Anmeldelse: HIMMELBÅREN af WunschMachine på Refshaleøen

 

Fotograf: Asbjørn Sand.

Det er drømmen om at flyve. Drømmen om at blive fjerlet og lette fra jorden og blive sin jordbundenhed foruden. Det er drømmen om at være flyvende, der er afsættet for myten skrevet af Alexandra Moltke Johansen, der tekstmæssigt ligger til grund for WunschMachines opsætning af HIMMELBÅREN. Iscenesættelse & koncept af Helga Rosenfeldt-Olsen.
Medinscenesættelse af Alaya Riefensthal & Sonja Winckelmann Thomsen.
En kvinde mister sin søster. Hun ser hende i en drøm hos en enorm, skællet urfugl. Hun vil tage sin søster tilbage. Vi tager med på rejsen gennem et mytisk landskab.

Foto: Sigrid Astrup Asbjørn Sand.

Den nyskrevne myte forsøger at kombinere det tidløse, rituelle med det hverdagsagtige. Men de to har det svært sammen. At lægge op til det sagnmæssige, der ophæver tid og sted og spiller på det arketypiske, og samtidigt sprogligt kombinere det med faktuelle, hverdagsbeskrivelser og lade hovedpersonen ”booke sig ind på et hotel”, bryder illusionen. Men det vigtigste er også, at det lykkes. Jeg ender med billedligt talt at svæve oppe under himlen, men det afbrydes straks efter. Min ledsager mente kækt, at det netop afspejlede vores nutid, hvor den slags himmelflugter kun er os forundt i kort tid. Jeg ville have nydt, at holde mig svævende længere. Det føltes alt for kort, som om det kneb med at tro på det. Det var som at skue lige lukt ind i himlen - med lukkede øjne, og da øjnene åbnedes, mens vi lå på ryggen og kiggede op, trådte vi direkte ind i myten – og blev selv til fugle.

Fotograf: Asbjørn Sand.

Fra starten fik vi udleveret høretelefoner som vi skulle tage på fra tid til anden. Mødestedet var uden for CC, Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A. Efter en kort praktisk introduktion blev vi ført gennem en lille lund. Alting på Refshaleøen er vildt og utæmmet. Det gælder både naturen og arkitekturen. Det klædte ideen, at vi befandt os i et vildnis af by og natur. Det var både fascinerende og dragende at gå afsted mod det uvisse. Som at træde ud i intetheden, hvor alt kan ske - og så skete det: underet. Det vi ventede på. Snart kunne vi øjne nogle installationer (af Sigrid Astrup). Mellem træerne så vi dem som farvede små partikler af en fjern drøm. 

Foto: Sigrid Astrup Asbjørn Sand.

Vi placeredes i en cirkel, hvor vi udvalgte hver vores lille fugl, der befandt sig på et fad i midten. Vi blev inddelt i grupper med andre med lignende fugle, guidet af Sonja Winckelmann Thomsen & Helga Rosenfeldt-Olsen, der begge var iført kostumer af Alaya Riefensthal. De illustrerede forestillingens gennemgående tema, kostumerede som de var, som delvist fugl og delvist menneske. 

 

Foto: Marine Gastineau.

Installationerne viste sig at være telte, hvor vi skulle lægge overkroppen ind og hvile hoved i midten, liggende på ryggen, mens vi lyttede til mytefortællingen i høretelefonerne. Bagefter bredte flyvningen sig i os. Med lukkede øjne skulle vi bevæge kroppen, mens fjerene spirede frem. Langsomt bredte vi armene ud som vinger og gjorde os klar til at sætte af. Lige om lidt ville det ske: det vi ventede på. Lige om lidt ville det være os, der fløj. Vi bredte armene ud og vinden tog fat og vi satte af - og fløj.

Fotograf: Asbjørn Sand.

Forestillingens mest forunderlige del udspillede sig, da vokalensemblet NOOR, dirigeret og anført af den brave solist, Nini Julia Bang, forførte os til et lykkeligt, fjernt sted. Sangen trængte ind og ud af kroppen, tog bolig i os, løftede os – og gav os vinger (for at bruge et fortærsket udtryk). Koret bestod af 3 mænd og 3 kvinder: Aviaja Roland, Kathrine Skriver Knudsen, Ane Drewsen, Kristian Bach, Rasmus Baltser og Adam Leckius. Deres stemmer snoede sig blidt ind og ud af hinanden i Niels Bjergs på én gang blide og betagende komposition. Det var forunderligt som de sang. Det fik tiden til at stå stille. Bagefter stod vi forundrede tilbage i cirklen, hvor det startede. Den lille times tid som forestillingen varede, gik hurtigt - og jeg følte mig let og flyvende, da jeg gik derfra.

