INGEN HAR ORDET er en imponerende kortprosasamling
udgivet på Forlaget Brændpunkt i indeværende år. Undertitlen er en
pårørendefortælling.
Det starter med en lynlås, der har sat sig fast (s. 9) og
”som om ingen verdens ting.” Jeg-fortælleren skriver om sin syge mand, der er
læge: ”…jeg ville være flyttet med dig til verdens ende, hvis den fandtes.
Verdens ende findes.” (s. 10).
Det ordløse spiller en stor rolle i fortællingen, som når
der er ”flere undersøgelser, mere ventetid, mere uvished, alt for meget af det,
der har stukket sin kile ind imellem os.” (s. 13)
Det er tematisk for samlingen, når jeg-fortælleren
skriver: ”Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”
(s.17)
Verden har ændret sig fuldstændig: ”Døden er blevet
stamgæst til måltiderne nu…” (s. 21).
Næsten midtvejs inde i bogen vender verdens ende tilbage
igen: ”Jeg ligger i mørket og lytter til din søvn. Jeg har set verdens ende,
jeg vil ikke se det, men jeg kan ikke slukke for det, alle de tanker, en krig
indeni, jeg kæmper på alle fronter, drone, guerilla, skarpladt, jeg falder.”
(s. 26)
Humoren er sine steder ætsende. Den er både til gården og
galgen: ”Foran et udstillingsvindue med luksusdobbeltsenge på udsalg står jeg
helt stille, på skiltet står der, at der er femten års garanti.” (s. 27) eller
mere spiddende: ”Efter fem narkoser mere kan du snart bruges til sæbe, siger du
og overgiver dig til sondekost.” (s. 68)
Det er tematisk, når der står: «Hvor svært og ensomt det
kan være at være rask i parforholdet. Når den anden ikke er det.” (s. 35)
For hvad betyder det egentlig at være pårørende, og hvad
har man brug for som pårørende? Birte Kont illustrerer det, når hun om en anden
skriver ”at hun giver mig eksistens” (s. 37)
Hendes egen situation skildrer hun meget kortfattet med
ordene: ”… jeg er fuld af glasskår” (s. 41) eller ”jeg græder glasskår.” (s.
56)
Der er i det hele taget mange glasskår i fortællingen. De
glimter i solen og skærer sig ind. Ja, nogle af dem sætter sig fast og bliver
usynlige. Men de skærer sig hele tiden dybere ind.
Birte Kont mestrer den kortfattede fortælling. Det
destillerede og fortættede og især det usagte, der på smukkeste vis blev beskrevet
i gennembrudsromanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2011). Det er stadigvæk den
jødiske identitet, der er tilstede, selv om skyldkomplekserne ikke længere er
tilstede som de var i afhandlingen, ”Skyldidentitet hos Franz Kafka” (Nansensgade
Antikvariat, 2002). Og alligevel er der en jødisk tone, der går gennem teksterne.
Ikke mindst i de opsummerende livsreflektoriske udsagn, som: ”Det er svært at
være ene om at være to, men det er sværere at være dig. Det er svært at være
menneske.” Det rimer lidt på det, som Primo Levi skrev, men er anderledes lyst
funderet, for der tros på, at der er håb forude, selv om det holder hårdt. Det
er der stadig, og der er udsigt til morgenluft. Men det har sin pris. Og den er
ikke billig.
Men der er også redningsplanker: ”I poesien finder jeg
øjeblikke af ro og kan føle mig som en del af menneskeligheden.” (s. 59). Netop
i dette citat kommer tekstens karakteristiske dobbelthed til udtryk, for rent
sprogligt er det hele beskrevet meget enkelt. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart
ud, men enkelhed er altid noget af det sværeste. Enkelthed er det man kommer
frem til, når alt det øvrige er skrællet væk. Det er derfor en fornøjelse at
læse denne lysende tekst, der sine steder er sort som natten, men som alligevel
insisterer på lyset.
Bogen kunne let være et indlæg i det kommunale
forsøgsprojekt, som hovedpersonen omtaler og medvirker i, og det er gennem
arbejdet i den gruppe, at hun første gang får oplevelsen af, at al hendes
”forkerthed” endelig bliver ”rigtig”, fordi hun får bekræftet at der også skal
være plads til hende som pårørende på sine egne betingelser. Det beskrives med
ordene: ”Hvis jeg tager over nu, svigter jeg dig, men hvis jeg ikke gør det,
svigter jeg mig selv.” (s. 67)
I bogens sidste del er vi tilbage ved begyndelsen: ”Jeg
har set din verdens ende...” (s. 70) mens det mere profane: ”Men vi ved ikke en
skid…” står og runger ud over teksten, men som læser føler jeg mig meget
klogere efter endt læsning, og det takket være INGEN HAR ORDET af Birte Kont.
LÆS DEN!
INGEN HAR ORDET af Birte Kont
Forlaget Brændpunkt, 2021
83 sider.
Omslag: Søren Klok med et foto af Heléne Hernflo
Medredaktør: Christina Ingerslev
