Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men umiddelbart
fremstår romanen som et dobbeltportræt eller måske rettere som et
skæbnesammentræf.
Benjamin
er en 20-30 årig fyr, der er på Lampedusa. Vi får ikke meget at vide om
hans baggrund, i starten. Han er der, fordi han skal være der. For han skal jo
være ét eller andet sted, så hvorfor ikke dér? Han flyder og er uden retning i
tilværelsen. Nærmest i kontrast til Vahid, der er en flygtning, der driver i
land, alene, i bunden af en båd. Det er der Benjamin finder ham. Han er mere
død end levende, og Benjamin skønner at hvis han ikke tager sig af ham, så dør
han. Han bugserer den fremmede ind i sin bil – og kører afsted med ham. De
kører op igennem Europa – til Danmark.
Vahid skildres som Benjamin. De er begge
mænd uden fortid – tilsyneladende. Men selvfølgelig har de hver især deres egen
forhistorie, der begrunder at de lige præcis befinder sig der, hvor de mødes.
Men det er en fortid som de fortier og som ingen af dem kan eller vil vedkende sig.
Vahid
siger ikke noget, men om natten
drømmer han drabelige drømme og taler i søvne, mens han slår omkring sig for at
holde det på afstand, der gør nætterne til overlevelseskampe for ham.
Både
Vahid og Benjamin er overlevere. Den ene efter krig. Den anden efter velstands-vanrøgt.
Men begge lever de i undtagelsestilstande.
Benjamin
er søn af en stor dansk filminstruktør og en af de mange kvindelige
skuespillere, der har spillet en hoverolle i en af hans film, og som faren
elsker med for at få hende til at blive så god som mulig - og efterfølgende
gifter sig med. Farens filmarbejde betyder alt og alt andet underordnes det.
Også hustruen og børnene: Clara og Benjamin. Moren opgiver sin
skuespillerkarriere og bliver hjemmegående. Hun spiller sin nye rolle til
perfektionisme. Oprindelig var hun et balletbarn, der blev vraget, og som
bliver samlet op af instruktøren, som 17-årig, der gjorde hende til stjerne og
kvindelig hovedrolleindehaver i sine film. Da hun ikke længere er interessant
for ham som filmisk materiale, hjælper hun til med manuskripterne ved at snakke
om det der ligger bag filmene, men det kan ikke skjules at hun langsomt også er
ved at glide ud af den funktion. I stedet begynder hun at drikke. Børnene
kommer til at udgøre det nye centrum i hendes liv, men sønnen gør sig stum, og melder sig på
den måde ud af familien. Efter en skilsmisse bliver børnene
skilt ad. Clara skal bo hos moren, mens Benjamin skal bo hos faren, der
installerer ham i en ny tilbygning til huset, hvor huslæreren, Chriss,
underviser ham og i det hele taget forsøger at nå ind til ham. Men tager sig meget dyrt betalt for det senere i historien.
Faren
tager alt omkring sig og gør det til filmiske værker. Det gælder også sønnens stumhed,
da han begynder at lave en film om ham. Moren nægter at den skal vises
offentligt, så faren er ikke sen til at gøre det til et projekt, der først skal
offentliggøres, når Benjamin bliver 18, og dermed selv kan bestemme. Men faren har forregnet sig, for sønnen er
netop søn af en far som han har set behandle andre så dårligt, at han tager sine forholdsregler - og kræver en million kroner af faren for tilladelsen til offentliggørelsen
af filmen, for han ved, hvad faren plejer at betale
sin hovedrolleindehaver. Det
er med den million i baglommen at han rejser ned igennem Europa og ender på
Lampedusa. Han er selv en flygtning, så dermed bliver det den ene flygtning,
der tager sig af den anden. Dermed er scenen sat til hvad der efterfølgende
sker i Danmark – og det skal ikke afsløres her.
Det
er en historie, der på mange måder giver mindelser til Ibsens ”Gengangerne”,
hvor familiens skæbnefællesskab også tages under behandling. Noget lignende sker i
filmmiljøet, hvor Benjamin vokser op. Det er en fuldstændig bizar historie, der
stadigvæk er yderst troværdig, selv om den er overdreven.
Forfatteren
tager os med i meget forskellige miljøer, hvor vi hører skråsikre og navlebeskuende
påstande om flygtninge – om de andre: DEM, der ikke er OS, der flettes ind med
de politiske begivenheder, der foregår samtidigt: terroranslaget
mod Charlie Hebdo i Paris, de påståede massevoldtægter i Köln, ildpåsættelserne
af asylcentre i Sverige og Tyskland - og de politiske stramninger i Danmark.
Når
det kommer til stykket er det måske ikke så væsentlig hvem Vahid er, for han er
her måske bare for at VI skal opdage, hvem vi selv er.
Det
er en flot, barsk og besk pointe i en roman, der holdt mig fast fra start til
slut. Jeg læste den i ét stræk. Det er længe siden at jeg har læst en roman,
der på den måde drev mig videre fra kapitel til kapitel. Romanen er både velkomponeret
og velskrevet. Sproget er smidigt og levende. Persontegningerne er interessante
og flertydige, og fulde af så mange forståelsesmæssige sprækker, at det giver
et leben uden lige på siderne. Det er en oprørende fortælling fuld af
nuancerede skildringer. Men det er også en frygtelig historie, fordi den netop
er så troværdig.
***
Læs mere på forfatterens hjemmeside
Roman udkom på forlaget Modtryk, 2017
Hør Vibeke Marx læse op fra romanen og fortælle om den til
lørdag den 10. august 2018 kl. 19-22 i Apostelkirken.
***
