mandag den 16. november 2020

Tredobbelt anmeldelse: THE CHEYENNE ARE LEAVING på Teatret ved Sorte Hest, UMWELT i Skuespilhuset og HVEM ER DET DER BANKER? på Forsøgsstationen

Fotograf: Aleksandar Mastilo

 

Tredobbelt anmeldelse: 

THE CHEYENNE ARE LEAVING 

på Teatret ved Sorte Hest

Der står en lænestol midt i stuen. Bøger ligger spredt rundtomkring, men ellers er der intet, ud over en optager som hovedpersonen, Noel, en forfatter, indtaler sine historier til. Vi får fornemmelsen af, at han sidder der tit, kun afbrudt af dørtelefonen, der ringer fra tid til anden, men han lukker ingen ind. Noel har forskanset sig bag sit skriveri, selv om verden udenfor er af lave. De fleste andre har forladt huset og denne del af byen. Der er udbrudt krig. Men pludselig står der en mand udenfor. Vi ser ham gennem den matterede glasrude i døren. Noel har ikke lyst til at lukke ham ind, men den fremmede har en hilsen med fra Dolores, og det får ham til at åbne. Manden – eller det er rettere en ung fyr Leon - er på flugt og har trodset kuglernes regn for at nå frem til forfatteren. Leon er fan af forfatteren, og får i første omgang lov til at overnatte, mod at han er væk igen næste morgen. Leon lover ikke at røre noget, men da han finder Dolores breve stukket ind i en bog, læser han dem i nattens løb. Dolores og Noel har en fortid sammen.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

De to mænd er lukket inde med hinanden, som to skibsbrudne på en øde ø. Noel er som udgangspunkt skråsikker og afklaret om sin egen position, der i lejligheden, men omverdenen er ved at hale ind på ham. Noels tid er ved at rinde ud. I løbet af deres samtaler kommer de tættere på hinanden og bliver klar over deres gensidige afhængighed, hvis de skal overleve krigen, der hele tiden rykker nærmere, og tvinger dem til at tage en beslutning om, hvad der skal til, hvis de skal overleve.  

Stykket er skrevet af dan dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo, som The Why Not Theatre har haft flere vellykkede samarbejder med, hvoraf teatrets næstsidste forestilling, MAIREAD var ypperlig. Begge er de instrueret af Nina Larissa Bassett, der har et sikkert greb om teksterne og smukt har bragt dem til live på Teatret ved Sorte Hest. Nathan Meister er forfatteren og Joe Young er den unge mand. De spiller flot og dedikeret. Deres spil er meget nuanceret. Den tilsyneladende ældre forfatter er nonchalant på en næsten provokerende måde overfor den yngre, Leon, der med sine sammenbrud bliver et billede på, hvad krigen gør ved mennesker. Det er rystende spillet. De to er gode sammen i Nina Bassett Larissas instruktion.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

THE CHEYENNE ARE LEAVING er en krigshistorie, en belejringshistorie, hvor alle geografiske kendetegn er fjernet. Tidsmæssigt kunne den foregå til alle tider. Det kunne ligefrem næsten være en fremtidsfortælling.

Hånden på hjertet, så var jeg slet ikke grebet på samme måde som med Tanja Mastilos foregående forestilling, MAIREAD. Det føltes som om teksten, selv om den blev godt spillet af de to, ikke rigtig nåede mig, men da jeg vågnede næste morgen, føltes det som om at teksten først da langsomt var ved at åbne sig for mig, og op af dagen bredte den sig yderligere.

Det er forunderligt med teateroplevelser, for det kan synes magisk, når det lykkes, og samtidig opleves nærmest fysisk uudholdeligt, når det ikke sker. Men forestillingen sneg sig ind på mig, og satte sig fast i mig dagen efter. Det er pudsigt at nogle oplevelser gør det, også selv om jeg gik uforløst fra teatret, selv om alting var forløst så upåklageligt. Alt det udefrakommende er kogt ned til lyden af skud og bomber, der nærmer sig. Lejligheden, hvor de to befinder sig, opleves som en dykkerklokke virkeligheden truer med at smadre hvert øjeblik det skal være. Scenografien og lyssætningen af Peter Rasmussen er enkel, men betagende.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

Forestillingen ikke er lige så stærk som The Why Not Theatres forrige to opsætninger på Teatret ved Sorte Hest, den mageløse DANCE WITH ME, der lige akkurat nåede at spille en uges tid inden corona-nedlukningen tidligere på året, og MAIREAD, der var magisk og forunderlig mystisk.

Mastilo har bibeholdt det tidsløse og noget abstrakte i THE CHEYENNE ARE LEAVING, men har også givet sig ordene meget mere i vold, og jeg foretrækker det mere ordknappe i MAIREAD, men det er selvfølgelig en smagssag. Det er en forestilling, der tydeligvis har stærkt bud til os om, hvordan vi forholder os til os selv og hinanden, når de første skud bliver løsnet. I dramatikerens hjemland skete det samme. Det beskriver hun i programteksten til forestillingen: ”Ingen troede at der kunne komme krig. Nej, da ikke her os. Ikke her.” Men det skete alligevel. Både i Ex-Jugoslavien og på scenen i den flotte forestilling THE CHEYENNE ARE LEAVING.

 

THE CHEYENNE ARE LEAVING

af Tanja Mastilo

Gæstespil af The Why Not Theatre

på Teatret ved Sorte Hest

13. november – 5. december 2020

90 minutter

Medvirkende: Nathan Meister og Joe Young

Instruktør: Nina Larissa Bassett
Scenograf: Peter Rasmussen
Lysdesigner: Peter Rasmussen
Producent: Why Not Theatre Company
Fotograf: Aleksandar Mastilo

 Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside og billetter

Teaterprogrammet kan downloades her 


Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT i Skuespilhuset

UMWELT er et fascinerende møde med et sanseunivers uden ord, hvor lys, lyd og dans glider sammen til et hele, og hvor grænserne mellem de enkelte dele og kroppe ophæves.

Jeg er ikke i min krop, min krop er i mig.

Med lukkede øjne føres vi ind i en meditativ stemning af en behagelig engelsktalende stemme. Da vi igen kan åbne øjnene er scenen oplyst af en enkelt spot tværs over scenen. Langsomt ormer og vrider tre skikkelser, to kvinder og en mand, Maren Fidje Bjørneseth, Julie Rasmussen og Rickard Fredborg, sig længere frem i lyset. Alting foregår langsomt og viljesløst, næsten som om vi er vidne til insektfødsler, hvor lemmerne langsomt strækkes og gøres brugbare, mens de vender, drejer og snor sig. De er iklædt dragter, i farverne fra violet over olivengrøn til sort, med påsyede udposninger, der giver associationer til svampeformationer, der breder sig op ad deres kroppe, fra benene, hen over kroppen og videre ud på armene. Lyset funkler i det skinnende stof. Over dem hænger stormaskede hvide net, der er skåret til, så de danner en visuel magisk klanghimmel over de optrædende. De hæves og sænkes i løbet af forestillingen, og ender med at dale ned omkring dem for helt at omslutte dem. I en fluorescerende scene bliver alle snore pludseligt lysende orange. Koreografien er af Julie Rasmussen, der selv er på scenen, og er skabt i samarbejde med danserne.


Fotograf: Morten Arnfred


I første halvdel af forestillingen bygges der op til skiftet, hvor alle tre bevæger sig rytmisk i takt til musikken, der bliver stadig mere og mere håndfast. Det er komisk, når de bevæger sig stødvist rundt med hinanden i hænderne som platfodede blishøns. Til sidst forplanter rytmen sig til deres nakkemuskler, og får dem til at ligne rytmiske zoombier, sådan som de stift går frem mod publikum med karikerede fastlåste grimasser, mens deres kroppe taktfast fører dem frem og tilbage og rundt. De bevæger sig fuldstændig som én krop.

Det er lige modsat i det lange, men slet ikke for lange afslutningsforløb, hvor de ælter sig selv og hinanden rundt som menneskeligt affald, der bliver skubbet rundt af en bulldozer på en skrotplads. Måden de slasker dødt ned i gulvet på, får publikum til at gispe. Det er sært fascinerende, de lader sig rulle ledeløst rundt for at blive samlet i en masse bestående af seks arme og ben, der hele tiden griber ind i hinanden og griber fat, hvor de nu kan få fat, mens de dunker ned i gulvet. Det virker komisk, men er også angstfremkaldende, for bare de ikke gør skade på sig selv og hinanden. De virker helt uforfærdede og – synes det – viljeløse, da de lader sig slynge ind i en samlet klump, hvor det ikke længere er muligt at skelne dem og deres forskellige kropsdele fra hinanden.

Forestillingen spiller som en del af K:Selekt. K:Selekt er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø. 


Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT

Skuespilhusets Lille Scene

9.-11. november 2020

50 minutter

Koreograf: Julie Rasmussen i samarbejde med danserne
Dansere: Maren Fidje Bjørneseth, Rickard Fredborg og Julie Rasmussen
Lyddesigner: Ole Hagelia
Lysdesigner: Markus Tarasenko Fadum
Scenograf: Ingvild Isaksen
Ansvarlig for lys og scenografi på turné: Felipe Osorio-Guzman
Skrædder: Anja Marie Thorsen
Multichannel lydopsætning og scenografisk assistent: Fabrice Moinet
Fotograf: Morten Arnfred
Tekst, stemme og ydre øje: Dan Nicholson
Dramaturg: André Eiermann
Produktion: Michelle Flagstad, Maja Bonde Holtze, Mikkel Søndergaard Kryger

Hjemmeside




HVEM ER DET DER BANKER?

- et teaterstykke om et regnestykke, der aldrig går op

på Forsøgsstationen

Liv ligger fredeligt og sover, da hendes hjem bliver invaderet, fordi hun har tilmeldt sig landsindsamlingen til fordel for Afrika. Eller som hun selv siger, er hun vist bare kommet til at krydse af i en boks uden rigtig at være klar over det. Hun har åbenbart ikke været opmærksom nok, det er jo sådan noget der sker, når man scroller ned over opslagene på Facebook. Men ikke desto mindre, er hun blevet udvalgt til at være med i det store danske indsamlingsshow. Ikke nok med det, for hun skal også sendes ud på en opgave. Ja, hun bliver sendt helt til Afrika for at møde kontinentet og forsøge at finde den hvide stjerne. Af og til bliver hun ringet op fra den direkte udsendelse og skal svare på spørgsmål om Afrika.



Liv er først vrangvillig, men lader sig overtale til at være med. Hvem vil ikke gerne stille op for den gode sag, så hun tager afsted. Undervejs møder hun mennesker, der fortæller og viser hende andre sider af kolonisationshistorien. Der er noget galt med programmet og kommunikationen, for en virus har sneget sig ind, og programværterne beder hende indtrængende om ikke at have kontakt med andre, men det kan hun ikke overholde, og langsomt går det op for hende, at virkeligheden, verden og ikke mindst Afrika er væsentlig mere sammensat end hun vidste i forvejen. Ikke mindst er danskernes – og de hvides - forhold til Afrika meget mere komplekst end indsamlingsshowet foregiver.

Det er en rasende flot forestilling. Det er en knusende satire over vores selvgodhed og den blinkende indsamlingstid som vi er en del af. Verden brænder, og vi skal hjælpe. Selvfølgelig skal vi det. Men ved vi egentlig, hvad der sker omkring os? Ved vi, hvilke vogne vi bliver spændt for, med vores blinde tiltro til mediernes versioner af verden omkring os?



Forestillingen formår at få os til at juble, le og fejt tie, når det går op for os, hvor dumme vi er. Men det sker ikke på nogen nedladende måde. Tematikken er orkestreret for Det Olske Orkester, og det er en oplevelse jeg sent vil glemme. Det er en gennemprofessionel forestilling, med en god historie og en stram instruktion af Lotte Faarup, der også har stået for den dansende koreografi, der forløser historien som et stort festfyrværkeri. Scenografien af Jeppe Lawaetz er meget enkel, sådan ser det umiddelbart ud, men de fejende gulvprojektioner er overvældende lækre og virkningsfulde. Vi er midt ude på havet, vi er oppe at flyve, vi er ude i ørkenen – vi befinder os i orkanens øje, og forestillingen formår at skabe et nærvær og en tilstedeværelse, der er betagende. Samspillet med lyden og musikken, af Jonas Jørgensen, er helt som det skal være. Det er ensembleteater, når det er bedst. Her bliver det spillet, sunget og danset overbevisende af Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, Øyvind Kirchhoff og Jens Bäckwall. Det er en udsøgt fornøjelse at blive inviteret med til hele Danmarks indsamlingsshow. Det er festligt, fornøjeligt, meget morsomt – og dybt beskæmmende.



Der er mangt og meget, der banker på i den overvældende insisterende forestilling. Det er sidste del af trilogien ”En Nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”, der indledtes med ”Sukker”(2015) og ”Salt” (2017). Jeg vil gøre meget for at komme til at se de to første dele, hvis det igen bliver muligt. Et møde med Det Olske Orkester giver lyst til at se meget mere af deres teater. Det er tydeligvis teater, der er drevet af store visioner og udført med en udsøgt ildhu og ekvilibrisme. Hurra for det!

Det er muligt at læse mere om trilogien i den nyudgivne og meget flot illustrerede bogudgivelse: ”RUNDT OM ILDEN. Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested”. Her er et uddrag fra bogens forord: ”Hvilken nødvendighed? Det var det spørgsmål, vi stillede os selv i efteråret 2015, da vi i Det Olske Orkester fik de første tanker om at skabe en teatertrilogi om 300 års kritisk danmarkshistorie. Hvilke historier er tvingende nødvendige at fortælle? Hvad er det tiden, verden kalder på vi reflekterer over? Hvad er påtrængende nødvendigt at tale om? Under dette spørgsmål lå allerede en vrede. Over ufrivilligt at være en del af en privilegeret verden, der kun er privilegeret, fordi nogle andre dele af verden ikke er det. Over at mærke, hvordan nationalistiske og racistiske fortællinger retfærdiggør, at det skal være sådan. Over at leve i en tid, hvor det danske nationale selvbillede gang på gang bliver støbt i beton, kun med eksklusion for øje.” Forfattet af teatrets daglige team: Lotte Faarup, Øvvind Kirschhoff og Charlotte Rindom.



HVEM ER DET DER BANKER?

Medvirkende:

Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, Sofie Ebbesen Nielsen, 

Morten Klode, Øyvind Kirchhoff, Jens Bäckwall

Dramatiker og instruktør: Lotte Faarup

Lysdesigner og scenograf: Jeppe Lawaetz

Kostumedesigner: Signe Beckmann

Lyddesign: Jonas Jørgensen

Produktionsleder og teknik: Søren Kyed

Spilleperiode Forsøgsstationen: 9. – 21. november 2020

Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V. 

Tirsdage – fredage kl. 19.30 og lørdage kl. 16:00

Skoleforestilling 13. nov. kl. 11:00

Forsøgsstationen,

Hjemmeside og  billetter.

Trailer  


*

Se listen over de

*