Der er noget med humor og alvor, der passer godt sammen. Til festivalens åbningsarrangement blev der i hvert fald grint meget. Det blev en både spændende og intens aften.
Hjertet i festivalen er de gamles egne historier. Alderspræsidenten, der fortalte i Erindringsværkstedet var 103 år. Det var fascinerende at høre disse levede fortællinger.
I Mødestedet blev der fortalt om at blive gammel i Letland, Angola, Indien og Iran. Det var personlige beretninger fra andre kulturer der både gjorde verden meget større - og samtidig understregede at vi alle er forbundet af liv og død.
Herman Bangs "Irene Holm" dansede sin sidste dans i Vester Vov Vov, og dagen efter var det festivalens sidste to suk på Teatret ved Sorte Hest. Om eftermiddagen med samtaler om at rejse, om at møde en tiger og om at sidde på et dødsleje. Der var også et eventyr om Ældrebyrden og et afsluttende causeri, der kunne tage vejret fra de fleste.
Til monologerne om aftnen var publikum så meget på dupperne, at det næsten var umuligt at få dysset dem ned. Jeg har aldrig oplevet en sådan stemning før.
Der har været en næsten euforisk stemning omkring festivalen. Jeg ved ikke, hvorfra den er kommet. Muligvis fordi festivalen gav lejlighed til at åbne ind til alt det lukkede inde i os. Indtil alt det som vi normalt ignorerer eller fortrænger.
Jeg følte mig meget priviligeret, da jeg gik og pakkede sammen ude på teatret forleden aften, mens der blev interviewet til ÆldreTv på scenen og til P1´s Eksistens, i foyeren. Seniorradio har også været på banen ved flere af festivalens arrangementer.
Her bagefter er det stadig overrumplende at det hele er gået så godt. Men jeg har jo haft nogle fantastiske sparringspartnere. Tak til alle jer, der har bidraget under festivalen!
At festivalen som en luftballon er steget så smukt op i luften, og har afstedkommet så stor interesse og opmærksomhed, er vidunderligt.
Der har været fulde huse til alle arrangementer på nær til det mest eksperimenterende i Apostelkirken. Det var alligevel for spændende med kisten, stearinlysene og orgelspillet. Ikke desto mindre blev det nok festivalens blideste, stærkeste og mest spirituelle arrangement.
Selv om festivalen kom ind på centrale emner i forhold til liv, død og alderdom, skabte det også en let og munter tone, der paradoksalt nok skabte rum til alvoren. Det har måske netop været festivalens fortjeneste. Og hvad er der så bagefter det sidste suk? Ingenting... et ingenmandsland... eller bare en pause inden det hele begynder igen?
Jeg tror på det sidste. Måske tørrer sukkene ud og bliver til perler på den forståelseskæde, der binder livet og døden sammen, og giver det hele mening, og bekræfter rigtigheden i og nødvendigheden af at lave Gammelfestivaler og udgive Gammelbøger...
Mange glade hilsner
Michael Svennevig
festivalarrangør
