Anmeldelse: INGEN HAR ORDET af Birte Kont

 

INGEN HAR ORDET er en imponerende kortprosasamling udgivet på Forlaget Brændpunkt i indeværende år. Undertitlen er en pårørendefortælling.

Det starter med en lynlås, der har sat sig fast (s. 9) og ”som om ingen verdens ting.” Jeg-fortælleren skriver om sin syge mand, der er læge: ”…jeg ville være flyttet med dig til verdens ende, hvis den fandtes. Verdens ende findes.” (s. 10).

Det ordløse spiller en stor rolle i fortællingen, som når der er ”flere undersøgelser, mere ventetid, mere uvished, alt for meget af det, der har stukket sin kile ind imellem os.” (s. 13)

Det er tematisk for samlingen, når jeg-fortælleren skriver: ”Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.” (s.17)

Verden har ændret sig fuldstændig: ”Døden er blevet stamgæst til måltiderne nu…” (s. 21).

Næsten midtvejs inde i bogen vender verdens ende tilbage igen: ”Jeg ligger i mørket og lytter til din søvn. Jeg har set verdens ende, jeg vil ikke se det, men jeg kan ikke slukke for det, alle de tanker, en krig indeni, jeg kæmper på alle fronter, drone, guerilla, skarpladt, jeg falder.” (s. 26)

Humoren er sine steder ætsende. Den er både til gården og galgen: ”Foran et udstillingsvindue med luksusdobbeltsenge på udsalg står jeg helt stille, på skiltet står der, at der er femten års garanti.” (s. 27) eller mere spiddende: ”Efter fem narkoser mere kan du snart bruges til sæbe, siger du og overgiver dig til sondekost.” (s. 68)

Det er tematisk, når der står: «Hvor svært og ensomt det kan være at være rask i parforholdet. Når den anden ikke er det.” (s. 35)

For hvad betyder det egentlig at være pårørende, og hvad har man brug for som pårørende? Birte Kont illustrerer det, når hun om en anden skriver ”at hun giver mig eksistens” (s. 37)

Hendes egen situation skildrer hun meget kortfattet med ordene: ”… jeg er fuld af glasskår” (s. 41) eller ”jeg græder glasskår.” (s. 56)

Der er i det hele taget mange glasskår i fortællingen. De glimter i solen og skærer sig ind. Ja, nogle af dem sætter sig fast og bliver usynlige. Men de skærer sig hele tiden dybere ind.

Birte Kont mestrer den kortfattede fortælling. Det destillerede og fortættede og især det usagte, der på smukkeste vis blev beskrevet i gennembrudsromanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2011). Det er stadigvæk den jødiske identitet, der er tilstede, selv om skyldkomplekserne ikke længere er tilstede som de var i afhandlingen, ”Skyldidentitet hos Franz Kafka” (Nansensgade Antikvariat, 2002). Og alligevel er der en jødisk tone, der går gennem teksterne. Ikke mindst i de opsummerende livsreflektoriske udsagn, som: ”Det er svært at være ene om at være to, men det er sværere at være dig. Det er svært at være menneske.” Det rimer lidt på det, som Primo Levi skrev, men er anderledes lyst funderet, for der tros på, at der er håb forude, selv om det holder hårdt. Det er der stadig, og der er udsigt til morgenluft. Men det har sin pris. Og den er ikke billig.

Men der er også redningsplanker: ”I poesien finder jeg øjeblikke af ro og kan føle mig som en del af menneskeligheden.” (s. 59). Netop i dette citat kommer tekstens karakteristiske dobbelthed til udtryk, for rent sprogligt er det hele beskrevet meget enkelt. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud, men enkelhed er altid noget af det sværeste. Enkelthed er det man kommer frem til, når alt det øvrige er skrællet væk. Det er derfor en fornøjelse at læse denne lysende tekst, der sine steder er sort som natten, men som alligevel insisterer på lyset.

Bogen kunne let være et indlæg i det kommunale forsøgsprojekt, som hovedpersonen omtaler og medvirker i, og det er gennem arbejdet i den gruppe, at hun første gang får oplevelsen af, at al hendes ”forkerthed” endelig bliver ”rigtig”, fordi hun får bekræftet at der også skal være plads til hende som pårørende på sine egne betingelser. Det beskrives med ordene: ”Hvis jeg tager over nu, svigter jeg dig, men hvis jeg ikke gør det, svigter jeg mig selv.” (s. 67)

I bogens sidste del er vi tilbage ved begyndelsen: ”Jeg har set din verdens ende...” (s. 70) mens det mere profane: ”Men vi ved ikke en skid…” står og runger ud over teksten, men som læser føler jeg mig meget klogere efter endt læsning, og det takket være INGEN HAR ORDET af Birte Kont. LÆS DEN!

