Anmeldelse: FRONTLØBERNE på Teater Grob

 

Klimakampen udkæmpes tappert på Teater Grob, hvor Mærkværk gæstespiller med Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE. Alexandra er uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Men allerede flere år inden oplevede jeg en reading på hendes monolog ”Menneskekongen” som Jens Jørn Spottag fremførte i Vesterbro Naturværksted. Det var på teaterfestivalen Teater i Træstubben i 2012. Allerede dengang var det tydeligt, at Alexandra havde en stærk og direkte stemme, der passede godt til teatret, men også en fandenivoldskhed, der slår igennem i FRONTLØBERNE, der er skræddersyet til de unge. Jeg oplevede forestillingen sammen med en 7. og en 9. klasse, og det er ingen let sag at holde de 13-15 åriges opmærksomhed fanget.

FRONTLØBERNE er teater til teenagere og skabt til ”teenagerne og de voksne omkring dem” og er blevet til i et samarbejde mellem dramatikeren og holdet. Optakten til forestillingen var en aktion på Kongens Nytorv, hvor den ene af forestillingens medvirkende lænkede sig fast til en båd på bedste klimakamps vis.

Både Jacob Teglgaard og Anne Gry Henningsen er iført guldtøj, og omgivet af skrald og plastik (scenografien er af Siggi Óli Pálmason). Næppe er de gået i gang, før de stiller spørgsmål til de unge i salen, om de overhovedet er interesseret i andet end sig selv og hinanden, og om det ikke bare handler om bumser og menstruation i disse år? De satser hele butikken på at engagere de unge – og det lykkes flot. Det sker i 10 forskellige scener, intenst instrueret af Petra Adlerberth-Wik. Anne Gry Henningsen er kunstnerisk leder af Mærkværk og var også på scenen i den lige så vellykkede STRÆBER, der ligeledes spillede på Grob i 2017.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv når klodens status bliver skitseret, som var det en fortælling fra en børnebog, går pointerne rent ind. Måske netop derfor. Stærkt er det, da de fremskriver hele debatten og opfører scener fra en nær fremtid, om hvordan det snart kan komme til at se ganske anderledes ud end det gør i dag. De involverer de unge ved gentagne gange at udvælge enkelte blandt publikum, som de billedligt drager ind i forestillingen (bare ved at bruge deres navne eller henvise til dem) og foregive, at de spiller med på scenen, og det sikrer  en stor genkendelighed for de unge. Det er temmelig slidte teatertricks, men netop slidte, fordi de virker – og det gør det også denne dag på Teater Grob.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange brud og skift, der giver forestillingen en stand-up-form. Et dygtigt og velkvalificeret overspil får de unge til at snappe efter vejret i en scene om klimadepression, hvor Jacob Teglgaard spiller klimadeprimeret, mens Anne Gry Henningsen  er kapitalismen, der har kortvarige løsninger på det hele. Aleksandras absurde greb om klimakampen virker skræddersyet til problematikken.

Det er i løbet af de næste fem år, at vi stadig har mulighed for at gøre noget, hvis vi skal nå det. Der er ingen tvivl om forestillingens aktualitet. Efter forestillingerne er der hver dag en ny ung repræsentation for en af de mange miljø(ungdoms)bevægelser, der fortæller om deres engagement, og hvad der er mulighed for at gøre, når man står sammen. Denne dag var det Terese fra Extinction Rebellion.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE er ligesom Line Knutzons LIVSTIDSGÆSTERNE to aktuelle teaterbud på, hvordan vi gennem det absurde kan genfinde og genopdage os selv midt i en brydningstid. Begge forestillinger formår at etablere teatret som det sted, hvor kampen udspiller sig. Det er som at begive sig ind i tidsmaskiner, der tager os alle steder og ingen steder. Det er som at nå ind til det, der virkelig batter, mens alt det øvrige skrælles af. Det beviser stærkt, at teatret som kommunikationsmiddel er ganske unikt og forførende, når det bliver lagt i hænderne på originale dramatikere, der formår at slå os i hovedet og at vække os op til os selv, hinanden og samtiden.

Vi må ofte helt ud på overdrevet – som det sker i de to forestillinger – for at komme tæt på det egentlige. I FRONTLØBERNE sker det også i en afsluttende dødeligt ironisk scene, hvor hovedpersonerne bogstavelig æder sig ihjel af lutter velvære, mens verden forfalder og går under omkring dem, uden at de opdager det.

FRONTLØBERNE

En forestilling om at gå forrest imens isen smelter

Teater Grob

30. september – 9. oktober 2020.

60 minutter

Medvirkende: Jacob Teglgaard & Anne Gry Henningsen 
Instruktør: Petra Adlerberth-Wik
Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen & holdet
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lyddesigner: Inuk Thomsen
Lysdesign: Jari Matsi
Dramaturg & instruktørassistent: Signe Regitze Berg
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Konsulent i bæredygtigt teater: Whitney Byrn
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Grafiker: Robin Neil Hart
PR, presse og turnésalg: Janne Hovmand Storm
Producent: Karoline Michelsen 
Idé: MÆRKVÆRK

*

Hjemmeside  og billetter  

Læs også anmeldelsen af Mærkværks tidligere forestilling STRÆBER.

Se oversigten over de øvrige 117 teateranmeldelser

*

 

Anmeldelse: BEATROOTS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Ikke for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.

”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.

”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn 

- og nu "BeatRoots”. 

                                                                                                                                                                                                   Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende  fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres egen magi. Det har en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie, der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og lyddesigner Janus Jensen) og virker overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det var massiv forførelse.

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det, der ved første blik lignede en folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent driver med vor frygt og indeklemthed. En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest” til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.  

Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf Hansen som de to brødre (og endelig en god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.  

                                                                                                                                                                                                    Fotograf: Per Morten Abrahamsen

BEATROOTS

Spilleperiode:

13. marts til 12. april 2019

Spillesteder:

Bl.a. Operaen på Christiania, Osramhuset og forsamlingshuse rundt i landet 

Dramatiker: Line Mørkeby

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Skuespillere: Jacob Teglgaard, Rolf Hansen, Christine Worre Kann 

og Marie Louise von Bülow

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung

Scenograf: Sir Grand Lear

Lyddesigner: Janus Jensen

Komponist & arrangør: Marie Louise von Bülow

*

Hjemmeside  og billetter

Trailer

*

Andre anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019:

Dødsdansen3.0

2018:

Udvandrerne

2017: 

Skjult Nummer (sammen med Cantabile 2)

2016:

Forført

En landsby på højkant (sammen med Kunstkollektivet)

2015:

Husker du

*