Anmeldelse: DE STUERENE på Aveny- T

Foto: Palle Skov

 

Genial ide at lave en forestilling om Dansk Folkeparti og danskerne. Men hvordan gør man det? Man ser for sig, hvordan det kreative team bag forestillingen begynder at svede efterhånden som premieren nærmer sig. For hvordan lave en forestilling, der hverken hader eller elsker DF? Eller en forestilling som både hader og elsker DF?

Foto: Palle Skov

 

Stykkets prolog er skrevet af Pia Kjærsgaard, og den lyder fra højtalerne i foyeren, mens vi står udenfor og venter på at komme ind. Det er beretningen om partiet. Om hvordan det hele startede. Dele af det repeteres i selve forestillingen, men inden vi når så langt, modtages vi indenfor af partiets ungdomsforening (eller sådan kunne det godt virke). Dér står de, glade, smilende og gennemdanske og holder tallerkner med lune frikadeller med små Dannebrogsflag frem mod os. Jeg tager én. Den er lun, fedtet og lige til at gå til, men bagefter er man fedtet på fingrene. Ligesom man føler sig efter forestillingen. Man undgår ikke snavs på fingrene, når historien om Dansk Folkeparti skal fortælles.

Dramatikeren Line Mørkeby (i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg) har ladet anslaget for forestillingen være en skelsættende begivenhed i den unge hovedpersons private liv, og har ladet den efterfølgende usikkerhed og frustration være omdrejningspunktet i det videre forløb, der mange år senere fører til dannelsen af partiet - og i særdeleshed dannelsen af det, der bliver til Pia (som vi med årene naturligt kommer på fornavn med). Forestillingen er både en sejr og et nederlag for hovedpersonen. Partikvinden når til tops på sin egen dronningemaner, men forestillingen sætter også spørgsmålstegn ved, om alt dette blot har været for at bortmane den usikkerhed som startede da hovedpersonen var ganske ung. Har alt dette blot været en personlig vendetta? Et forsøg på at skabe orden med frygt og bæven? Og slet ikke den folkelige bevægelse, som partinavnet lægger op til?

 

 Foto: Palle Skov

 

Lad det være sagt med det samme. DE STUERENE af Mungo Park Kolding kan det hele. Både at hade og elske. Både at stryge med og imod hårene. Den sætter tænderne i partiet og bider til. Den aer og nuldrer, den sparker og snerrer.

Det geniale ved forestillingen er, at den både kan ses som en succeshistorie og en dommedagshistorie. Der bliver skudt med store kanoner, både når det gælder de flot opsatte musiknumre: den indledende ”Disco Tango” og 1. akts afsluttende ”Smuk som et stjerneskud”, der fortæller epokegørende om henholdsvis skabelsen af partiets forkvinde og om 11. september.

Teater er billeder, forførende tableauer, ord og bevægelser og ikke mindst poesi og overraskende vinkler på og greb om det som vi alle kender og henholdsvis hader og elsker – som f.eks. Dansk Folkeparti. Det er selvfølgelig en ordbåret forestilling som udgangspunkt, men iscenesætteren Kasper Sejersen har skabt billeder med teksten, der får den til at sætte af, løfte os højt op og slynge os rundt. De 5 skuespillere leverer et smukt teamspil. På scenen ser vi Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra.

Scenografien af Louise Beck er enkel og velfungerende, men også fræk og pågående. I loftet hænger de kæmpestore (blod)røde bogstaver, der danner de to ord: JEG ER. På scenen står og ligger lige så store bogstaver, der danner ordet D - A - N - M - A - R - K. Så enkel kan det gøres.

