Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Ikke
for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har
været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer
teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp
stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.
”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.
”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af
Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn
- og
nu "BeatRoots”.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent
gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden
og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I
hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker
sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på
steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres
egen magi. Det har
en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater
så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader
til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie,
der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen
Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og
lyddesigner Janus Jensen) og virker
overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig
narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir
Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede
linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det
var massiv forførelse.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Det, der ved første blik lignede en
folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste
sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var
brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med
fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i
det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev
til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at
fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent
driver med vor frygt og indeklemthed.
En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest”
til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.
Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie
Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste
vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf
Hansen som de to brødre (og endelig en
god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von
Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om
brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som
skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet
i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.
Dramatiker: Line Mørkeby
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Skuespillere: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann
og Marie Louise von Bülow
Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung
Scenograf: Sir Grand Lear
Lyddesigner: Janus Jensen
Komponist & arrangør: Marie Louise von Bülow
*
*
Andre anmeldte Teatergrad-forestillinger:
2019:
2018:
2017:
Skjult Nummer (sammen med Cantabile 2)
2016:
En landsby på højkant (sammen med Kunstkollektivet)
2015:
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar