderledes en slutning som ikke skal røbes her. På den måde finder fortællingen hjem.

Foto: Michael Svennevig

Stærkest er de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom Majas første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det med. Eller de rørende skildringer af det spirende venskab og den senere gryende forelskelse mellem Maja og Jens. Det vokser til en ufuldbyrdet kærlighedsberetning, der bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for de bliver hurtigt parforholdstrivielle, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.

Det skifter fra det ene til det andet, men hendes historie – uden at hun selv ved det – er langt hen ad vejen styret, bestemt og afgrænset af andre. Det er først i en moden alder, at hun overtager styringen af eget liv. Det er dyre lærepenge, for de nemme og bekvemmelige løsninger er ikke gode for hende, og dem har hun en tendens til at falde for.

Skildringen af bogens personer er mangetydige, og berettes først med én streg og tilføjes derefter farver og skygger. Det er langt fra flatterende for de flestes vedkommende.  Hovedpersonen er naiv og glad for livet. Men det rumler i mørket bag hende. Først er det bare lyden fra de andre, men senere forplanter det sig også til hende. Der er rod i hendes baggrund, for hvem er hun og hvor kommer hun fra? Som adopteret er det ikke let at få oplyst noget. Slet ikke, når det er sket illegalt fra Vietnam. Heller ikke da hun selv rejser dertil og forsøger at opspore sine aner, lykkes ikke. Men kærligheden finder hun – eller rettere den finder hende. Men om det er den rette, er hun ikke så sikker på. Tilbage i Danmark opdager hun, at hun er blevet gravid, endda med tvillinger. Alt det umage i hovedpersonens liv falder først rigtig på plads, da hun endelig ordner det efter sit eget hoved. Hvis bogen har en morale, er det, at alt kan ske.  Men at det langt hen ad vejen er vores pligt at kæmpe for det, så alt det umage bliver lige, eller også gælder det bare om at elske det, som det er. For det BEHØVVER jo ikke at være lige.

 Mød Anne Hjælmsø på 2. festivaldag på Amager.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

Mika Filborne: "Between Elements"

Foto: Michael Linnas.

Mød Mika Filborne til festivalåbningen

-Jeg spiller altid med lukkede øjne, fordi jeg er et andet sted, siger Mika.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Vi var ikke de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.

Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.

-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.

”Musikken symboliserer naturen i den mørke tilgang, hvis man kan sige det på dén måde. Når solen går ned og tågen lægger sig. Min musik bæres meget af elementerne, der er i naturen. Det er noget jeg kombinerer, når jeg skriver musikken, og hjemstedet er skoven og naturen. Hvor man end er henne i verden, spiller ingen rolle, for i grunden er det den samme natur. Om det er varmt eller det er koldt. Om det er vinter eller sommer, efterår eller forår, så giver det en helt speciel følelse. Det er en historie, der snakker og som jeg tager til mig, og så finder jeg toner, som jeg kan svare igen med.”

(uddrag fra en samtalen 

"Der må ikke være nogen grænser i musikken" 

tilbage i 2016.

Trailer for Mikas nye CD.

Men alting blev anderledes, da Mika blev ramt af muskelsvind i øjet for tre år siden, og i perioder helt tabte synet. Nu har han kæmpet sig frem, og har lært sig at håndtere og at leve med den sygdom, der følger ham videre. Andre omkring ham har haft sværere ved at håndtere det, fordi det er en sygdom, man ikke kan se og derfor er svær at forstå.  Men sygdommen har også givet ham et nyt syn på verden, der omgiver ham og gjort at han i dag føler en stor taknemmelighed, fordi vi i Danmark lever et sted, hvor vi har det så godt, og har vi overskud til at hjælpe andre ude i verden. Det synes han, at vi skal. Vi skal gøre alt for at hjælpe folk i nød. Sygdommen har givet ham et nyt blik på verden – og det forpligter.

(Uddrag fra podcasten 

"Mika Filborne og musikken", 

juni 2019)

*

Mød Mika Filborne til festivalåbningen i Apostelkirken

En stor tak til Mika for hans store generøsitet, 

da han gennem de sidste 2-4 festivalsæsoner frit har udlånt musiknumre, 

der er blevet brugt som underlægniing til flere festivalpodcasts. 

Særlig smukt klinger det i årets mest populære podcast med Ruban Arockiam

Det er ikke mindst på grund at det smukke nummer, "Stille blomst", 

fra den kommende cd - og som Mika også spiller til festivalåbningen.

Læs mere om den kommende festival

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Inger Barbara C. Christensen: ”Fyret ved Verdens Ende”

Foto: Henrik Brøndsted.

Mød Inger Barbara C. Christensen på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Inger Barbara C. Christensen har skrevet novellaen (kort roman) ”Fyret ved Verdens Ende”, der blev offentliggjort på copenhagenreview.com  sidst i april 2020 - og som hun læser uddrag af på festivalen.

