Viser opslag med etiketten Teater Vestvolden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Teater Vestvolden. Vis alle opslag

torsdag den 8. oktober 2026

Anmeldelse: STIGMA på Sydhavn Teater og ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden

Foto: Søren Meisner (Zombiejæger) og Crispian Chan (Stigma).



Det er mørket, der viser vej.
Det er en invitation til at møde det ukendte - både på Sydhavn Teater, hvor Kitt Johnson viser sit mesterværk STIGMA, der er et ceremonielt møde med sig selv - og på Teater Vestvolden, hvor forestillingen ZOMBIEJÆGER byder op til dans med uhyggen. En forestilling der bider godt fra sig.





Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026

Danseren og koreografen Kit Johnson (1959) skabte sit 25 minutters soloværk STIGMA i 1999, og det er ikke for ingenting, at hun siden løbende både herhjemme og internationalt har opført det i snart 30 år. Det er enestående, at et sådant værk har en så lang levetid, men det er der mange grunde til. Det er et værk, der har opnået en ganske særlig status - ligesom Kitt Johnson selv har.

Kit Johnson har trænet buhtoh-dans og er inspireret af det japanske Noh Teater, der stammer fra det 14. århundrede. Det er en teaterform, hvor der ikke "sker" så meget, og hvor performeren mere repræsenterer en ide eller en essens af et drama, og ikke i sig selv agerer det. Det er en forfinet og raffineret teaterform, der kombinerer dans og drama, og som selvfølgelig virker fremmed på os. Men det er også en æggende teaterform, der koncentrerer essensen af teater og drager tilskueren til sig. Det er en meget krævende teaterform, eftersom der ikke "sker" så meget, da alting så at sige "sker" indirekte. Det giver tilskueren fornemmelsen af at være tilskuer til noget ceremonielt eller noget rituelt - helt ordløst.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Kit Johnson sidder allerede i salen, da vi kommer ind. Hun sidder på 4. række og kigger rundt. Hun er observerende uden at se sig rundt. Da hun bevæger sig ned foran de første rækker, går hun rundt og kigger på folk uden at fortrække en mine. Hun er ikke særlig høj, spinkel og iført en overdimensioneret sort mandefrakke, der når hende til knæene. Hun er barbenet og har ikke andet end frakken på. Over håret har hun en tætsluttende sort kyse eller hat, der er lukket stramt  om hagen. Ansigtet er dækket af et sort slør, men det er snøret så stramt om ansigtet, at det giver hendes hud samme mønster som sløret.

Der er noget hårdt og uforsonligt over hendes udtryk. Hun både er der og er der ikke. Hendes blik strejfer mig, og det er tydeligt at hun ser, men hendes blik er uudgrundeligt. Der er noget desillusioneret over hende. Noget hårdt og uendeligt. Hendes blik og attitude er som en slanges. Der er noget isnende koldt over det. Noget umenneskeligt og evigt. Hendes blik trænger gennem det hele og forstummer os totalt.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Det skaber en spænding, der holder sig gennem hele værket. Dette kan lyde meget intellektuelt og forfinet, men det særlige er netop, at værket er dobbelt, for så vidt at det både kan opleves intellektuelt, men samtidig også er en ren sanselig oplevelse, for selv om det er meget alvorligt og seriøst, er det også forløsende morsomt og emotionelt overraskende, men ingen ler - det er der slet ikke plads til og rum for, men derfor er det ikke fri for at overraske og forundre.

Det er lidt som at se en gammel stumfilm, hvor filmen ofte bliver vist enten for langsomt eller for hurtigt. Alene med den overdiminsionerede sorte overfrakke formår hun at skabe det ene overraskende billede efter det andet. Som en akrobat formår hun at transformere sig selv for øjnene af os. Hun er ikke nogen, men noget. Snart er hun insekt, snart en abstrakt ide.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.


Det klanglige univers, der er mere lyd end musik, er skabt af Sture Ericson & Jacob Kirkegaard. Det buldrer imod os, som en storm på den yderste dag. Lysdesignet, af Mogens Kjempff, understøtter følelsen af at vi befinder os midt i orkanens øje. 

Jeg kommer både til at tænke på den østrigske billedkunstner Egon Schiele (1890-1918), der med sine ofte nøgne portrætter af det grimasserende eller forvredne menneskelige ansigt og kroppen, der udstrækkes så dimensionerne bliver trukket helt ud af propertion, opnår en utrolig effekt. En arm eller et ben strækkes ud i helt unaturlige positioner, der samtidig efterlader en ide om, at sådan kan det også være at være menneske. Det opløser ideen om, hvad en krop er og bliver til sindbilleder af menneskets indre verden. Det er det samme vi oplever hos den norske maler Edvard Munch (1863-1944).


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



En hjemlig association er Michael Kvium (1955), hvor det bizarre og nøgne trækkes frem og bliver til billeder på det at være menneske. Det er ikke skønt. Det er ikke smukt, men det er kraftfuldt og ægte. Det er usminket og direkte.
Når vi bliver stillet over for værker af Schiele, Munch, Kvium eller Kitt Johnson bliver vi stille. For vi tvinges ind i et essensielt hjørne, hvor alt det uvigtige forsvinder og tilbage er blot mødet med det sande, det virkelige og det ægte. Det er et krævende møde, for det aftvinger en respekt og et direkte usminket blik på det at være menneske. Det er noget af det fornemste og stærkeste, som et værk kan skabe i os.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Vi møder os selv, hvis vi tør. Det er som om vi træder med ind i et ceremonielt rum, hvorfra der ikke findes nogen redning. Det er uforsonligt. Her er vi hver især alene med værket og os selv. Det er et krævende møde, men det er også noget af det stærkeste og reneste, der fndes, når det lykkes. Sådan som det sker i mødet med Kitt Johnsons mesterværk STIGMA.



Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026



Koreograf, performer og kostumier : 

Kitt Johnson


Lysdesign : 

Mogens Kjempff


Musik :

Sture Ericson & Jacob Kirkegaard


Hjemmeside



Foto: Søren Meisner (Dæmonjæger).


ZOMBIEJÆGER
Teater Vestvolden
3. - 31. oktober 2026
10 år og op


Uhygge og gru - og spænding generelt griber os, og vi søger det gerne. Men hvad er det, som det griber fat i hos os?
Er det lysten og trangen til at opsøge det ukendte i trygge rammer, eller er det simpelthen et grundlæggende behov for at kigge ud over kanten og ned i afgrunden?

Foto: Søren Meisner.



Ligegyldigt om det er det ene eller det andet, så udfordrede ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden mig. Umiddelbart er det slet ikke mig, men men men...
Undervejs havde jeg modstridende følelser over for historien og forestillingen, for hvad grund er der til at se en sådan forestilling? Og samtidig er det så dygtigt lavet og så charmerende spillet, at alle forbehold slap op.


Foto: Søren Meisner.



Men selvfølgelig også fordi forestillingen handler om venskab og de to på scenen, Viktor og Liv, spillet så veloplagt og kompetent af Evi Arnsbjerg Brygmann og Andreas Forné i en historie skrevet direkte til teatret af Nicole Boyle Rødtnes med manuskript af Gunvor Reynberg. Mette Ovesen har instrueret. Bodil Bang Heinemeier har tegnet og illustreret. Annika Nilsson har stået for scenografi og dukker. Flora Brandt er lysdesigner. Weronika Andersen har stået for lyd og programmering. Fredrik Lindgren har stået for animationer og projektionsdesign.

Det er måden som det hele smelter sammen på, der er så betagende. Lys og lyd, projektioner, dukker og scenografi. Det hele glider sammen til en fascinerende rejse gennem en zombiebefængt verden.


Foto: Søren Meisner.



Det er det gryende venskab mellem  de to, der er forestillingens hjerte og omdrejningspunkt. Deres spil og deres fortolkninger af deres figurer kunne ikke være bedre. Det er legende, meget præcist og alligevel afslappet på den kompetente måde, når hele arrangementet fungerer på den bedst tænkelige måde.
Jeg blev helt vundet over, selv om jeg i starten sad lidt uroligt på stolen, men betænkelighederne var bagefter helt blæst væk.


Foto: Søren Meisner.



Visuelt er det betagende, når al det tekniske fungerer og understøtter den samlede ide. Det sker i ZOMBIEJÆGER, men pas på at du ikke bliver bidt, for så ved man ikke, hvad der sker...



Plakat: Bodil Bang Heinemeier.


