VERDEN ER FULD AF VEJE: Christines marokkanske døre

 

Fotos  Christine Imbert.

Christine Imbert, der er pensioneret folkeskolelærer, tog til Marokko, hvor hun tog de illustrerende fotos og beskrev det med disse ord:

”Jeg har tre gange været en uge i Marokko med “Marokko Indefra”. Rejsearrangørerne Marianne og Abdel, der organiserer rejser med forskellige temaer, bor dels på Sydfyn og dels i en lille landsby øst for Agadir - den største kendte by i nærheden er Taroudant.

På vejen ind i landet mod Oulad Tema ser man et skilt, hvorpå der står LAHMADATE. For enden af vejen ligger landsbyen, som mange andre i det sydlige Marokko. Det er her vores opholds base er midt i dette helt almindelige og helt ualmindeligt fantastiske, i Dar Lahmadate mellem marker med græskar, argantræer og tjørnebuske. I Soussdalen, mellem to forgreninger af Atlasbjergene, leves livet fra den ene dag til den anden, som man i generationer har gjort det. Der kaldes til bøn – et æsel skryder – lyden af børn, der er på vej til skole. I nabohuset bor Saadia, det er Abdels søster. Saadia har travlt i køkkenet, sammen med Malika og andre kvinder – de er ved at tilberede næste måltid, de flade brød bages over åben ild.

Jeg var været på grafikholdet og med mixed media. I 2017 satte vores kursusleder Ann Kerstina Nielsen os først på en opgave i landsbyen. Vi skulle både samle skrald op, dvs. papir af forskellig slags, der flød som affald, og som senere skulle indgå i kreativt arbejde, men vi skulle også fotografere stedets mange farver. Der var mange motiver, især mure og døre. Det var der min fascination af døre begyndte, men også af mure, trapper og vinduer. Jeg kunne ikke holde op igen og fortsatte med at fotografere, når vi var på ture eller ude ved havet.

Billederne jeg tog, er en vandring af de stier og veje jeg fulgte på rejserne i Marokko. Nogle gange går rejserne videre ud i verden og andre gange længere ind i én selv. Det var nok begge dele, der skete for mig, da jeg begyndte at fotografere i Marokko.”

*

Christine Imbert er en af festivalens hjælpende ånder, der allerede sidste år skrev og takkede for det hun havde oplevet på festivalen, og tilbød at hjælpe, hvis hun kunne. Christine foreslog selv, at hun gerne ville bage, så derfor er det hendes bagværk, der kan nydes på 

2. festivaldag i GLOBAL ART Gallery i Vanløse

Faktisk er vi så heldig at også Madame Garborg har meldt sig på bagefronten, så der bliver hjemmebag både om eftermiddagen og om aftenen. Hvor heldig kan man være! Stor tak til jer begge!

Som altid er er også fælles aftensmad kl. 18.00.

Læs mere.

Send Flere Krydderier - MED OG UDEN SMYKKER (1.)

Tolerancen 3

MED OG UDEN SMYKKER 

1. blogtekst 

 

Med et glimt i øjet er der ophængt en plakat fra en indisk lufthavn med ordene ”Eating on carpet prohibited”. Jeg har sat mig til rette i VerdensKulturCentret med dagens lækre fiskeret med dal og pasta. Det er farverigt, velduftende og velsmagende.

Fredag den 3. juni var der åbningsreception for Send Flere Krydderier og derefter vil der ikke bare være eftermiddagsservering, men også aftenservering. Under den kommende festival er det Send Flere Krydderier der står for maden.

 

På hjemmesiden bliver det beskrevet sådan:

 

”Vores mål er at skabe arbejdspladser og integrere etniske minoritetskvinder på det danske arbejdsmarked. Det økonomiske overskud går i vores tilfælde til at ansætte flere kvinder og på sigt etablere køkkener i flere dele af København. For mange af kvinderne er det aldrig lykkedes at få et arbejde. Det vil vi hjælpe dem med at ændre på. Vi tror på, at alle kan være en ressource for vores samfund, hvis de bare får chancen for det. Vi vil derfor gerne skabe mulighed for, at disse kvinder kan få en fod inden for på det danske arbejdsmarked. Det gør vi ved både at opkvalificere og ansætte kvinderne i vores bæredygtige socialøkonomiske cateringvirksomhed samt bygge bro til andre arbejdspladser.”

 

 

 

Køkkenlederen Sara Stevens (ST) og jeg (MS) mødtes for nylig, hvor jeg fik Sara til at fortælle om Send Flere Krydderier:

 

ST: -Det er en socialøkonomisk forretning, der udspringer af Indvandrer Kvindecentret i Blågårdsgade, men i april rykkede vi over i VerdensKulturCentret. Vi er social-økonomiske i den forstand at vi bruger vores overskud på at ansætte kvinder af anden etnisk baggrund end dansk som har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år og som er fantastisk gode til at lave mad.

 

MS: -Hvor mange nationaliteter er der i køkkenet?

 

ST: -Af de fastansatte har vi fire, der er fra henholdsvis Marokko, Somalia, Pakistan og Libanon. Derudover har vi et opkvalificeringsprojekt i samarbejde med Københavns Kommune fra jobcentrene i 6-7 måneder.

