Dramatiske festivalstemmer - ÆG & HÅB 2021

Foto: David Blazek.

Skuespilleren Ulla Henningsen er tilbage på festivalen og læser Michael Svennevigs indledende monolog ”Den nye dag” og synger, akkompagneret af Nikolaj Hess på flygel, ”God bless the child” fra albummet ”The man I love” (1996), hvor de indspillede nummeret sammen.

Mød Ulla Henningsen til festivalåbningen i Enghave Kirke på Vesterbro.

Foto: Michael Svennevig

Historiefortæller Laura Kamis Wrang bygger med sine historier broer mellem mennesker, kunst og kultur. Både som historiefortæller, skuespiller og synstolker. Hun er selv bærer af en fortælling om at finde ro i et hjem, når man har to sprog og ét ben i to kontinenter. Lauras fortællinger rækker ud efter fællesskab og håb. I Prøvestenen fortæller Laura frit efter H.C. Andersens "Fugl Fønix" om, hvordan poesien opstod og om dens farlige færd ad den udfordrende, smukke og vidensdelende vej. Er der en gnist vil poesien komme frem i verden - igen og igen.

Mød Laura Kamis Wrang på 2. og 3. festivaldag på Amager og  i Vanløse.

Foto: Bent Dahl Jensen/Sameksistens

Skuespilleren Michelle Bjørn-Andersen er tilbage på festivalen, og læser Tomas Lagermand Lundmes kattetekst, ”Du bed mig”. Det handler om en kat med forfatterambitioner, og om hvordan kat og ejer nærmest bytter roller i en underfundig tekst med masser af knurhår og vilde kattepoter, når det litterære parnas bestiges med den rette katteynde.

Mød Michelle Bjørn-Andersen på 2. festivaldag på Amager.

Foto: Majka Bjørnager

Jytte Abildstrøm behøver ingen nærmere præsentation. Jytte er en kær gæst på festivalen i Prøvestenen, når hun i år for 4. gang medvirker med fællessang og fortællinger fra et langt liv (født 1934). Jytte er en miljøorkan og er brobygger mellem det alternative og det etablerede, men mest af alt er hun brobygger mellem mennesker. Ikke mindst når det gælder de forskellige generationer på festivalen, når hun med humor, fortællinger og sang fortæller om, hvorfor det er vigtigt at holde hjertet varmt, men også at massere lattermusklerne. For som Jytte siger: ”Så kan det kun gå fremad!”

Mød Jytte Abildstrøm på 2. festivaldag på Amager.

Foto: Majka Bjørnager

Skuespilleren Lotte Arnsbjerg har taget imod en udfordring – ligesom hun gjorde sidste år, uden at vide, hvad det er hun stiller op til. Det finder hun først ud af på festivaldagen i Prøvestenen, umiddelbart inden hun skal fremføre noget, der garanteret vil udfordre hendes særlige evne til at digte og improvisere på stedet.

Mød Lotte Arnsbjerg på 2. festivaldag på Amager. 

Pressefoto: CPH Dhiman Studio ("Miss Julie's Happy Valley")

Michael Omoke spiller tjeneren Jean i en opdateret udgave af Strindbergs ”Frk. Julie”, der får premiere på Folketeatret til august, hvor handlingen er flyttet frem til årene 1929-1941 i Happy Valley i Kenya, ikke langt fra Karen Blixens afrikanske farm – nær ved, hvor Michael Omoke selv voksede op. Han står bag teatret ”New Nordic Voices” og vil fortælle om, hvad det nye er, men også om, hvad der skete dengang i Happy Valley. (På fotoet er Michael fotograferet sammen med Rebecca Langley Jensen, der også medvirker på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro).

Mød Michael Omoke på  3. festivaldag i Vanløse.

Foto: Michael Svennevig

Forfatteren Birte Kont & skuespillen Lise Kamp Dahlerup optrådte sidste år i Global Art Gallery med en gribende monolog baseret på Birte Konts nyudgivne kortprosa-samling ”Ingen har ordet”, en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. I år har de genoptaget samarbejdet, og hvad det har resulteret i, kan opleves i Global Art Gallery.

Mød Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup på  3. festivaldag i Vanløse.

Pressefoto fra "Det førerløse menneske, Det Olske Orkester

Teatergruppen Det Olske Orkester består bl.a. af dramatiker/instruktør Lotte Faarup og skuespiller Øyvind Kirchhoff. De fortæller med udgangspunkt i teater-trilogierne: "En nations selvhad - Danmark mellem skam og selvovervurdering" og "Overlevelse i nyere tid" om, hvordan nationalistiske tendenser i dansk historieskrivning kalder på modsvar og om, hvordan vores digitale tid udfordrer menneskets evne til at agere i en fysisk verden og holde kontakten til sit eget selv. Men også om det nødvendige teatermøde og det håb, som det giver for fremtiden.

Mød Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff  på  3. festivaldag i Vanløse.

Foto: Peter Ring

Skuespilleren Trine Runge læser Sheila Andersens fabel om kampen mellem lys og skygge, mellem det gode og det onde, der foregår inde i os alle - og om de valg vi bagefter træffer i livet. Trine har medvirket på festivalerne flere gange. I 2017 indledte Trine med at læse persiske digte i Salonen. Sammen år til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening fremførte Trine sammen med Dea Fog en én-akter af Kenneth Krabat. I 2018 fremførte hun i Global Art Gallery sammen med Poul Storm endnu en én-akter af Kenneth Krabat. Trine bidrog også til festivalbogen "117 Stemmer" (Epigraf, 2012).

Mød Trine Runge  på  3. festivaldag i Vanløse.

Foto: Michael Svennevig

Limbus Teatret, bestående af skuespiller Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard, har med forestillingen ”Kære far – et sidste farvel” lavet en uafrystelig forestilling om liv og selvmord. Det er en bearbejdelse af en svensk teatertekst baseret på et virkeligt afskedsbrev. Oplev uddrag fra forestillingen og hør om den afgrundsdybe afmagt, der griber én, når der ikke længere er noget at stille op – og om at være på scenen som far og datter.

Mød Ulver Skuli Abildgaard & Ulla Abildgaard  på  3. festivaldag i Vanløse.

”Black to Normal” er Marie-Lydie Nokoudas nye platform, der inkluderer performance, reading og billedkunst. ”Black to Normal” giver stemme til de fortællinger, der alt for ofte ikke trænger igennem, men måske sker det nu? Hør Marie-Lydies beretning om, hvad det har ført med sig og om visionerne for det videre forløb.

​

Mød Marie-Lydie Nokouda  på  3. festivaldag i Vanløse.

Madame Garborg debuterede med kortprosa-samlingen ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2018). Året efter, i 2019, iscenesatte og fremførte hun Khaled Hosseinis digtroman ”En bøn til havet” i Apostelkirken på Vesterbro – og nu har hun taget skridtet fuldt ud med ”SULT”, der afslutter festivaldagen i Global Art Gallery, hvor hun i cabaretform synger og fortæller om havregryn og overlevelse. Endnu engang er hun dykket ned til barndommen for at nærme sig en forståelse af den, hun er blevet i dag.

Mød Madame Garborg  på  3. festivaldag i Vanløse.

Foto: Christopher Mertz

Skuespilleren Rebecca Langley Jensen, der er dansk/tanzaniansk - fra Zanzibar, læser teksten "Den snobbede afrikaner" af Qaali Schmidt-Sørensen. Det er 3. gang Rebecca medvirker på festivalen. Første gang fremførte hun sammen med Wanjiku Victoria Seest et uddrag fra forestillingen "For colored girls" (festivalafslutningen i 2019) og sidste år medvirkede hun i Salonen på Østerbro, hvor hun læste en tekst af Qaali Schmidt-Sørensen. Fra den 26.-29. august kan hun opleves i Michael Omokes opdatering af "Strindbergs "Frk. Julie" på Folketeatret (Mød Michael Omoke på 3. festivaldag i Vanløse).

 

Mød Rebecca Langley Jensen på 4. festivaldag på Østerbro.

Foto: Michael Svennevig

Skuespiller, sanger og entertainer Anders Bircow fortæller om et liv i humorens tjeneste. Om hvad det har givet ham og om, hvordan det har præget hans opfattelse af tilværelsen og livet. Hvad er det som humoren kan sætte fri, og hvordan forbinder den os? Anders beretter ud fra sine erfaringer fra et langt og succesrigt sceneliv på de skrå brædder.

Mød Anders Bircow til festivalafslutningen på Christianshavn.

Anmeldelse: KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER på Får302

 

Foto: Åsmund Sollihøgda.

En sort kvinde kommer ind. Hun smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige: at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene, hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i de øvrige scener. 

Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden, for nu er vi i København 2024. 

