I forestillingen ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing i Brønshøj Vandtårn inviteres vi med på en rejse ind i tårernes rige. Det er samtidig en undersøgelse og en afsøgning af, hvad gråden betyder, og hvordan vi forholder os til den.
Det starter uden for vandtårnet, hvor vi opfordres til en stille meditation, hvor vi forestiller os, at vi holder os selv og hele verden i hænderne. I den ene hånd holder vi vores sorg, og i den anden hele verdens sorg, hvorefter vi lader de to glide sammen - og følger efter ind i vandtårnet, hvor vi ad lange gange ledes rundt og rundt. Jeg forestiller mig, at jeg bevæger mig ad uendelige tårekanaler ind til det, der venter.
Vi bliver bænket rundt om i rummet, og sidder mellem vandtårnets enorme grå cementsøjler. På een gang rammet ind af søjlerne og samtidig gør de, at vi aldrig kan se det hele. Vi får det hele serveret, men får alligevel aldrig det hele at se. Måske er det på samme måde med gråden og sorgen. Vi fyldes af stemninger, som vi sjældent helt forstår, men pludselig presser gråden på. Vi er ikke herre over den, men prisgivet, når den bemægtiger sig os. Måske er det på samme måde med forestillingen, der skubber os foran sig og samtidig lader os være alene med oplevelsen.
Det kan nogle gange være ganske udmattende at blive efterladt i det ordløse rum som dans og installationskunst efterlader os i. Vores underbevidsthed kræver uvægerligt at vi skal sætte ord og mening sammen, for at skabe logiske sammenhænge, men måske er en af forståelsesnøglerne til sådanne oplevelser og værker, at vi i højere grad bare skal forsøge at følge med, for vi behøver ikke forstå alting.
Vi befinder os i en hverdag, hvor vores opmærksomhed hele tiden udfordres, og der kræver meget af vores underbevidsthed, og det er her at et værk som ON/CRYING – The Gravity of Tears kan noget ganske særligt.
Det er som at træde ind i et frirum. Vi bringes dybt ind i værket. Det er her, vi skal tage udfordringen op og tage den på os, for hvor langt tør vi gå? Hvor meget tør vi give slip på - og hvor bringer det os hen?
Antoinette Helbing er tysk herboende danser og koreograf, der arbejder med at skabe forbundethed, fællesskab og empati i de værker, hun skaber.
Antoinette Helbing har koreograferet og danser sammen med Alica Minar. Katrine Faber er komponist og vokal coach. Emil Vodder Kristensen har også komponeret og været lyddesigner og tekniker. Inbal Lieblich er scenograf og kostumedesigner. Mirko Guido er dramatisk mentor. Carina Backman er lysdesigner. Jonas Schnor er "outside eye", mens Lenka Vořechovská har stået for produktionen.
Tuomas Rounakari har været " lament coach", og det har der været brug for. Hvad er sorg og gråd egentlig? Et velkendt billede på det er de sydlandske grædekoner. De udfylder en funktion, når de græder på kommando. De så at sige græder på vegne af os, hvis vi ikke selv finder vej til sorgen og gråden. Gråden er måske noget af det mest private, vi har og samtidig noget, der fylder os alle. Nogle gange af åbenlys grund, hvor vi fortæres af følelsen, der andre gange kan dukke op ud af det blå helt uforklarligt.
7 installationer er ophængt og belyst i Brønshøj Vandtårn. De er alle forskellige, men rummer ophængte isstykker, der i løbet af forestillingen langsomt smelter i varmen fra de spotlamper, der er placeret over dem. Den smeltende is drypper ned. Lyden indgår i forestillingens klanglige univers. Rummets unikke akustik driver gæk med os og er så fint indpasset i helheden, at det er umuligt at afgøre, om det er de medvirkendes egen sang, vi hører, eller om det er en optagelse. Det hele blander sig sammen som et flerdimensionelt lydtæppe, der lægger sig omkring os.
Antoinette Helbing og Alica Minar drejer og snurrer rundt med løftede arme, som hvirvlende sufistiske dervisher fra en fjern kultur, som vi ikke forstår, men som efterlader os forpustede og betaget. De markerer med glidende fingerbevægelser ned over kinderne, at de græder og er svøbt ind i en altopslugende sorg. Det starter i det små, men snart opsluger det dem helt, som de hvirvler rundt mellem søjler og installationer. De hvrivler og hvirler og ender med at ligge tæt sammenfiltrede på gulvet. Sorgen og gråden har opløst grænserne mellem dem. De er blevet til een altomfattende sorg, som de sammen græder ud.
Det mest overraskende og smukkeste øjeblik indtræffer, da snore fra alle de ophængte installationer forbindes til kroppen på Alica Minar, sådan så enhver af hendes bevægelser straks resulterer i at alle oplyste installationer bevæger sig op og ned sykromt med hendes bevægelser. Det er enkelt, men virkningen er overvældende. Det giver et sug i maven, når hun kaster sig frem, falder ned og rejser sig op igen, altmens alle installationer og lyskilderne, der hænger over dem, på samme måder hæver sig op og ned. Måske er det på samme måde med sorgen og gråden, der følges ad og både kan besætte os totalt, men også være noget, der kommer og går helt uforklarligt.
At være med i vandtårnet og rejse med på denne rejse og undersøgelse af noget privat, er som at stille sig frem åbent og samtidig være dækket ind. Det er tankevækkende, ganske udfordrende og helt uforklarligt.