 

HIMMELBÅREN 

af WunschMachine

på Refshaleøen

23. - 25. maj 2025

Varighed: 60 min

Alder: 12+

Sprog: Dansk

OBS! Husk praktisk tøj. Som publikum skal man kunne gå rundt og ligge ned i et telt.

 

Iscenesættelse & koncept: 

Helga Rosenfeldt-Olsen

Medinscenesættelse: 

Alaya Riefensthal 

& Sonja Winckelmann Thomsen

Myten: Alexandra Moltke Johansen

Komposition  af kor & elektronisk lydværk: 

Niels Bjerg

Solist & korleder: Nini Julia Bang

Fortællertekst og guidning: 

Sonja Winckelmann Thomsen 

& Helga Rosenfeldt-Olsen

Performance: Alaya Riefensthal 

& Helga Rosenfeldt-Olsen

Koret: Vokalensemblet NOOR: 

Aviaja Roland, Kathrine Skriver Knudsen, 

Ane Drewsen, Kristian Bach, Rasmus Baltser 

og Adam Leckius.

Installationer: Sigrid Astrup

Kostumer: Alaya Riefensthal

Lydmontage: Helga Rosenfeldt-Olsen

Producent: PRFRM, Mikkel Kryger

Teknisk konsulent & lydmix: Sune Hede

Tonemester: Peter Barnow

Mentor: Sara Topsøe

Administrator: Astrid Gravsholt

Plakat: Nanna Rosenfeldt-Olsen

Foto: Asbjørn Sand

Film: Adda Elling

Grafiker: Nina Krogh

HIMMELBÅREN er støttet af Statens Kunstfond, Øernes Kunstfond, Faxe Kommune, Stevns Kommune, Augustinusfonden, Koda Kultur, Nordea Fonden, Danske Dramatikere, Aage & Johanne Louis-Hansen Fonden, William Demant Fonden, Vordingborg kommune & Metropolis

 Se Trailer (via Facebook).

Hjemmeside.

*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 248 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: FRONTLØBERNE på Teater Grob

 

Klimakampen udkæmpes tappert på Teater Grob, hvor Mærkværk gæstespiller med Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE. Alexandra er uddannet som dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Men allerede flere år inden oplevede jeg en reading på hendes monolog ”Menneskekongen” som Jens Jørn Spottag fremførte i Vesterbro Naturværksted. Det var på teaterfestivalen Teater i Træstubben i 2012. Allerede dengang var det tydeligt, at Alexandra havde en stærk og direkte stemme, der passede godt til teatret, men også en fandenivoldskhed, der slår igennem i FRONTLØBERNE, der er skræddersyet til de unge. Jeg oplevede forestillingen sammen med en 7. og en 9. klasse, og det er ingen let sag at holde de 13-15 åriges opmærksomhed fanget.

FRONTLØBERNE er teater til teenagere og skabt til ”teenagerne og de voksne omkring dem” og er blevet til i et samarbejde mellem dramatikeren og holdet. Optakten til forestillingen var en aktion på Kongens Nytorv, hvor den ene af forestillingens medvirkende lænkede sig fast til en båd på bedste klimakamps vis.

Både Jacob Teglgaard og Anne Gry Henningsen er iført guldtøj, og omgivet af skrald og plastik (scenografien er af Siggi Óli Pálmason). Næppe er de gået i gang, før de stiller spørgsmål til de unge i salen, om de overhovedet er interesseret i andet end sig selv og hinanden, og om det ikke bare handler om bumser og menstruation i disse år? De satser hele butikken på at engagere de unge – og det lykkes flot. Det sker i 10 forskellige scener, intenst instrueret af Petra Adlerberth-Wik. Anne Gry Henningsen er kunstnerisk leder af Mærkværk og var også på scenen i den lige så vellykkede STRÆBER, der ligeledes spillede på Grob i 2017.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv når klodens status bliver skitseret, som var det en fortælling fra en børnebog, går pointerne rent ind. Måske netop derfor. Stærkt er det, da de fremskriver hele debatten og opfører scener fra en nær fremtid, om hvordan det snart kan komme til at se ganske anderledes ud end det gør i dag. De involverer de unge ved gentagne gange at udvælge enkelte blandt publikum, som de billedligt drager ind i forestillingen (bare ved at bruge deres navne eller henvise til dem) og foregive, at de spiller med på scenen, og det sikrer  en stor genkendelighed for de unge. Det er temmelig slidte teatertricks, men netop slidte, fordi de virker – og det gør det også denne dag på Teater Grob.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange brud og skift, der giver forestillingen en stand-up-form. Et dygtigt og velkvalificeret overspil får de unge til at snappe efter vejret i en scene om klimadepression, hvor Jacob Teglgaard spiller klimadeprimeret, mens Anne Gry Henningsen  er kapitalismen, der har kortvarige løsninger på det hele. Aleksandras absurde greb om klimakampen virker skræddersyet til problematikken.