Foto: Åsmund Sollihøgda

Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og Brian  Hjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles af  Tilde Maja Fredriksen. Alle tre vender vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.

Foto: Åsmund Sollihøgda

Nokouda, Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen. Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger at redde sig i land, for det er jo det vi gør. 

Foto: Åsmund Sollihøgda

Det er aktionsteater, der er frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af, for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement. 

Foto: Åsmund Sollihøgda

Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg: Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi), og det er et meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.

Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER

- en musikalsk montage

på Teater Får302

28. november – 19. december 2020 (mandag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17) 

90 min.

Idé, instruktion og tekstudvikling: Anne Zacho Søgaard

Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann samt drengesangere fra Det Danske Drengekor: Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi.

Tekst: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen

Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher

Libretto: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen og Anne Zacho Søgaard.

Indstudering af musik med drengesangere: Chefdirigent ved Det Danske Drengekor Emil Ritter

Dramaturg: Miriam Frandsen

Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen

Skrædder: Camilla Lind

Lysdesign: Jim Falk

Lyskonsulent: Suni Joénsen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Praktikant: Henrik Thy

Instruktørassistent: Ea Maria Quaade Arnkov

Instruktørassistent/Forestillingsafvikler: Amalie Christian

Producent: Karina Dichov Lund

Presseansvarlig: Carla Rafaella Gianetti

Produceret i samarbejde med Teater Får302.

 *

Hjemmeside  og billetter  

Trailer af Søren Meisner

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

 

 

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl.

Foto: Søren Kjeldgaard

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl på festivalen, når hun er i samtale om ”REJSEN” (Siesta, 2014) med den marokkanske forfatter Saida Benakrich, der bl.a. skriver:

 

 

"For der er uendelig langt fra den hverdag i den lille barndomsby Tetouan til den danske hverdag, jeg oplever nu, så det kunne skabe kaos i selv den mest velordnede hjerne. Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark. Nyt sprog, ny kultur og anden måde at omgå hinanden på og at kommunikere på. Kunne jeg være sikker på, at et kindkys betyder det, jeg tror? Kunne jeg egentlig være sikker på noget som helst? Slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, særlige fridage og helligdage, speciel humor og en del andet som f.eks. noget så simpelt som det at gå over vejen. Med tiden lærer jeg, at trafik ikke bare er trafik. I Marokko indretter bilisterne sig efter fodgængerne, da man bare kan træde ud foran dem, når man skal over vejen. Men i Danmark bliver man med høj sandsynlighed kørt ned, hvis man går ud foran en bil, fordi bilisterne ikke er vant til det.

 

 

Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves. Alt skulle læres igen. Alt skulle begyndes forfra. Og uden den daglige kontakt med familie, venner og naboer vokser følelsen af afmagt sig hurtigt stor.”

Hør samtalen mellem de to om aftenen på festivalens 2. dag, hvor Ulla Henningsen læser op fra bogen. Inden da har jeg en samtale med Malene om at arbejde med andres historier, for det er noget som Malene gør meget. Både faktiske og fiktive fortællinger. Det har bl.a. resulteret i Roma-monologen "Syng altid for dine børn, når de skal sove”, der til festivalåbningen fremføres af Karin Bang Heinemeier.

 

 

Foto: Karoline Liberkind

 

Ved samme lejlighed introducerer Malene den unge akkordeon-virtuos, Samson William Nenic, der er af roma-oprindelse.

 

Foto: David Blazek

 Derudover læses to af Malenes historier i serien "Tro håb og kærlighed". Den første "Tørklædet" læses af Poul Parsberg og handler om to lesbiske piger og det tørklæde som skiller dem. Det er allerede om fredagen.

 

"Passet", der læses af Marie-Lydie Nokouda, er om lørdagen, handler om radikalisering og det vi tror, vi ved - men som vi slet ikke kan være så sikre på alligevel. De to korte historier kan på overfladen synes at handle om noget fremmedartet og eksotisk, men handler nok mest om følelser, drømme og håb, som forener os alle, alene fordi vi er mennesker.

 

ANMELDELSE: SNE på Husets Teater

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.

 

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:

Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda

 

Manuskript:

Hakan Savas Mican & Oliver Kontny

 

Instruktion:

Alexa Ther

 

Scenografi:

Camilla Bjørvad

 

Lysdesign:

Antonio Rodrigues-Andersen

 

Lyddesigm:

Jes Theede

 

Oversættelse:

Kristian T. Erhardsen

 

Husets Teater

Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014