Anmeldelse: DE STUERENE på Aveny- T

Foto: Palle Skov

 

Genial ide at lave en forestilling om Dansk Folkeparti og danskerne. Men hvordan gør man det? Man ser for sig, hvordan det kreative team bag forestillingen begynder at svede efterhånden som premieren nærmer sig. For hvordan lave en forestilling, der hverken hader eller elsker DF? Eller en forestilling som både hader og elsker DF?

Foto: Palle Skov

 

Stykkets prolog er skrevet af Pia Kjærsgaard, og den lyder fra højtalerne i foyeren, mens vi står udenfor og venter på at komme ind. Det er beretningen om partiet. Om hvordan det hele startede. Dele af det repeteres i selve forestillingen, men inden vi når så langt, modtages vi indenfor af partiets ungdomsforening (eller sådan kunne det godt virke). Dér står de, glade, smilende og gennemdanske og holder tallerkner med lune frikadeller med små Dannebrogsflag frem mod os. Jeg tager én. Den er lun, fedtet og lige til at gå til, men bagefter er man fedtet på fingrene. Ligesom man føler sig efter forestillingen. Man undgår ikke snavs på fingrene, når historien om Dansk Folkeparti skal fortælles.

Dramatikeren Line Mørkeby (i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg) har ladet anslaget for forestillingen være en skelsættende begivenhed i den unge hovedpersons private liv, og har ladet den efterfølgende usikkerhed og frustration være omdrejningspunktet i det videre forløb, der mange år senere fører til dannelsen af partiet - og i særdeleshed dannelsen af det, der bliver til Pia (som vi med årene naturligt kommer på fornavn med). Forestillingen er både en sejr og et nederlag for hovedpersonen. Partikvinden når til tops på sin egen dronningemaner, men forestillingen sætter også spørgsmålstegn ved, om alt dette blot har været for at bortmane den usikkerhed som startede da hovedpersonen var ganske ung. Har alt dette blot været en personlig vendetta? Et forsøg på at skabe orden med frygt og bæven? Og slet ikke den folkelige bevægelse, som partinavnet lægger op til?

 

 Foto: Palle Skov

 

Lad det være sagt med det samme. DE STUERENE af Mungo Park Kolding kan det hele. Både at hade og elske. Både at stryge med og imod hårene. Den sætter tænderne i partiet og bider til. Den aer og nuldrer, den sparker og snerrer.

Det geniale ved forestillingen er, at den både kan ses som en succeshistorie og en dommedagshistorie. Der bliver skudt med store kanoner, både når det gælder de flot opsatte musiknumre: den indledende ”Disco Tango” og 1. akts afsluttende ”Smuk som et stjerneskud”, der fortæller epokegørende om henholdsvis skabelsen af partiets forkvinde og om 11. september.

Teater er billeder, forførende tableauer, ord og bevægelser og ikke mindst poesi og overraskende vinkler på og greb om det som vi alle kender og henholdsvis hader og elsker – som f.eks. Dansk Folkeparti. Det er selvfølgelig en ordbåret forestilling som udgangspunkt, men iscenesætteren Kasper Sejersen har skabt billeder med teksten, der får den til at sætte af, løfte os højt op og slynge os rundt. De 5 skuespillere leverer et smukt teamspil. På scenen ser vi Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra.

Scenografien af Louise Beck er enkel og velfungerende, men også fræk og pågående. I loftet hænger de kæmpestore (blod)røde bogstaver, der danner de to ord: JEG ER. På scenen står og ligger lige så store bogstaver, der danner ordet D - A - N - M - A - R - K. Så enkel kan det gøres.

Foto: Palle Skov



Det allerbedste er skildringen af forholdet mellem de to gennemgående personer på scenen: Poul Nyrup Rasmussen er fortælleren, rørende spillet af Frank Thiel, og Pia Kjærsgaard er den spruttende og ligefremme spillet af Maja Juhlin, og er den som fortællingen drejer sig omkring. De to kæmper om, hvem der skal fortælle historien. Den ene repræsenterer drømmen og visionen om det bedre/bedste, mens den anden repræsenterer virkeligheden og den frygt og angst som det indebærer, når der ikke længere drømmes. Scenisk bliver det smukt og nuanceret forløst, for forestillingen undgår enhver stereotypi. Pia er ikke dum, enfoldig og éndimensionel. Poul er ikke bare klog og alvidende. De er begge fanget i deres eget spil i den fortælling, som er blevet os alle til del. Det er det som både gør forestillingen til en gnistrende succeshistorie, men også til en tordnende dommedagsfortælling. Velkommen i teatret!

 

Foto: Palle Skov

 

   Medvirkende:
Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra

Instruktør:
Kasper Sejersen
     
Dramatiker:
Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg

Scenografi:

   Louise Beck

     Lysdesigner:
        Morten Dorvin

Prolog:

     Pia Kjærsgaard

DE STUERENE gæstespiller for sidste gang i eftermiddag kl. 16 på Aveny- T under CPH Stage – og der er stadig billetter. Forestillingen kan endvidere opleves på turne rundt i landet fra den 1. november 2016. Læs mere.