Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er.
Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende, og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos.
Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.
Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes?
Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.
Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.
Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.
Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.
Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.
Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?
Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.
*
2017:
2016:
2015:
