Viser opslag med etiketten Anders Lundorph. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anders Lundorph. Vis alle opslag

søndag den 13. september 2020

Anmeldelse: EN HISTORIE OM VOLD på Aveny-T

 

Foto: Emilia Therese.


Den unge franske forfatterkomet Édouard Louis´ anden bog er blevet dramatiseret til teater. Den har været en kæmpe succes i Frankrig, både som bog og teater efter debuten ”Færdig med Eddie”, der også spillede på Edison i 2018 med Morten Hee Andersen alene på scenen, instrueret af Anna Balslev, mens denne efterfølger er instrueret og dramatiseret af Anders Lundorph. ”Færdig med Eddie” var et uafrysteligt, stærkt psykologisk portræt af outsiderens position i provinsen og kamp for at finde fodfæste. Det er selvbiografiske skildringer i begge bøger/forestillinger, hvilket selvfølgelig gør dem endnu mere autentiske. I den første skildres kampen for at finde sig selv og sin seksualitet i den franske provins, men det kunne foregå alle steder, og gør det også.  Det er hudløse skildringer, der i iscenesætternes stærkt fysiske opsætninger ikke overlader meget til fantasien. I ”En historie om vold” er hovedpersonen, imponerende frygtløst spillet af Andreas Jebro, flyttet til hovedstaden. Vi møder ham julenat, hvor han er på vej hjem fra byen med tre bøger i favnen, da han på gaden antastes af Reda, indfølt og passioneret spillet af Patrick Baurichter, og inviterer ham med hjem. De kredser om hinanden som magneter. Mødet er skildret varmt og nysgerrigt. Der er intet i det, der umiddelbart lægger op til den vold, der nævnes i stykkets titel. Det seksuelle mellem de to mænd i lejligheden er også skildret med varme og glød, selv om det bliver tydeligt at Reda bærer på en stor vrede, der pludselig kan slå ud i lys lue, selv om han både er varm og empatisk. Det hele kommenteres løbende af hovedpersonens søster, spillet af Karin Bang Heinemeier, i en noget utaknemmelig rolle, hvor hun fra forscenen er tvunget til at sige alt det, der ligger under handlingen, sådan som hun ser og oplever det, og gør det i en hurtigt rivende talestrøm, der er lillebyens bornerte stemme, som måske stadig er til stede inde i hovedpersonen, selv om han ved at flytte til hovedstaden bevidst har forsøgt at lægge alt det bag sig ved at distancere sig fra opvæksten, familien og provinsen. Eller som han selv siger til Reda, så er det ved at uddanne sig, at han bedst kan udskille og adskille sig fra familien. De elsker flere gange den nat, men er stadig ukendte for hinanden. Det er bare en gnist, der antænder lunten, der får det hele til at eksplodere. For det ender med, at Reda tager kvælertag på ham, truer ham på livet med en pistol, før han til sidst voldtager ham.


Foto: Emilia Therese


Forestillingen indledes med politibetjenten, der forsøger at få ham til at rekonstruere forløbet for at optage rapport over voldtægten og drabsforsøget. Han forsøger at tilbagekalde anmeldelsen for at beholde sin historie, men det er for sent.  Den er allerede blevet taget fra ham og ud af hans hænder. Bagefter opremses historien fra begyndelsen og indtil voldtægten.

Det er en stærk psykologisk skildring. Alting er skildret nuanceret, og der er ikke plads til stereotyper, hvilket kun gør beretningen endnu mere insisterende. For det handler om at kunne rumme skildringen af elskeren som både engel og bøddel i én og samme person.


Foto: Emilia Therese

I den lange nonverbale indledende scene er det først morsomt, at han rengør lejligheden manisk, men da det bliver ved så længe, skifter det undervejs karakter, fordi vi som tilskuere begynder at fundere over, hvad der følelsesmæssigt ligger til grund for den stadig mere maniske rengøring af alt i lejligheden. I starten kunne det bare være oprydningen før en fræk aftale, men langsomt går det op for os, at det er den traumatiske oprydning efter en sexforbrydelse. Det er en skildring af, hvad der sker, når man tager magten fra et andet menneske, når man undertvinger det sin vilje og fratager det dets egen vilje. Både betjenten og lægen, begge fint spillet af Anders Budde Christensen, er skildret forstående, da de optager deres rapporter af det hændte.


Foto: Emilia Therese

Han beretter, at der kun er én tanke i hovedet på ham under selve voldtægten: ”At han begærer mig!” Men tilføjer, at Reda hader sit begær, og med voldtægten ønsker at udviske det, der har været imellem dem. Det er komplekst og svært at tage ind, men samtidig fuldt forståeligt.


Foto: Emilia Therese

Alle i salen holder vejret under voldtægten, for det er ubærligt. Bagefter er der helt stille. Alle sidder som lammede, og det er i de efterfølgende scener, at instruktøren viser sit mesterskab, for han har en særlig evne til at håndtere den slags overgange. Det viste han også i den endnu stærkere (Reumert-nominerede) forestilling ”Boys don´t cry” (et samarbejde mellem Eventministeriet og Mungo Park), der ligeledes var en pågående og hudnær skildring af overgreb og sjælelig afstumpethed, men også en rystende kærlighedsskildring af umulig kærlighed, der samtidig var en indsigtsfuld skildring af menneskers mest basale drifter, der tager over og giver kærlighedsdriften et skær af mytologisk drama, hvor begæret bliver til rovdyrsdybe drifter, men også om vores ønske om at række ud og favne kærligheden, som jo altså havde en dødelig udgang i ”Boys don´t cry”. For selv om ingen dør i ”En historie om vold”, så er der noget, der går under og dør inde i hovedpersonen.  Inden den afsluttende blackout er de sidste ord: ”Jeg kan godt være alene!”, og vi tror ham ikke et øjeblik.



Foto: Emilia Therese

Det er svært at klappe efter forestillingen. Det gør næsten ondt, og de forsigtige første klapsalver sniger sig kun prøvende frem. Det er en konvention, at vi klapper efter en forestilling, men det virker helt forkert at gøre det efter ”En historie om vold”, for det føles som om at vi med applausen bifalder det passerede.  Efter de to andre forestillinger var applausen tordnende, men ikke efter ”En historie om vold”. Det er som om jeg bare ønsker mig væk, men det forestillingen ønsker er, at historien går med os hjem, og det gør den. Nådesløst. Selv om den  ikke er så god som de to omtalte forestillinger, der var enestående og exceptionelle, så er ”En historie om vold” stadigvæk en meget fin og klog forestilling, der ikke lader sig affeje. Chokerende, men genkendelig og meget forståelig. Det er grunden til, at jeg bare ønsker mig at komme væk bagefter. Den virker.



EN HISTORIE OM VOLD

Baseret på Édouard Louis´roman "Voldens historie"

Dramatiseret af Anders Lundorph

11.9.-3.10.2020 på Aveny-T

90 min.

Medvirkende: 

Andreas Jebro, 

Patrick Baurichter, 

Anders Budde Christensen 

og Karin Bang Heinemeier

Instruktør: Anders Lundorph

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Kostumedesigner: Michael Nøhr

Lysdesigner: Malte Haugaard

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Producent & arrangør: Aveny-T

Hjemmeside og billetter 

onsdag den 1. februar 2017

Anmeldelse: ET MÆRKELIGT SKIB på Teater Vestvolden

 
Som han står der med sit skateboard, virker Elo glad og fuld af ideer. Han har en plan og gør alt for at det skal lykkes. Med kejtet charme forfører han en nytilflyttet familie. I starten lader de sig charmere, for det er jo sjovt, men noget føles også forkert, for allerhelst vil han gerne overtage familien og gøre den til sin egen. Forestillingens drama holdes tæt ind til kroppen i Jane Raschs dramatisering af Anita Krumbachs roman ”Et mærkeligt skib” fra 2009. Teater Vestvolden spiller stykket, der er folkeskolepensum i 5./6. klasse. Skoleeleverne sidder helt stille. Flere gange kigger jeg rundt for at se om de stadig er der. Historien har direkte adresse til alle der har prøvet at være udenfor. Den fortælles ligetil, men diskret. Det er ikke svært at spejle sig i hovedpersonens længsel efter noget andet og bedre, for det han har, kan han ikke bruge. Måske er det alle teenageres længsel efter at undslippe sig selv og det, de sidder fast i – det som vi alle sidder fast i, hvad enten vi lader os forføre eller selv forfører, for det er jo ikke kun noget der sker i teenagerårene. Det er et så fint billede på det der sker omkring os, og det er ikke svært at føle en genkendelse og forbundenhed med historien, mens den langsomt fortærer os med blid råhed.
 
Vi kender historien: en fremmed flytter ind. Det er en gyser, men på Teater Vestvolden er de teatralske virkemidler doseret meget fint af Anders Lundorph og Milad Alami. Den understøttende musik er komponeret af Mathias Nielsen. Andreas Berg Nielsen er med sin drengede charme både rørende og såre let at identificere sig med. Når han raser, ser vi i glimt, hvem han også er. Bagefter griner han undskyldende, for det var ikke meningen at vi skulle se det. Det er sprækkerne, der fascinerer, som når han råber ad familiens lillebror. I korte glimt kortslutter det for ham. Er han udspekuleret eller bare sat til vægs af tilværelsen? Offer eller bøddel – eller begge dele? Det er forestillingens styrke, at vi kommer til at forstå noget, der er svært at forklare. Vi forstår noget om baggrunden, der får mennesker til at handle som de gør. Om hvordan man, når man har for lidt, opfører sig som om man har for meget. Noget om at være menneske, og berige sig på andres bekostning, men også at det har omkostninger, når vi ikke bremser os selv og hinanden i tide.

 


Selv om Andreas Berg Nielsen er alene på scene i 45 minutter, er han i god dynamisk dialog og sammenspil med præoptaget film, der ledsager fortællingen visuelt på den rundbuede bagskærm. Næsten som et videospil, hvor vi ser det hovedpersonen ser. Vi suges ind i fortællingen og bliver ét med hans krop og tanker. Det forfører os til en nærhed og en intimitet som vi måske ellers ville have vægret os imod i denne fortælling om hvor langt vi er villige til at gå i kærlighedens og fællesskabets navn. Især når vi står udenfor.
 
 
MEDVIRKENDE
Andreas Berg Nielsen

 INSTRUKTION
Anders Lundorph og Milad Alami

 KOMPONIST: Mathias Nielsen

DRAMATIKER: Jane Rasch 

IDE & KUNSTNERISK LEDER: Stephan Pollner 

        TEKNISK OPSÆTNING: Obscura 
SPILLEPERIODE
24.1.-25.2.2017

SPILLEDAGE
Tirsdag kl. 10.30,  
Onsdag kl. 10.30 & 13.00,
Torsdag kl. 10.30, 
Lørdag kl. 17

 ALDER
Fra 11 år

 VARIGHED
45 min.