ZOMBIEJÆGER 

på Teater Vestvolden

3.- 31. oktober 2026

50 minutter
fra 10 år og op



Medvirkende:
Evi Arnsbjerg Brygmann
Andreas Forné

Historie skrevet specielt til teatret af:
Nicole Boyle Rødtnes

Instruktør:
Mette Ovesen

Tegner/illustrator:
Bodil Bang Heinemeier

Scenografi og dukker:
Annika Nilsson

Manuskript:
Gunvor Reynberg

Lysdesigner:
Flora Brandt

Lyd og programmering:
Weronika Andersen

Animationer og Projektionsdesign:
Fredrik Lindgren

Instruktørassistent:
Laura Sylvester Walters

Forlag:
Alvilda

Komponist og lyddesign:
Mathias Nielsen

Programmering:
Thomas Bolvig

Speak:
Christina Bech, m.fl.

Kostumier og rekvisitter:
Henrik Børgesen

Forestillingsidé og produktion:
Teater Vestvolden




Andre anmeldte forestillinger
 på Teater Vestvolden:
 
2025

2024:

2023

2022

2020

2019

*

Se også oversigten
over de øvrige 
288 teateranmeldelser


*

lørdag den 2. november 2024

Anmeldelse: REND MIG I TRADITIONERNE på Teater Vestvolden, SPEJLVENDT på Folketeatret og DØDSDANSEN på Teater V

Fotos: Marcus Uhre (Redigering: Søren Maisner), Gudmund Thai og Søgaard Film. 



I "Rend mig i traditionerne" på Teater Vestvolden tror David, at han er en hund og har en tikkende bombe indeni. I "Spejlvendt" på Folketeatret kan Alex ikke finde ud af, om han er dreng eller pige. Begge forestillinger handler om at finde sig selv og udfordre normaliteten. Den første er meget konkret, mens den anden er mere svævende og uafklaret, men til gengæld overvældende rørende, mens den første ikke ordentligt får bidt fra sig. I "Dødsdansen" på Teater V danses der på liv og død. Det hele danses uden et ord, men alt bliver alligevel sagt.


 Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


REND MIG 

I TRADITIONERNE

TEATER VESTVOLDEN
Fra 13 år + voksne
25. 10. - 16. 11. 2024


Det starter meget lovende i Henrik Markmanns bearbejdning af Leif Panduros roman. Hovedpersonen, David, i skikkelse af  Wahid Sui Mahmoud, er i spil helt fra publikum kommer ind, hvor han klovnesminket går rundt og taler med de unge. I baggrunden høres Tivoli-lyde (lyddesign af Weronika Andersen), mens farvede lysspots (lysdesign af Flora Brandt) fejer rundt på scenen. Stemningen er lidt som den opleves, mens man står i kø til en af forlystelserne i Tivoli. Det lægger virkelig op til noget, og det fortsætter også under den første scene, der straks vandt mig over. Wahid Sui Mahmoud udså sig blandt publikum én til at holde stramt fast i hans meget lange slips - og det blev mig, der fik fornøjelsen af at holde alt hvad jeg kunne i slipsets anden ende, mens han stemte fødderne imod og lænede sig faretruende bagover, så han udelukkende blev holdt oppe af grebet i slipset. I den tilstand udspilledes den første scene sig, mens David havde fået slipset ind i en automat og sad fast. En politibetjent tror, at han er ude på at bryde ind i automaten. Det er godt fundet på. Det er pågående og meget velfungerende, og det satte tonen for det efterfølgende. David bider betjenten, og bliver placeret på en lukket afdeling med tremmer for vinduerne, men ellers er alt godt. Eller så godt som det kan være, når man har en tikkende bombe indeni - og er begyndt at bide folkene omkring sig. David bider også broren, Hugo, og den søde sygeplejerske, Marianne, når det hele bliver for meget. Det er her at det kæntrer, for det bliver aldrig for meget. Det er faktisk alt for lidt.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Der er alt for få bid, og bomben tikker heller ikke højt nok. Galskaben er så underspillet, at det hele bliver lidt fladt. Jo, det er velfungerende og Wahid Sui Mahmoud spiller godt og fyldestgørende, men dramatikeren og instruktøren, Henrik Markmann og Johan Sarauw, har været alt for enige om at tone det hele ned. Det er synd, for hvis Panduro er uden bid, så bider galskaben sig ikke fast, og så bliver teksten på en måde lidt harmløs. Den bider i hvert fald ikke fra sig. 