 Foto: Heléne Hernflo

INGEN HAR ORDET af Birte Kont

Forlaget Brændpunkt, 2021

83 sider.

Omslag: Søren Klok med et foto af Heléne Hernflo

Medredaktør: Christina Ingerslev

Anmeldelse: FUGLEFLUGT af Christine Tjalve

 

Naturkræfterne raser i Christine Tjalves anden og seneste roman ”Fugleflugt”(Brændpunkt, 2020). Der er ikke meget ro for vinden, der stormer, rusker og raser omkring Røde Hus i udkanten af Ribe. Thea er kommet tilbage fra USA, hvor midtvesten netop mindede hende om barndommens landskab, når hun besøgte mormoren i Ribe. Nu er mormoren død, og Thea overtager huset efter moren, der helst så det helt forsvinde fra jordens overflade. Thea voksede op i idyl med faren, der tog sig af hende, og i sin omsorg for datteren lukkede moren ude af deres fællesskab. Thea og faren var ét. De var modige og eventyrlystne. Moren var styret af sine følelser, der prellede af på dem. De lod hende ikke komme dem nær. Men nu er faren også død – og tilbage er Thea, naturelementernes rasen, moren og huset.

”... hun ved slet ikke, om der overhovedet kan blive plads til hende her i virkeligheden.” (side 26)

Foto: Michael Svennevig

”For Thea er historien et mudret og tvetydigt sted. Det er først og fremmest den ansigtsløse masse på march op igennem tiden. Det er de store bevægelser, tvivl og tøven, frem og tilbage. Historien er et sammensurium af kollektive strømninger, komplicerede sammenhænge, et utal af tilfældigheder og sammentræf, der gør, at det lige netop gik sådan. Det er et rum, hun kan gå ind og samle kræfter i, så hun kan klare at møde virkeligheden derude.” (side 44M)

 

Beskrivelserne af Theas færden i og omkring huset er stormomsuste. Hun er selv som en naturkraft, der hverken er til at styre eller til at holde ud. Hun virker mildest talt som et noget belastende bekendtskab, og hun har da heller ikke haft videre held med kæresterne, som hun uden tvivl har behandlet efter bedste forgodtbefindende.

Det er altid svært med en roman, der har en så belastende hovedperson, men jeg gled i min læsning alligevel ind mellem hovedpersonens minder, og der blev jeg siddende i vældig godt selskab til bogen sluttede. Slutningen virker mere forsonlig end den gennemgående bitre tone i den øvrige del af romanen. Det er tætte, ubarmhjertige beskrivelser, der som naturkræfter bliver sluppet løs hen over siderne, men heldigvis er der også en formildende humor, selv om den både er mørk og rå.

Det virker som en hel udrensning, da hovedpersonen midtvejs i romanen stiller sig på en mark og skriger til himlen mod uvejret – også for denne læser, for det er en udløsning, der længe har været under opsejling gennem romanen. På samme måde rummer bogens eneste seksuelle skildring også noget, der kunne rumme kimen til en forløsning, men det bliver hurtigt alt for knudret følelsesmæssigt for hovedpersonen. Det gør det altid for hende. Så det bliver ved skriget, der udfrier os. Eller næsten, for Thea sidder i saksen. Det er den samlede sum af hendes levede liv, der belaster hende. Det er ikke let at være hende. Men skildringerne af hende er skarpe og præcise.

Meget sigende finder hun sig tilsyneladende forholdsvis roligt til rette i mormorens heksehus. Der er ingen tvivl om, at hvis der stadig var hekseprocesser i byen, ville Thea med sin asociale adfærd være den første, der blev smidt på bålet. Det er en modig roman, der sætter mange tanker igang.

”Bare tanken om at hyggesnakke med naboerne, hun vil hellere dø.” (side 119)

 

                                   Christine Tjalves roman ”Fugleflugt” udkom på forlaget Brændpunkt i 2020.

                    194 sider. Omslag: Gitte Skov/Søren Klog. Redaktion: Birgitte Vestergaard Andersen.

 

Foto: Michael Svennevig

Lyt til podcasten om ”Fugleflugt”  og mød Christine Tjalve på den kommende festival ÆG & HÅB, hvor hun fortæller om romanen, lørdag den 7. august 2021 kl. 12-21 i HF Prøvestenen på Amager. Festival-FB-event & hjemmeside. Se opslag.

* 

5: Christine Tjalve: FUGLEFLUGT

Foto: Michael Svennevig.

 Lyt med på denne 5. festivalpodcast 

med Christine Tjalve. 

Tag med på fugleflugten, når hovedpersonen, Thea, i Christine Tjalves anden roman nødlander ved Ribe, hvor minderne fra en lykkelig barndom lokker hende tilbage. Men det er ikke let at slå sig ned, når man er faret vild inde i sig selv.

Foto: Michael Svennevig.

Christine Tjalve fortæller på podcasten, at det er en roman, der essentielt handler om ensomhed, og hvad gør man så, hvis man ikke har så mange mennesker at bryde den ensomhed med? Hvordan finder man ro, og hvordan rodfæster man sig? Hvad betyder det at være hjemme i sig selv?

 

Christine Tjalve: FUGLEFLUGT, 

omslag: Gitte Skov, redaktør: Birgitte Vestergaard Andersen

Uddrag fra anmeldelsen:

”Det er en modig roman. Beskrivelserne af Theas færden i og omkring mormorens hus er stormomsuste. Hun er selv som en naturkraft, der hverken er til at styre eller til at holde ud. Hun virker mildest talt som et noget belastende bekendtskab, og hun har da heller ikke haft videre held med kæresterne, som hun uden tvivl har behandlet efter bedste forgodtbefindende. Meget sigende finder hun sig tilsyneladende forholdsvis roligt til rette i mormorens heksehus. Men der er ingen tvivl om, at hvis der stadig var hekseprocesser i Ribe, ville Thea med sin asociale adfærd være den første, der blev smidt på bålet.”

Læs festivalanmeldelsen i sin helhed.

Musikken på podcasten:

Red Kite:”Pantomime”. Nummeret, fra cd´en ”Theory of Colours”(2019), er skrevet og komponeret af broren Esben Tjalve, der har indspillet det med bandet Red Kite.

Foto: Michael Svennevig.

*

Næste uges podcast:

Thulla: "Mit hoved er et radioteater"

Thulla fortæller om sin nye roman "Mit hoved er et radioteater" (BogGalaxen, 2021). Vi dykker ned på teaterscenen for at høre mere om, hvordan det er at have et radioteater i hovedet. En samtale om Facebook-paralyse, usikkerhed, forførelse og spiritualitet. Om at acceptere et autentisk, mangelfuldt selv i en verden, der lefler for perfektion, succes og vækst. Offentliggøres den 5. marts 2021

*

Mød Christine Tjalve på 
2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

Lyt også til den 1. præsentationspodcast 

med uddrag fra årets første 6 festivalpodcasts. 

Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB.

Facebook.

*

Anmeldelse: NÅR SOLEN IKKE SKINNER af Esther Enig

Esther Enig: NÅR SOLEN IKKE SKINNER 

af Esther Enig (Forlaget Brændpunkt, 2019)

Den svære unge kærlighed er temaet for Esther Enigs romandebut.

Det er en frisk fortalt historie om at stå ved sin kærlighed – også når den er svær at favne. Andrea er 17 år og forvirret. Det er hun ikke ene om, og forvirringen bliver endnu værre, da hun forelsker sig i den 18-årige Solveig. Det er en kærlighed, der slår hende helt omkuld, for hvordan fortæller man det til omgivelserne? Hvordan bekender man kulør? Hvordan springer man ud af skabet uden at gå i stykker i hoppet? Andreas bedste ven, Lukas, er også homoseksuel. Han har taget hoppet og har betalt med at blive ekskluderet af sine gamle drengevenner, så nu holder han til sammen med pigerne. Andrea er bange for at skulle igennem den samme udstødelse, men heldigvis har hun en god familiebase, og både 3 brødre og én søster, der kan støtte hende. Da hun har taget mod til sig og får fortalt det samlet til dem, havde hun nok troet at himlen faldt ned - eller at der bare skete et eller andet. Men der skete ikke noget, og hun bliver nærmest skuffet over, at de ikke reagerer mere på det end som så. Det går knapt så ubemærket hen, da hun under en diskussion i klassen om homoseksuelles ret til at gifte sig og få børn, føler sig trængt op i en krog, og i et anfald at vrede fortæller hun det til hele klassen, hvorefter hun skynder sig ud af klasselokalet, lige før hun begynder at græde.

