mandag den 30. november 2009

DET SIDSTE SUK


Teatret ved Sorte Hest, Søndag den 10. januar 2010 kl. 19-21.00

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på en afslutning
Reading på 4 monologer om huller i tiden, hjemmehjælpere, afbrændte engle, faldne fjender og gangstativer der kan holdes fra at køre skævt ved at fylde dem med vin.

TOMAS LAGERMAND LUNDME:
"Hjemmehjælperens øvelser, blandt andet på gulv"
Instruktører: Lars Henning og Anna Neye.
Skuespiller: Niels-Martin Eriksen
En monolog, der kredser om, hvad det indebærer at være en hjemmets hjælper, nu da gangstativ, støttesokker og krykker forhindrer den daglige, legemlige omgang med gulvet. Om alder, desperation og en sjælden snert af lykke. For hvem hjælper i virkeligheden hvem? Og hvorfor?

MICHAEL SVENNEVIG:
”Af en afbrændt engels erindringer”
Skuespiller: Grethe Mogensen
Det er ikke let at være engel. Med årene komme man til at føle sig stadig mere som menneske. Det er følelserne, der gør det, og man vænner sig aldrig til at dø. Selv om det kun er en overgang. For en dag slutter det alligevel.

TRISSE GEJL:
”Det sidste hvæs”
Skuespiller: Henning Palner.
Komponist/akkompagnatør: Jørgen Messerschmidt
En monolog om det poetiske hul i verden efter et menneske – og om den upoetiske, usminkede og grimme død. Hvad er erindringen andet end en konstruktion?
Og hvad er kroppen andet end et pumpeværk?

JENS BLENDSTRUP:
”Med håb skal alder fordrives”
Instruktør: Michael Svennevig.
Skuespiller: Ebba Nørager
”Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke, jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel.”

GAMMELFESTIVALEN Det Sidste Suk foregår på Vesterbro fra den 6.-10. januar 2010

Gammelfestivalen Det Sidste Sukfra den 6.-10. januar 2010 i København. Festivalplan:


Festivalåbning:
Teatret ved Sorte Hest: Onsdag den 6. januar kl. 19-21.30
Samtaler med Kirsten Thorup, Jesper Klein og Anne Marie Ejrnæs.
Reading med Cay Kristiansen og Nonny Sand fra Kirsten Thorups roman “Ingenmandsland”. Lancering af Gammelbogen..


Plejecentret Plejebo: Torsdag den 7. januar kl. 13-14.30 Erindringsværksted II
Det handler om at have mod, at turde gøre det man tror på. Gamle mennesker har oplevet meget, deres vilkår var anderledes dengang. Forfatteren Anne Hjælmsø og fortælleren Malene Rose har fået fire stærke personer til at fortælle om oplevelser, der gjorde indtryk på dem. Alle uanset alder er velkommen i Palmehaven.


Mødestedet: Torsdag den 7. januar kl. 18-21
Højskoleaften om liv og alder.
Hvordan er det at blive gammel i andre kulturer, og hvornår er man gammel der?
Mennesker fra forskellige lande beretter om deres liv, og om hvad alder betyder for dem.


Apostelkirken: Fredag den 8. januar kl. 19-22
”Mementi Mori”
En meditativ rejse langs den yderste grænse.
En hjælp til at opsøge det fortrængte, før det opsøger os.
Stilhed, musik og ord til modig eftertanke.


Vester Vov Vov: Lørdag den 9. januar kl. 13-16
Mød Anne Marie Helger og se filmatiseringen af hendes Herman Bang-forestilling ”Irene Holm”.
I samarbejde med Romansk Filmklub.


Festivalafslutning:
Teatret ved Sorte Hest: Søndag den 10. januar kl. 14-16.30
Samtaler med Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Marie Thøger
og Palle Kjærulff-Schmidt.

&

Teatret ved Sorte Hest: Søndag den 10. januar kl. 19-21
4 halvgamle dramatikere giver deres bud på ”Det Sidste Suk”
Monologer af Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, Michael Svennevig og Jens Blendstrup
Reading med Niels-Martin Eriksen, Grethe Mogensen, Ebba Nørager og Henning Palner.

Festivalarrangør: Michael Svennevig

Der er gratis entre til arrangementerne
- men til filmarrangementet tages entré på 100,- kr. I Mødestedet kan man spise med for 20, -kr.
Der anbefales tilmelding til arrangementerne på Teatret ved Sorte Hest og i Vester Vov Vov.


Samarbejdspartnere:
Teatret ved Sorte Hest,
Vesterbrogade 150, 1620 København V., Tlf.: 33 31 06 06
http://www.teatretvedsortehest.dk/arrangementer/index.php

Plejecentret Plejebo,
Saxogade 61, 1662 København V, Telefon 35 30 56 60
www.kk.dk/boligguide/boligguide.nsf/all/72DB2A7B16A20422C1256BDD002C105E

Mødestedet,
Valdemarsgade14,3. sal, 1665 København V., Tlf. 33 21 27 03
http://www.danmission.dk/Default.aspx?ID=418

Apostelkirken,
Saxogade 13, 1663 København V.
http://www.apostelkirken.dk

Cafébiografen Vester Vov Vov,
Absalonsgade 5, 1658 København V., Tlf. 33 24 42 00
http://www.vestervovvov.dk/?pid=53&sub=52

Det er aldrig for sent at blive gammel

Gammelfestivalen Det Sidste Suk fra den 6.-10. januar 2010 i København.



Det handler om levet liv, og om hvordan vi forholder os til livet og døden. Om at være i live og på vej, og så pludselig ikke længere at være det.


På festivalen kan man møde
Kirsten Thorup, Jesper Klein, Anne Marie Ejrnæs, Palle Kjærulff-Schmidt, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Marie Thøger og Anne Marie Helger.

Festivalen strækker sig over 5 dage og består af 7 arrangementer:

to samtalearrangementer på Teatret ved Sorte Hest
en eftermiddag med livshistorier i Palmehaven på Plejecentret Plejebo
en højskoleaften om at blive gammel i andre kulturer i Mødestedet
en meditativ rejse langs den yderste grænse i Apostelkirken
filmvisning og samtale om Herman Bangs ”Irene Holm” i Vester Vov Vov

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på ”Det sidste suk” på Teatret ved Sorte Hest:
Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, Michael Svennevig og Jens Blendstrup.

Samtidig med festivalen udgives en række festivaltekster – kaldet Gammelbogen, der indeholder bidrag fra 24 forfattere, fortællere, digtere, skuespillere og ganske almindelige mennesker, der måske slet ikke er så almindelige, når det kommer til stykket. Gammelbogen rummer romanuddrag, essays, digte, refleksioner, interviews, levnedsbeskrivelser, erindringer og fortællinger om levet liv. Om at blive gammel. Om dødedans og hip-hop. Kort sagt om alt det, der er imellem liv og død.


God fornøjelse med bog og festival

Michael Svennevig
festivalarrangør

Det er aldrig for sent at blive gammel

mandag den 7. september 2009

TAVSHEDEN, DER TALTE

 


 "Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd? – og så i en kirke. 
I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama. Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt."

Michael Svennevig


   


 "Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker." 

Alice Maud Guldbrandsen

mandag den 31. august 2009

En forestilling bliver til: TAVSHEDEN, DER TALTE

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 
Tanker og refleksioner om forestillingen

Programtekst

Jeg læste Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min sang” i januar 2009. Jeg var på et 3 ugers skriveophold på Jeckels Hotel i Gl. Skagen og havde taget flere bøger med, men da jeg læste Alices bog vidste jeg, at her var historien jeg havde ventet på. Sammen med Thulla og Niels Vigild lavede jeg sidste sommer forestillingen HEGN på Teatret ved Sorte Hest, der handlede om en irakisk asylansøger i Sandholmlejren, og derfor havde jeg lyst til at undersøge, hvordan det præger et menneske at være truet på livet og føle hele sit liv styrte sammen omkring sig. Men denne gang foregik det ikke i et fremmed land langt herfra, men midt i København - på Frederiksberg Allé.

Det var en historie om, hvor dybt det præger og mærker et menneske.

Alice oplevede det som 5-årig. Det tog hende 40 år at at bryde tavsheden og opsøge sine gamle skolekammerater, og endnu nogle år før det blev til en bog.

Jeg kontaktede Alice og spurgte, om vi skulle lave et samarbejde. Det stod mig klart at Alice selv skulle fortælle sin historie, hvis hun kunne. På samme måde som hun gør i bogen. Bogen er faglitterær, så det var ikke gjort ved bare at optræde med bogteksten. For at give det scenisk liv måtte jeg lave en helt ny tekst. Thulla var igen straks med på at komponere musikken. Også danseren Dwight Powell har jeg med stor fornøjelse arbejdet sammen med før, og han sagde også ja til at medvirke.

Jeg mødtes flere gange med Alice, så hun havde mulighed for at vænne sig til at optræde som sig selv. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle spille, men bare være sig selv. Og det er slet ikke så enkelt som det lyder. Men Alice tog hurtigt teksten til sig. Men det var svært, for hvad var det egentlig vi lavede? Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.

Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt. Den eneste undtagelse er der, hvor bomberne rammer skolen. Her har Thulla komponeret musik af hypnotisk og tranceagtig karakter - som Dwight improviserer til.
Så manglede jeg blot den skuespiller, der skulle kommentere Alices historie, og det endte med at blive mig selv.

Kirkerummet er historiens tavse medspiller. Rummet emmer af ritualer og fordybelse, og bærer en del af sin alvor med sig ind i forestillingen. Bag bogen og forestillingen ligger vores ønske om at vise, at man godt KAN komme igennem. At der altid er håb, selv når det ser sortest ud. Men at det præger et menneske for livet.

Michael Svennevig, dramatiker & instruktør
 
 

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 
 
ALICE MAUD GULDBRANDSEN
Refleksioner om den dag i marts 1945
 
 
Vi, der overlevede, blev mødt med dyb tavshed. Ingen talte om det. Man troede, at hændelsen kunne ties ihjel. Det var datidens ’medicin.’

Jeg voksede op, sådan lidt i min egen tavse og indesluttede verden indeholdende et hav af ubesvarede spørgsmål, uforløst angst, omgivet af et utrygt indre mørke. I den tilstand groede alt, ikke mindst fornemmelsen af tab og forladthed, sig større.

Det gav næring til mange års dyb tankevirksomhed, efterrationalisering og sortering mellem virkelighed og den drømmeverden, jeg ubevidst havde søgt skjul i.

Først årtier senere fik jeg samlet de mange tråde sammen og mod nok til at bryde den rungende tavshed ved at sætte ord på begivenheden og de tanker, som jeg havde gjort mig i tidens løb. I 2005 – på 60-årsdagen for katastrofen - udkom bogen ’Tavshed blev min sang.’ Heri beretter jeg bl.a. om, hvordan jeg som et 5-årigt børnehavebarn oplevede den værste dag i mit liv, men også det mest afgørende øjeblik, fordi jeg ikke blev dræbt.

Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker.

At sætte ord og derefter stemme på tavsheden var en uvurderlig hjælp til opnåelse af det manglende led: fornemmelsen af fuldkommen ’befrielse.’ Det fik jeg derved, selv om en bid af tavsheden altid vil forblive i mig.


 
OM PREMIEREDAGEN
den 4.9.09 i Apostelkirken, Saxogade 13, Kbh. V

Allerede fra kl. 18.00 kan man ude foran kirken opleve en af de gamle ambulancer af samme type som dem, der var med under redningsarbejdet på Frederiksberg Allé.
Det er Zonetjenesten fra Nyvang ved Holbæk, der møder op uniformeret og fortæller om automobilen som optakt til aftenens premiere på forestillingen TAVSHDEN, DER TALTE.

I pausen er der mulighed for - for sidste gang - at se udstillingen ”Smertens Kunst”, der åbnede under Sommerfestivalen ”Stemmerne omkring os” i august. Den er organiseret af Alice Maud Guldbrandsen, der også er billedkunstner. På udstillingen udstiller hun sammen med to andre malere: Shamal Adel Salim (Irak) og Nargiz Galib (Azerbaijan). Begge med flygtningebaggrund. Der er også mulighed for at se asylbørnenes tegninger fra Sandholmlejren. De er udvalgt og kommenteret af Gwynneth Llewellyn.

Efter pausen er der en samtale mellem Alice Maud Guldbrandsen og Michael Svennevig.

torsdag den 13. august 2009

STEMMERNE OMKRING OS 2009 - sådan gik det!





