Viser opslag med etiketten Spor 10. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spor 10. Vis alle opslag

lørdag den 31. oktober 2026

Anmeldelse: SIRENE på Sydhavn Teater

 

Foto: Rumle Skafte.


SIRENE

på Sydhavn Teater

SPOR 10, Vasbygade 10, 2450 Kbh. SV.

31. oktober - 9. november 2026

45 min.


Lydhavet omslutter os helt, da vi træder indenfor på Sydhavn Teaters lokalscene, SPOR 10, Vasbygade 10 nær Fisketorvet til SIRENE. Allerede da den automatiske metaliske rulledør glider op, giver det et stød igennem kroppen. Lyden er voldsom. Høj og skarp. Det er vores tegn til at vi kan træde indenfor.

De tre sirener: Nanna Koppel, Matilde Flor Usinger og Julie Savery er placeret rundt i lokalet. De er iført grønne vaders, bikinitoppe  - og intet andet. Der er frit udsyn til det hele. De lokker og lokker med alt hvad de har. Sirenesang og ren krop. De er betagende, deres kvindelighed er lokkende. Meget - men det er også på grænsen til det groteske, når de lægger sig i position parate til at blive taget. Men som sirener, så er det andre de forlokker og forfører.


Foto: Rumle Skafte (udsnit).


Allerførst virker de grønne vaders groteske, men det varer ikke længe inden de bliver til havfruehaler. Det balancerer hele tiden mellem det forlokkende, det groteske og det kvindelige. Snart er de tre adskilt og snart flyder de sammen til én krop. Vi kan frit bevæge os rundt i rummet, hvor scenografen Mai Katsume har placeret et tomt oplyst kropslangt akvarium på et stativ og ophængt en stor gennemsigtig pose med vand, ligeledes oplyst. Rummets tredje lyskilde en en lysskærm placeret nær indgangen. Derudover er der placeret tre højtalere, som de i starten hager sig fast til, som var det noget særligt dyrebart for dem.

Som de ligger der og klamrer sig til de ikke så store højtalere, får det mig til at tænke på Rodins Danaider, der flyder ud i et med hårt, sten og krop. Måden de ligger på, som om de ikke længere er i live eller som om de har evigt liv, får mig til at blive ved med at kigge. Som om jeg vil forstå dem. Prøve at se, hvad de ser. Lydene fra dem må være deres sirenesang. Dén sang, der lokker Odysseus på afveje og som siden antikken har lokket søfarerne bort fra deres kurs.


Foto: Rumle Skafte (udsnit).


I forestillingen, eller det er jo rettere en performance, er det besnærende forløst ved at anbringe mikrofoner nede i den store vandpose, så lyden bliver frembragt af sirenerne selv, alt som de slikker, bider og kradsert på posen, der gennem vandet og plastikken viderbringer deres fjerne sang. Jeg ved ikke, hvordan det rent teknisk kan lade sig gøre, men det er virker forførende.

Alt i SIRENE er overordentlig enkelt og folder sig ud i en bredfacetteret palet i alle havverdenens farver. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender, men det tomme akvarium er væsentligt.


Foto: Rumle Skafte (udsnit).


Selv om der intet traditionelt fremadskridende narrativ er, sker der alligevel en masse. Nanna Koppel har instrueret, selv om hun også er en af de tre optrædende. Maja Spohr har assisteret hende. Marco Colocci har kreeret det både fascinerende og skræmmende lydhav, der skýller ind over os. Jeg har ikke selv været nede i en dykkerklokke, men har lyttet til lydene i Zoologisk Museums dykkerklokke - og det mindede om lydene derfra. Vi er både midt ude i havet og alligevel er vi også afsondret fra det, som om vi var dykket ned på bunden af havet og gennem dykkerklokkens vinduer får øje på de tre sirener. Nanna Koppel, Matilde Flor Usinger og Julie Savery giver alt, hvad de har - og jeg svømmer gerne med dem ud på det dybe vand. Fortryllelsen holder hele vejen igennem.


Foto: Rumle Skafte.


SIRENE

på Sydhavn Teater

SPOR 10, Vasbygade 10, 2450 Kbh. SV.

31. oktober - 9. november 2026

45 min.

Performere: 

Nanna Koppel, Matilde Flor Usinger og Julie Savery

Instruktør:

Nanna Koppel

Instruktørassistent:

Maja Spohr

Lyd:

Marco Colocci

Sceneograf:

Mai Katsumi

Fotograf: 

Rumle Skafte


*

Hjemmeside & billetter



Tidligere anmeldte forestillinger på Sydhavn Teater:

2026

2023


2022


2021


2018


2016


*


Se også oversigten
over de øvrige 272 anmeldelser.


*

torsdag den 8. oktober 2026

Anmeldelse: STIGMA på Sydhavn Teater og ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden

Foto: Søren Meisner (Zombiejæger) og Crispian Chan (Stigma).



Det er mørket, der viser vej.
Det er en invitation til at møde det ukendte - både på Sydhavn Teater, hvor Kitt Johnson viser sit mesterværk STIGMA, der er et ceremonielt møde med sig selv - og på Teater Vestvolden, hvor forestillingen ZOMBIEJÆGER byder op til dans med uhyggen. En forestilling der bider godt fra sig.





Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026

Danseren og koreografen Kit Johnson (1959) skabte sit 25 minutters soloværk STIGMA i 1999, og det er ikke for ingenting, at hun siden løbende både herhjemme og internationalt har opført det i snart 30 år. Det er enestående, at et sådant værk har en så lang levetid, men det er der mange grunde til. Det er et værk, der har opnået en ganske særlig status - ligesom Kitt Johnson selv har.

Kit Johnson har trænet buhtoh-dans og er inspireret af det japanske Noh Teater, der stammer fra det 14. århundrede. Det er en teaterform, hvor der ikke "sker" så meget, og hvor performeren mere repræsenterer en ide eller en essens af et drama, og ikke i sig selv agerer det. Det er en forfinet og raffineret teaterform, der kombinerer dans og drama, og som selvfølgelig virker fremmed på os. Men det er også en æggende teaterform, der koncentrerer essensen af teater og drager tilskueren til sig. Det er en meget krævende teaterform, eftersom der ikke "sker" så meget, da alting så at sige "sker" indirekte. Det giver tilskueren fornemmelsen af at være tilskuer til noget ceremonielt eller noget rituelt - helt ordløst.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Kit Johnson sidder allerede i salen, da vi kommer ind. Hun sidder på 4. række og kigger rundt. Hun er observerende uden at se sig rundt. Da hun bevæger sig ned foran de første rækker, går hun rundt og kigger på folk uden at fortrække en mine. Hun er ikke særlig høj, spinkel og iført en overdimensioneret sort mandefrakke, der når hende til knæene. Hun er barbenet og har ikke andet end frakken på. Over håret har hun en tætsluttende sort kyse eller hat, der er lukket stramt  om hagen. Ansigtet er dækket af et sort slør, men det er snøret så stramt om ansigtet, at det giver hendes hud samme mønster som sløret.

Der er noget hårdt og uforsonligt over hendes udtryk. Hun både er der og er der ikke. Hendes blik strejfer mig, og det er tydeligt at hun ser, men hendes blik er uudgrundeligt. Der er noget desillusioneret over hende. Noget hårdt og uendeligt. Hendes blik og attitude er som en slanges. Der er noget isnende koldt over det. Noget umenneskeligt og evigt. Hendes blik trænger gennem det hele og forstummer os totalt.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Det skaber en spænding, der holder sig gennem hele værket. Dette kan lyde meget intellektuelt og forfinet, men det særlige er netop, at værket er dobbelt, for så vidt at det både kan opleves intellektuelt, men samtidig også er en ren sanselig oplevelse, for selv om det er meget alvorligt og seriøst, er det også forløsende morsomt og emotionelt overraskende, men ingen ler - det er der slet ikke plads til og rum for, men derfor er det ikke fri for at overraske og forundre.

Det er lidt som at se en gammel stumfilm, hvor filmen ofte bliver vist enten for langsomt eller for hurtigt. Alene med den overdiminsionerede sorte overfrakke formår hun at skabe det ene overraskende billede efter det andet. Som en akrobat formår hun at transformere sig selv for øjnene af os. Hun er ikke nogen, men noget. Snart er hun insekt, snart en abstrakt ide.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.


Det klanglige univers, der er mere lyd end musik, er skabt af Sture Ericson & Jacob Kirkegaard. Det buldrer imod os, som en storm på den yderste dag. Lysdesignet, af Mogens Kjempff, understøtter følelsen af at vi befinder os midt i orkanens øje. 

Jeg kommer både til at tænke på den østrigske billedkunstner Egon Schiele (1890-1918), der med sine ofte nøgne portrætter af det grimasserende eller forvredne menneskelige ansigt og kroppen, der udstrækkes så dimensionerne bliver trukket helt ud af propertion, opnår en utrolig effekt. En arm eller et ben strækkes ud i helt unaturlige positioner, der samtidig efterlader en ide om, at sådan kan det også være at være menneske. Det opløser ideen om, hvad en krop er og bliver til sindbilleder af menneskets indre verden. Det er det samme vi oplever hos den norske maler Edvard Munch (1863-1944).