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Det er selvfølgelig et bevidst valg. Men det uskadeliggør teksten. Det så at sige normaliserer den, og så forsvinder galskaben, og det var netop dét, der var det gennemgående i Panduros værker, at der var en tikkende fornemmelse neden under det almindelige liv. Det var denne tikkende fornemmelse, der bredte sig til læserne og tv-seerne for snart mange år siden - og skubbede til normaliteten. Ja, det lukkede galskaben indenfor og gjorde, at det lagde gaderne øde, når hans tv-spil blev vist i fjernsynet. Men det var dengang.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Det er klart at de unge, der oplever forestillingen på Teater Vestvolden, har ikke den bagage med, og det gør velsagtens, at de bare nyder det for det, det er. Der er både fordele og ulemper ved at bruge allerede kendte tekster på scenen igen. Det giver først og fremmest en nysgerrighed efter at opleve en nyklassiker, men det skaber uvægerlig også nogle forventninger. Denne teatergænger gik lidt slukøret fra forestillingen, selv om den egentlig var god nok, men jeg kunne ikke abstrahere fra, hvad det kunne have været. Jeg havde håbet på, at forestillingen havde været frisk, vild, vanvittig og fræk. Den var den langt fra, selv om alting fungerede i sin egen ret.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner.


Det er lykkedes at få romanems mange stemmer kogt ned og forenklet, så det kunne spilles af bare én skuespiller. Scenografien og det visuelle fungerede så fint og effektivt. Men jeg synes ikke, at der var den rette olie på maskinen, for Panduro uden vanvid og bid, blev måske nok en forestilling, der fungerer godt nok, men det kunne have været blevet så meget mere og vildere. Måske havde jeg bare håbet på, at dette kunne have været første trin til at mange flere af Panduros tekster igen kunne komme frem i rampelyset, men det synes jeg ikke at forestillingen lægger op til. De unge var helt stille under forestillingen og tydeligvis grebne. Bag mig hørte jeg en pige hviske: "Jeg kom vist til at græde...".


.
 Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..

REND MIG 
I TRADITIONERNE
TEATER VESTVOLDEN
25. 10. - 16. 11. 2024
Fra 13 år + voksne
50 min


Medvirkende: Wahid Sui Mahmoud
Forfatter: Leif Panduro
Instruktion: Johan Sarauw
Manuskript: Thomas Markmann
– Med bidrag af/fra holdet
Lyddesign: Weronika Andersen
Projektionsdesign: Amunet Studio
Kostume og lysdesign: Flora Brandt
Dekoration: Holdet
Instruktørassistent: Marcus Haugaard Uhre
Dramaturg: Linnea Fabricius
Kostumier: Henrik Børgesen
Sminkør: Frederikke Bjørk
Bygger og teknisk chef:  Gert Christoffersen
Afvikler og forestillingsleder:  Mikkjal Galan
Producent:  Stephan Pollner
Forestillingsidé & produktion: Teater Vestvolden
Forlag: Gyldendal


Fotograf: Gudmund Thai.


SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024


Det er fuldt ud i tråd med forestillingens og teatrets egen LGBT+målsætning, at vi fra starten af SPEJLVENDT - skrevet af William Lippert - har svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden, for de spilles alle af Lucia Vinde Dirchsen og Tryggvi Sæberg Björnsson, der vandrer glidende fra person til person - også kønsmæssigt i en fortælling, der netop handler om grænserne mellem kønnene. De er også klædt ens og starter med at stå foran store spejle, hvor de spejler sig selv og hinanden. For er de én og samme person, eller er de to forskellige personer?



















Fotograf: Gudmund Thai.


Alex, der lige er færdig med 9. klasse, er ved at falde fra hinanden. Han kan ikke få ordentlig fat i sig selv og omgivelserne. Det starter, da han en dag tager en nederdel uden på sine shorts. Straks tror de andre, at bedstevennen, Benjamin, også må være en kæreste. De to bedste venner skilles og forsones først mange måneder senere - og det er kun ved mellemkomsten af Sylvia Starlight, der spilles af René Benjamin Hansen, at det hele lidt efter lidt lader sig løse op. Alex er selv i vildrede, og ved ikke, hvordan han skal håndtere vennernes spørgsmål og drilleri?


Fotograf: Gudmund Thai.


Den overdådige scenografi af Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann, der er enhvert tv-show værdigt, fungerer glimrende - og det gælder også Sylvia Starlight, der hver gang hun kommer til syne i et nyt outfit, modtages af publikums klap og begejstring. Det er en skarp balance at få dette showy format - koreograferet af Beck Heiberg - til at fungere sammen med den meget intime historie, men det mestres dækkende i Mikkel Reenbergs instruktion. Blev det for meget, ville det hele blive til banaliteter, men holdt stramt i tøjle, fungerer det på historiens egne præmisser - og det er det, der lykkes i "Spejlvendt". Lys og lyd er lagt i hænderne på Mads Lindegaard og Weronika Andersen.


Fotograf: Gudmund Thai.



For godt nok vendes det hele på hovedet, og det gør det også for publikum, men det er ofte nogle af de mest spændende teateroplevelser, når man skal kæmpe for at hænge fast, for hvem er hvem - og hvorfor og hvordan? Det taler alt sammen direkte ind i forestillingens tema om grænserne mellem kønnene - eller rettere om den ophævelse af grænser, der giver friheden til selv at vælge sin tøjstil og definere sig selv.


Fotograf: Gudmund Thai.


Jeg kneb en tåre, da Alex indre konflikt bliver råbt ud i et stærkt følelsesudbrud: "Jeg ved ikke, om jeg er dreng eller pige!" Det gik lige til hjertet, selv om vi havde luret, at det var omdrejningspunktet lige fra starten. Men teater er magisk, når det rigtig fungerer, så kan det det hele. Det virkede så renfærdigt. Så såre nøgent og ligetil - og alligevel så helt uoverskueligt og problematisk for hovedpersonen.

Jeg var oprigtig skuffet, da forestillingen sluttede og tænkte: "Nej, det må ikke ende her. Det kan da ikke allerede være forbi. Jeg vil have meget mere. Det kan ikke være rigtigt!" Men det var det - og tillykke til HiLS DiN MOR med deres vellykkede spejlvending af virkeligheden, så det hele kom til at stå meget klarere.



Fotograf: Gudmund Thai.


SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024

Dramatiker: William Lippert
Instruktion: Mikkel Reenberg
Scenografi: Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Koreografi: Beck Heiberg
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Weronika Andersen
Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Tryggvi Sæberg Björnsson, René Benjamin Hansen
Co-produktion HiLS DiN MOR og Folketeatret



Foto: Søgaard Film.

DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024


Da lyset går op for Holstebro Dansekompagnis DØDSDANSEN, præsenteres vi for en række billeder, hvor det ældre ægtepar krammer og begærer hinanden, så det tangerer det apatiske. Det ligner mere en nærkamp, end det ligner kærlighed. Sådan er kærligheden jo også, men der er alligevel noget foruroligende over det. Det er som om de ikke kan få nok af hinanden, eller også er de ved at fortære hinanden. Mon de vil overleve den kærlighed eller vil de gå til grunde og brænde op i  lidenskabens flammer?


Foto: Søgaard Film.


Bagefter sidder parret side om side i hver sin lænestol i dagligstuen. Det er som om tiden er standset, som om de befinder sig i limbo og er spærret inde med sig selv og hinanden. Hun sidder og trommer utålmodigt med fingrene på stolens armlæn. Det virker manisk. Det bliver ved og ved. De er helt og aldeles prisgivet hinanden.


Foto: Søgaard Film.


Thomas Bentin har koreograferet og instrueret DØDSDANSEN. Koncept og ide er undfanget af Marie Brolin-Tani og Melody Putu. Det var også de to sidstnævnte, der skulle have danset ægteparret, men en skade gjorde, at manden i stedet danses af Alexandre Bourdat. Men der er også en tredje med på scenen:  Lionel Ah-Sou. Han præsenteres, efter at ægteparret har gennemlevet deres had/kærlighed i utallige scener, der giver fornemmelsen af, at det kun er noget udefrakommende, der kan redde dem fra hinanden, så måske er det ham, den yngre, der er redningen?'


Foto: Søgaard Film.


Hans-Olof Tani har med scenografien (og lysdesignet) skabt et rum, der umiddelbart virker tilforladeligt. I hver side er der placeret en række forskellige standerlamper. Gulvet er dækket af et hvidt blødt tæppe. Bag dem i midten er der et langt, hvidt forhæng - og så er der de to lænestole. Rummet virker indbydende og velbehageligt. Denne hyggelighed kontrasteres af dansen mellem de to, der snart efter bliver til tre. Ægteparret slås tydeligvis om den yngre mands opmærksomhed. De tvinger ham til at vælge side " i krigen", for det er, hvad han er trådt ind i. 