Tak for at I var med til Sommerfestivalen "Stemmerne omkring os".
Det blev 9 forrygende dage, hvor mennesker mødtes og lærte mere om sig selv og hinanden.

Tak for at I alle var så generøse, så varmhjertede og kreative - og for at I ville dele det med os andre. Det var faktisk det som festivalen handlede om - om at give og dele.





Jeg er stolt over at have været togfører på denne tur med Orient-Ekspressen, der fortsatte hvor sporene endte. Der blev opdaget nye territorier og grundlagt nye byer undervejs. Der blev tegnet nye landkort og ukendte steder blev navngivet som en del af fejringen af de oplevelser som vi delte undervejs. Det førte os langt væk, men også længere ind i os selv. Det ledte os helt tilbage til jernalderen. Der var historier og erindringer fra de ældste iblandt os, mens de yngste tog på en eendags ekskursion til fortiden i Sagnlandet Lejre. Det usagte fik stemme på en malerudstillingen om det smertefulde og blev fortalt over en aften, hvor fjerne exilstemmer kom helt tæt på os.





Et dansende maleri fandt sin rytme og fodslag, mens kunstneren med farvepigment under fødderne dansede maleriet frem med kroppen. Som om kroppen i forvejen ved det som vi selv har glemt. Mens vi frembragte lyde på forskellige instrumenter, og kirkens orgel spillede i baggrunden, fandt det sin form og farve, mens dansen gik og farverne fordeltes på lærredet og i vores bevidsthed. Og så var der alle historierne, der tog os med, da vi selv skulle skrive.
Det hele begyndte og endte med humor, drømme og visioner.
Tak for at I var med på rejsen. Alene tanken får mig til at smile. Jeg håber at dette smil når jer. Den korteste afstand mellem mennesker er et smil.
Mange varme hilsner
Michael

IN ENGLISH:
Thanks for joining hands for the Summer Festival "Voices around Us".
It was 9 wild days where a lot ofdiffrent people came together. Thanks for being so generous, so warmhearted and giving. That was really what the festival was about - giving and sharing.
I´m proud to have been the counductor on this joyful ride on our Orient Express, which continued where the tracks ended. It made new ground and founded new cities along the way. New maps were drawn and a lot of unknown places were given names in celebration of the experiences which we shared. It took us far away and deep inside ourselves.
The ride took us right back to the ironage. With tales and stories based on life experiences of the oldest among us, while the youngest went on a oneday excursion to the past in Lejre. Difficult things where communicated through an painting exhibition of the untold and through an evening with exiled voices from abroad. Along the way a dancing painting found its form and structure before our astonished eyes, while the artist with paint on her feet danced it all down with the rhytm of the body. As if the body knowns and has kept the memory of what our minds has ceast to remember. With sounds from various instruments it was being danced and painted note by note - step by step in our minds and on the canvas.
It all began and ended with humour, dreams and visions. Thanks for making all this come through. The very thought of it makes me smile.
I hope the smile will reach you. The closest distance between people is a smile.
All my best
Michael

STEMMERNE OMKRING OS - 2009


Her er lidt om vores formål med festivalen:


Vi er hele tiden omgivet af stemmer. I løbet af festivalen vil vi forsøge at trække nogle af stemmerne tættere på. Det er stemmer fra andre kulturer. Det er unge og gamle stemmer. Det er stemmer der udfordrer os med deres insisterende nærhed. Det handler om levet liv, men også om alle de billeder og forestillinger som vi danner os om os selv og vores omverden. Derfor er festivalen spækket med kultur, for det er kulturen, der viser os, hvem vi er.


Når vi f. eks har en jernalderboplads med, er det for at markere at vi er rundet af det samme. Bag om vores kulturelle forskelle ligger et enhedspunkt, som vi vil forsøge at lege os ind i. Jernaldermennesker er forudsætningen for alle de forskellige kulturer. Ved at lege os ind i det kommer vi i kontakt med et udgangspunkt vi har tilfælles bagom alle vore forskelle. Vi håber at denne erfaring vil give os mod på at møde det fremmede i andre mennesker, for det er dér vi møder os selv. Det er vores evne til at møde verden, der definerer os som mennesker. Vi skal turde den kontakt.


Ekkoer af fjerne kulturer i vores nærområde kan skabe ny musik og ikke bare konflikter, og det er denne nye musik vi prøver at frembringe med festivalen.

mandag den 3. august 2009

Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS - 2009


Fra festivalåbningen om "Humor & Fordomme"
søndag den 2.8. i Apostelkirken.

"Festivalen Stemmerne omkring os er et forsøg på rumme vores forskelligheder.
Det kræver et overskud at lære nye mennesker at kende. Det er vigtigt at turde møde hinanden.
Vi skal turde række ud ellers tror jeg at vi går til grunde. Ikke rent bogstavligt, men menneskeligt er vi meget mere dødelige end vi selv er klar over.

Når jeg kigger mig omkring, og kigger på mit eget liv, så er det andre mennesker og fællesskabet med dem, der får mig til at holde balancen. Det er ikke når jeg sidder og lave mine egne ting.
Jeg er skruet sådan sammen så jeg er nødt at til at have med andre mennesker at gøre.
Jeg nødt til at mærke andre mennesker. Jeg ved ikke, hvordan I har det?
Men i dag har vi nogle bud på mennesker, der forsøger at række ud efter andre mennesker.
Det gør de på meget forskellige måder.
Det gælder ikke om hvad vi hver især kan få ud af at gøre det, men om at dele.
Denne festival handler om at dele. Vi bliver så rige af det.

Jeg tror på at den korte afstand mellem to mennesker er et smil.
Lad os afprøve det i aften. Lad os se om det virker..."


Michael Svennevig

mandag den 27. juli 2009

Romansk Filmklubs 40. jubilæumssæson 2009



I denne sæson lægger vi ud med en fransk filmklassiker, men ellers er alting vendt rundt, for vi fejrer vores jubilæum med en lang række film, der overhovedet ikke er romanske, og har inviteret en række markante danske instruktører og kunstnere til at fortælle om deres egne film eller film, der betyder noget ganske særligt for dem.
Så velkommen til en ny og anderledes sæson i Romansk Filmklub

40. Jubilæumssæson 2009/2010 i Romansk Filmklub:

Lørdag den 1.8. kl. 13-16.00: Saxi fortæller om "Min Onkel" af Jacques Tati.

Lørdag den 5.9. kl. 13-16.00: Katia Forbert Petersen og Anette Mari Olsen fortæller om deres film "Mit Iranske Paradis"

Lørdag den 31.10. kl. 13-16.00: Jon Bang Carlsen fortæller om sin film ”Portræt af Gud

Lørdag den 21.11. kl. 13-16.00: Christian Braad Thomsen fortæller om ”Touch of Evil” af Orson Welles

Lørdag den 9.1. kl. 13-16.00: Anne Marie Helger fortæller om Lars Andersens teater-filmatisering af "Irene Holm"


Lørdag den 1.8. kl. 13-16.00: Saxi fortæller om ”Min Onkel” af Jacques Tati.
Mød den franske musiker, komponist og cirkusartist Saxi, der er vokset op med Tatis film og er meget præget af dem. I ”Min Onkel” (af Jacques Tati, 1958) vandrer Mr. Hulot rundt i gaderne med sin karakteristiske pibe, hat og paraply og bukker høfligt for de mennesker, der passerer ham, flirter uskyldigt med underboens datter, drikker en øl på det lokale værtshus og tager sig af sin frække nevø. Hulots nevø bor med sine snobbede forældre i et hus, hvor selv køkkenskabene er automatiserede. Min Onkel vandt en Oscar for bedste udenlandske film og juryens særpris i Cannes 1958.

Arrangementet er i samarbejde med Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS - og filmklubbens 40. års fødselsdagssang spilles på basklarinet af Saxi.

lørdag den 18. juli 2009

Sommerfestivalen STEMMERNE OMKRING OS - 2009

Tegning: Bodil Molich












Hør lyde fra det fjerne give ekko i din by







Fotos: Dorte Valente

på Vesterbro og Christianshavn fra den 1.- 9. august 2009






med film, teater, udstilling, debat-arrangementer,






jernalderboplads, erindringsværksted og skriveworkshop



Maleri: Shamal Adel Salim


tirsdag den 23. juni 2009

Marie Carmen Koppel og venner holder støttekoncert for de afviste irakiske asylansøgere



Marie Carmen Koppel, sangeren Fanar Ghali, saxofonisten Benjamin Koppel, og sangerinden Alberte laver støttekoncert til fordel for de afviste irakiske asylansøgere der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Koncerten finder sted den 2. juli kl. 19.30 i Christians Kirke i København. Jesper Klein er konferencier.

Marie Carmen Koppel udtaler:
”Danskerne er blevet rigtig gode til at lade være med at tage stilling. Vi er blevet små i vores hjerter. Men med koncerten vi vil give danskerne en chance for at vise deres medmenneskelighed.”

Fanar Ghali forsætter:
”Da jeg besøgte irakerne i Brorsons kirken spurgte jeg dem på arabisk, hvordan det gik. For hvad kan man gøre?.... jeg kan synge, tænkte jeg. Det er alt hvad jeg kan give. Men det kan jeg i det mindste gøre. Det er vigtigt, at give det man er god til.”



Om støttekoncerten "Musikere for medmenneskelighed"
Tid: Torsdag den 2. juli 2009 kl. 19.30
Sted: Christians Kirken, Strandgade 2, 1401 København K
Entré: 100 kr som går ubeskåret til mad, medicin og basale fornødenheder for irakerne i Brorsons Kirke.

Oplysningerne om de irakiske asylansøgere:
Mere end 60 irakiske asylansøgere venter nu på anden måned i Brorsons Kirke i København. De står til udvisning til et Irak præget af borgerkrig og kaos, hvor deres liv og helbred vil være i overhængende fare. Vi støtter irakerne i Brorsons Kirke i håb om at de danske politikere indser at de med hjemsendelsesaftalen har begået en fejl og at en løsning, der lader irakerne blive her i landet, bliver fundet så hurtigt som muligt.

Se koncert-trailer på YouTube:http://www.youtube.com/results?search_query=st%C3%B8ttekoncert+marie+carmen+koppel&search_type=&aq=f

Læs mere:
http://ibyen.dk/musik/omtaler/article738366.ece
http://www.aok.dk/musik/stoettekoncert-i-christians-kirke

torsdag den 18. juni 2009

Sommerfestivalen Stemmerne omkring os - 2009


Sommerfestivalen
STEMMERNE OMKRING OS
Hør lyde fra det fjerne give ekko i din by
på Vesterbro og Christianshavn fra den 1.- 9. august 2009
med film, teater, udstilling, debat-arrangementer,
jernalderboplads, erindringsværksted og skriveworkshop


Festivalopvarmning i biografen Vester Vov Vov med den franske musiker, komponist og cirkusartist Saxi og den franske film ”Min Onkel” (Jacques Tati, 1958).

Festivalåbning i Apostelkirken om ”Humor og Fordomme” med trylleri, gøgl og meninger om, hvad der er sjovt – og hvad der ikke er. Mød bl.a. Jesper Klein.

Jernalderboplads i et kulturelt udfordrende område på Vesterbro og erindringsværksted for ældre og gamle, samt kunstudstillingen ”Smertens kunst” om hvordan kunsten (Art Brut) kan bruges til at give det usagte stemme.
Der er også Skriveworkshop fra 10 år og op om at være her – nu, og
den sjove og sprælske familieforestilling ”Ouverture” med Teatergruppen Batida.
Arrangementet ”Råb og Hvisken” giver stemme til nogle af de eksilkunstnere, der bor iblandt os. Hør stemmer fra Somalia, Usbekistan, Irak og Bosnien-Hercegovina. Mød også bl.a. Palle Mikkelborg.

På Christianshavn i gårdhaverne hos Dansk PEN og Dansk Forfatterforening vil en række kunstnere bidrage med deres ”Drømme og visioner”. Hør sang og musik, se teater, mød fotografer, billedkunstnere, filminstruktører, forfatterne og digtere.

STEMMERNE OMKRING OS
Samarbejdspartnere:
Dansk PEN, Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg,Danske Dramatikere, Romansk Filmklub i Vester Vov Vov, New Times, Vesterbro Bykirke, Apostelgården og Vesterbro Naturværksted

Kontaktpersoner::
Michael Svennevig, tovholder/koordinator (forfatter/dramatiker), micsvennevig@msn.com , Tlf.: 3526 0564
Niels Nymann Eriksen, koordinator (indvandrerpræst i Apostelkirken), nielsnymann@yahoo.com , Tlf.: 2348 0481


Se det opdaterede program her:
http://danskpen.web.surftown.dk/index.php?option=com_eventing&task=view&id=43

Følelsernes Flugt


...”et meget personligt værk...en dybfølt fortælling af nærmest dokumentarisk virkning...båret af en stilfærdig indignation, som smitter”.
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende:

”Følelsernes Flugt”En kort film om en lang tid i Sandholm.