 

MS: -Er det jobtræning?

 

ST: -Opkvalificering er noget med at få nogle færdigheder inden for det danske jobmarked. Det er køkkenarbejde vi gør det i. Så de kommer og er med i køkkenet her og ovre på kvindecentret, har danskundervisning, hygiejneundervisning og gymnastik. De får en alsidig uge, der bliver skemalagt individuelt.

 

MS: -Hvem sammensætter menuerne?

 

Sara: -Det gør de selv.

 

MS: -Er der en fast kok eller skiftes de?

 

ST: -Der er tit én der står for dagens ret og en anden der står for sambussaer (somaliske samosaer) og små falafler. De har hver især en eller to ting som de mestrer. Men ellers kan alle stort set lave det der bliver lavet i køkkenet. Damerne der er i praktik får også af og til mulighed for at prøve kræfter med dagens ret. Det går efter tur.

 

 

MS: -Hvordan startede det, for nu har I jo også catering-virksomhed samt cafe i VerdensKulturCentret?

 

ST: -Vi startede i Indvandrer Kvindecentret, hvor vi begyndte at lave lidt mad til venner og folk i gaden og det udviklede sig til at blive en hel catering-virksomhed. Lidt efter lidt voksede vi ud af lokalerne og åbnede vores eget sted i Blågårdsgade.

 

MS: -Hvor kom ideen fra?

ST: -Selv var ikke med på det tidspunkt. Jeg startede i september 2015, men dem der var der dengang kunne se kvaliteterne i kvinderne og i deres køkkenarbejde. De lavede mad i Indvandrer Kvindecentret til dem der brugte stedet, til sig selv og til personalet. Det var tydeligt at der var en masse ubrugt potentiale i dem.

 

MS: -Hvem fandt på navnet: Send flere krydderier?

ST: -Det er der mange historier om, men det siges at det var Rahmat, der på et tidspunkt, da hun kom hertil i 80´erne, bad sin familie fra Pakistan om at sende nogle flere krydderier, fordi man ikke kunne få noget som helst i Danmark på det tidspunkt.

 

 

MS: -Hvad er din egen baggrund?

ST: -Jeg har en ernæringsfaglig uddannelse.

MS: -Hvordan er arbejdet organiseret?

ST: -Vores crew, alle vores damer, der laver maden, er på arbejde mandag til fredag i dagtimerne. Lærke og jeg er køkkenledere. Derudover er der også nogle frivillige, men også en del timelønnede som er på aften- og weekendvagter, for nu skal vi jo til at have aftenåben. Det er vi meget spændte på, så kik forbi. Det er åbent for alle.

MS: -Vil I lave den samme mad til festivalen som I laver til daglig?

ST: -Ja, det bliver en varm hovedret. Vi laver nogle ret gode tagine-gryderetter. Og så har vi jo altid nogle snacks, arabiske brødchips og humus. Der kommer ikke til at mangle noget.

 

 

 

 

Hver dag under festivalen præsenterer SEND FLERE KRYDDERIER dagens menu før spisningen kl. 18-19. Der bliver også lagt billeder af menuen ud på festivalens FB-side, fra morgenstunden af.

Dagens ret: 68,- kr.

Snacks: arabiske brødchips med krydderier og humus: 25,- kr.

Festival-tilbud: spisebillet til dagens ret - alle tre dage: 150,- kr.

 

Foto: Karen Juel Harmsen

 

 

Læs mere om Send Flere krydderier - FB

 

Læs mere om MED OG UDEN SMYKKER - FB

 

Se festivaltrailer

 

VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N.

Anmeldelse: REJSEN af Saida Benakrich

"Rejsen” er ikke bare en rejse fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske. Hun er født i Marokko i 1961, men kom til Danmark som 11-årig i 1972. Bogen er selvbiografisk – og har ikke været nem at skrive. Man er aldrig den samme efter en rejse. Når man begiver sig til et nyt sted, ændrer man sig.

Bogen virker monomental med sine knap 400 sider, men i takt med at historien fører længere og længere væk, eller dybere og dybere ind i hovedpersonen, er det tydeligt at det ikke kan gøres kortere. For at nå hele vejen omkring begrebet "identitet", skal der fortælles og berettes meget. Sikke en rejse, sikken et liv. Alle de følelser og livstråde som forfatteren har fået spundet sammen i denne beretning om ét liv, bliver til mange liv. Saida Benakrich er en eminent fortæller. Hun får et ekstra fortællelag forærende, fordi hendes marokkanske baggrund synger med. Hendes greb er et andet. Den sproglige tone er anderledes og det styrker fortællingen, fordi hun ifører sig fortællingen. Forfatteren så at sige tager bolig i den - også sprogligt.

I starten var jeg skeptisk over for den brudte kronologi, hvor der løbende kommenteres med en nuværende voksenbevidsthed. Det giver normalt en distance til stoffet, fordi barndommen spejles i en voksenbevidsthed som hovedpersonen ikke selv er i besiddelse af på givne tidspunkt, men det bliver lidt efter lidt et uundværligt fortællelag, der ender med at blive det, der bærer fortællingen igennem. Bogen er lang, for længden skal kunne bære indholdet, når det beskrives hvordan det er at blive stående med et ben i hver lejr. For det må nødvendigvis også betyde at man er ingen af stederne – eller sådan føles det i starten, inden man finder sin plads i den nye verden med en blanding af det bedste fra begge verdener.

Uddrag fra starten af 3. kapitel: "Barndomslandet".

Stilhed. Jeg hører intet, har kun mine tanker. En dør åbner sig, og en strøm af erindringer vælder frem, den ene kalder så at sige på den næste. En særlig begivenhed står krystalklart frem i min hukommelse. Man kan også kalde begivenheden for et afgørende vendepunkt, der er årsagen til alle andre følgevirkninger senere i livet.
 

Fortællingen om det første ægteskab er tydeligvis svært at fortælle, for det er forfærdeligt. Det er umenneskeligt, og alligevel skrevet så vi forstår hvad der er på spil for manden og kvinden. På spil for dem som mennesker fanget et sted mellem tro og tradition, som mennesker lukket inde i et ildfattigt rum. Det er en ubærlig skildring, der lykkes. Men der er også noget der ikke lykkes: forklaringen af at tørklædet ikke skulle være så vigtigt, når det faktisk er det, der udløser den ubærligste scene i bogen. Som illustration af at tørklædet ikke spiller nogen alvorlig rolle, er det ikke dækkende, men som forklaring på hvordan tradition, tro og modernitet støder sammen er det en fuldbyrdet illustration. Men det ville være en forenkling at gøre det til et for eller imod. Bogen kræver at blive læst og forstået inden for sin egen forståelsesramme. Og det er udfordringen og bogens store fortjeneste, at den netop tilbyder et unik møde med et liv stående mellem to kulturer, hvor der balanceres på en knivsæg. Det er med andre ord et møde med en virkelighed, der forklares med stor kunnen, fortælleglæde og kunstnerisk snilde. Det er simpelthen en bog, der fortjener at komme ud på rigtig mange af bibliotekerne, hvor den kan ligge og friste de nysgerrige rundt omkring i landet. Dem er der mange af – og endelig er her en bog, der både er klog og forstandig – og meget velskrevet. (Ærgerligt at forlaget ikke har været grundigere med korrekturen, for det skæmmer den smukt skrevne fortælling, når fx ”lægger” forveksles med ”ligger”.)

Det er en voldsom fortælling, der kun sjældent falder til ro. Historie spejler sig i sig selv, for var valget det rette? Var det umagen værd at flytte til Danmark, for hvor længe skal man finde sig i at være udlænding? Hvornår glider det fremmede af én? Hvornår bliver man en af de andre? Svaret er nok - aldrig. Én gang udlænding - altid udlænding. Det er vist det samme overalt, selv om forfatteren hævder at det i Danmark er meget sværere end som så. Jeg kan ikke lade være med at tænke at en københavner, der flytter til Jylland aldrig bliver andet end netop "københavneren".

Det er en meget indsigtsfuld bog, men der er ingen tvivl om at en dansker, der havde foretaget samme rejse i modsatte retning ville have været lige så fremmed i Marokko - og derved kommer bogen ikke så meget til at handle om Marokko og Danmark, men mere om at finde sin plads i verden. Det gør det til en bog om at høre til, om tilhørsforhold, om at blive til i verden, om at danne sig selv, om at føle sig udenfor, om at insistere på at høre til - og om de mange kampe for at blive til den man er, selv om omgivelserne er nye, fremmede og måske ligefrem fjendtlige. Bogen er forfattet med et så glødende engagement at den rækker ud over sig selv, og bliver en fortælling om at blive menneske. Det er forfatterens påstand at det er det at skifte miljø, omgivelser, sprog, venner og omstændigheder, der sætter det hele i skred, men som det netop så fint skildres, er der både tabere og vindere. Det koster og prisen kan være tårnhøj. Men alle kæmper deres kampe for at høre til - også selv om man ikke skal tage livtag med at krydse over fra én kultur til en anden, lære et helt nyt sprog, begå sig på måder man ingen forudsætninger har for at kende til. Så selv om det gør fortællingen meget specifik, gør det den også alment tilgængelig. 

Bogen er meget fint disponeret. Der er intet der udpensles eller trækkes i langdrag. Den er skrevet med en fin fornemmelse for, hvor historien ligger, og hvad der er vigtigt at få fortalt. Det kan være svært, når stoffet er levet liv, der ikke bare uden videre lader sig indfange og fylde på formler, men kræver sit eget liv - og det får det på denne rejse.

Så hvis du hører til dem, der synes at danskere generelt er nogle af de mest åbne, glade og tolerante mennesker, er denne bog god læsning. For her er stof til eftertanke.

 

Læs mere om  "Rejsen". Forlaget Siesta. 249,- kr. 374 sider.

Udgivelsesdato: 6.11.2014. Forsidelayout: Elias Temsamani.

 

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Rejsen" indgår.