Viser opslag med etiketten Ulver Skuli Abildgaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ulver Skuli Abildgaard. Vis alle opslag

lørdag den 20. september 2025

Monologer og tekster skrevet direkte til Gammelfestivalen III

 

Fotos: Ditte Amanda Pedersen, Alan Pary, Tina Lindop og Louise Windfeldt.

Noget af det mest spændende er, at præsentere tekster og monologer, der er skrevet direkte til Gammelfestivalen. Denne gang af Irene Pedersen, Rodolph Geraci, Gustav Foss og Michael Svennevig. På festivalen bliver de fremført af skuespillerne Ulver Skuli Abildgaard, Lise Kamp Dajlerup og Hans Henrik Clemensen, mens Gustav Foss selv læser sin tekst. 

Uddrag af teksten og monologen af Rodolph Geraci og Michael Svennevig er også med på den kommende Gammelfilm 2025, hvor de er indlæst af Lise Kamp Dahlerup og Hans Henrik Clemensen (filmen får premiere lige op til Gammelfestivalen – og vil blive lagt ud på YouTube, men mere om det senere). Men lige her og nu er der mulighed for at læse uddrag fra alle fire tekster og monologer:


Foto: Ditte Amanda Pedersen.

”5. maj” – en monolog af Irene Pedersen, 

fremføres på festivalen af Ulver Skuli Abildgaard.

Kan opleves på 2. festivaldag,

lørdag den 25. oktober 2025.

Se program.


Læs et uddrag:

"Åhhh, jeg var så stolt af ham, da jeg var barn. Han var min helt. Han var med i de vildeste aktioner, bare 19 år gammel, 19 år, hvad fanden lavede jeg, da jeg var 19 ... ikke noget jeg er stolt af, men min far ... min far afsporede tog og sprængte ting i luften ... Bom ... så var der et par tyskere mindre. Han var kommunist, blodrød, “Det er jeg sgu stadig”, sagde han med et grin, men bag grinet lurede vreden. “De solgte os,” sagde han. “Vi kunne bruges, da vi skulle redde Danmarks ære, men de lavede lister over os, som de gav til tyskerne. “

Det red ham som en mare ... forræderiet ... men efter krigen elskede alle modstandsfolkene, kommunisterne fik masser af stemmer ved valget ...

Åh, han var så stolt.

Nu skulle Danmark forandres. Nu skulle der blive retfærdighed ... og så skete der ikke en skid. “De lukkede os ude fra indflydelse,” sagde han. “Lavede aftaler udenom os, mødtes i korridorerne og aftalte, hvad der skulle siges og stemmes. De var bange for os ...  klassekampen blev latterliggjort. Der var ingen klasser, man skulle bare klø på. Man var herre over sin egen skæbne -  og blev man ikke til en skid, så var det ens egen skyld.”

Han forstod ikke, hvad der skete. Men han forstod, at de lavede historien om."


Foto: Alan Pary.

”VITA” – en novellette af Rodolph Geraci, 

fremføres på festivalen af Lise Kamp Dahlerup.

Kan opleves på 1. festivaldag,

fredag den 24. oktober 2025.

Se program.

Foto: Tina Lindop.


Læs et uddrag:

”Vita havde sprøjtet de fleste af parfume-prøverne på sin underarm. Som en narkoman opdager antydningen af en blodåre, som vil føre ham til den ønskede opstigning, forsøgte hun at finde et sted fritaget af duft. Da hun gjorde det, sprøjtede hun generøst. Hun førte sin arm til næsen og snusede i jagt af den seneste aroma. Det var ikke let. Hun lukkede øjnene uden videre succes.

- Goddag, frue, kan jeg hjælpe Dem? spurgte en smilende salgsassistent. Hendes professionelt smil var egentlig en invitation til at gå.

- Nej, nej, tak, det er meget venligt… du ved, jeg prøver lidt af hvert. Jeg har svært ved at beslutte mig. I min alder… jeg er toogfirs… driller alting mig. Så snart jeg vender ryggen til, ændrer alting sig, vrider sig eller forsvinder… sådan er det også med mine tanker. Forleden dag…

Den smukke kvinde fra parfumeafdelingen vendte sig om med en knap irriteret grimasse og forsvandt bag sin disk. Vita fortsatte sin samtale med den søde assistent et kort øjeblik indtil hun fandt ud af, at hun var forsvundet. Det var synd, hun kunne have snakket i meget længere tid!

Vita havde en stærk forkærlighed for stormagasiner. De virkede som en kæmpestor magnet på hende. Selv om målet for hendes gåture var Kongens Have eller en anden park førte hendes skridt hende uundgåeligt til et af disse magnetiske monstre.

Hun nød lysene og spejlene, som stjal hendes silhuet for at projicere den et andet sted hen. Hun beundrede alle disse farver og former af de utallige produkter og artikler og spekulerede over deres nytte, oprindelse og levetid.

Hun morede sig over de mennesker, der krydsede hinanden og vred sig for at antage en anden form, over disse velkendte ansigter fra en anden tid,

men umulige at placere. Vita levede i en verden, der var lige så blød og glat som pottemagerens ler.

Hun ankom til fødevareafdelingen. En mandestemme inviterede hende til at smage på hans oste. Sikke et godt tilbud! Hendes mave knurrede. Havde hun spist morgenmad? Hun tømte hele tallerken og takkede hjerteligt den gæstfri mand og forsikrede ham om, at hun ville komme tilbage en anden dag. ”Det smagte fortræffeligt!” sagde hun. ”Må jeg tage tandstikkerne?” Hun puttede dem i sin lomme, når manden nikkede ”ja”.”



”Liv og død i Sydhavnen” – tekst af Gustav Foss, 

som han selv læser på festivalen. 

Kan opleves på 1. festivaldag,

fredag den 24. oktober 2025.

Se program.


Læs et uddrag:

”Hun grinede, samtidig med at han tog hende om livet, og en lille flok stimlede sammen omkring dem. Det mindede mere om en brudevals end en fødselsdagsfejring, selvom de ikke klappede i takt. På et tidspunkt sluttede rundkredsen så tæt, at de ikke havde plads til at danse i den. Så fik hun et trutkys og stak ham en flad, og så stak han hende en flad, hvorefter alle jublede.”


Foto: Louise Windfeldt.

”Måske slutter det aldrig” – en monolog af Michael Svennevig, 

fremføres på festivalen af Hans Henrik Clemensen.

Kan opleves på 3. festivaldag,

søndag den 26. oktober 2025.

Se program.




Læs et uddrag:

”Der var så mange muligheder og så mange døre jeg kunne have åbnet, men når jeg tog i et dørhåndtag, skete der ikke noget. Jeg havde troet at dørene var der, for at blive åbnet. Langsomt forsvandt de – dørene og mulighederne.

Jeg havde altid følt livet som en bølge jeg red på. Det var vildt store bølger, og så… væltede de bare ned over mig. Det var egentlig ikke ubehageligt, men overraskende. Pludselig befandt jeg mig UNDER bølgerne. Jeg elsker vand og hav, så det gav endnu flere muligheder, troede jeg. Jeg var på vej nedad, og gik til bunds.

Dernedefra forsvandt den perlende fornemmelse, livet gav mig, nu var der bare mudder. Alt det jeg troede på var gået under, og alligevel var der stadig denne lille perle på havbunden. Dette lille spinkle håb som jeg bar med mig. Det oplyste en lille spinkel vej ud gennem mørket. Den var snæver og alt, alt for lille og smal til at jeg kunne gå ad den. Jeg ønskede så inderligt, at nogen ville høre mig.

Det lykkedes. Jeg fandt tilbage, men jeg var ikke længere mig. Hvem var jeg da?”

_____


Læs mere om GAMMELFESTIVALEN II

                                                                                                                                         
Det er aldrig for sent
at blive gammel!


Alle er velkommen.
Både med og uden demens.
Man behøver heller ikke være gammel.


Det handler om liv og død og om erindringer.
Men først og fremmest handler det 
om at være menneske.


                                                                                       

PROGRAM
1. dag: fredag den 24. oktober 2025
2. dag: lørdag den 25. oktober 2025
3. dag: søndag den 26. oktober 2025
4. dag: mandag den 27. oktober 2025





fredag den 9. september 2022

Anmeldelse: ZAPPA på Teater Vestvolden (repremiere)

 

 

Foto: Søren Meisner.


Når ungdomsfilm som Bille Augusts filmatisering af Bjarne B. Reuters ZAPPA slår så hårdt, må det være fordi det bringer os tilbage til en tid, hvor alting stadig lå i dvale og kun lige var ved at vågne. Seksualiteten rørte på sig, og kærligheden og volden lå og slumrede side om side inde i os, og blev den vækket,  skete det vulkansk. Alt var ukendt og fremmed. Det var som sovende drager, der blev vakt til live, og vi var helt uforberedt på det. Det var på en og samme tid både forfærdeligt og frydefuldt. 


Foto: Søren Meisner.


Thomas Markmanns teaterstykke, baseret på filmen ZAPPA, bringer de tre hovedfigurer frem i lyset nok en gang. Vi er både med dem, når de genoplever alle de stærke følelsesmæssige højdepunkter fra filmen (der havde premiere i 1983), men har også mulighed for, her 50 år efter, at følge dem videre gennem livet. Rammen er et besøg tilbage til den tumultariske tid, hvor de tre havde hule sammen og sværgede hinanden evigt troskab.


Foto: Søren Meisner.


Hvordan gik det så de tre?

Jeg havde forestillet mig, at vi skulle overvære de tres voldsomme møde så mange år efter, men Thomas Markmann har valgt et andet fortællergreb, hvor det meste af handlingen fra filmen gentages og genfortælles, men der er også digtet videre på historien.

Det lever måske ikke helt op til mine forventninger. Jeg sad længe uden at være synderligt grebet, og uden at jeg lægge mærke til, hvor ubønhørigt jeg som edderkoppens bytte blev viklet stadigt mere ind i det klæbrige spind - og først da det var for sent, opdagede jeg det.


Foto: Søren Meisner.


Instruktøren Kamilla Back Mortensen har haft travlt. Det er en gennemkoreograferet forestilling, hvor det er et rigt arrangement, der matcher tekstens lynhurtige skift fra før og til nu. Det er yderst virkningsfuldt. Ulver Skuli Abildggaard er Bjørn, mens Jesper Asholdt er Mulle, og Morten Hauch-Fausbøll er Sten.


Foto: Søren Meisner.


I filmversionen var Peter Reichardts Sten isnende kold, men også blot et forsømt barn, der hævner sig på alt og alle for de forældresvigt, han er blevet udsat for. I teaterudgaven er han mildere, og det forrykker stykkets balance. Det gør forestillingen mindre farlig, men mindst lige så dødelig. 

Det er især det tildigtede foto af den unge Sten, der i et uopfyldt ønske om nærhed bare bliver fotograferet, hver gang han rækker hænderne frem mod faren. Han bliver det barn, der aldrig bliver taget op. Det gør, at vi forstår ham. Men alligevel ender jeg med at sidde med hjertet helt oppe i halsen. Det virker helt som det skal.


Foto: Søren Meisner.


Forestillingen er 8 år gammel, og Ulver Skuli Abildgaard er den eneste, der er tilbage fra den oprindelige opsætning, men i anledningen af Teater Vestvoldens genåbning i Kulturhuset Risbjerggaard har forestillingen repremiere. Det er en flot forestilling til et flot nyt kulturhus, hvor Strunge-citater er lagt ned i gulvene, og på den måde løfter stedet op i digteriske højder.

Voldens psykologi er forestillingens tema, men også hvordan længslen efter fællesskab kan ødelægge alting. Sten er det rådne æble i kurven, og han spiller de to andre ud mod hinanden. Han skiftevis opmuntrer og straffer. Terroriserer og belønner. Han er snu og udspekuleret. Det starter i det små, hvor han overskrider deres grænser lidt efter lidt. Bjørn er egentlig hovedpersonen, for han er den, der langsomt korrumperes. Han siger ikke fra. Han er for så vidt medløberen, der bliver den som Sten manipulerer med. Han gør det så fermt, at det bliver Bjørn, som overtaler Mulle til at gøre alt det grove. Det er så at sige Sten, der udtænker det hele og får de to andre til at udføre det, uden at han selv kan klandres for det. Hvad der sker med fisken ZAPPA, husker de fleste fra filmen, men hvordan det videre udvikler sig kan man opleve i forestillingen. Det skal ikke afsløres her.

 

 

Foto: Søren Meisner.

 

 ZAPPA

på Teater Vestvolden i  Kulturhuset Risbjerggaard

9. september - 8.oktober 2022

MEDVIRKENDE

Morten Hauch-Fausbøll

Ulver Skuli Abildgaard

Jesper Asholt

DRAMATIKER

Thomas Markmann

SCENOGRAF

Sir Grand Lear v/Ingvild Grande

INSTRUKTION

Kamilla Back Mortensen

LYD

Jonas Jørgensen

LYS

Nils Kragh

SCENEBYGGER/TEKNIK

Gert Christoffersen og Nils Kragh

KOSTUMER

Inger Mikkelsen

PRODUCENT/FORESTILLINGSIDÉ

Stephan Pollner

CO-PRODUKTION

Forestillingen blev til og co-produceret i et samarbejde mellem Teater Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i sæson 2014/15 med genopsætning i sæson 16/17 og sæson 22/23.

 

Hjemmeside og billetter

 

torsdag den 10. februar 2022

Anmeldelse: ANTIGONE i Retten på Frederiksberg

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende,  og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes? 

Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.

Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud  - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?

Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


ANTIGONE
Sofokles´ græske drama gendigtet af Andreas Garfield
Retten på Frederiksberg
90 minutter
 10.-23. februar 2022 + efterfølgende turne.

Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Lucia Vinde Dirchsen + Rolf Hansen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Andreas Garfield, med afsæt i Sofokles’ tragedie
Scenograf: Sir Grand Lear
Komponist: Marie Louise von Bülow
Produktionsleder: Anna Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Idé og koncept: Teatergrad


Forestillingen spiller bagefter på Københavns Rådhus, 
hvorefter den er på turné rundt i landet til den 2.4.2022.

*

Læs anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen over de øvrige 210 teateranmeldelser.

*

lørdag den 31. juli 2021

Dramatiske festivalstemmer - ÆG & HÅB 2021


Foto: David Blazek.

Skuespilleren Ulla Henningsen er tilbage på festivalen og læser Michael Svennevigs indledende monolog ”Den nye dag” og synger, akkompagneret af Nikolaj Hess på flygel, ”God bless the child” fra albummet ”The man I love” (1996), hvor de indspillede nummeret sammen.

Mød Ulla Henningsen til festivalåbningen i Enghave Kirke på Vesterbro.


Foto: Michael Svennevig


Historiefortæller Laura Kamis Wrang bygger med sine historier broer mellem mennesker, kunst og kultur. Både som historiefortæller, skuespiller og synstolker. Hun er selv bærer af en fortælling om at finde ro i et hjem, når man har to sprog og ét ben i to kontinenter. Lauras fortællinger rækker ud efter fællesskab og håb. I Prøvestenen fortæller Laura frit efter H.C. Andersens "Fugl Fønix" om, hvordan poesien opstod og om dens farlige færd ad den udfordrende, smukke og vidensdelende vej. Er der en gnist vil poesien komme frem i verden - igen og igen.

Mød Laura Kamis Wrang på 2. og 3. festivaldag på Amager og  i Vanløse.


Foto: Bent Dahl Jensen/Sameksistens


Skuespilleren Michelle Bjørn-Andersen er tilbage på festivalen, og læser Tomas Lagermand Lundmes kattetekst, ”Du bed mig”. Det handler om en kat med forfatterambitioner, og om hvordan kat og ejer nærmest bytter roller i en underfundig tekst med masser af knurhår og vilde kattepoter, når det litterære parnas bestiges med den rette katteynde.

Mød Michelle Bjørn-Andersen på 2. festivaldag på Amager.


Foto: Majka Bjørnager


Jytte Abildstrøm behøver ingen nærmere præsentation. Jytte er en kær gæst på festivalen i Prøvestenen, når hun i år for 4. gang medvirker med fællessang og fortællinger fra et langt liv (født 1934). Jytte er en miljøorkan og er brobygger mellem det alternative og det etablerede, men mest af alt er hun brobygger mellem mennesker. Ikke mindst når det gælder de forskellige generationer på festivalen, når hun med humor, fortællinger og sang fortæller om, hvorfor det er vigtigt at holde hjertet varmt, men også at massere lattermusklerne. For som Jytte siger: ”Så kan det kun gå fremad!”

Mød Jytte Abildstrøm på 2. festivaldag på Amager.


Foto: Majka Bjørnager


Skuespilleren Lotte Arnsbjerg har taget imod en udfordring – ligesom hun gjorde sidste år, uden at vide, hvad det er hun stiller op til. Det finder hun først ud af på festivaldagen i Prøvestenen, umiddelbart inden hun skal fremføre noget, der garanteret vil udfordre hendes særlige evne til at digte og improvisere på stedet.

Mød Lotte Arnsbjerg på 2. festivaldag på Amager. 


Pressefoto: CPH Dhiman Studio ("Miss Julie's Happy Valley")


Michael Omoke spiller tjeneren Jean i en opdateret udgave af Strindbergs ”Frk. Julie”, der får premiere på Folketeatret til august, hvor handlingen er flyttet frem til årene 1929-1941 i Happy Valley i Kenya, ikke langt fra Karen Blixens afrikanske farm – nær ved, hvor Michael Omoke selv voksede op. Han står bag teatret ”New Nordic Voices” og vil fortælle om, hvad det nye er, men også om, hvad der skete dengang i Happy Valley. (På fotoet er Michael fotograferet sammen med Rebecca Langley Jensen, der også medvirker på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro).

Mød Michael Omoke på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig


Forfatteren Birte Kont & skuespillen Lise Kamp Dahlerup optrådte sidste år i Global Art Gallery med en gribende monolog baseret på Birte Konts nyudgivne kortprosa-samling ”Ingen har ordet”, en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. I år har de genoptaget samarbejdet, og hvad det har resulteret i, kan opleves i Global Art Gallery.

Mød Birte Kont & Lise Kamp Dahlerup på  3. festivaldag i Vanløse.


Pressefoto fra "Det førerløse menneske, Det Olske Orkester


Teatergruppen Det Olske Orkester består bl.a. af dramatiker/instruktør Lotte Faarup og skuespiller Øyvind Kirchhoff. De fortæller med udgangspunkt i teater-trilogierne: "En nations selvhad - Danmark mellem skam og selvovervurdering" og "Overlevelse i nyere tid" om, hvordan nationalistiske tendenser i dansk historieskrivning kalder på modsvar og om, hvordan vores digitale tid udfordrer menneskets evne til at agere i en fysisk verden og holde kontakten til sit eget selv. Men også om det nødvendige teatermøde og det håb, som det giver for fremtiden.

Mød Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Peter Ring


Skuespilleren Trine Runge læser Sheila Andersens fabel om kampen mellem lys og skygge, mellem det gode og det onde, der foregår inde i os alle - og om de valg vi bagefter træffer i livet. Trine har medvirket på festivalerne flere gange. I 2017 indledte Trine med at læse persiske digte i Salonen. Sammen år til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening fremførte Trine sammen med Dea Fog en én-akter af Kenneth Krabat. I 2018 fremførte hun i Global Art Gallery sammen med Poul Storm endnu en én-akter af Kenneth Krabat. Trine bidrog også til festivalbogen "117 Stemmer" (Epigraf, 2012).

Mød Trine Runge  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig


Limbus Teatret, bestående af skuespiller Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard, har med forestillingen ”Kære far – et sidste farvel” lavet en uafrystelig forestilling om liv og selvmord. Det er en bearbejdelse af en svensk teatertekst baseret på et virkeligt afskedsbrev. Oplev uddrag fra forestillingen og hør om den afgrundsdybe afmagt, der griber én, når der ikke længere er noget at stille op – og om at være på scenen som far og datter.

Mød Ulver Skuli Abildgaard & Ulla Abildgaard  på  3. festivaldag i Vanløse.




”Black to Normal” er Marie-Lydie Nokoudas nye platform, der inkluderer performance, reading og billedkunst. ”Black to Normal” giver stemme til de fortællinger, der alt for ofte ikke trænger igennem, men måske sker det nu? Hør Marie-Lydies beretning om, hvad det har ført med sig og om visionerne for det videre forløb.
​
Mød Marie-Lydie Nokouda  på  3. festivaldag i Vanløse.




Madame Garborg debuterede med kortprosa-samlingen ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2018). Året efter, i 2019, iscenesatte og fremførte hun Khaled Hosseinis digtroman ”En bøn til havet” i Apostelkirken på Vesterbro – og nu har hun taget skridtet fuldt ud med ”SULT”, der afslutter festivaldagen i Global Art Gallery, hvor hun i cabaretform synger og fortæller om havregryn og overlevelse. Endnu engang er hun dykket ned til barndommen for at nærme sig en forståelse af den, hun er blevet i dag.

Mød Madame Garborg  på  3. festivaldag i Vanløse.


Foto: Christopher Mertz


Skuespilleren Rebecca Langley Jensen, der er dansk/tanzaniansk - fra Zanzibar, læser teksten "Den snobbede afrikaner" af Qaali Schmidt-Sørensen. Det er 3. gang Rebecca medvirker på festivalen. Første gang fremførte hun sammen med Wanjiku Victoria Seest et uddrag fra forestillingen "For colored girls" (festivalafslutningen i 2019) og sidste år medvirkede hun i Salonen på Østerbro, hvor hun læste en tekst af Qaali Schmidt-Sørensen. Fra den 26.-29. august kan hun opleves i Michael Omokes opdatering af "Strindbergs "Frk. Julie" på Folketeatret (Mød Michael Omoke på 3. festivaldag i Vanløse).
 
Mød Rebecca Langley Jensen på 4. festivaldag på Østerbro.


Foto: Michael Svennevig


Skuespiller, sanger og entertainer Anders Bircow fortæller om et liv i humorens tjeneste. Om hvad det har givet ham og om, hvordan det har præget hans opfattelse af tilværelsen og livet. Hvad er det som humoren kan sætte fri, og hvordan forbinder den os? Anders beretter ud fra sine erfaringer fra et langt og succesrigt sceneliv på de skrå brædder.

Mød Anders Bircow til festivalafslutningen på Christianshavn.