Af & med
Alan Awni & Alan Pary.

Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.

Filmen skildrer en gruppe kurdiske asylansøgere fra Irak og tager os blandt andet ind bag hegnet til Sandholmlejren. Efter visningen den 20.6. vil der være en kort samtale med filmens instruktør, Alan Awni og manuskriptforfatter, Alan Pary. Tovholder er Michael Svennevig (forfatter/dramatiker).

Filmens instruktør, Alan Awni er en af de irakere, der snart hjemsendes, men i stedet for at sidde i Brorsons Kirke sammen med de andre, er det lykkedes ham, helt uden penge og bare med lånt udstyr fra tv-tv, at producere en 25 minutters film om, hvordan det er at være asylansøger i DK. Filmen er netop blevet klippet færdig og er tekstet på dansk og kurdisk. Der er komponeret elektrisk violinmusik til filmen af den herboende rumænske komponist og musiker Valantino. For musik skal der til, da det også er en kærlighedsfilm.

Filmen åbner med fængslingen af hovedpersonen efter tilbagesendelsen til hjemlandet, og derefter fortælles historien i flashbacks fra fængslet, hvor en medfange opfordrer ham til at sige, hvad han har gjort, siden han er blevet fængslet. For noget må han da have gjort?
Scenerne fra fængslet er desillusionerende, men i flashbackene fra tiden 11 år tidligere i Danmark er der masser af håb og drømme. I hvert fald i starten. Det er en film, der ikke anviser nogen løsninger, men selv om filmens tema er dystert og oprørende, er det stadig en varm og menneskeklog film.

Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.

Om sin situation og om grunden til filmen siger Alan Awni: ”Jeg er blevet brændt. Jeg kom hertil alene som 15-årig fuld af liv. Nu er der ikke meget tilbage. Selv om jeg er blevet brændt, så ønsker jeg ikke, at det skal ske for andre. Derfor har jeg lavet filmen.”

I filmen spiller han selv hovedpersonen, der efter 11 år i Danmark sendes tilbage til Irak. En rolle som han desværre også snart kommer til at spille i virkeligheden.
Alan Awnis hjemsendelsesdato er den 10. oktober 2009.

Kontaktperson: Michael Svennevig, micsvennevig@msn.com , Tlf.: 35260564
Café Zusammen, H. C. Ørstedsvej 47
1879 Frederiksberg C.
- Der er gratis adgang -

lørdag den 31. januar 2009


Eventyrprolog til
DE BRÆNDTE BROERS LAND
i Apostelkirken, lørdag den 17. januar 2009
skrevet af Michael Svennevig
læst af Ulla Henningsen

Der var engang et lille land, der bestod af en masse øer. Hele landet var holdt sammen og forbundet af broer. Broerne var simpelthen det lille lands hjerte- og pulsslag, men så skete det hverken værre eller bedre end at den første bro gik op i flammer.
Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Det kom fuldstændigt bag på os. Og det var ikke bare en enkelte bro. Nej, der var flere.
Der var ikke nogen, der decideret satte ild til dem. De stod bare der og brændte. Lige meget, hvad vi gjorde, så var den der, lugten. Det var ikke kun lugten, der blev siddende i næsen på os, og satte sig i tøjet. Det værste var, at noget gik i stykker inde i os. Det skete gradvist, og da vi først blev klar over det, var det for sent. Vi kunne ligeså godt vænne os til det. Vi var indbyggere i De Brændte Broers Land.

Forbindelsen mellem øerne var blevet kappet, og det var blevet sværere at kommunikere. En muthed sænkede sig over landet. Befolkningen havde alt for længe været lullet ind i deres eget beroligende billede af sig selv. Opvågningen var brat. Der var mange ting som vi ikke havde tænkt på før. Det fik nogle til at længes tilbage til tiden inden, dengang det hele var langt mere overskueligt. Dengang, der var orden i tingene - og i begreberne. Dengang, hvor verden var mere enkel og venligere, sådan huskede de det i hvert fald. Nu trådte de ud i en ny verden og væk var venligheden. De havde næsten glemt den. Ingen holdt længere dørene for hinanden. Alting var så forandret.

Frygten for det ukendte rykkede nærmere, da mennesker med andre skikke og fremmede tungemål bankede på vore døre. Vi tøvede, og kiggede spørgende på hinanden. Hvad ville der ske, hvis vi åbnede? Det virkede så overvældende, at have dem her i vores midte. Nogle ville gerne åbne, men andre tænkte, at det alligevel var bedst helt at lade være, men det fik det jo ikke til at holde op med at banke.
Livet var kommet os på tværs. Livet i al sin fandenivoldskhed var sluppet ind imellem os, og det forpligtede.
Det tog tid at vænne sig til at vi nu selv boede i De Brændte Broers Land.

fredag den 30. januar 2009

De Brændte Broers Land, 2009.














Dansk Forfatterforenings Internationale Udvalg, Apostelkirken og Dansk PEN præsenterede:
De Brændte Broers Land
Apostelkirken
Saxogade 13, København V
Urfortællinger og Overlevelsesberetninger
Lørdag den 17. januar 2009 kl. 10-21

11 timer med over 50 medvirkende
med samtaler, mad, sang og musik, oplæg, teater, dans og historiefortælling
om at være menneske og om at være på flugt

En række forfattere i eksil fortalte om hvordan det har præget dem at komme fra een kultur til en anden, om hvad det har kostet, men også om det de har vundet ved det. Om drømme og visioner. Om forskelle og ligheder - og om at være på flugt.

Det er utroligt, hvad man kan løfte, når der er den rette lyst og vilje til stede.
At så mange mennesker både medvirkende, medhjælpere og publikummer kan samles om det at være menneske, giver håb og lyst til at arbejde videre for at forbedre verden omkring os. Det var ganske overvældende at der var så mange mennesker. Helt fra morgenstunden og gennem resten af dagen. Det lykkedes at præsentere et program, der både var sprudlende festligt, men også rummede den alvor som emnet kræver. Der var i det hele taget en smuk bro mellem det festlige og det alvorlige, så det ene nærede det andet, smeltede sammen og skabte rum til hinanden. Det er det som er vigtigt: at skabe rum og at bygge broer. Fortællinger, livsberetninger, dans, sang og musik, mad, oplæsning, teater, oplæg og samtaler er det som bygger bro mellem mennesker. Det skaber fællesskab og giver rum til forskellighed – ja, plads til at være menneske. De Brændte Broers Land var en påmindelse om at vi aldrig må lukke døren bag os og have nok i os selv. Den åbne dør er ikke kun en nødvendighed for dem, der kommer udefra, men også for os selv. Det handler om at bevare åbenheden over for andre, men også at bevare en rummelighed overfor livet. Det er den åbenhed, der sikrer at vi i sidste ende ikke bliver fremmede overfor os selv.

Se Bjørn Bensby billedserie:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/20090117DeBrNdteBroersLand

Medvirkende:

Anders og Benjamin Koppel, Ulla Henningsen, Hanne Marie Svendsen,
Bent Melchior, Trisse Gejl, Knud Vilby, Maria Giacobbe, Adil Erdem,
Maria Stenz, Kenneth Krabat, Charlotte Strandgaard, Ann Mari Urwald, Susie Haxthausen, Rose Marie Tillisch, Bjørn Bensby, Dwight Powell, Esben Just, Anne-Mette Nielsen, Ole Bundgaard & Saxi, Klaus Mogensen & Marianne Jakobsen, Pernille Overø og Cengiz Cevik, Jens Balder, Doris Bloom, Niels Bender, kurdisk dansetrup og Teatergruppen Batida - samt de fire eksilforfattere/journalister/digtere:
Jun Feng (Kina), Bronislaw Swiderski (Polen), Dina Yafasova (Usbekistan) og Alan Pary (Irak) + deres gæster

To dage inden blev Doris Blooms store maleri ved en happening båret igennem byen og ud til kirken. Det var en både festlig og overraskende optakt. Bjørn Bensby fotograferede:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/CitydanceInBlueWithDorisBloomDeBrNdteBroersLand

Michael Svennevig
tovholder og koordinator