Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

 

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark. 

Foto: Miklos Szabo.

 

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder. 

Foto: Miklos Szabo.

 

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

 

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af  Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen  ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice. 

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.  

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og  sandheden er den første, der kapitulerer.

Foto: Miklos Szabo.

SCAVENIUS

Bådteatret

24. november - 15. december 2021

70 min.

Instruktør: Rolf Heim, 

Dramatiker Kristian Halken, 

Scenograf Jonathan Hjorth, 

Dukkemager Katrine Karlsen, 

Lysdesign Sonja Lea, 

Lyddesign Janus Jensen, 

Medvirkende: 

Kristian Halken, Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Bådteatret:

NI & PARALLEL MONOLOGUES (2021)

CANADA (2020)

LEAS RUM (2019)

SLAG (2017)

LOVE AND MONEY (2016)

CLARA (2015)

JEG GAV DIG AVISEN (2015)

A TENDER THING (2015)

KYS DET NU, DET SATANS LIV! (2015)

WIT (2014)

UNG BLOND PIGE(2013)

THE CITY (2013)

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: SPARTA! på Teater V

 

 

 

Scenerummets vægge er tapetseret med blomstrende lavendelmarker, både indenfor og udenfor. Der er også lagt små duftposer med lavendel på tilskuerpladserne. Der er en svag duft af nybagt brød eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds? I hvert fald er der dækket op til familiesammenkomst i Benjamin Kitters dramatikerdebut ”Sparta!” på Teater V.

Vi befinder os i Provence, hvor moren, Lily (Ditte Gråbøl), og faren, Herbert (Kristian Halken) venter på de to sønners besøg. Storebroren, Elias (Carsten Bjørnlund), står foran at blive indvalgt i folketinget, mens lillebroren, Sebastian (Brian Hjulmann), er blevet anbragt på en institution for udviklingshæmmede. Moren er oprørt over at faren har insisteret på at de begge skal komme på besøg.

I begyndelsen virker dialogen mellem de ventende forældre hverdagsagtig og intetsigende, sådan som almindelig dialog er, når man ikke længere taler sammen, men bare taler for at fylde tavsheden ud imellem sig. Det er den tavshed som stykket handler om, selv om det bliver talt i ét væk.

Moren har planlagt det hele og er stolt af den ældste søn, Elias, og vil helst helt undgå kontakt med den udviklingshæmmede søn, Sebastian. Mens det er omvendt for faren. I indlagte monologer, vendt ud mod publikum, beretter han om sig selv og det liv, der er gået galt. Om alt det der har sat sig på tværs inde i ham. Om lort, kort og godt. Opløftende er det ikke, men når det bliver lagt i hænderne på så rutinerede skuespillere, løfter det sig og bliver til noget større.

 

                                                                   Foto: Lars Nybøll

Det er ikke nogen større billedskabende tekst, og som publikum føler man sig sært uforløst bagefter, som om man har været på toilettet, og så alligevel ikke kunne noget alligevel – for at blive i forestillingens sprogbrug. Men alligevel går forestillingen med hjem, hvor den rumsterer videre i kroppen. Den kan ikke finde til hvile, ligesom forestillingen heller ikke gør det på scenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er netop det, som den skal. Det er ingen feel-good forestilling, og hurra for det, for mens det behagesyge teaterliv smyger sig ubekymret ind på (alt for) mange teaterscener, er der brug for at der bliver stillet spørgsmål og bliver givet billeder af alt det svære. Alle de valg vi ikke tager – og dem vi tager og bliver hjemsøgt af. For nok er ”Sparta!” en kolos på lerfødder, men det er ikke meningen at den skal være let. Den skal være ubehagelig, den skal kradse og insistere på at stille de ubehagelige spørgsmål. Et behagesygt publikum vil straks forkaste den, for hvad skal vi med det? Det er ubehageligt og konfronterende. Hvorfor skal vi dog sidde og kigge på os selv på en scene? Hvorfor skal vi opleve alt det hykleri og den forstillelse?

Det skal vi, fordi vi bevarer os selv ved at blive stillet til regnskab – især når det sker så lidt fordømmende som det sker i ”Sparta”. Det bliver lagt åbent frem foran os, og så er det op til os selv, hvad vi vil stille op med det. Det er blot en demonstration af levet liv, der er gået i knude. Det ender fatalt, og det aner vi allerede fra starten af. Al den scenografiske hygge (dejligt overgjort af Louise Beck) og den franske musette-musik gør det straks klart, at dette bliver dødeligt.
 

                                                                    Foto: Lars Nybøll

Ditte Gråbøl kommer senere i forestillingen sommerligt til syne iført sommerhat og med en vandforstøver som hun går rundt og sprøjter på lavendlerne med. Musikken er fransk og det er et billede på idel lykke, men vi ved alt for godt at det er på lånt tid, at idyllen er skrøbelig. Egentlig sker der ikke noget, der er blot et lille scenisk intermezzo, men samtidig bliver det et billede på alt det, der KUNNE have været. Alt det man drømte om, alt det man håbede at finde i Sydfrankrig. Men alting fortsætter, bare i nye omgivelser, indtil det går under.

Stykket vinder på sin store menneskelighed, alle fire skuespillere forsvarer deres figurer bravt. Vi forstår dem godt, men irriteres over deres manerer og deres hoppen på stedet. Stykket er klart og gennemarbejdet i sin logik. Ikke mindst i sin afklædning af, hvorfor den ældste søn er blevet som han er. Logikken er voldsom, men meget naturlig. Det handler om kærlighed. Alting handler om kærlighed. Både den man får og især den man ikke fik. Det er typisk at der i stykket slet ikke bliver talt om noget, der betyder noget. Ikke omkring familiens bord i de underfulde smukke omgivelser. Det er først i ly af mørket, når de mødes i køkkenet at faren og sønnerne akavet rækker ud efter hinanden, men uden at de kommer hinanden nærmere af den grund. Carsten Bjørnlunds Elias har ikke megen karakteriserende dialog. Det er i stedet lagt i munden på faren, der igen siger alt det der skal siges om sønnen. Og på samme måde er det sønnen, der siger alt om faren. Det er udleverende og virker afvæbnende – og fungerer godt.

 

                                                                     Foto: Lars Nybøll

 

Mens moren taler med Elias, kommunikerer faren med den handicappede Sebastian, der bliver en slags billede på farens eget forkrampede indre. Det er helt efter bogen at det netop er de to, der mødes i stykkets sidste scene, hvor farens hjælpeløshed rører ved noget i sønnen, der får ham ud af sin stereotype og formørkede adfærd, da han for første gang kigger direkte på faren. Han mærker farens desperation – og reagerer instinktivt på den, og giver ham en ”krammer”. Det sker ved at Sebastian ganske let lægger sit hoved ind mod faren. Det er så flygtigt, men alligevel en så rørende og overraskende tilkendegivelse. Men netop det som faren gennem hele forestillingen har længtes efter. Der er en stille desperation i farens hjælpeløse formaning til sønnen om at han skal gå i seng. Men det som virkelig sker forbliver usagt som et nødråb fra sjælen inden den kuldsejler og forliser. Det gør Kristan Halken godt. På den måde lykkes det iscenesætteren, Frederik Arntzen Neergaard, at give stykket en mindre - og hårdt tiltrængt - opblødning, inden alting går under. Som i Ibsens ”Gengangere”, hvor personerne også fra starten af et tungt lastet af deres egne skygger. De bevæger sig rundt uden at komme nogen vegne - som gengangere. Selvfølgelig er der langt fra Ibsen til Provence. Men mennesker er stadig mennesker.  Også i Provence og i Valby, hvor forestillingen spøger indtil 23. marts.
Det er ikke behageligt, det er ikke rart, det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Forestillingen fortjener at få sit publikum.

 

                                                              Foto: Lars Nybøll

 

SPARTA!

Manuskript: Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk debut 2014).

Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard

Scenografi: Louise Beck

Medvirkende:

Carsten Bjørnlund, Ditte Gråbøl, Kristian Halken og Brian Hjulmann

Teater V.

Spilleperiode: 23. februar – 23. marts 2014.

 

 

Anmeldelse: VILDANDEN i Skuespilhuset

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet, for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle skolekammerat.

Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv. Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.

Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang. I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage. Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama, der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.

Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.

Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå dæmonisk, som om han med vilje har villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det modsatte. Han vil det gode og det ideelle, selv om det kun er det onde han opnår.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen

http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2012-2013/skuespil/vildanden