Hun er en hyæne, ja, nærmest et monster, som hun står der med sin sorte finger, som hun sætter på folk, når hun lyser dem i band. Det skæbnesvangre er også accentueret i kostumeringen med sorte fjer, som var hun en mægtig ulykkebringende krage. Der er noget plumpt over hende, hun er både storslået og nederdrægtig. I hvert fald fascinerer hun den 14 år yngre elsker, som hun gifter sig med. Hun er gådefuldt gnistrende, ildsprudlende og meget ulykkelig. Eller er hun nu også det? Livet vil hende på en måde ikke. Hun vælger mellem laurbær og roser, og det bliver laurbær. Men kunstnerisk blomstrer hun. Thit Jensen (1875-1957) blev aldrig lige så kendt og skattet som sin Nobelprisvindende lillebror Johannes V. Jensen (1873-1950), men så blev hun så meget andet. Og alt dette andet drager Julie Petrine Glargaard så fint frem i skuespillet og kunstnerportrættet, ”Valkyriens Kamp”. Hovedpersonens flertydighed har tydeligvis inspireret dramatikeren til en tekst, der er meget mere udfordrende end hendes kunstnerportræt af Anna Ancher i "Annas Verden" sidste sommer samme sted, selv om det også var en god forestilling. Men teksten er denne gang bare så meget stærkere og mere potent. Sikket fordi hun er en gåde, der ikke bliver løst. Vi tager hende med hjem i Ene Øster Bendtsens skikkelse. Hun går med os videre ud i livet. Scenografisk er det en smuk forløst forestilling af Nikolaj Heiselberg Trap. Omgivelserne ved Sophienholm er storslåede til udendørsforestillinger, men hvordan matche denne naturens egen maleriskhed? Det er gjort med en symmetrisk sceneopbygning, der kredser spillerne ind og åbner op til naturen med en stor skæbnesvanger fuglesilhuet oven på selve scenen, der på samme tid forbinder hav, jord og luft.
Teatergrads forestillinger har ofte en gnistrende musikalitet, der også denne gang synges og spilles velklingende af Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow, og hvor sidstnævnte også har komponeret musikken og skrevet sangteksterne. De tre spillere indgår på lige fod med de to musikere i forestillingens mange flerstemmige vokalarrangementer. Al lyd er forstærket med bærbare mikrofoner, der bringer skuespillernes stemmer og udtryk helt tæt på – og uden en eneste mislyd. Koreografen Jannik Elkær har tilført forestillingen nogle langsomme dansende bevægelser, der virkningsfuldt brat slår over i naturlig gang. Instruktøren Pelle Nordhøj Kann har anlagt spillet, så de tre skuespillere og to musikere fordeles rundt på scenen og oppe på den bagvedliggende hvide træbro som magtfulde silhuetter mod himlen. Det hele er arrangeret uanstrengt og legende.
Malin Rømer Brolin Tani har en smittende naturlighed, og så er hun rap. Søren Bang Jensen har et fascinerende ansigt med en skarp profil, der skærer lige igennem både som den berømte forfatterbror, der ikke kunne drømme om at hjælpe sin søster. Selv om hun var der for ham, da han før hende fandt sin forfatterstemme. Han er intens og troværdig både som broren og den unge elsker/husbond, og man forstår ham alt for godt, da han falder for Malin Rømer Brolin Tanis smukke tandlæge, der giver ham et meget intimt tandeftersyn. For Thit Jensen har ikke været let at holde af i privaten. For alt det hun stod for i offentligheden, praktiserede hun i hjemmet.
Musikken er så rørende, at den fik mig til at fælde en tåre. Den er brugt meddigtende, så den ikke bare binder forestillingen sammen. I det hele taget er Teatergrads forestillinger ofte så fine, fordi de som i "Valkyriens Kamp" er dansende smukt iscenesatte som en koreografisk dans hvor ord, musik, sang og bevægelser glider sammen til et organisk hele.
Jule
Petrine Glargaard har også skrevet "Udvandrerne" (Teatergrad & danskdansk, 2018), "Under huden"
(Mærkværk, 2020) og jo altså "Annas Verden" (Teatergrad, 2020). Men "Valkyriens
Kamp" har en særlig kampgejst, der bemægtiger sig publikum. For det er tale om
en hovedperson, der går til stålet. Man sagde sågar, at fødselstallene dalede i
de sogne, hvor Thit Jensen holdt sine flammende taler om prævention og kvinderet.
De
mørke slagskygger i hendes liv gør, at vi som publikum tager hende med hjem, når
vi vandrer ud fra Sophienholm. Hvis vi vender os om inden vi går ud af porten, er
det som en skygge af hende flagrer hen over Furesøens vand, mens den sidste
regn forsvinder ude i horisonten.
2017:
2016:
2015:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar