MED OG UDEN FJERDRAGT (2)

 

Om musikken, sangen, dansen og kostumet til

MED OG UDEN FJERDRAGT

 

Uropførelse af den nô-inspirerede elektroopera, Med og uden Fjerdragt [frit efter Hagomoro]

 

 

Komponist og musiker: Jakob Draminsky Højmark

Librettist, koreograf og kogen: Mads Mazanti Jensen

Danser og koreograf: Peter Vadim

Sanger: Christine Schøtt

Kostume: Line Frank

 

Varighed: ca 20 minutter.

 

Operaen opføres på festivalen Med og Uden Smykker organiseret af Michael Svennevig, 12.+13. august 2016 i VerdensKulturCentret, Nørre allé 7, 2200 Kbh. N. Begge dage klokken 20:00.

Hvis vejret tillader det spilles på den udendørs scene i gården.

 
Yderligere information om festivalen.

 

 

 

'Med og uden Fjerdragt' er et nyt musikdramatisk værk, der bygger på denne traditions forkærlighed for sammentænkning af flere kunstarter.

Denne gang er det den elektroniske musik, den klassiske operastemme og bevægelsesperformance, der mødes i lyset af det japanske nô-teater.
 

En japansk 1300-tals månepige har mistet sin flyverdragt under et besøg på jorden – hvad gør hun, da hun får den tilbage? Danser lidt for den måbende jordbo!

 

Jakob Draminsky Højmark har i mange år undersøgt et helt særligt udtryk, hvor gentagne - og i princippet enkle og iørefaldende – intervalrækker anvendes med største kompleksitet. Her erstattes taktfornemmelse og veltempereret tonalitet af nuets rubatofornemmelser og elektronikkens glidende intonation. Gennemgående for hans arbejde med operaformen er at lade vestligt trænede klassiske operasangere og den æstetik - der tilhører dette kunstneriske udtryk - møde et moderne elektronisk univers. Ofte sker det med afsæt i den japanske nô-tradition.
 

I 'Med og uden Fjerdragt' udforskes for første gang live modulering af sangstemmen, hvilket åbner mulighed for både at nærme den vestlige solostemme nô teaterets korsang og at fremhæve dramaturgiske elementer i teksten eller for blot at forstyrre forestillingens øvrige aktører med sin særegne minimalistiske opløsning af tidsfornemmelsen.
 

Alle medvirkende har lange karrierer bag sig, hvor den musikdramatiske genre på forskellig vis er blevet endevendt til sit yderste:

 

 

'Med og uden Fjerdragt' er det ottende elektronopera-samarbejde (tidligere afviklede her til lands, i Spanien og i Japan) mellem komponisten Draminsky Højmark og operasanger Christine Schøtt, der igennem 17 år bla. har været fast tilknyttet kammeroperaen Musikteatret Undergrunden. Et ensemble der siden 1977 har udbred, udforsket og udvidet operagenren både pædagogisk og kunstnerisk.
 

Peter Vadim har igennem eksperimenterende bevægelsesudtryk afsøgt danserummets grænser og ikke mindst opløst disse ved at finde udendørs, hvor alle de traditionelle fire teatervægge er eliminerede. Han har desuden udviklet kortlægningskonceptet, "Koreografi på stedet", hvor han i feltet mellem koreografi og landskabsarkitektur arbejder med relationer mellem kroppen og dens sociale omgivelser.
 

Line Frank, scenograf og kostumedesigner, er indgået selvskreven i arbejdsprocessen med inspirerende kunstneriske input baseret på sin forkærlighed for - og store faglige erfaring og kompetence indenfor operagenren.

 

 

 Læs mere om teksten til 'Med og uden fjerdragt'.

 

Med og uden fjerdragt

 

"Med og uden fjerdragt"

- en danseforestilling om at være fremmed på Jorden,

akkompagneret af elektronisk musik og opera, 

frit efter det japanske nô-spil Hagoromo - Fjerdragten.

En pige fra Månen er havnet på Jorden.
Hun længes efter at komme tilbage til Månen,
men kan ikke flyve hjem uden sin fjerdragt, som er blevet væk.
Da hun genfinder fjerdragten,
danser hun en dans af taknemmelighed og glæde iblandet vemod,
og så "svæver hun mod fyrres toppe/
svinder til en prik deroppe/
båret op på bugtens vinde/
over Fujis hvide tinde-/
bag himlens vårdisdyne/
forsvinder hun af syne".

Medvirkende:

Peter Vadim Juhl Jensen (danser og koreograf),
Jakob Draminsky Højmark (komponist og musiker),
Christine Schøtt (sanger),
Line Frank (kostumier)
- og Mads Mazanti Jensen (oversætter og iscenesætter).


Læs mere om musikken, sangen, dansen og kostumet her.

I forbindelse med udgivelsen af

’Nô – 10 japanske nô-spil’

tidligere på året

præsenteres nu en scenisk bearbejdelse

frit efter det japanske nô-spil

Hagoromo - Fjerdragten.

Efter to års oversættelsesarbejde af Mads Mazanti Jensen, er det nu for første gang muligt at læse en af de største teatertraditioner i verden med udgivelsen af bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’. Det blev fejres med en reading på Sort/Hvid, hvor teksterne blev læst af Lars Brygmann og Bodil Jørgensen den 16. marts i Staldgade 38 i Kødbyen.

Det japanske nō-teater hører til blandt de største, levende teatertraditioner i verden. Alligevel har vi måttet vente i ca. 600 år på, at de libretti, som udgør nô-teatrets litterære fundament, kan læses i bogform på dansk. Men nu er det muligt. Efter to års arbejde med at oversætte de japanske værker, har oversætter, dramatiker og cand. mag. i japansk Mads Mazanti Jensen nu udgivet bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’, der gengiver nogle af de mest berømte nô-spil og introducerer læseren for en af verdens særeste og smukkeste teaterformer.

Nô-teatret er en af verdens største levende teatertraditioner, som med sin poesi og sit stiliserede teatersprog har påvirket den vestlige avantgarde op gennem det 20. århundrede.

Her følger sceneteksten til 
MED OG UDEN FJERDRAGT

                            
a
uden kræfter
hjælpeløs
opløst i en tåreregn
åbenbares tegn på tegn
på pigens fald fra himmeltronen
se, nu visner blomsterkronen
åh at se en månepige
rejse imod dødens rige
 
b
min kære himmels fagre sletter
skjult af dis der aldrig letter
blandt tåge og byger
på veje af skyer
blikket søger mit hjem
det når aldrig frem
 
c
åh skyernes færd
på min himmel så kær
hvornår vender jeg hjem
til himlen som dem
paradisfuglen, min elskede ven
paradisfuglen, min elskede ven
nu dør din himmelske stemme hen
og himlen fyldes af gæssenes gnæk
åh kunne jeg blot flyve med dem på træk
se, hjejler og måger
over bugtens vover
som var hver eneste sky deres rede
 
d
mens jeg er bundet til Jorden hernede
mens jeg er bundet til Jorden hernede

e

-   Mellemspil –
                             
f
Himmeldans til Østens Sang
Himmeldans til Østens Sang
nu går pigens dans i gang
uden ende uden bund
det siger man om himlen –
engang for længe siden
lagde tvende skaberguder
retningerne fast til ti
på denne vores Jord
mens himlen ingen grænser kendte
den kaldtes derfor himlen
uden ende uden bund
og Månepaladset
skabt med ædelstensøkse
står til evig tid
piger klædt i hvidt og sort
femten hvide femten sorte
sørger hver en måned for
Månens gang fra fuld til mørk
med deres himmelklæder
en af disse månepiger
er jeg selv

g
skønt jeg som alle
himlens børn
er frugt af Månetræet
som ingen mand kan kløve
er jeg nu delt
i Måne/Jord
og danser for en stund
en dans for jer på Jord
ja i hendes blomsterkrans
danser vindens farvedans
se, vårmiraklets blomster gror
på denne himmelfjerne Jord
en vind fra oven hindrer dragtens brug
så månepigen bli´r her lidt endnu
ved bugten hvor man klart kan se
Fuji-bjergets evigsne
åh vindens mildhed, havets blå
når gryet ta´r sin vårdragt på
himmel, Jord, hvad deler dem?
en helligdom bli´r udelt hjem
for dobbeltguder som bli´r én
bag helligt hegn af ædelsten –
Sol og velstand, enet, lige
velsignende vort kejserrige
Solens Rige – det til trods
skinner Månen ned på os
så længe der må gå
før pigen kan slå
sten til grus
med sit ærmes sus
så længe vil riget bestå

h

åh hvilken lyst
disse Sange fra Øst
med koto-, fløjte-, harpelyd
en ubetinget ørefryd
klinger os fra sky i møde
og Solens farver, dybe, røde
skænker Livets Bjerg sin glans
se, grønne øers bølgedans
som marker flydende i form
besmykket af en blomsterstorm
ja sneen falder fint i byger
fra hendes ærmer skabt af skyer

i

så rinder pigens tid på Jorden ud
og svøbt i fjerlet månepigeskrud
svæver hun mod fyrres toppe
svinder til en prik deroppe
båret op på bugtens vinde
over Fujis hvide tinde –
bag himlens vårdisdyne
forsvinder hun af syne

 

Læs mere:

Indgår i MED OG UDEN SMYKKER

og opføres ved to visninger dels til festivalåbningen fredag den 12.8. og den efterfølgende dag, lørdag den 13.8. Begge dage kl. 20. Forestillingen var knap 20 minutter. Der er gratis entré ligesom der er til resten af festivalen - og ingen tilmelding. Men kom i god tid!
 

Steven Hart og ”What's Going on”

 

 

 

Steven er mørk, ikke sort. Hans hud er glat og gyldenbrun. Hans øjne er bløde og årvågne. Det er svært at tro på hans alder, for han ligner én på 40, men siger at han er 20 år ældre. Han er høj, spinkel af bygning, bevæger sig rask og taler engageret og varmt om sit arbejde. Han er gospel-sanger og entertainer. Sammen med en pianist tager han især rundt hos ældre og fortæller om den afroamerikanske sangtradition, om de sorte slavers vilkår, den amerikanske borgerkrig og borgerrettighedstiden i 1950/60-erne med Martin Luther King i spidsen..

Selv er han adopteret sammen med sin tvillingsøster og opvokset i Nakskov. Han har det afroamerikanske i blodet, men taler et smukt klingende og melodisk dansk. Allerede som 12-13-årig, mens hans plejeforælde hørte tysk schlagermusik, fik han fat i den første LP med Janis Joplin. Han begyndte at spille guitar og optrådte med ”Leaving on a jetplane” på et lokalt viseværtshus. Senere skrev han selv en sang som han fremførte på den lokale amatørscene. Siden har han sunget og optrådt med bl.a. sang, dans, foredrag, skuespil og børneteater.  

               

Hans møde med Etta Cameron mange år senere blev skelsættende. Han havde tilmeldt sig et dobbelt weekendkursus med afsluttende koncert. 3 måneder efter ringer Etta Cameron til ham og vil have ham med som 1. bas i sit gospelkor ”Voices of joy”. Det blev til et 15 års samarbejde med op til 35 engagementer årligt ved siden af hans egne optrædener. Nu tager han rundt og fortæller om deres turnéliv sammen. Hans stemme bliver varm, når han taler om hende. Stemme er dyb og melodisk – og så har jeg end ikke hørt ham synge. Men den brede klangfulde resonansbund i hans stemme fornægter sig ikke.

Så godt som han holder sig, må han have været blændende smuk dengang for mange år siden, da han startede. Så det overrasker ikke, da han begynder at fortælle om at han også optrådte med et ild- og slangeshow. Terese hed den 3 meter lange slange. Slangetæmmeren Anniqa havde givet den videre til Alecia før Terese endte sin karriere som en del af Stevens ild- og slangeshow.
 

 

 

 

Han er tydeligvis en livskunstner. Han nævner et par kolleger som det ikke går så godt for, og det går ham på. Han vil gerne hjælpe og guide dem. Han ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Han vil gerne give sin positivitet videre. Det behøver han ikke sige, for det fornemmer man tydeligt. Det er oplagt at han har noget at give af, for det udstråler han. Livet forekommer ham let, selvom han siger at det selvfølgelig indeholder masser af alvor og nogle gange modgang. Men han er den type som glider med og lader livet glide igennem sig.  Der er for mange herhjemme som er for selvhøjtidelige mener han. Slap nu lidt af og ”leg” lidt mere. Men alligevel hører man tydelig alvoren i et af hans yndlingsnumre ”Whats Going On” af Marvin Gaye.                                                           

 

Han beretter om det discoshow som han har arbejdet på gennem længere tid og som han gerne vil rundt med. Han kan ikke lade være med at illustrere, hvad man mener med at han også synger Marvin Gaye´s ”What's Going on” og Barry White´s ”You're the First, the Last, My Everything”. Bare et par strofer hensætter straks én i de tos sangeres musikalske universer. Steven taler om det bordeau-farvede jakkesæt som han skal have på og den guld Rolls Royce med stjernebaggrund, der er på plakaten til hans kommende discoshow. Jeg ser for mig, hvordan han sætter sig til rette bag rettet i discobilen, starter og kører afsted ud imod solnedgangen syngende Barry White´s ”You´re my First, my Last, my everything”.

 

 

Mød Steven Hart til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER, hvor han akkompagneres af Knud Sandbæk Nielsen og underholder med en musikalsk hjertestund. Læs og hør mere her.

Anne Marie Ejrnæs og Senegal

Foto: Morten Holtum

 

I Anne Marie Ejrnæs´ seneste novellesamling ”Sent” (Gyldendal, 2015) møder vi i ”LinkedIn” Maria, en folkepensionist der også er forfatter – forfatter til en roman om oplevelser 32 år tidligere i Senegal.

 

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det drejer sig om Anne Marie Ejrnæs´ roman ”Ravnen”(Rosinante, 1983).  De to fortællinger slynger sig sammen til én beretning. Med små fine tråde broderes der et sirligt mønster, som det først er muligt at se klart mange år efter – eller er det?

Men det er ikke kun små fine sting, for flere steder er stoffet revet over. Der er denne fortættede voldsomhed i tonen. Alt ser så tilsyneladende fint og ordnet ud, men lige under overfladen lurer livet og drifterne.

Lige under Afrikas overflade råder der kaos og fortabelse – og ikke mindst kærlighed. For først og fremmest er det en kærlighedshistorie om at give sig hen. Eller kampen for ikke at gøre det – og så alligevel at måtte opgive og give sig det fremmede i vold. For fremmedheden er her skildret gnistrende frisk og lokkende skræmmende. Det er der hele tiden som et sug i maven. Det er et helt kontinent, der træder frem for læseren.

Det er det som litteratur kan. Den kan bringe læseren med sig og placere os lige midt i tvetydigheden, for hvad er det egentlig der sker? Hvad er det der sker, når paraderne sænkes?

Det er også historien om at ingenting er som det ser ud. Det gemmer sig altid en anden fortælling nede under overflade. Måske en historie der strider mod vores sunde fornuft. Måske kan man ligefrem konkludere efter endt læsning at man skal give sig livet i vold for at forstå at livet er så meget mere end det vi selv formår at holde i hånden.

 

 

Hør Anne Marie Ejrnæs fortælle om Senegal og Afrika som hun har skildret det i ”LinkedIn” og ”Ravnen”. Om hvad mødet med Afrika betød og betyder for hende. Det gør hun i en samtale med Michael Svennevig til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER , søndag den 14.8. 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Læs mere om festivalen og se programmet.

Festivalbeskrivelse og program på Facebook.

 
Festivaltrailer.

Mika Filborne: Der må ikke være nogen grænser i musikken

                                                                                                                      Fotograf: Michael Linnas

 

Oplev Mikas musik på lørdag til opvarmnings-arrangementet AT FINDE HJEM i Vedbæk og igen på festivalen MED OG UDEN SMYKKER, hvor han musikalsk binder de tre aftenarrangementer sammen med sit klaverspil. Derudover akkompagnerer han Ulla Henningsen i ”God Bless The Child” og indgår i et lyrisk/musikalsk samarbejde med digteren Sternberg omkring Sternbergs ”Tidsrejsedigte”.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Klavertonerne gled lige så stille ind i os, og gjorde noget ved os. Vi var ikke mere de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.

 

Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.

-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.

 

Måske forstår jeg allerbedst koblingen mellem de for mig, meget forskellige universer, når jeg lytter til Mikas ”Demon´s Eye”, hvor der ligger en tågeindhyllet speak i baggrunden, der slutter manende med ordene ”Wake up”. For hvordan spille i et heavy metal-band og samtidig have denne overjordiske lyd i musikken, der gør det mere overjordisk end underjordisk? Måske er det netop Mikas åbenlyse talent, der bygger bro mellem de to, og gør vandringen gennem hans musikalske universer så fascinerende.

I ”Death and beauty” ligger der en vedvarende grundtone, der klinger gennem det, der mest minder om en evighed. Et ganske let klavertema slynger sig rundt om den første tone, hvorefter fløjtelyden gør svælget mellem døden og skønheden forunderlig og evig. Lydene bliver trukket ud så længe at det næsten ikke er til at holde ud, og alligevel er det behageligt at lytte til. Det sætter sig inde i kroppen og virker umådelig spændingsopbyggende og åbner til en indre verden. Som musik på den yderste dag, hvor alting er stoppet, og hvor der kun er de første toner af det helt nye og spæde liv der spirer frem.

 -Jeg synes at det er fantastisk, når de forskellige genrer møder hinanden. Hvis det swinger, er jeg med. Musik har ingen grænser. Det skal bare slippes fri. Der må ikke være nogen grænser, fortæller Mika før vi skilles.

 

 

Send Flere Krydderier - MED OG UDEN SMYKKER (1.)

Tolerancen 3

MED OG UDEN SMYKKER 

1. blogtekst 

 

Med et glimt i øjet er der ophængt en plakat fra en indisk lufthavn med ordene ”Eating on carpet prohibited”. Jeg har sat mig til rette i VerdensKulturCentret med dagens lækre fiskeret med dal og pasta. Det er farverigt, velduftende og velsmagende.

Fredag den 3. juni var der åbningsreception for Send Flere Krydderier og derefter vil der ikke bare være eftermiddagsservering, men også aftenservering. Under den kommende festival er det Send Flere Krydderier der står for maden.

 

På hjemmesiden bliver det beskrevet sådan:

 

”Vores mål er at skabe arbejdspladser og integrere etniske minoritetskvinder på det danske arbejdsmarked. Det økonomiske overskud går i vores tilfælde til at ansætte flere kvinder og på sigt etablere køkkener i flere dele af København. For mange af kvinderne er det aldrig lykkedes at få et arbejde. Det vil vi hjælpe dem med at ændre på. Vi tror på, at alle kan være en ressource for vores samfund, hvis de bare får chancen for det. Vi vil derfor gerne skabe mulighed for, at disse kvinder kan få en fod inden for på det danske arbejdsmarked. Det gør vi ved både at opkvalificere og ansætte kvinderne i vores bæredygtige socialøkonomiske cateringvirksomhed samt bygge bro til andre arbejdspladser.”

 

 

 

Køkkenlederen Sara Stevens (ST) og jeg (MS) mødtes for nylig, hvor jeg fik Sara til at fortælle om Send Flere Krydderier:

 

ST: -Det er en socialøkonomisk forretning, der udspringer af Indvandrer Kvindecentret i Blågårdsgade, men i april rykkede vi over i VerdensKulturCentret. Vi er social-økonomiske i den forstand at vi bruger vores overskud på at ansætte kvinder af anden etnisk baggrund end dansk som har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år og som er fantastisk gode til at lave mad.

 

MS: -Hvor mange nationaliteter er der i køkkenet?

 

ST: -Af de fastansatte har vi fire, der er fra henholdsvis Marokko, Somalia, Pakistan og Libanon. Derudover har vi et opkvalificeringsprojekt i samarbejde med Københavns Kommune fra jobcentrene i 6-7 måneder.

 

MS: -Er det jobtræning?

 

ST: -Opkvalificering er noget med at få nogle færdigheder inden for det danske jobmarked. Det er køkkenarbejde vi gør det i. Så de kommer og er med i køkkenet her og ovre på kvindecentret, har danskundervisning, hygiejneundervisning og gymnastik. De får en alsidig uge, der bliver skemalagt individuelt.

 

MS: -Hvem sammensætter menuerne?

 

Sara: -Det gør de selv.

 

MS: -Er der en fast kok eller skiftes de?

 

ST: -Der er tit én der står for dagens ret og en anden der står for sambussaer (somaliske samosaer) og små falafler. De har hver især en eller to ting som de mestrer. Men ellers kan alle stort set lave det der bliver lavet i køkkenet. Damerne der er i praktik får også af og til mulighed for at prøve kræfter med dagens ret. Det går efter tur.

 

 

MS: -Hvordan startede det, for nu har I jo også catering-virksomhed samt cafe i VerdensKulturCentret?

 

ST: -Vi startede i Indvandrer Kvindecentret, hvor vi begyndte at lave lidt mad til venner og folk i gaden og det udviklede sig til at blive en hel catering-virksomhed. Lidt efter lidt voksede vi ud af lokalerne og åbnede vores eget sted i Blågårdsgade.

 

MS: -Hvor kom ideen fra?

ST: -Selv var ikke med på det tidspunkt. Jeg startede i september 2015, men dem der var der dengang kunne se kvaliteterne i kvinderne og i deres køkkenarbejde. De lavede mad i Indvandrer Kvindecentret til dem der brugte stedet, til sig selv og til personalet. Det var tydeligt at der var en masse ubrugt potentiale i dem.

 

MS: -Hvem fandt på navnet: Send flere krydderier?

ST: -Det er der mange historier om, men det siges at det var Rahmat, der på et tidspunkt, da hun kom hertil i 80´erne, bad sin familie fra Pakistan om at sende nogle flere krydderier, fordi man ikke kunne få noget som helst i Danmark på det tidspunkt.

 

 

MS: -Hvad er din egen baggrund?

ST: -Jeg har en ernæringsfaglig uddannelse.

MS: -Hvordan er arbejdet organiseret?

ST: -Vores crew, alle vores damer, der laver maden, er på arbejde mandag til fredag i dagtimerne. Lærke og jeg er køkkenledere. Derudover er der også nogle frivillige, men også en del timelønnede som er på aften- og weekendvagter, for nu skal vi jo til at have aftenåben. Det er vi meget spændte på, så kik forbi. Det er åbent for alle.

MS: -Vil I lave den samme mad til festivalen som I laver til daglig?

ST: -Ja, det bliver en varm hovedret. Vi laver nogle ret gode tagine-gryderetter. Og så har vi jo altid nogle snacks, arabiske brødchips og humus. Der kommer ikke til at mangle noget.

 

 

 

 

Hver dag under festivalen præsenterer SEND FLERE KRYDDERIER dagens menu før spisningen kl. 18-19. Der bliver også lagt billeder af menuen ud på festivalens FB-side, fra morgenstunden af.

Dagens ret: 68,- kr.

Snacks: arabiske brødchips med krydderier og humus: 25,- kr.

Festival-tilbud: spisebillet til dagens ret - alle tre dage: 150,- kr.

 

Foto: Karen Juel Harmsen

 

 

Læs mere om Send Flere krydderier - FB

 

Læs mere om MED OG UDEN SMYKKER - FB

 

Se festivaltrailer

 

VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N.