Oplev
Mikas musik på lørdag til opvarmnings-arrangementet AT FINDE HJEM i Vedbæk og igen
på festivalen MED OG UDEN SMYKKER, hvor han musikalsk binder de tre aftenarrangementer
sammen med sit klaverspil. Derudover akkompagnerer han Ulla Henningsen i ”God Bless
The Child” og indgår i et lyrisk/musikalsk samarbejde med digteren Sternberg omkring
Sternbergs ”Tidsrejsedigte”.
-En enkelt tone kan give
mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol
over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet,
hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine
3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der
blev straks helt stille. Klavertonerne gled lige så stille ind i os, og gjorde
noget ved os. Vi var ikke mere de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme
lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the
dark” og ”Black Rose”.
Mika Filborne fortæller, at
han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med
det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han
tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen
havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi
en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen.
Det trak en lige linje frem mod Saturnus.
-Jeg spillede i DOOM-bandet
Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er
meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i
verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for
38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne
musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan
være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne
og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med
symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere
enhed.
Måske forstår jeg
allerbedst koblingen mellem de for mig, meget forskellige universer, når jeg
lytter til Mikas ”Demon´s Eye”, hvor der ligger en tågeindhyllet speak i
baggrunden, der slutter manende med ordene ”Wake up”. For hvordan spille i et heavy
metal-band og samtidig have denne overjordiske lyd i musikken, der gør det mere
overjordisk end underjordisk? Måske er det netop Mikas åbenlyse talent, der bygger
bro mellem de to, og gør vandringen gennem hans musikalske universer så
fascinerende.
I ”Death and beauty” ligger
der en vedvarende grundtone, der klinger gennem det, der mest minder om en
evighed. Et ganske let klavertema slynger sig rundt om den første tone, hvorefter
fløjtelyden gør svælget mellem døden og skønheden forunderlig og evig. Lydene
bliver trukket ud så længe at det næsten ikke er til at holde ud, og alligevel
er det behageligt at lytte til. Det sætter sig inde i kroppen og virker
umådelig spændingsopbyggende og åbner til en indre verden. Som musik på den
yderste dag, hvor alting er stoppet, og hvor der kun er de første toner af det
helt nye og spæde liv der spirer frem.
