Viser opslag med etiketten Éduard Louis. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Éduard Louis. Vis alle opslag

søndag den 13. september 2020

Anmeldelse: EN HISTORIE OM VOLD på Aveny-T

 

Foto: Emilia Therese.


Den unge franske forfatterkomet Édouard Louis´ anden bog er blevet dramatiseret til teater. Den har været en kæmpe succes i Frankrig, både som bog og teater efter debuten ”Færdig med Eddie”, der også spillede på Edison i 2018 med Morten Hee Andersen alene på scenen, instrueret af Anna Balslev, mens denne efterfølger er instrueret og dramatiseret af Anders Lundorph. ”Færdig med Eddie” var et uafrysteligt, stærkt psykologisk portræt af outsiderens position i provinsen og kamp for at finde fodfæste. Det er selvbiografiske skildringer i begge bøger/forestillinger, hvilket selvfølgelig gør dem endnu mere autentiske. I den første skildres kampen for at finde sig selv og sin seksualitet i den franske provins, men det kunne foregå alle steder, og gør det også.  Det er hudløse skildringer, der i iscenesætternes stærkt fysiske opsætninger ikke overlader meget til fantasien. I ”En historie om vold” er hovedpersonen, imponerende frygtløst spillet af Andreas Jebro, flyttet til hovedstaden. Vi møder ham julenat, hvor han er på vej hjem fra byen med tre bøger i favnen, da han på gaden antastes af Reda, indfølt og passioneret spillet af Patrick Baurichter, og inviterer ham med hjem. De kredser om hinanden som magneter. Mødet er skildret varmt og nysgerrigt. Der er intet i det, der umiddelbart lægger op til den vold, der nævnes i stykkets titel. Det seksuelle mellem de to mænd i lejligheden er også skildret med varme og glød, selv om det bliver tydeligt at Reda bærer på en stor vrede, der pludselig kan slå ud i lys lue, selv om han både er varm og empatisk. Det hele kommenteres løbende af hovedpersonens søster, spillet af Karin Bang Heinemeier, i en noget utaknemmelig rolle, hvor hun fra forscenen er tvunget til at sige alt det, der ligger under handlingen, sådan som hun ser og oplever det, og gør det i en hurtigt rivende talestrøm, der er lillebyens bornerte stemme, som måske stadig er til stede inde i hovedpersonen, selv om han ved at flytte til hovedstaden bevidst har forsøgt at lægge alt det bag sig ved at distancere sig fra opvæksten, familien og provinsen. Eller som han selv siger til Reda, så er det ved at uddanne sig, at han bedst kan udskille og adskille sig fra familien. De elsker flere gange den nat, men er stadig ukendte for hinanden. Det er bare en gnist, der antænder lunten, der får det hele til at eksplodere. For det ender med, at Reda tager kvælertag på ham, truer ham på livet med en pistol, før han til sidst voldtager ham.


Foto: Emilia Therese


Forestillingen indledes med politibetjenten, der forsøger at få ham til at rekonstruere forløbet for at optage rapport over voldtægten og drabsforsøget. Han forsøger at tilbagekalde anmeldelsen for at beholde sin historie, men det er for sent.  Den er allerede blevet taget fra ham og ud af hans hænder. Bagefter opremses historien fra begyndelsen og indtil voldtægten.

Det er en stærk psykologisk skildring. Alting er skildret nuanceret, og der er ikke plads til stereotyper, hvilket kun gør beretningen endnu mere insisterende. For det handler om at kunne rumme skildringen af elskeren som både engel og bøddel i én og samme person.


Foto: Emilia Therese

I den lange nonverbale indledende scene er det først morsomt, at han rengør lejligheden manisk, men da det bliver ved så længe, skifter det undervejs karakter, fordi vi som tilskuere begynder at fundere over, hvad der følelsesmæssigt ligger til grund for den stadig mere maniske rengøring af alt i lejligheden. I starten kunne det bare være oprydningen før en fræk aftale, men langsomt går det op for os, at det er den traumatiske oprydning efter en sexforbrydelse. Det er en skildring af, hvad der sker, når man tager magten fra et andet menneske, når man undertvinger det sin vilje og fratager det dets egen vilje. Både betjenten og lægen, begge fint spillet af Anders Budde Christensen, er skildret forstående, da de optager deres rapporter af det hændte.


Foto: Emilia Therese

Han beretter, at der kun er én tanke i hovedet på ham under selve voldtægten: ”At han begærer mig!” Men tilføjer, at Reda hader sit begær, og med voldtægten ønsker at udviske det, der har været imellem dem. Det er komplekst og svært at tage ind, men samtidig fuldt forståeligt.


Foto: Emilia Therese

Alle i salen holder vejret under voldtægten, for det er ubærligt. Bagefter er der helt stille. Alle sidder som lammede, og det er i de efterfølgende scener, at instruktøren viser sit mesterskab, for han har en særlig evne til at håndtere den slags overgange. Det viste han også i den endnu stærkere (Reumert-nominerede) forestilling ”Boys don´t cry” (et samarbejde mellem Eventministeriet og Mungo Park), der ligeledes var en pågående og hudnær skildring af overgreb og sjælelig afstumpethed, men også en rystende kærlighedsskildring af umulig kærlighed, der samtidig var en indsigtsfuld skildring af menneskers mest basale drifter, der tager over og giver kærlighedsdriften et skær af mytologisk drama, hvor begæret bliver til rovdyrsdybe drifter, men også om vores ønske om at række ud og favne kærligheden, som jo altså havde en dødelig udgang i ”Boys don´t cry”. For selv om ingen dør i ”En historie om vold”, så er der noget, der går under og dør inde i hovedpersonen.  Inden den afsluttende blackout er de sidste ord: ”Jeg kan godt være alene!”, og vi tror ham ikke et øjeblik.



Foto: Emilia Therese

Det er svært at klappe efter forestillingen. Det gør næsten ondt, og de forsigtige første klapsalver sniger sig kun prøvende frem. Det er en konvention, at vi klapper efter en forestilling, men det virker helt forkert at gøre det efter ”En historie om vold”, for det føles som om at vi med applausen bifalder det passerede.  Efter de to andre forestillinger var applausen tordnende, men ikke efter ”En historie om vold”. Det er som om jeg bare ønsker mig væk, men det forestillingen ønsker er, at historien går med os hjem, og det gør den. Nådesløst. Selv om den  ikke er så god som de to omtalte forestillinger, der var enestående og exceptionelle, så er ”En historie om vold” stadigvæk en meget fin og klog forestilling, der ikke lader sig affeje. Chokerende, men genkendelig og meget forståelig. Det er grunden til, at jeg bare ønsker mig at komme væk bagefter. Den virker.



EN HISTORIE OM VOLD

Baseret på Édouard Louis´roman "Voldens historie"

Dramatiseret af Anders Lundorph

11.9.-3.10.2020 på Aveny-T

90 min.

Medvirkende: 

Andreas Jebro, 

Patrick Baurichter, 

Anders Budde Christensen 

og Karin Bang Heinemeier

Instruktør: Anders Lundorph

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Kostumedesigner: Michael Nøhr

Lysdesigner: Malte Haugaard

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Producent & arrangør: Aveny-T

Hjemmeside og billetter 

* 

torsdag den 18. oktober 2018

Anmeldelse: FÆRDIG MED EDDIE på Edison


Fotograf: Catrin Zorn

Det er som at blive slynget rundt i en centrifuge. Der er intet at holde fast i, så man er nødt til at lade sig glide med og viljesløst føre rundt og rundt, hurtigere og hurtigere til det hele forsvinder, sådan er det også for Eddie, der bliver drevet ind mod noget ukendt inde i ham selv, hvor han må give slip, for at få ordentlig fat.
Eddie er ikke som de andre. Han er ”piget” og mest interesseret i tøj – pigetøj – og ligeglad med fodbold. Selvfølgelig bliver han drillet i skolen. To ældre elever tæver og ydmyger ham. Som han forklarer, så tror alle at det bare er ydmygelsen, der gør ondt, men det er lige så meget den fysiske smerte, men det er alligevel intet mod, hvad der sker, da hans mor opdager, hvad han og tre andre drenge foretager sig i et skur efter skoletid. Det er en oplevelse så tabueret og frydefuld, at de gentager den dag efter dag. Indtil moren en dag uforvarende åbner døren til skuret og ser dem sammen - ser den 15-årige fætter have sex med hendes 10-årige søn. Hun stirrer på dem, for det er så utænkeligt og forbudt det de foretager sig. Men for Eddie er det så dejligt, at det sprænger alle rammer. Hvis bare moren ikke havde sagt det videre - til faren. Næste dage ved hele skolen det, og hans plageånder er klar. Mere og mere udspekulerede er de i deres ydmygelser. Der er kun én vej ud af det – og hun hedder Susan. Hvis de kan blive kærester, har han én at dele skammen med. Susan er anderledes end de andre, for hun går moderne og vovet klædt og kommer fra den store by. De andre kalder hende ”luder” – men de bliver kærester, og det utænkelige sker, for hans krop og underliv begynder at reagere, når de står tæt sammen, og han bliver lykkelig, for så er han kureret. Men historien ender ikke der... for så enkelt er det ikke.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

I sin grænsebrydende ærlighed og med udleveringen af Eddies seksuelle erfaringer har historien en del til fælles med den lige så stærke og kunstnerisk velforløste Reumert-belønnede forestilling ”Boys don´t cry”, instrueret af Anders Lundorph (i samarbejde med Det Kongelige Teaters Eventministerium og Mungo Park Allerød med Christine Albert Børge i hovedrollen). Skildringerne af den umulige kærlighed kryber ind under huden, og i korte lykkelige stunder fuldbyrdes den, men med alvorstunge konsekvenser. I Eddies historie er der lys forude, mens ”Boys don´t cry” ender anderledes uforsonligt. Begge forestillinger skildrer det med en råhed, som det er svært at gardere sig imod. For vi forstår det så godt, ligegyldig hvilken seksuel observans vi selv måtte have, for det skildres nøgent, råt og ligetil. Overordnet handler det om tab af uskyld. Det er den samme historie, vi hver især gennemlever – eller har gennemlevet for at blive til dem vi er. Derfor er mødet med seksualiteten, hvordan den så end ser ud for den enkelte og hvilken form den måtte antage, på én gang både knugende og bizar, og altid besættende på en måde, der også gør den almengyldig. For paradoksalt nok er det mest private ofte også så vældig generelt, i hvert fald når det som her bliver forløst med så stor kunstnerisk dygtighed. Henrik Hee Andersen er alene på scenen i 100 minutter – og det er en bedrift hjulpet godt på vej af en ferm iscenesættelse af Anna Balslev og et stærk visuelt set-up af Frederikke Dalum.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Sjældent er Edisons rå maskinrum kommet så godt til sin ret. Ofte kan det virke som en næsten umulig modstander, men her bliver det en reel medspiller. Scenografien af Dalum er meget enkel og bar, og besnærende lyssat af Christian Alkjær. Der er flotte visuelle skift i teksten som den indledningsvise dans med en stor sort plastiksæk i modvind, der også glimtvist illuderer Marilyn Monroe i ikonografisk positur over vindristen fra "Seven Year Itch", og bagefter bliver til kæmpemæssige vinger, der nærmest får det hele til at lette. Senere fjernes plader i gulvet og bliver en slags lystens hule, som Eddie i sin seksuelle hengivelse opsluges af. En mikrofon i en ledning med loopede stemme-optagelser danner inciterende lydrum (skabt af Asger Kudahl) for flere af de mest pågående scener - og dem er der mange af. Om der er for mange er en smagssag. Mindre kunne have gjort det, for det er meget lidt, der overlades til fantasien, men samtidig er det karakteristisk for monologens kompromisløse stil – og den er yderst konsekvent.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Der var stående applaus efter forestillingen, men meget stille under forestillingens intime (sex)scener. Det virker chokerende, fordi det netop så præcist skildrer denne sammensatte følelse af fryd og skam, der slår mod hinanden som kopulerende kroppe. Netop så sammensat som det er, når seksualitetens mere kødelige side viser sig.  Ligesom Eddie bliver vi som publikum efterladt både chokerede, viljesløse og ganske sagesløse.  
Der er nogle kronologiske huller i historiens 2. del, hvor Eddie først er 9-10 år, og senere har en seksuel lystfyldt oplevelse til en koncert med en 30-årig mand flere år efter, og bagefter skal tage stilling til om han skal videre i gymnasiet. Det virker abrupt og lidt rodet, men er bare skønhedspletter ved en forestilling, der ellers forløses på forbilledlig vis. Først og fremmest på grund af det flotte spil af Morten Hee Andersen i rollen som Eddie Bellegueule. Det er lige på og hårdt. Der er ingen fortrydelse, ingen jamren. Intet offer, og alligevel er fortællingen som ét langt offer, men sådan føles det ikke - og det er befriende. Det er bare en fortælling om livet i provinsen, og om angsten for det anderledes, der kan være så stor, at den føles som en fare for det bestående.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 


FÆRDIG MED EDDIE
Premiere den 12. oktober 2018
Spilleperiode: 12.10. - 10.11.2018
Spillested: EDISON - Betty Nansen Teatrets anneksscene
Monolog - 100 min.
*
Medvirkende: Morten Hee Andersen
Instruktør: Anna Balslev
Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum
Baseret på romanen: ”En finir avec Eddy Bellegueule” af Éduard Louis (2014)
Romanoversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt
Dramatisering: Anne Balslev og Simon Boberg
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Asger Kudahl
Lysdesign: Christian Alkjær
Instruktørassistent: Mathilde Melvang
Lysassistent: Fabian Carvallo
Hår & sminke: Emilie Aabye-Hansen

Pressefotograf: Catrin Zorn
 *
 
 

Bagom FÆRDIG MED EDDIE
 


Fotograf: Catrin Zorn 

**
  
Andre anmeldte forestillinger på Edison:
 
2018:
 
 
 
 
2016:
 
 
 
2015:
 
 
 
2012:
 
ONDT BLOD
 
 
*
 
Se alle øvrige 110 anmeldelser
 
 
*