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



En hjemlig association er Michael Kvium (1955), hvor det bizarre og nøgne trækkes frem og bliver til billeder på det at være menneske. Det er ikke skønt. Det er ikke smukt, men det er kraftfuldt og ægte. Det er usminket og direkte.
Når vi bliver stillet over for værker af Schiele, Munch, Kvium eller Kitt Johnson bliver vi stille. For vi tvinges ind i et essensielt hjørne, hvor alt det uvigtige forsvinder og tilbage er blot mødet med det sande, det virkelige og det ægte. Det er et krævende møde, for det aftvinger en respekt og et direkte usminket blik på det at være menneske. Det er noget af det fornemste og stærkeste, som et værk kan skabe i os.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Vi møder os selv, hvis vi tør. Det er som om vi træder med ind i et ceremonielt rum, hvorfra der ikke findes nogen redning. Det er uforsonligt. Her er vi hver især alene med værket og os selv. Det er et krævende møde, men det er også noget af det stærkeste og reneste, der fndes, når det lykkes. Sådan som det sker i mødet med Kitt Johnsons mesterværk STIGMA.



Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026



Koreograf, performer og kostumier : 

Kitt Johnson


Lysdesign : 

Mogens Kjempff


Musik :

Sture Ericson & Jacob Kirkegaard


Hjemmeside



Foto: Søren Meisner (Dæmonjæger).


ZOMBIEJÆGER
Teater Vestvolden
3. - 31. oktober 2026
10 år og op


Uhygge og gru - og spænding generelt griber os, og vi søger det gerne. Men hvad er det, som det griber fat i hos os?
Er det lysten og trangen til at opsøge det ukendte i trygge rammer, eller er det simpelthen et grundlæggende behov for at kigge ud over kanten og ned i afgrunden?

Foto: Søren Meisner.



Ligegyldigt om det er det ene eller det andet, så udfordrede ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden mig. Umiddelbart er det slet ikke mig, men men men...
Undervejs havde jeg modstridende følelser over for historien og forestillingen, for hvad grund er der til at se en sådan forestilling? Og samtidig er det så dygtigt lavet og så charmerende spillet, at alle forbehold slap op.


Foto: Søren Meisner.



Men selvfølgelig også fordi forestillingen handler om venskab og de to på scenen, Viktor og Liv, spillet så veloplagt og kompetent af Evi Arnsbjerg Brygmann og Andreas Forné i en historie skrevet direkte til teatret af Nicole Boyle Rødtnes med manuskript af Gunvor Reynberg. Mette Ovesen har instrueret. Bodil Bang Heinemeier har tegnet og illustreret. Annika Nilsson har stået for scenografi og dukker. Flora Brandt er lysdesigner. Weronika Andersen har stået for lyd og programmering. Fredrik Lindgren har stået for animationer og projektionsdesign.

Det er måden som det hele smelter sammen på, der er så betagende. Lys og lyd, projektioner, dukker og scenografi. Det hele glider sammen til en fascinerende rejse gennem en zombiebefængt verden.


Foto: Søren Meisner.



Det er det gryende venskab mellem  de to, der er forestillingens hjerte og omdrejningspunkt. Deres spil og deres fortolkninger af deres figurer kunne ikke være bedre. Det er legende, meget præcist og alligevel afslappet på den kompetente måde, når hele arrangementet fungerer på den bedst tænkelige måde.
Jeg blev helt vundet over, selv om jeg i starten sad lidt uroligt på stolen, men betænkelighederne var bagefter helt blæst væk.


Foto: Søren Meisner.



Visuelt er det betagende, når al det tekniske fungerer og understøtter den samlede ide. Det sker i ZOMBIEJÆGER, men pas på at du ikke bliver bidt, for så ved man ikke, hvad der sker...



Plakat: Bodil Bang Heinemeier.


ZOMBIEJÆGER 

på Teater Vestvolden

3.- 31. oktober 2026

50 minutter
fra 10 år og op



Medvirkende:
Evi Arnsbjerg Brygmann
Andreas Forné

Historie skrevet specielt til teatret af:
Nicole Boyle Rødtnes

Instruktør:
Mette Ovesen

Tegner/illustrator:
Bodil Bang Heinemeier

Scenografi og dukker:
Annika Nilsson

Manuskript:
Gunvor Reynberg

Lysdesigner:
Flora Brandt

Lyd og programmering:
Weronika Andersen

Animationer og Projektionsdesign:
Fredrik Lindgren

Instruktørassistent:
Laura Sylvester Walters

Forlag:
Alvilda

Komponist og lyddesign:
Mathias Nielsen

Programmering:
Thomas Bolvig

Speak:
Christina Bech, m.fl.

Kostumier og rekvisitter:
Henrik Børgesen

Forestillingsidé og produktion:
Teater Vestvolden




Andre anmeldte forestillinger
 på Teater Vestvolden:
 
2025

2024:

2023

2022

2020

2019

*

Se også oversigten
over de øvrige 
288 teateranmeldelser


*