onsdag den 23. september 2015

Anmeldelse: HUSKER DU? af Teatergrad


Foto: Per Morten Abrahamsen

Efter at have småsovet mig igennem ”Illusioner” på Husets Teater var det en nydelse at opleve den aldeles uprætentiøse musikdramatiske forestilling HUSKER DU? af Teatergrad, skrevet af Andreas Garfield på plejehjemmet Oasen i De Gamles By.
Nogle gange klarer sammenligninger begreberne. ”Illusioner” er skam en udefraset flot forestilling. Der er ikke sparet på noget. Det er let at blive imponeret af skuepillernes og instruktørens formåen, men berørt? Ikke her. Jeg foretrækker kunstnerisk bearbejdet liv, frem for alskens tekstligt filumdik, men alle andre applauderede meget entusiastisk.

I stedet søgte jeg ind i De Gamles By og så en på alle måder skrabet produktion, men til gengæld var den rig på indhold og hjerte. Her blev jeg ikke imponeret, men derimod berørt. Stykkets enkelhed var betagende. Så lidt skal der til, hvis det bare er det rette. Så glem alt om staffagen, når bare man har noget væsentligt at berette. Nødvendighed er en god ting, når man skal lave noget for andre.
Jens sidder i sin stol. Det er hans fødselsdag, eller det tror han i det mindste. I ganske små glimt ruller livet forbi ham, og byder ham op til dans med en sang. Han synger, træder et par skridt og danser med, indtil strømmen går. Inde i ham er der noget, der brister. Forbindelsen røger og han taber ordene, meningen og betydningen. Han kæmper for at bevare livet og værdigheden, men det smutter fra ham og alligevel i glimt vender det tilbage. Rolf Hansen er Jens – og er det med hud og hår. Han har et fabelagtigt udseende til rollen, for han rummer alle aldre og er yderst velvalgt. Omkring ham synges der smukt og velklingende af Christine Worre Kann og Astrid Vang-Pedersen, hvoraf den sidstnævnt også har arrangeret.
Det er meget ordknapt. Andreas Garfield har skrevet en stor lille tekst, der med enkle midler går lige i hjertet på beskuerne. Det er en tekst, der netop i kraft af sin enkelhed, når sit publikum i en fin instruktion af Pelle Nordhøj Kann (der også er kunstnerisk leder af Teatergrad). Her er intet festklædt og kulturopgejlet publikum, men i stedet er plejehjemsbeboerne til stede i det øjeblik som de deler med spillere. Hvert øjeblik gælder, for om lidt er det ovre. Glemmer du – så husker jeg alt!


medvirkende ROLF HANSEN
sangere ASTRID VANG-PEDERSEN // MARIE LOUISE VON BüLOW
CHRISTINE WORRE KANN // SANDRA YI SENCINDIVER
instruktør PELLE NORDHØJ KANN
dramatiker ANDREAS GARFIELD
scenograf MIE RIIS
musikalsk arrangør ASTRID VANG-PEDERSEN


Offentlige forestillinger:

5. september kl. 17 & 19
Pleje- og Demenscenter Klarahus, Aktivitetscenter Huset, Agnes Henningsens vej 1-3, 2200 København N

28. september kl. 13 & 15
DemensCafé Komma, Valby Tingsted 7 kld, 2500 Valby

29. september kl. 16.30 & 19.30
Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 2450 København SV

1. oktober kl. 1630 & 19.30
Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19