Foto: Søgaard Film.


Skiftevis danser de tæt ind på ham. Hun spiller tydeligvis op til ham rent seksuelt, mens han i stedet forsøger at blive bedste venner med ham, og samtidig forsøger de begge at holde partneren på afstand.  Alt for sent opdager han, hvad han uvægerligt er blevet blandet ind i. De har som edderkopper spundet ham ind i deres net, indtil han ikke længere kan bevæge sig. Men ægtemanden kollapser, dog kommer han til sig selv igen. Da ægteparret til sidst igen er ladt alene tilbage, fortsætter de deres had/kærlighedsforhold, som om intet er sket - og det er der måske heller ikke?


Foto: Søgaard Film.


Det er en vild ide at tage August Strindbergs skuespil DØDSDANSEN og omsætte den til dans. DØDSDANSEN er et intenst drama mellem ægteparret Edgar (kaptajnen), hans hustru, den tidligere skuespillerinde Alice, og vennen Kurt, der kommer på besøg fra Amerika. Ægtefællerne er gennem 25 års samliv blevet hinandens fangevogtere på den lille skærgårdsø, hvor kaptajnen er kommandant på en fæstning. Der går ikke længe, før Kurt bliver draget ind deres psykiske mareridtsspil, og 25 års opsparet bitterhed får frit løb.

Der sker det, at al det faktuelle forsvinder, for uden at et eneste ord bliver mælet - for dette er nu omsat til moderne dans, hvor de bitre ord mellem ægtefællerne i stedet er blevet erstattet af deres bevægelser - træder kernen i dramaet lyslevende frem. Måske ser vi det for første gang. Uden ord bliver det hele reduceret til rå parringsdans eller er det hadedans?


Foto: Søgaard Film.


Der er røg på scenen i begyndelsen og slutningen. Røgen indhyller ægteparrets dansen op mod hinanden. Den fjerner dem fra stuen og får deres dans til at blive en allegori på kærlighedens dybe fald. Der er ingen tvivl om, at parret en gang har elsket hinanden, men det er nu så længe siden, at det har glemt det. Kærligheden er sluppet op og tilbage er kun hadet.


Foto: Søgaard Film.


Det er fascinerende at følge den kamp de to - og siden tre - udkæmper. I den dialog vi ikke hører, handler det om at overleve. De tre lever i hver deres verden og i deres egen fortolkning af verden, og de 3´s verdener kolliderer. Ægteparret er for længst holdt op med at lytte til hinanden. Hos Strindberg er det kønnenes kamp mod hinanden. I Strindbergs berømte skuespil ET DRØMMESPIL gentages det, at det er synd for menneskene. Det er det også i DØDSDANSEN, men det er ikke synd for publikum, for vi underholdes fyrsteligt. 
Der er meget at tænke over efter at have oplevet DØDSDANSEN - og endnu mere, når det har udspillet sig i dette ordløse rum, hvor kroppe kastes mod hinanden som var det dødbringende spyd.


Foto: Søgaard Film.


Musikken og lyddesignet af Christian Tronhjem, hjælper fortællingen på vej. Lydlige soundscapes afløses af knibsk dansemusik, der igen brydes med toner fra en fjern susen, hvor hastigheden manipuleres, for helt at gå i stå i frysende øjeblikke, hvor alting hører op. Åsa Gjerstad har kostumeret danserne, så de både fremstår noble og præsentable, før de danser sig ind i natten og forsvinder. Eller det er netop det grumme ved DØDSDANSEN, at intet forsvinder. Alting gentages. De lever i hinandens mareridt, og det bliver ved og ved. Som en uendelig dance macabre. 



Foto: Søgaard Film.


DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024

Koncept og ide: Marie Brolin-Tani og Melody Putu
Koreografi og iscenesætter: Thomas Bentin
Medvirkende og medskabende dansere: 
Marie Brolin-Tani, Alexandre Bourdat og Lionel Ah-Sou
Musik og lyddesign: Christian Tronhjem
Kostumedesign: Åsa Gjerstad
Lysdesign og scenografi: Hans-Olof Tani
Koreografisk konsulent og producent:  David Cornelius Price
Producent: Holstebro Dansekompagni


*


Se oversigten over de 

311 andre anmeldelser


*