Barbara medvirkede i antologien ”117 stemmer om drømme og visioner” (Forlaget Epigraf, 2012), hvor hun bl.a. skrev:

”Mine hænder griber efter blanke ting. En ny computer med et æble på. Sko med høje hæle. Mine hænder griber efter døde ting. Et mistet barn. En drøm skudt itu af for store lån. Lån fra fortiden, som kun indfries langsomt, som tidevandet æder klippen ved Den Vestirske Kyst. Mine hænder griber efter luftbobler. Drømme om det perfekte liv, ved siden af den perfekte partner. Drømme der slår revner som luftbobler.” (Læs hele teksten).

På cd´ en ”21 stemmer om drømme og visioner” udgivet i forbindelse med weekendarrangementet og bogudgivelsen: ”117 stemmer om drømme og visioner” fortalte hun om, hvordan hun blev fortæller. Hør det her.

I den nyeste novellaen (kort roman) ”Fyret ved Verdens Ende” beretter hun om de aftryk, som livet sætter i sindet. Om de mennesker som vi møder og som følger med os videre. Både på godt og ondt. Om drilleriet i skolen, om at fange rejer, om barndommens smag af hindbær, men også om møderne med døden. Det hele er pakket ind i gemytlige svenske minder, men der er altid skyggerne, der truer ude i horisonten, selv på solfyldte dage.  (Læs mere)

Mød Inger Barbara C. Christensen på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Læs mere om festivalen

HVORREGNBUEN ENDER

Peter-Bastian Halberg: "MAN-AT-WAR BAY"

"Fotoet er fra Gaza i 2014 under krigen med Israel. Dengang var jeg hos UNRWA i Gaza."
Peter-Bastian Halberg

Mød Peter-Bastian Halberg på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro.

Peter-Bastian Halberg stak af fra sit hjem som 12-årig for at drage ud i verden drevet af udlængsel og rastløshed.

Siden da har han arbejdet alt for mange år i krigs- og kriseområder som journalist og international rådgiver og forhandler.

I slutningen af 2019 debuterede Peter-Bastian Halberg med novellesamlingen ”Man-at-War Bay”.

På festivalen fortæller P-B om, hvorledes smerte bliver til kunst, når fiktion og virkelighed sættes sammen, og hvorfor han udsætter sine karakterer for de sorte og dødstruende situationer - som han selv har deltaget i..

Novellesamlingen er udgivet på forlaget Silkefyrets Silkeserie, og den tilhørende podcast er produceret af  Maerkvaerk. Her er link til både forlag og podcast.

Her er et uddrag fra titelnovellen fra ”Man-at-War Bay”:

"Alan ser ud gennem den runde vinduesåbning, henover vandet og sandet.

En høj palme duver i en brise i de højere luftlag, dens langsomme bevægelser blander sig med havets dovne dønninger.Under palmen og brisen er varmen brændende. Morgenlyset er hvidt og uden skygge. Varmen stiger fra jord  og skaber bølger i luften, bølger som reflekteres i det skarpe lys.

- Det ser ud som et gammeldags postkort. Kun det fredsommelige og eksotiske er med, utroligt. Et rundt glasbillede, klukker Alan for sig selv, mens han ser ud ad den lille ovale vinduesramme.

Sveden løber gennem hans øjenbryn, ned over ansigtet og drypper fra hagen.Langs vandet, hen ad stranden, går en dreng med en fiskekurv på hovedet.

-Det er sgu da helt perfekt, totalt illusorisk og uden hold i virkeligheden, det her runde, helt absurde postkort, triumferer Alan. Drengens gang danner en rytme, vægten øverst oppe på hans hoved sender bevægelsen afsted ned gennem kroppen og endelig ud i benene. Derfra videre over i palmerne og bølgerne.

-Rytmen! Hvad er det nu, der beskriver den bevægelse?

Alan bider sig i overlæben. Hvis han rykker sit hoved et par millimeter til den ene eller anden side, så kommer enten den udbrændte bil eller den sønderskudte sandsæk frem,  og postkortidyllen forsvinder fuldstændigt. Men hvad var det nu, der beskrev den rytme?"

Peter-Bastian Halberg læser op fra "MAN-AT-WAR BAY"

til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement 

hos de skønlitterære forfattere tidligere på året.

 MAN-AT-WAR BAY er en samling sjælsrå noveller, der foregår i konfliktområder i Afrika og Østen: Historierne folder sig ud i politisk nedsmeltninger, hvor historiernes karakterer står fremmedgjorte og eksistentielt  udfordret af virkeligheder; der gennemlyser deres forestillinger om godt og ondt.

P-B Halberg har arbejdet for medier og internationale organisationer 

i Afrika, Caribien og Nær- og Fjernøsten. 

Han arbejder i øjeblikket i Libyen.

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.