søndag den 13. september 2020

Anmeldelse: EN HISTORIE OM VOLD på Aveny-T

 

Foto: Emilia Therese.


Den unge franske forfatterkomet Édouard Louis´ anden bog er blevet dramatiseret til teater. Den har været en kæmpe succes i Frankrig, både som bog og teater efter debuten ”Færdig med Eddie”, der også spillede på Edison i 2018 med Morten Hee Andersen alene på scenen, instrueret af Anna Balslev, mens denne efterfølger er instrueret og dramatiseret af Anders Lundorph. ”Færdig med Eddie” var et uafrysteligt, stærkt psykologisk portræt af outsiderens position i provinsen og kamp for at finde fodfæste. Det er selvbiografiske skildringer i begge bøger/forestillinger, hvilket selvfølgelig gør dem endnu mere autentiske. I den første skildres kampen for at finde sig selv og sin seksualitet i den franske provins, men det kunne foregå alle steder, og gør det også.  Det er hudløse skildringer, der i iscenesætternes stærkt fysiske opsætninger ikke overlader meget til fantasien. I ”En historie om vold” er hovedpersonen, imponerende frygtløst spillet af Andreas Jebro, flyttet til hovedstaden. Vi møder ham julenat, hvor han er på vej hjem fra byen med tre bøger i favnen, da han på gaden antastes af Reda, indfølt og passioneret spillet af Patrick Baurichter, og inviterer ham med hjem. De kredser om hinanden som magneter. Mødet er skildret varmt og nysgerrigt. Der er intet i det, der umiddelbart lægger op til den vold, der nævnes i stykkets titel. Det seksuelle mellem de to mænd i lejligheden er også skildret med varme og glød, selv om det bliver tydeligt at Reda bærer på en stor vrede, der pludselig kan slå ud i lys lue, selv om han både er varm og empatisk. Det hele kommenteres løbende af hovedpersonens søster, spillet af Karin Bang Heinemeier, i en noget utaknemmelig rolle, hvor hun fra forscenen er tvunget til at sige alt det, der ligger under handlingen, sådan som hun ser og oplever det, og gør det i en hurtigt rivende talestrøm, der er lillebyens bornerte stemme, som måske stadig er til stede inde i hovedpersonen, selv om han ved at flytte til hovedstaden bevidst har forsøgt at lægge alt det bag sig ved at distancere sig fra opvæksten, familien og provinsen. Eller som han selv siger til Reda, så er det ved at uddanne sig, at han bedst kan udskille og adskille sig fra familien. De elsker flere gange den nat, men er stadig ukendte for hinanden. Det er bare en gnist, der antænder lunten, der får det hele til at eksplodere. For det ender med, at Reda tager kvælertag på ham, truer ham på livet med en pistol, før han til sidst voldtager ham.


Foto: Emilia Therese


Forestillingen indledes med politibetjenten, der forsøger at få ham til at rekonstruere forløbet for at optage rapport over voldtægten og drabsforsøget. Han forsøger at tilbagekalde anmeldelsen for at beholde sin historie, men det er for sent.  Den er allerede blevet taget fra ham og ud af hans hænder. Bagefter opremses historien fra begyndelsen og indtil voldtægten.

Det er en stærk psykologisk skildring. Alting er skildret nuanceret, og der er ikke plads til stereotyper, hvilket kun gør beretningen endnu mere insisterende. For det handler om at kunne rumme skildringen af elskeren som både engel og bøddel i én og samme person.


Foto: Emilia Therese

I den lange nonverbale indledende scene er det først morsomt, at han rengør lejligheden manisk, men da det bliver ved så længe, skifter det undervejs karakter, fordi vi som tilskuere begynder at fundere over, hvad der følelsesmæssigt ligger til grund for den stadig mere maniske rengøring af alt i lejligheden. I starten kunne det bare være oprydningen før en fræk aftale, men langsomt går det op for os, at det er den traumatiske oprydning efter en sexforbrydelse. Det er en skildring af, hvad der sker, når man tager magten fra et andet menneske, når man undertvinger det sin vilje og fratager det dets egen vilje. Både betjenten og lægen, begge fint spillet af Anders Budde Christensen, er skildret forstående, da de optager deres rapporter af det hændte.


Foto: Emilia Therese

Han beretter, at der kun er én tanke i hovedet på ham under selve voldtægten: ”At han begærer mig!” Men tilføjer, at Reda hader sit begær, og med voldtægten ønsker at udviske det, der har været imellem dem. Det er komplekst og svært at tage ind, men samtidig fuldt forståeligt.


Foto: Emilia Therese

Alle i salen holder vejret under voldtægten, for det er ubærligt. Bagefter er der helt stille. Alle sidder som lammede, og det er i de efterfølgende scener, at instruktøren viser sit mesterskab, for han har en særlig evne til at håndtere den slags overgange. Det viste han også i den endnu stærkere (Reumert-nominerede) forestilling ”Boys don´t cry” (et samarbejde mellem Eventministeriet og Mungo Park), der ligeledes var en pågående og hudnær skildring af overgreb og sjælelig afstumpethed, men også en rystende kærlighedsskildring af umulig kærlighed, der samtidig var en indsigtsfuld skildring af menneskers mest basale drifter, der tager over og giver kærlighedsdriften et skær af mytologisk drama, hvor begæret bliver til rovdyrsdybe drifter, men også om vores ønske om at række ud og favne kærligheden, som jo altså havde en dødelig udgang i ”Boys don´t cry”. For selv om ingen dør i ”En historie om vold”, så er der noget, der går under og dør inde i hovedpersonen.  Inden den afsluttende blackout er de sidste ord: ”Jeg kan godt være alene!”, og vi tror ham ikke et øjeblik.



Foto: Emilia Therese

Det er svært at klappe efter forestillingen. Det gør næsten ondt, og de forsigtige første klapsalver sniger sig kun prøvende frem. Det er en konvention, at vi klapper efter en forestilling, men det virker helt forkert at gøre det efter ”En historie om vold”, for det føles som om at vi med applausen bifalder det passerede.  Efter de to andre forestillinger var applausen tordnende, men ikke efter ”En historie om vold”. Det er som om jeg bare ønsker mig væk, men det forestillingen ønsker er, at historien går med os hjem, og det gør den. Nådesløst. Selv om den  ikke er så god som de to omtalte forestillinger, der var enestående og exceptionelle, så er ”En historie om vold” stadigvæk en meget fin og klog forestilling, der ikke lader sig affeje. Chokerende, men genkendelig og meget forståelig. Det er grunden til, at jeg bare ønsker mig at komme væk bagefter. Den virker.



EN HISTORIE OM VOLD

Baseret på Édouard Louis´roman "Voldens historie"

Dramatiseret af Anders Lundorph

11.9.-3.10.2020 på Aveny-T

90 min.

Medvirkende: 

Andreas Jebro, 

Patrick Baurichter, 

Anders Budde Christensen 

og Karin Bang Heinemeier

Instruktør: Anders Lundorph

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Kostumedesigner: Michael Nøhr

Lysdesigner: Malte Haugaard

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Producent & arrangør: Aveny-T

Hjemmeside og billetter