Det er en meget moden beretning om følelser og hormoner, selv om den er skrevet af den debuterende Ester Enig, der selv bare er 17 år. Det er en fint skrevet og indsigtsrig fortælling om tvivl, skam og kærlighed. Om at være ung og om at orientere sig og finde vej gennem tilværelsen – ikke mindst seksuelt.

”... hun ved ikke, om det er noget, hun bilder sig ind, men hun mener, hun kan høre sig selv knirke og knage – lyden af hendes knogler, der jamrer og klager sig. Hun har på fornemmelsen, at hvis hun prøvede at rejse sig, ville hun falde sammen, følelsen af uduelighed må simpelthen have overtaget styringen af hendes lemmer og invalideret hende. Det sortner lidt for hendes øjne, og det hjælper ikke på skyldfølelsen, at hun ikke ved, hvad hun skal sige. Det er ikke meningen, at hun skal være panisk, det er ikke hendes luftrør, der burde have snurret sig rundt om sig selv.” (side 170)

Esther Enig: NÅR SOLEN IKKE SKINNER 

af Esther Enig (Forlaget Brændpunkt, 2019)

Mød Esther Enig på 2. festivaldag på Amager.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Anne Hjælmsø: ”Næsten lykkelig”

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 22. festivalpodcast med Anne Hjælmsø

Uddrag fra festivalanmeldelsen:

”Stærkest er fortællingen i de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom pigens første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det hun oplever. Eller de rørende skildringer af det spirerende venskab og også en senere gryende forelskelse mellem Maja og den et par år ældre Jens. Det vokser til en aldrig fuldbyrdet kærlighedsberetning, der alligevel bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for det bliver hurtigt parforholdstrivielt, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og efter moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.”

Læs hele festivalanmeldelsen

*

På podcasten er der uddrag fra romanen 
”Næsten lykkelig” (Brændpunkt, 2020)

Lyt til den 22. festivalpodcast med Anne Hjælmsø

Musikken på podcasten:

”The Truth lies within” af og med Mika Filborne

fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”.

Oplev også Mika til festivalåbningen.

Mød Anne Hjælmsø på 
2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

Lyt også til de fire præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.

1. del, 2. del, 3. del og 4. del.

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

* 

Anmeldelse: NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø

NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø (Brændpunkt, 2020)

Hovedpersonen i NÆSTEN LYKKELIG er langt fra lykkelig. Eller rettere, hun er både lykkelig og ulykkelig på én og samme tid. Allerede på side to betones det foruroligende: ”Nu er vi omsider kommet os over det.”, uden at vi får mere at vide. Agnete og Bent har adopteret en pige, som Agnete ønsker at kalde Maja, men Bent er ikke glad for det. Først langt senere får vi grunden at vide. Sådan er det med det meste i romanen. Der gemmer sig mange lag bag det, vi først får præsenteret. Det er som at pille et løg. Der er en ny sandhed bag hver nyt lag, man piller af. Men modsat løget, så er der stadigvæk en menneskelig kerne indeni. Eller i hvert fald en forklaring.

I starten er det overvældende og overdådigt, at der er en ny fortællersynsvinkel for hvert afsnit, og dem er der mange af. Som læser gør det én lidt stakåndet, men det er også imponerende, for det kræver meget materiale og en bred indsigt i persongalleriet at blive ved med at gøre det.

Der er mange blindgyder som historien er tæt på at lande i, men det sker ikke. Det er dejligt overraskende, at fortællingen munder ud i så anderledes en slutning som ikke skal røbes her. På den måde finder fortællingen hjem.

Foto: Michael Svennevig

Stærkest er de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom Majas første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det med. Eller de rørende skildringer af det spirende venskab og den senere gryende forelskelse mellem Maja og Jens. Det vokser til en ufuldbyrdet kærlighedsberetning, der bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for de bliver hurtigt parforholdstrivielle, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.

Det skifter fra det ene til det andet, men hendes historie – uden at hun selv ved det – er langt hen ad vejen styret, bestemt og afgrænset af andre. Det er først i en moden alder, at hun overtager styringen af eget liv. Det er dyre lærepenge, for de nemme og bekvemmelige løsninger er ikke gode for hende, og dem har hun en tendens til at falde for.

Skildringen af bogens personer er mangetydige, og berettes først med én streg og tilføjes derefter farver og skygger. Det er langt fra flatterende for de flestes vedkommende.  Hovedpersonen er naiv og glad for livet. Men det rumler i mørket bag hende. Først er det bare lyden fra de andre, men senere forplanter det sig også til hende. Der er rod i hendes baggrund, for hvem er hun og hvor kommer hun fra? Som adopteret er det ikke let at få oplyst noget. Slet ikke, når det er sket illegalt fra Vietnam. Heller ikke da hun selv rejser dertil og forsøger at opspore sine aner, lykkes ikke. Men kærligheden finder hun – eller rettere den finder hende. Men om det er den rette, er hun ikke så sikker på. Tilbage i Danmark opdager hun, at hun er blevet gravid, endda med tvillinger. Alt det umage i hovedpersonens liv falder først rigtig på plads, da hun endelig ordner det efter sit eget hoved. Hvis bogen har en morale, er det, at alt kan ske.  Men at det langt hen ad vejen er vores pligt at kæmpe for det, så alt det umage bliver lige, eller også gælder det bare om at elske det, som det er. For det BEHØVVER jo ikke at være lige.

 Mød Anne Hjælmsø på 2. festivaldag på Amager.

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

Mød forfatteren Martin Paludan

”Jeg har altid været dybt fascineret af den sociale indignation, men har aldrig kunnet føle mig hjemme i den selv. Det kan min fortæller i romanen heller ikke. Det er måske der, hvor vi minder mest om hinanden.” Sådan fortæller forfatteren Martin Paludan om debutromanen "Vi vågner i Sibirien" (Forlaget Brændpunkt, 2018).

Uddrag fra anmeldelse:

”Hovedpersonen befinder sit i et sjæleligt eksil i provinsen. Da kvinden er væk dukker der en sommerfugl op, flere kommer til og snart er der fyldt med sommerfugle.

Det er en besk fortælling fyldt med sproglige sommerfugle. De er allevegne og gør at det er umuligt at slippe fortællingen. Det er fantastisk hvad de kan, de sommerfugle. Det vrimler med dem. De er overalt – og det løfter fortællingen igen og igen, selv om det nærmest er en ikke-fortælling, men fortalt med en glød og en sproglig veloplagt begejstring, der bærer hele vejen igen. Alt andet går under, men sproget overlever.”

Uddrag fra festivalens boganmeldelse.

”Jeg følte ikke at jeg var mig, da jeg skrev romanen. Jeg følte at jeg var en anden. Jeg tænkte: ”Det er jo ikke sådan her du skriver, Martin!” Så jeg var på en måde aldrig tilpas, hvilket måske har gjort noget godt, for jeg har ikke kunnet sætte mig ned og være komfortabet i det rum, hvor jeg skrev. Jeg var nærmest ukomfortabel i hver eneste sætning jeg skrev. Der var ikke rare sætninger. De var strittende. De skar alle sammen. Det kan være at det endte med at gøre noget godt.” Hør festivalens podcast med Martin Paludan.

Musikken komponeret specielt til podcasten er af Ekkostøj, der er bedre kendt som halvdelen af Acid Loving Extremophiles. Undervejs er der også uddrag fra Acid Loving Extremophiles andet album ”Onomatopoietika” med nummeret ”Лйовин”. Ordene til sangen er komponeret af Ekkostøj, under det mere borgerlige navn Nikolaj Lund G. 

Mød Martin Paludan til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN, 

hvor han fortæller og læser højt fra romanen,

søndag den 18. august 2019 kl. 13-16, 

gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn

(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).

På Facebook: 

Se festivalen MØD VERDEN

 - og festivalafslutningen.

Se festivaltrailer

Læs mere på Martin Paludans hjemmeside

”Når jeg læser min egen bog i dag, slår det mig, hvor meget tilknytning, klamrende kærlighed til det velkendte og angst for at forsvinde i fremtiden fylder.”

Martin Paludan, 2019.