Den unge franske forfatterkomet Édouard Louis´ anden bog er blevet dramatiseret til teater. Den har været en kæmpe succes i Frankrig, både som bog og teater efter debuten ”Færdig med Eddie”, der også spillede på Edison i 2018 med Morten Hee Andersen alene på scenen, instrueret af Anna Balslev, mens denne efterfølger er instrueret og dramatiseret af Anders Lundorph. ”Færdig med Eddie” var et uafrysteligt, stærkt psykologisk portræt af outsiderens position i provinsen og kamp for at finde fodfæste. Det er selvbiografiske skildringer i begge bøger/forestillinger, hvilket selvfølgelig gør dem endnu mere autentiske. I den første skildres kampen for at finde sig selv og sin seksualitet i den franske provins, men det kunne foregå alle steder, og gør det også. Det er hudløse skildringer, der i iscenesætternes stærkt fysiske opsætninger ikke overlader meget til fantasien. I ”En historie om vold” er hovedpersonen, imponerende frygtløst spillet af Andreas Jebro, flyttet til hovedstaden. Vi møder ham julenat, hvor han er på vej hjem fra byen med tre bøger i favnen, da han på gaden antastes af Reda, indfølt og passioneret spillet af Patrick Baurichter, og inviterer ham med hjem. De kredser om hinanden som magneter. Mødet er skildret varmt og nysgerrigt. Der er intet i det, der umiddelbart lægger op til den vold, der nævnes i stykkets titel. Det seksuelle mellem de to mænd i lejligheden er også skildret med varme og glød, selv om det bliver tydeligt at Reda bærer på en stor vrede, der pludselig kan slå ud i lys lue, selv om han både er varm og empatisk. Det hele kommenteres løbende af hovedpersonens søster, spillet af Karin Bang Heinemeier, i en noget utaknemmelig rolle, hvor hun fra forscenen er tvunget til at sige alt det, der ligger under handlingen, sådan som hun ser og oplever det, og gør det i en hurtigt rivende talestrøm, der er lillebyens bornerte stemme, som måske stadig er til stede inde i hovedpersonen, selv om han ved at flytte til hovedstaden bevidst har forsøgt at lægge alt det bag sig ved at distancere sig fra opvæksten, familien og provinsen. Eller som han selv siger til Reda, så er det ved at uddanne sig, at han bedst kan udskille og adskille sig fra familien. De elsker flere gange den nat, men er stadig ukendte for hinanden. Det er bare en gnist, der antænder lunten, der får det hele til at eksplodere. For det ender med, at Reda tager kvælertag på ham, truer ham på livet med en pistol, før han til sidst voldtager ham.
Forestillingen indledes
med politibetjenten, der forsøger at få ham til at rekonstruere forløbet for at
optage rapport over voldtægten og drabsforsøget. Han forsøger at tilbagekalde
anmeldelsen for at beholde sin historie, men det er for sent. Den er allerede blevet taget fra ham og ud af
hans hænder. Bagefter opremses historien fra begyndelsen og indtil voldtægten.
Det er en stærk
psykologisk skildring. Alting er skildret nuanceret, og der er ikke plads til
stereotyper, hvilket kun gør beretningen endnu mere insisterende. For det
handler om at kunne rumme skildringen af elskeren som både engel og bøddel i én
og samme person.
I den lange nonverbale indledende
scene er det først morsomt, at han rengør lejligheden manisk, men da det bliver
ved så længe, skifter det undervejs karakter, fordi vi som tilskuere begynder
at fundere over, hvad der følelsesmæssigt ligger til grund for den stadig mere
maniske rengøring af alt i lejligheden. I starten kunne det bare være
oprydningen før en fræk aftale, men langsomt går det op for os, at det er den
traumatiske oprydning efter en sexforbrydelse. Det er en skildring af, hvad der
sker, når man tager magten fra et andet menneske, når man undertvinger det sin
vilje og fratager det dets egen vilje. Både betjenten og lægen, begge fint spillet
af Anders Budde Christensen, er skildret forstående, da de optager deres
rapporter af det hændte.
Han beretter, at der kun er
én tanke i hovedet på ham under selve voldtægten: ”At han begærer mig!” Men
tilføjer, at Reda hader sit begær, og med voldtægten ønsker at udviske det, der
har været imellem dem. Det er komplekst og svært at tage ind, men samtidig fuldt
forståeligt.
Alle i salen holder vejret
under voldtægten, for det er ubærligt. Bagefter er der helt stille. Alle
sidder som lammede, og det er i de efterfølgende scener, at instruktøren viser
sit mesterskab, for han har en særlig evne til at håndtere den slags overgange.
Det viste han også i den endnu stærkere (Reumert-nominerede) forestilling ”Boys
don´t cry” (et samarbejde mellem Eventministeriet og Mungo Park), der ligeledes
var en pågående og hudnær skildring af overgreb og sjælelig afstumpethed, men
også en rystende kærlighedsskildring af umulig kærlighed, der samtidig var
en indsigtsfuld skildring af menneskers mest basale drifter, der tager over og
giver kærlighedsdriften et skær af mytologisk drama, hvor begæret bliver til rovdyrsdybe
drifter, men også om vores ønske om at række ud og favne kærligheden, som jo altså
havde en dødelig udgang i ”Boys don´t cry”. For selv om ingen dør i ”En
historie om vold”, så er der noget, der går under og dør inde i hovedpersonen. Inden den afsluttende blackout er de sidste
ord: ”Jeg kan godt være alene!”, og vi tror ham ikke et øjeblik.
Det er svært at klappe
efter forestillingen. Det gør næsten ondt, og de forsigtige første klapsalver sniger
sig kun prøvende frem. Det er en konvention, at vi klapper efter en
forestilling, men det virker helt forkert at gøre det efter ”En historie om
vold”, for det føles som om at vi med applausen bifalder det passerede. Efter de to andre forestillinger var applausen
tordnende, men ikke efter ”En historie om vold”. Det er som om jeg bare ønsker
mig væk, men det forestillingen ønsker er, at historien går med os hjem, og det
gør den. Nådesløst. Selv om den ikke er så god som de to omtalte
forestillinger, der var enestående og exceptionelle, så er ”En historie om vold”
stadigvæk en meget fin og klog forestilling, der ikke lader sig affeje. Chokerende,
men genkendelig og meget forståelig. Det er grunden til, at jeg bare ønsker mig
at komme væk bagefter. Den virker.
EN HISTORIE OM VOLD
Baseret på Édouard Louis´roman "Voldens historie"
Dramatiseret af Anders Lundorph
11.9.-3.10.2020 på Aveny-T
90 min.
Medvirkende:
Andreas Jebro,
Patrick Baurichter,
Anders Budde Christensen
og Karin Bang Heinemeier
Instruktør: Anders Lundorph
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Kostumedesigner: Michael Nøhr
Lysdesigner: Malte Haugaard
Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen
Producent & arrangør: Aveny-T
*
