Vi har brug for forestillinger som denne, der kan ruskes op i os og give os et nyt blik på os selv og vores aktivisme eller mangel på samme. Det serveres med musik til. 12 melodier, der slynges ud mod os. Det er råt, men også sjælfuldt og gribende. Det går lige i kroppen. Rytmerne glider ind i blodet, og jeg går opstemt og håbefuldt derfra.
Premierelokaliteten, Demokrati Garage på Rentemestervej i Nordvest, er velvalgt, det er et sted, hvor nye impulser udspringer, og hvor der tænkes tanker og arbejdes på forskellige demokratiseringsprocesser. Det, der kendetegner Teatergrad er, at de ikke spiller forestillinger på teatrene, men på lokaliteter, hvor teatret kan gå i direkte dialog med deres publikum. Det har de allerede gjort gennem mange år - og det er en fryd at opleve. Jeg holder meget af deres måde at bruge teatret på. Det er i sig selv en form for aktivisme.
Oprøret er lagt i de bedste hænder. De sammenbindende og spiddende tekster er skrevet af Julie Petrine Glargaard og Peller Nordhøj Kann i samarbejde med instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen. Det er stærke tekster, der kæder musikken sammen. Det frisætter temaet. Det er det, musikken kan og har gjort gennem tiden. Det er en musikalsk lystvandring gennem de epoker, der har fulgt de forskellige oprør. Men det er et også et generationsoprør, der på smukkeste vis bæres frem af den yngste, når Alfred Nordhøj Kann indleder med at spørge publikum, hvad han egentlig skal kæmpe for, for der er så meget? Hvor skal han begynde, og hvor skal han ende? Er det miljøet, er det uligheden, sexisme, diskrimination, krigene? - hvor er det, han skal sætte ind? Hvor er det, at han skal træde frem og gøre en forskel?
Aktivismen bliver hele tiden sat op imod vores sofakultur. Det er godt set og skildret, hvordan vi hele tiden har haft valget mellem sofaen og oprøret. Indledningsvist bliver det nævnt, hvor meget tid vi bruger foran fjernsynet i den famøse sofa. I gennemsnit bruger danskeren 2-3 timer om dagen. En stor del af vores vågne "aktive" liv leves i sofaen. Oprindelig var sofaen udformet til kernefamilien, og beregnet til at vi skulle tale sammen, men siden kom det nye husalter til. Sofaen blev til flyderen - og engagement og aktivisme blev til relative størrelser, men se forestillingen, det får blodet til igen at rulle frit i årerne.
Det er forløsende at få en rusketur af Teatergrad, når alle - og måske også lidt for mange - aktivitetsformer sættes i spil gennem tiden. Flotte arrangementer af numre som Kringsatt av fiender (Nordahl Grieg) indleder og afslutter forestillingen. Hva skal verden med sådan en som mig (Andreas Odberg) bliver sunget knusende smukt af Alfred Nordhøj Kann. Talkin’ ‘Bout a Revolution (Tracy Chapman) bliver fulgt til dørs af Rolf Hansen. Tom Lundéns Christiania-sang, I kan ikke slå os ihjel får smukt liv af alle fire på scenen. Det er en tilsyneladende uopslidelig sang, der lever og ånder i et flot musikalsk firestemmigt arrangement. Musikalsk spændes der fra Killing In The Name til Madonnas Like a Virgin. Men der er fuld dækning hele vejen. Rolf Hansen synger hjertet ud i Daddy Lessons.
Aktisterne
af Teatergrad
12. januar - 7. februar 2024
Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:
2017:
2016:
2015:
