Viser opslag med etiketten Brian Hjulmann. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brian Hjulmann. Vis alle opslag

tirsdag den 1. december 2020

Anmeldelse: KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER på Får302

 

Foto: Åsmund Sollihøgda.


En sort kvinde kommer ind. Hun smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige: at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene, hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i de øvrige scener. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden, for nu er vi i København 2024. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og Brian  Hjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles af  Tilde Maja Fredriksen. Alle tre vender vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.


Foto: Åsmund Sollihøgda

Nokouda, Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen. Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger at redde sig i land, for det er jo det vi gør. 


Foto: Åsmund Sollihøgda


Det er aktionsteater, der er frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af, for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement


Foto: Åsmund Sollihøgda

Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg: Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi), og det er et meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.



Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER

- en musikalsk montage

Teater Får302

28. november – 19. december 2020 (mandag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17
90 min.

Idé, instruktion og tekstudvikling: Anne Zacho Søgaard

Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann samt drengesangere fra Det Danske Drengekor: Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi.

Tekst: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen

Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher

Libretto: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen og Anne Zacho Søgaard.

Indstudering af musik med drengesangere: Chefdirigent ved Det Danske Drengekor Emil Ritter

Dramaturg: Miriam Frandsen

Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen

Skrædder: Camilla Lind

Lysdesign: Jim Falk

Lyskonsulent: Suni Joénsen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Praktikant: Henrik Thy

Instruktørassistent: Ea Maria Quaade Arnkov

Instruktørassistent/Forestillingsafvikler: Amalie Christian

Producent: Karina Dichov Lund

Presseansvarlig: Carla Rafaella Gianetti

Produceret i samarbejde med Teater Får302.

 *

Hjemmeside  og billetter  

Trailer af Søren Meisner


Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2019:

Drømme om noget andet

Fashion


2018:

Hvid uskyld


2017:

Et hus på sand og håb


2016:

Jeg, Händel 


2015:

Sange om mor

Turister


2014:

Sympati for djævelen


2013:

Ritualet


2012:

Man skulle tro jeg var en anden


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

 

 

lørdag den 1. marts 2014

Anmeldelse: SPARTA! på Teater V

 
 
 
Scenerummets vægge er tapetseret med blomstrende lavendelmarker, både indenfor og udenfor. Der er også lagt små duftposer med lavendel på tilskuerpladserne. Der er en svag duft af nybagt brød eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds? I hvert fald er der dækket op til familiesammenkomst i Benjamin Kitters dramatikerdebut ”Sparta!” på Teater V.
Vi befinder os i Provence, hvor moren, Lily (Ditte Gråbøl), og faren, Herbert (Kristian Halken) venter på de to sønners besøg. Storebroren, Elias (Carsten Bjørnlund), står foran at blive indvalgt i folketinget, mens lillebroren, Sebastian (Brian Hjulmann), er blevet anbragt på en institution for udviklingshæmmede. Moren er oprørt over at faren har insisteret på at de begge skal komme på besøg.
I begyndelsen virker dialogen mellem de ventende forældre hverdagsagtig og intetsigende, sådan som almindelig dialog er, når man ikke længere taler sammen, men bare taler for at fylde tavsheden ud imellem sig. Det er den tavshed som stykket handler om, selv om det bliver talt i ét væk.
Moren har planlagt det hele og er stolt af den ældste søn, Elias, og vil helst helt undgå kontakt med den udviklingshæmmede søn, Sebastian. Mens det er omvendt for faren. I indlagte monologer, vendt ud mod publikum, beretter han om sig selv og det liv, der er gået galt. Om alt det der har sat sig på tværs inde i ham. Om lort, kort og godt. Opløftende er det ikke, men når det bliver lagt i hænderne på så rutinerede skuespillere, løfter det sig og bliver til noget større.


                                                                   Foto: Lars Nybøll
Det er ikke nogen større billedskabende tekst, og som publikum føler man sig sært uforløst bagefter, som om man har været på toilettet, og så alligevel ikke kunne noget alligevel – for at blive i forestillingens sprogbrug. Men alligevel går forestillingen med hjem, hvor den rumsterer videre i kroppen. Den kan ikke finde til hvile, ligesom forestillingen heller ikke gør det på scenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er netop det, som den skal. Det er ingen feel-good forestilling, og hurra for det, for mens det behagesyge teaterliv smyger sig ubekymret ind på (alt for) mange teaterscener, er der brug for at der bliver stillet spørgsmål og bliver givet billeder af alt det svære. Alle de valg vi ikke tager – og dem vi tager og bliver hjemsøgt af. For nok er ”Sparta!” en kolos på lerfødder, men det er ikke meningen at den skal være let. Den skal være ubehagelig, den skal kradse og insistere på at stille de ubehagelige spørgsmål. Et behagesygt publikum vil straks forkaste den, for hvad skal vi med det? Det er ubehageligt og konfronterende. Hvorfor skal vi dog sidde og kigge på os selv på en scene? Hvorfor skal vi opleve alt det hykleri og den forstillelse?
Det skal vi, fordi vi bevarer os selv ved at blive stillet til regnskab – især når det sker så lidt fordømmende som det sker i ”Sparta”. Det bliver lagt åbent frem foran os, og så er det op til os selv, hvad vi vil stille op med det. Det er blot en demonstration af levet liv, der er gået i knude. Det ender fatalt, og det aner vi allerede fra starten af. Al den scenografiske hygge (dejligt overgjort af Louise Beck) og den franske musette-musik gør det straks klart, at dette bliver dødeligt.
 
                                                                    Foto: Lars Nybøll
Ditte Gråbøl kommer senere i forestillingen sommerligt til syne iført sommerhat og med en vandforstøver som hun går rundt og sprøjter på lavendlerne med. Musikken er fransk og det er et billede på idel lykke, men vi ved alt for godt at det er på lånt tid, at idyllen er skrøbelig. Egentlig sker der ikke noget, der er blot et lille scenisk intermezzo, men samtidig bliver det et billede på alt det, der KUNNE have været. Alt det man drømte om, alt det man håbede at finde i Sydfrankrig. Men alting fortsætter, bare i nye omgivelser, indtil det går under.
Stykket vinder på sin store menneskelighed, alle fire skuespillere forsvarer deres figurer bravt. Vi forstår dem godt, men irriteres over deres manerer og deres hoppen på stedet. Stykket er klart og gennemarbejdet i sin logik. Ikke mindst i sin afklædning af, hvorfor den ældste søn er blevet som han er. Logikken er voldsom, men meget naturlig. Det handler om kærlighed. Alting handler om kærlighed. Både den man får og især den man ikke fik. Det er typisk at der i stykket slet ikke bliver talt om noget, der betyder noget. Ikke omkring familiens bord i de underfulde smukke omgivelser. Det er først i ly af mørket, når de mødes i køkkenet at faren og sønnerne akavet rækker ud efter hinanden, men uden at de kommer hinanden nærmere af den grund. Carsten Bjørnlunds Elias har ikke megen karakteriserende dialog. Det er i stedet lagt i munden på faren, der igen siger alt det der skal siges om sønnen. Og på samme måde er det sønnen, der siger alt om faren. Det er udleverende og virker afvæbnende – og fungerer godt.
 
                                                                     Foto: Lars Nybøll
 
Mens moren taler med Elias, kommunikerer faren med den handicappede Sebastian, der bliver en slags billede på farens eget forkrampede indre. Det er helt efter bogen at det netop er de to, der mødes i stykkets sidste scene, hvor farens hjælpeløshed rører ved noget i sønnen, der får ham ud af sin stereotype og formørkede adfærd, da han for første gang kigger direkte på faren. Han mærker farens desperation – og reagerer instinktivt på den, og giver ham en ”krammer”. Det sker ved at Sebastian ganske let lægger sit hoved ind mod faren. Det er så flygtigt, men alligevel en så rørende og overraskende tilkendegivelse. Men netop det som faren gennem hele forestillingen har længtes efter. Der er en stille desperation i farens hjælpeløse formaning til sønnen om at han skal gå i seng. Men det som virkelig sker forbliver usagt som et nødråb fra sjælen inden den kuldsejler og forliser. Det gør Kristan Halken godt. På den måde lykkes det iscenesætteren, Frederik Arntzen Neergaard, at give stykket en mindre - og hårdt tiltrængt - opblødning, inden alting går under. Som i Ibsens ”Gengangere”, hvor personerne også fra starten af et tungt lastet af deres egne skygger. De bevæger sig rundt uden at komme nogen vegne - som gengangere. Selvfølgelig er der langt fra Ibsen til Provence. Men mennesker er stadig mennesker.  Også i Provence og i Valby, hvor forestillingen spøger indtil 23. marts.
Det er ikke behageligt, det er ikke rart, det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Forestillingen fortjener at få sit publikum.
 
                                                              Foto: Lars Nybøll
 
SPARTA!
Manuskript: Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk debut 2014).
Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard
Scenografi: Louise Beck
Medvirkende:
Carsten Bjørnlund, Ditte Gråbøl, Kristian Halken og Brian Hjulmann
Spilleperiode: 23. februar – 23. marts 2014.