Foto: Palle Skov



Det allerbedste er skildringen af forholdet mellem de to gennemgående personer på scenen: Poul Nyrup Rasmussen er fortælleren, rørende spillet af Frank Thiel, og Pia Kjærsgaard er den spruttende og ligefremme spillet af Maja Juhlin, og er den som fortællingen drejer sig omkring. De to kæmper om, hvem der skal fortælle historien. Den ene repræsenterer drømmen og visionen om det bedre/bedste, mens den anden repræsenterer virkeligheden og den frygt og angst som det indebærer, når der ikke længere drømmes. Scenisk bliver det smukt og nuanceret forløst, for forestillingen undgår enhver stereotypi. Pia er ikke dum, enfoldig og éndimensionel. Poul er ikke bare klog og alvidende. De er begge fanget i deres eget spil i den fortælling, som er blevet os alle til del. Det er det som både gør forestillingen til en gnistrende succeshistorie, men også til en tordnende dommedagsfortælling. Velkommen i teatret!

 

Foto: Palle Skov

 

   Medvirkende:
Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra

Instruktør:
Kasper Sejersen
     
Dramatiker:
Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg

Scenografi:

   Louise Beck

     Lysdesigner:
        Morten Dorvin

Prolog:

     Pia Kjærsgaard

DE STUERENE gæstespiller for sidste gang i eftermiddag kl. 16 på Aveny- T under CPH Stage – og der er stadig billetter. Forestillingen kan endvidere opleves på turne rundt i landet fra den 1. november 2016. Læs mere.

Anmeldelse: SPARTA! på Teater V

 

 

 

Scenerummets vægge er tapetseret med blomstrende lavendelmarker, både indenfor og udenfor. Der er også lagt små duftposer med lavendel på tilskuerpladserne. Der er en svag duft af nybagt brød eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds? I hvert fald er der dækket op til familiesammenkomst i Benjamin Kitters dramatikerdebut ”Sparta!” på Teater V.

Vi befinder os i Provence, hvor moren, Lily (Ditte Gråbøl), og faren, Herbert (Kristian Halken) venter på de to sønners besøg. Storebroren, Elias (Carsten Bjørnlund), står foran at blive indvalgt i folketinget, mens lillebroren, Sebastian (Brian Hjulmann), er blevet anbragt på en institution for udviklingshæmmede. Moren er oprørt over at faren har insisteret på at de begge skal komme på besøg.

I begyndelsen virker dialogen mellem de ventende forældre hverdagsagtig og intetsigende, sådan som almindelig dialog er, når man ikke længere taler sammen, men bare taler for at fylde tavsheden ud imellem sig. Det er den tavshed som stykket handler om, selv om det bliver talt i ét væk.

Moren har planlagt det hele og er stolt af den ældste søn, Elias, og vil helst helt undgå kontakt med den udviklingshæmmede søn, Sebastian. Mens det er omvendt for faren. I indlagte monologer, vendt ud mod publikum, beretter han om sig selv og det liv, der er gået galt. Om alt det der har sat sig på tværs inde i ham. Om lort, kort og godt. Opløftende er det ikke, men når det bliver lagt i hænderne på så rutinerede skuespillere, løfter det sig og bliver til noget større.

 

                                                                   Foto: Lars Nybøll

Det er ikke nogen større billedskabende tekst, og som publikum føler man sig sært uforløst bagefter, som om man har været på toilettet, og så alligevel ikke kunne noget alligevel – for at blive i forestillingens sprogbrug. Men alligevel går forestillingen med hjem, hvor den rumsterer videre i kroppen. Den kan ikke finde til hvile, ligesom forestillingen heller ikke gør det på scenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er netop det, som den skal. Det er ingen feel-good forestilling, og hurra for det, for mens det behagesyge teaterliv smyger sig ubekymret ind på (alt for) mange teaterscener, er der brug for at der bliver stillet spørgsmål og bliver givet billeder af alt det svære. Alle de valg vi ikke tager – og dem vi tager og bliver hjemsøgt af. For nok er ”Sparta!” en kolos på lerfødder, men det er ikke meningen at den skal være let. Den skal være ubehagelig, den skal kradse og insistere på at stille de ubehagelige spørgsmål. Et behagesygt publikum vil straks forkaste den, for hvad skal vi med det? Det er ubehageligt og konfronterende. Hvorfor skal vi dog sidde og kigge på os selv på en scene? Hvorfor skal vi opleve alt det hykleri og den forstillelse?

Det skal vi, fordi vi bevarer os selv ved at blive stillet til regnskab – især når det sker så lidt fordømmende som det sker i ”Sparta”. Det bliver lagt åbent frem foran os, og så er det op til os selv, hvad vi vil stille op med det. Det er blot en demonstration af levet liv, der er gået i knude. Det ender fatalt, og det aner vi allerede fra starten af. Al den scenografiske hygge (dejligt overgjort af Louise Beck) og den franske musette-musik gør det straks klart, at dette bliver dødeligt.
 

                                                                    Foto: Lars Nybøll

Ditte Gråbøl kommer senere i forestillingen sommerligt til syne iført sommerhat og med en vandforstøver som hun går rundt og sprøjter på lavendlerne med. Musikken er fransk og det er et billede på idel lykke, men vi ved alt for godt at det er på lånt tid, at idyllen er skrøbelig. Egentlig sker der ikke noget, der er blot et lille scenisk intermezzo, men samtidig bliver det et billede på alt det, der KUNNE have været. Alt det man drømte om, alt det man håbede at finde i Sydfrankrig. Men alting fortsætter, bare i nye omgivelser, indtil det går under.

Stykket vinder på sin store menneskelighed, alle fire skuespillere forsvarer deres figurer bravt. Vi forstår dem godt, men irriteres over deres manerer og deres hoppen på stedet. Stykket er klart og gennemarbejdet i sin logik. Ikke mindst i sin afklædning af, hvorfor den ældste søn er blevet som han er. Logikken er voldsom, men meget naturlig. Det handler om kærlighed. Alting handler om kærlighed. Både den man får og især den man ikke fik. Det er typisk at der i stykket slet ikke bliver talt om noget, der betyder noget. Ikke omkring familiens bord i de underfulde smukke omgivelser. Det er først i ly af mørket, når de mødes i køkkenet at faren og sønnerne akavet rækker ud efter hinanden, men uden at de kommer hinanden nærmere af den grund. Carsten Bjørnlunds Elias har ikke megen karakteriserende dialog. Det er i stedet lagt i munden på faren, der igen siger alt det der skal siges om sønnen. Og på samme måde er det sønnen, der siger alt om faren. Det er udleverende og virker afvæbnende – og fungerer godt.

 

                                                                     Foto: Lars Nybøll

 

Mens moren taler med Elias, kommunikerer faren med den handicappede Sebastian, der bliver en slags billede på farens eget forkrampede indre. Det er helt efter bogen at det netop er de to, der mødes i stykkets sidste scene, hvor farens hjælpeløshed rører ved noget i sønnen, der får ham ud af sin stereotype og formørkede adfærd, da han for første gang kigger direkte på faren. Han mærker farens desperation – og reagerer instinktivt på den, og giver ham en ”krammer”. Det sker ved at Sebastian ganske let lægger sit hoved ind mod faren. Det er så flygtigt, men alligevel en så rørende og overraskende tilkendegivelse. Men netop det som faren gennem hele forestillingen har længtes efter. Der er en stille desperation i farens hjælpeløse formaning til sønnen om at han skal gå i seng. Men det som virkelig sker forbliver usagt som et nødråb fra sjælen inden den kuldsejler og forliser. Det gør Kristan Halken godt. På den måde lykkes det iscenesætteren, Frederik Arntzen Neergaard, at give stykket en mindre - og hårdt tiltrængt - opblødning, inden alting går under. Som i Ibsens ”Gengangere”, hvor personerne også fra starten af et tungt lastet af deres egne skygger. De bevæger sig rundt uden at komme nogen vegne - som gengangere. Selvfølgelig er der langt fra Ibsen til Provence. Men mennesker er stadig mennesker.  Også i Provence og i Valby, hvor forestillingen spøger indtil 23. marts.
Det er ikke behageligt, det er ikke rart, det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Forestillingen fortjener at få sit publikum.

 

                                                              Foto: Lars Nybøll

 

SPARTA!

Manuskript: Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk debut 2014).

Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard

Scenografi: Louise Beck

Medvirkende:

Carsten Bjørnlund, Ditte Gråbøl, Kristian Halken og Brian Hjulmann

Teater V.

Spilleperiode: 23. februar – 23. marts 2014.