Det er i løbet af de næste fem år, at vi stadig har mulighed for at gøre noget, hvis vi skal nå det. Der er ingen tvivl om forestillingens aktualitet. Efter forestillingerne er der hver dag en ny ung repræsentation for en af de mange miljø(ungdoms)bevægelser, der fortæller om deres engagement, og hvad der er mulighed for at gøre, når man står sammen. Denne dag var det Terese fra Extinction Rebellion.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Alexandra Moltke Johansens FRONTLØBERNE er ligesom Line Knutzons LIVSTIDSGÆSTERNE to aktuelle teaterbud på, hvordan vi gennem det absurde kan genfinde og genopdage os selv midt i en brydningstid. Begge forestillinger formår at etablere teatret som det sted, hvor kampen udspiller sig. Det er som at begive sig ind i tidsmaskiner, der tager os alle steder og ingen steder. Det er som at nå ind til det, der virkelig batter, mens alt det øvrige skrælles af. Det beviser stærkt, at teatret som kommunikationsmiddel er ganske unikt og forførende, når det bliver lagt i hænderne på originale dramatikere, der formår at slå os i hovedet og at vække os op til os selv, hinanden og samtiden.

Vi må ofte helt ud på overdrevet – som det sker i de to forestillinger – for at komme tæt på det egentlige. I FRONTLØBERNE sker det også i en afsluttende dødeligt ironisk scene, hvor hovedpersonerne bogstavelig æder sig ihjel af lutter velvære, mens verden forfalder og går under omkring dem, uden at de opdager det.

FRONTLØBERNE

En forestilling om at gå forrest imens isen smelter

Teater Grob

30. september – 9. oktober 2020.

60 minutter

Medvirkende: Jacob Teglgaard & Anne Gry Henningsen 
Instruktør: Petra Adlerberth-Wik
Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen & holdet
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lyddesigner: Inuk Thomsen
Lysdesign: Jari Matsi
Dramaturg & instruktørassistent: Signe Regitze Berg
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Konsulent i bæredygtigt teater: Whitney Byrn
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Grafiker: Robin Neil Hart
PR, presse og turnésalg: Janne Hovmand Storm
Producent: Karoline Michelsen 
Idé: MÆRKVÆRK

*

Hjemmeside  og billetter  

Læs også anmeldelsen af Mærkværks tidligere forestilling STRÆBER.

Se oversigten over de øvrige 117 teateranmeldelser

*

 

Teater i Træstubben - åbningen 2012!

 Foto: Sille Veilmark

 

Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 

 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark

Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Teater i "Træstubben" 2012

Hvilken træstub - og hvorfor lige dér?

Mette Sø, Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen, Pouria Tahmasebi, Sofia Guldbrandsen, Alexandra Moltke Johansen og Nassrin el Halawani.
Tak til Felix for lån af ræven. 
Foto: Sille Veilmark                                                                                            

 

Sidste sommer havde jeg fornøjelsen af at opleve teater i ”Træstubben”.

Det var til åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner, hvor Ebba Nørager og Poul Hüttel ved en reading opførte min énakter ”Den sidste aften”. Rummet inspirerede mig. Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Jeg gik i gang med at skrive ”Indisk kærlighed” og fik frie hænder til at bruge rummet. Jeg havde også en ide om et hyldestarrangement til den 84-årige skuespiller Ebba Nørager.

Da jeg kort tid efter mødtes med Lotte Arnsbjerg havde hun to tekster, der kunne komme med. Den ene skrevet sammen med Tomas Lagermand Lundme. Jeg opfordrede Alexandra Moltke Johansen, Mette Sø og Qaali Schmidt-Sørensen til også at skrive tekster. Samtidig fik jeg en henvendelse fra Nassrin el Halawani om et projekt hun havde i tankerne som hun gerne ville have fremført i et kirkerum. Derved kom Messiaskirken i Charlottenlundlund med i programmet.

Teksterne blev så gode at det ikke var svært at få sammensat et stærkt hold af yderst kompetente spillere til at fremføre teksterne ved flere readings. Det er derfor ikke færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor man stadig har manus i hånden. Det er en form, der er rå og upoleret, men som har sin egen friskhed. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle for jeres medvirken - såvel skrivende, agerende som instruerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater. ”Menneskekongen” og ”Indisk kærlighed” er skrevet specifikt til stedet, og vil dårligt kunne opføres andre steder.

Kom og se hvorfor!

 

Michael Svennevig

forfatter og dramatiker - og arrangør af Teater i Træstubben

micsvennevig@msn.com  Tlf: 35 26 05 64