Viser opslag med etiketten Trine Runge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trine Runge. Vis alle opslag

lørdag den 31. juli 2021

Dramatiske festivalstemmer - ÆG & HÅB 2021


Foto: David Blazek.

Skuespilleren Ulla Henningsen er tilbage på festivalen og læser Michael Svennevigs indledende monolog ”Den nye dag” og synger, akkompagneret af Nikolaj Hess på flygel, ”God bless the child” fra albummet ”The man I love” (1996), hvor de indspillede nummeret sammen.

Mød Ulla Henningsen til festivalåbningen i Enghave Kirke på Vesterbro.


Foto: Michael Svennevig


Historiefortæller Laura Kamis Wrang bygger med sine historier broer mellem mennesker, kunst og kultur. Både som historiefortæller, skuespiller og synstolker. Hun er selv bærer af en fortælling om at finde ro i et hjem, når man har to sprog og ét ben i to kontinenter. Lauras fortællinger rækker ud efter fællesskab og håb. I Prøvestenen fortæller Laura frit efter H.C. Andersens "Fugl Fønix" om, hvordan poesien opstod og om dens farlige færd ad den udfordrende, smukke og vidensdelende vej. Er der en gnist vil poesien komme frem i verden - igen og igen.

Mød Laura Kamis Wrang på 2. og 3. festivaldag på Amager og  i Vanløse.


Foto: Bent Dahl Jensen/Sameksistens


Skuespilleren Michelle Bjørn-Andersen er tilbage på festivalen, og læser Tomas Lagermand Lundmes kattetekst, ”Du bed mig”. Det handler om en kat med forfatterambitioner, og om hvordan kat og ejer nærmest bytter roller i en underfundig tekst med masser af knurhår og vilde kattepoter, når det litterære parnas bestiges med den rette katteynde.

Mød Michelle Bjørn-Andersen på 2. festivaldag på Amager.


Foto: Majka Bjørnager


Jytte Abildstrøm behøver ingen nærmere præsentation. Jytte er en kær gæst på festivalen i Prøvestenen, når hun i år for 4. gang medvirker med fællessang og fortællinger fra et langt liv (født 1934). Jytte er en miljøorkan og er brobygger mellem det alternative og det etablerede, men mest af alt er hun brobygger mellem mennesker. Ikke mindst når det gælder de forskellige generationer på festivalen, når hun med humor, fortællinger og sang fortæller om, hvorfor det er vigtigt at holde hjertet varmt, men også at massere lattermusklerne. For som Jytte siger: ”Så kan det kun gå fremad!”

Mød Jytte Abildstrøm  2. festivaldag på Amager.


Foto: Majka Bjørnager


Skuespilleren Lotte Arnsbjerg har taget imod en udfordring – ligesom hun gjorde sidste år, uden at vide, hvad det er hun stiller op til. Det finder hun først ud af på festivaldagen i Prøvestenen, umiddelbart inden hun skal fremføre noget, der garanteret vil udfordre hendes særlige evne til at digte og improvisere på stedet.

Mød Lotte Arnsbjerg på 2. festivaldag på Amager. 


Pressefoto: CPH Dhiman Studio ("Miss Julie's Happy Valley")


Michael Omoke spiller tjeneren Jean i en opdateret udgave af Strindbergs ”Frk. Julie”, der får premiere på Folketeatret til august, hvor handlingen er flyttet frem til årene 1929-1941 i Happy Valley i Kenya, ikke langt fra Karen Blixens afrikanske farm – nær ved, hvor Michael Omoke selv voksede op. Han står bag teatret ”New Nordic Voices” og vil fortælle om, hvad det nye er, men også om, hvad der skete dengang i Happy Valley. (På fotoet er Michael fotograferet sammen med Rebecca Langley Jensen, der også medvirker på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro).

Mød Michael Omoke på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig


Forfatteren Birte Kont & skuespillen Lise Kamp Dahlerup optrådte sidste år i Global Art Gallery med en gribende monolog baseret på Birte Konts nyudgivne kortprosa-samling ”Ingen har ordet”, en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. I år har de genoptaget samarbejdet, og hvad det har resulteret i, kan opleves i Global Art Gallery.

Mød Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup på  3. festivaldag i Vanløse.


Pressefoto fra "Det førerløse menneske, Det Olske Orkester


Teatergruppen Det Olske Orkester består bl.a. af dramatiker/instruktør Lotte Faarup og skuespiller Øyvind Kirchhoff. De fortæller med udgangspunkt i teater-trilogierne: "En nations selvhad - Danmark mellem skam og selvovervurdering" og "Overlevelse i nyere tid" om, hvordan nationalistiske tendenser i dansk historieskrivning kalder på modsvar og om, hvordan vores digitale tid udfordrer menneskets evne til at agere i en fysisk verden og holde kontakten til sit eget selv. Men også om det nødvendige teatermøde og det håb, som det giver for fremtiden.

Mød Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Peter Ring


Skuespilleren Trine Runge læser Sheila Andersens fabel om kampen mellem lys og skygge, mellem det gode og det onde, der foregår inde i os alle - og om de valg vi bagefter træffer i livet. Trine har medvirket på festivalerne flere gange. I 2017 indledte Trine med at læse persiske digte i Salonen. Sammen år til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening fremførte Trine sammen med Dea Fog en én-akter af Kenneth Krabat. I 2018 fremførte hun i Global Art Gallery sammen med Poul Storm endnu en én-akter af Kenneth Krabat. Trine bidrog også til festivalbogen "117 Stemmer" (Epigraf, 2012).

Mød Trine Runge  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig


Limbus Teatret, bestående af skuespiller Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard, har med forestillingen ”Kære far – et sidste farvel” lavet en uafrystelig forestilling om liv og selvmord. Det er en bearbejdelse af en svensk teatertekst baseret på et virkeligt afskedsbrev. Oplev uddrag fra forestillingen og hør om den afgrundsdybe afmagt, der griber én, når der ikke længere er noget at stille op – og om at være på scenen som far og datter.

Mød Ulver Skuli Abildgaard & Ulla Abildgaard  på  3. festivaldag i Vanløse.




”Black to Normal” er Marie-Lydie Nokoudas nye platform, der inkluderer performance, reading og billedkunst. ”Black to Normal” giver stemme til de fortællinger, der alt for ofte ikke trænger igennem, men måske sker det nu? Hør Marie-Lydies beretning om, hvad det har ført med sig og om visionerne for det videre forløb.
Mød Marie-Lydie Nokouda  på  3. festivaldag i Vanløse.




Madame Garborg debuterede med kortprosa-samlingen ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2018). Året efter, i 2019, iscenesatte og fremførte hun Khaled Hosseinis digtroman ”En bøn til havet” i Apostelkirken på Vesterbro – og nu har hun taget skridtet fuldt ud med ”SULT”, der afslutter festivaldagen i Global Art Gallery, hvor hun i cabaretform synger og fortæller om havregryn og overlevelse. Endnu engang er hun dykket ned til barndommen for at nærme sig en forståelse af den, hun er blevet i dag.

Mød Madame Garborg  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Christopher Mertz


Skuespilleren Rebecca Langley Jensen, der er dansk/tanzaniansk - fra Zanzibar, læser teksten "Den snobbede afrikaner" af Qaali Schmidt-Sørensen. Det er 3. gang Rebecca medvirker på festivalen. Første gang fremførte hun sammen med Wanjiku Victoria Seest et uddrag fra forestillingen "For colored girls" (festivalafslutningen i 2019) og sidste år medvirkede hun i Salonen på Østerbro, hvor hun læste en tekst af Qaali Schmidt-Sørensen. Fra den 26.-29. august kan hun opleves i Michael Omokes opdatering af "Strindbergs "Frk. Julie" på Folketeatret (Mød Michael Omoke på 3. festivaldag i Vanløse).
 
Mød Rebecca Langley Jensen4. festivaldag på Østerbro.


Foto: Michael Svennevig


Skuespiller, sanger og entertainer Anders Bircow fortæller om et liv i humorens tjeneste. Om hvad det har givet ham og om, hvordan det har præget hans opfattelse af tilværelsen og livet. Hvad er det som humoren kan sætte fri, og hvordan forbinder den os? Anders beretter ud fra sine erfaringer fra et langt og succesrigt sceneliv på de skrå brædder.

Mød Anders Bircow til festivalafslutningen på Christianshavn.

torsdag den 4. februar 2021

2: Apropos ÆG & HÅB

Festivallogo: Lena Gemzøe.

Tekster inspireret af festivalens tema om ÆG & HÅB.
Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om æg og håb,
som læses af Trine Runge. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om håb, 
æg og festival - og selv  indlæst det.  
Hør podcasten


Sheila Andersen. Foto: Jonas Andersen

Uddrag fra "ÆG & HÅB", 
en eventyrlig fabel forfattet af Sheila Andersen:

"Der var engang en kvinde, som blev født med 3 lysende æg inde i sig, dengang var æggene noget mindre, de var faktisk ganske små, nærmest ikke synlige. De lå derinde og hyggede sig og lunede sig og var omsluttet af tryghed og kærlighed og var som én med den lille babypige. Nogle gange var det svært at vide, om kærligheden strømmede fra babypigen, eller om den strømmede fra æggene, måske gik det begge veje.

Men i løbet af barndommen og ungdommen, skete der noget, der udviklede sig nogle dunkle æg, som lagde alt andet i skygge. Alle æggene kom ud, da de dunkle begyndte at vokse og ikke længere kunne være inde i kvinden. Kvinden opdagede dem slet ikke, selv om de var nær hende hele tiden. Hun mærkede skyggen, men hun må have vidst at de lysende æg var der, på en eller anden måde eller have haft det på fornemmelsen, for der var i hvert fald noget, som hun gik og søgte efter uden rigtig helt at vide, hvad det var hun søgte. Hun afprøvede om det var nye kjoler, nye kærester, nye frisurer og senere i livet nye uddannelser og nye hobbyer, men hun var aldrig helt tilfreds. Hun rugede og rugede, og de dunkle æg voksede, det ene større end det andet, og samtidig begyndte hun at høre noget kalde på sig og det blev mere og mere insisterende, og hun blev mere og mere forvirret over hvilken retning hun skulle gå, hun snurrede rundt om sig selv og løb rundt som en hvirvelkvinde."

Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse indenfor børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs mere.

Trine Runge

Skuespilleren Trine Runge har indlæst teksten. 
Trine har flere gange medvirket på festivalerne.

1 2017 indledte Trine med at læse digte af Omar Khajjâm (1048-1131) i Salonen i Arash Sharifzadeh Abdis oversættelse fra ”101 Rubâî”. Sammen år til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening fremførte Trine sammen med Dea Fog Kenneth Krabats "Samtale mellem 2 og 4"(hør lydoptagelsen). I 2018 fremførte hun i Global Art Gallery sammen med Poul Storm en reading på Kenneth Krabats én-akter "Erling møder sin gamle flamme" (se video).  Trine bidrog også til festivalbogen "117 Stemmer" (Epigraf, 2012, læs teksten).


Aleksandar Šajin

Læs Aleksandar Šajins digt, "Festival", 
som han selv har indlæst til podcasten:

"Vi følges ad. Du har dit smil. Solen varmer ansigtet og rynkerne leger med. Sommerskygge og fred. Du løfter armene, du holder en gren med kvaste af mørkeblå blomster som du løfter op mod himlens blå. ”Se, himlen er blå” - siger du, og jeg ved ikke om det er dig eller himlen jeg skal kigge på. For I er begge to lige vidunderlige. Og måske er det op til øjnene der ser:  En humlebi letter og flyver mod de små mørkeblå blomster, selvom den ikke kan. Den kan umuligt lette fra jorden. Det vederkvægende syn, en krop så stor i alle regnbuefarver, og vingerne alt for små til at stige op i luften på. Der er en krukke af voks et eller andet sted i det skjulte, pollenkugler overtrukket med voks og inde i kuglerne er der æg.  Der smiler vi to, for vi ved, at livet altid vinder og vender tilbage. Meningen er ved at forpuppe sig igen og snart flyver vi med. Det er noget enhver dronning ved: Livets mening er livet selv. Sådan er det også med vores festival: Dens mening stiger op til vejrs sammen med lyset i August."


Aleksandar Šajin har ligeledes medvirket flere gange på festivalerne. Senest med digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER i 2020 (læs digtet). I 2018 var det med romanen "Ivan Blank" (læs anmeldelse). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden stemmer" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018),

Mikkel Andersen. Foto: Michael Svennevig

Musikken på podcasten:
Agustin Barrios Mangoré (1885-1944):
"Le Catedral, Preludio"
spillet af Mikkel Andersen
taget fra cd´en: "Puerta de sol/Twilight" (Helikon, 2012)

Næste uges podcast :

Mikkel Andersen er uddannet klassisk guitarist, og har gennem de sidste 10 år drevet guitarskolen Casa De La Guitarra, der fornylig flyttede ind i egne lokaler i Østrigsgade på Amager. Mikkel fortæller om, hvordan han begyndte at spille guitar som 9-årig, men også om sit forsøg på at fange og rumme samtiden i sit spil. Offentliggøres den 12. februar 2021

*
Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny. Lyt med her
Læs om festivalen ÆG & HÅB

*