Viser opslag med etiketten The Why Not Theatre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Why Not Theatre. Vis alle opslag

mandag den 16. november 2020

Tredobbelt anmeldelse: THE CHEYENNE ARE LEAVING på Teatret ved Sorte Hest, UMWELT i Skuespilhuset og HVEM ER DET DER BANKER? på Forsøgsstationen

Fotograf: Aleksandar Mastilo

 

Tredobbelt anmeldelse: 

THE CHEYENNE ARE LEAVING 

på Teatret ved Sorte Hest

Der står en lænestol midt i stuen. Bøger ligger spredt rundtomkring, men ellers er der intet, ud over en optager som hovedpersonen, Noel, en forfatter, indtaler sine historier til. Vi får fornemmelsen af, at han sidder der tit, kun afbrudt af dørtelefonen, der ringer fra tid til anden, men han lukker ingen ind. Noel har forskanset sig bag sit skriveri, selv om verden udenfor er af lave. De fleste andre har forladt huset og denne del af byen. Der er udbrudt krig. Men pludselig står der en mand udenfor. Vi ser ham gennem den matterede glasrude i døren. Noel har ikke lyst til at lukke ham ind, men den fremmede har en hilsen med fra Dolores, og det får ham til at åbne. Manden – eller det er rettere en ung fyr Leon - er på flugt og har trodset kuglernes regn for at nå frem til forfatteren. Leon er fan af forfatteren, og får i første omgang lov til at overnatte, mod at han er væk igen næste morgen. Leon lover ikke at røre noget, men da han finder Dolores breve stukket ind i en bog, læser han dem i nattens løb. Dolores og Noel har en fortid sammen.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

De to mænd er lukket inde med hinanden, som to skibsbrudne på en øde ø. Noel er som udgangspunkt skråsikker og afklaret om sin egen position, der i lejligheden, men omverdenen er ved at hale ind på ham. Noels tid er ved at rinde ud. I løbet af deres samtaler kommer de tættere på hinanden og bliver klar over deres gensidige afhængighed, hvis de skal overleve krigen, der hele tiden rykker nærmere og tvinger dem til at tage en beslutning om, hvad der skal til, hvis de skal overleve.  

Stykket er skrevet af den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo, som The Why Not Theatre har haft flere vellykkede samarbejder med, hvoraf teatrets næstsidste forestilling, MAIREAD var ypperlig. Begge er de instrueret af Nina Larissa Bassett, der har et sikkert greb om teksterne og smukt har bragt dem til live på Teatret ved Sorte Hest. Nathan Meister er forfatteren og Joe Young er den unge mand. Den tilsyneladende ældre forfatter er nonchalant på en næsten provokerende måde over for den yngre, Leon, der med sine sammenbrud bliver et billede på, hvad krigen gør ved mennesker. Det er rystende. De to er gode sammen og spiller fint og nuanceret i Nina Bassett Larissas instruktion.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

THE CHEYENNE ARE LEAVING er en krigshistorie, en belejringshistorie, hvor alle geografiske kendetegn er fjernet. Tidsmæssigt kunne den foregå til alle tider. Det kunne ligefrem næsten være en fremtidsfortælling.

Hånden på hjertet, så var jeg slet ikke grebet på samme måde som med Tanja Mastilos foregående forestilling, MAIREAD. Det føltes som om teksten, selv om den blev godt spillet af de to, ikke rigtig nåede mig, men da jeg vågnede næste morgen, var det som om teksten først langsomt var ved at åbne sig for mig, og op ad dagen bredte den sig yderligere.

Det er forunderligt med teateroplevelser, for det kan synes magisk, når det lykkes, og samtidig opleves nærmest fysisk uudholdeligt, når det ikke sker. Men forestillingen sneg sig ind på mig og satte sig fast dagen efter. Det er pudsigt, at nogle oplevelser gør det. Jeg gik uforløst fra teatret, på trods af at alting var forløst upåklageligt. Alt det udefrakommende er kogt ned til lyden af skud og bomber, der nærmer sig. Lejligheden, hvor de to befinder sig, opleves som en dykkerklokke virkeligheden truer med at smadre hvert øjeblik det skal være. Scenografien og lyssætningen af Peter Rasmussen er enkel, men betagende.


Fotograf: Aleksandar Mastilo

Forestillingen er ikke lige så stærk som The Why Not Theatres forrige to opsætninger på Teatret ved Sorte Hest, den mageløse DANCE WITH ME, der lige akkurat nåede at spille en uges tid, inden corona-nedlukningen tidligere på året, og MAIREAD, der var magisk og forunderlig mystisk.

Mastilo har bibeholdt det tidsløse og noget abstrakte i THE CHEYENNE ARE LEAVING, men har også givet sig ordene meget mere i vold, og jeg foretrækker det mere ordknappe i MAIREAD, men det er selvfølgelig en smagssag. Det er en forestilling, der tydeligvis har stærkt bud til os om, hvordan vi forholder os til os selv og hinanden, når de første skud bliver løsnet. I dramatikerens hjemland skete det samme. Det beskriver hun i programteksten til forestillingen: ”Ingen troede at der kunne komme krig. Nej, da ikke her os. Ikke her.” Men det skete alligevel. Både i Ex-Jugoslavien og på scenen i den flotte forestilling THE CHEYENNE ARE LEAVING.

 

THE CHEYENNE ARE LEAVING

af Tanja Mastilo

Gæstespil af The Why Not Theatre

på Teatret ved Sorte Hest

13. november – 5. december 2020

90 minutter

Medvirkende: Nathan Meister og Joe Young

Instruktør: Nina Larissa Bassett
Scenograf: Peter Rasmussen
Lysdesigner: Peter Rasmussen
Producent: Why Not Theatre Company
Fotograf: Aleksandar Mastilo

 Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside og billetter

Teaterprogrammet kan downloades her 


Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT i Skuespilhuset

UMWELT er et fascinerende møde med et sanseunivers uden ord, hvor lys, lyd og dans glider sammen til et hele, og hvor grænserne mellem de enkelte dele og kroppe ophæves.

Jeg er ikke i min krop, min krop er i mig.

Med lukkede øjne føres vi ind i en meditativ stemning af en behagelig engelsktalende stemme. Da vi igen kan åbne øjnene, er scenen oplyst af en enkelt spot tværs over scenen. Langsomt ormer og vrider tre skikkelser, to kvinder og en mand, Maren Fidje Bjørneseth, Julie Rasmussen og Rickard Fredborg, sig længere frem i lyset. Alting foregår langsomt og viljeløst, næsten som om vi er vidne til insektfødsler, hvor lemmerne langsomt strækkes og gøres brugbare, mens de vender, drejer og snor sig. De er iklædt dragter i farverne fra violet over olivengrøn til sort, med påsyede udposninger, der giver associationer til svampeformationer, der breder sig op ad deres kroppe, fra benene, hen over kroppen og videre ud på armene. Lyset funkler i det skinnende stof. Over dem hænger stormaskede hvide net, der er skåret til, så de danner en visuel magisk klanghimmel over de optrædende. De hæves og sænkes i løbet af forestillingen, og ender med at dale ned omkring dem for helt at omslutte dem. I en fluorescerende scene bliver alle snore pludselig lysende orange. Koreografien er af Julie Rasmussen, der selv er på scenen, og er skabt i samarbejde med danserne.


Fotograf: Morten Arnfred


I første halvdel af forestillingen bygges der op til skiftet, hvor alle tre bevæger sig rytmisk i takt til musikken, der bliver stadig mere og mere håndfast. Det er komisk, når de bevæger sig stødvist rundt med hinanden i hænderne som platfodede blishøns. Til sidst forplanter rytmen sig til deres nakkemuskler og får dem til at ligne rytmiske zoombier, sådan som de stift går frem mod publikum med karikerede fastlåste grimasser, mens deres kroppe taktfast fører dem frem og tilbage og rundt. De bevæger sig fuldstændig som én krop.

Det er lige modsat i det lange, men slet ikke for lange afslutningsforløb, hvor de ælter sig selv og hinanden rundt som menneskeligt affald, der bliver skubbet rundt af en bulldozer på en skrotplads. Måden de slasker dødt ned i gulvet på, får publikum til at gispe. Det er sært fascinerende, de lader sig rulle leddeløst rundt for at blive samlet i en masse bestående af seks arme og ben, der hele tiden griber ind i hinanden og griber fat, hvor de nu kan få fat, mens de dunker ned i gulvet. Det virker komisk, men er også angstfremkaldende, for bare de ikke gør skade på sig selv og hinanden. De virker helt uforfærdede og – synes det – viljeløse, da de lader sig slynge ind i en samlet klump, hvor det ikke længere er muligt at skelne dem og deres forskellige kropsdele fra hinanden.

Forestillingen spiller som en del af K:Selekt. K:Selekt er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø. 


Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT

Skuespilhusets Lille Scene

9.-11. november 2020

50 minutter

Koreograf: Julie Rasmussen i samarbejde med danserne
Dansere: Maren Fidje Bjørneseth, Rickard Fredborg og Julie Rasmussen
Lyddesigner: Ole Hagelia
Lysdesigner: Markus Tarasenko Fadum
Scenograf: Ingvild Isaksen
Ansvarlig for lys og scenografi på turné: Felipe Osorio-Guzman
Skrædder: Anja Marie Thorsen
Multichannel lydopsætning og scenografisk assistent: Fabrice Moinet
Fotograf: Morten Arnfred
Tekst, stemme og ydre øje: Dan Nicholson
Dramaturg: André Eiermann
Produktion: Michelle Flagstad, Maja Bonde Holtze, Mikkel Søndergaard Kryger

Hjemmeside




HVEM ER DET DER BANKER?

- et teaterstykke om et regnestykke, der aldrig går op

på Forsøgsstationen

Liv ligger fredeligt og sover, da hendes hjem bliver invaderet, fordi hun har tilmeldt sig landsindsamlingen til fordel for Afrika. Eller som hun selv siger, er hun vist bare kommet til at krydse af i en boks uden rigtig at være klar over det. Hun har åbenbart ikke været opmærksom nok, det er jo sådan noget der sker, når man scroller ned over opslagene på Facebook. Men ikke desto mindre er hun blevet udvalgt til at være med i det store danske indsamlingsshow. Ikke nok med det, for hun skal også sendes ud på en opgave. Ja, hun bliver sendt helt til Afrika for at møde kontinentet og forsøge at finde den hvide stjerne. Af og til bliver hun ringet op fra den direkte udsendelse og skal svare på spørgsmål om Afrika.



Liv er først vrangvillig, men lader sig overtale til at være med. Hvem vil ikke gerne stille op for den gode sag, så hun tager afsted. Undervejs møder hun mennesker, der fortæller og viser hende andre sider af kolonisationshistorien. Der er noget galt med programmet og kommunikationen, for en virus har sneget sig ind, og programværterne beder hende indtrængende om ikke at have kontakt med andre, men det kan hun ikke overholde, og langsomt går det op for hende, at virkeligheden, verden og ikke mindst Afrika er væsentlig mere sammensat end hun vidste i forvejen. Ikke mindst er danskernes – og de hvides - forhold til Afrika meget mere komplekst end indsamlingsshowet foregiver.

Det er en rasende flot forestilling. Det er en knusende satire over vores selvgodhed og den blinkende indsamlingstid, som vi er en del af. Verden brænder, og vi skal hjælpe. Selvfølgelig skal vi det. Men ved vi egentlig, hvad der sker omkring os? Ved vi, hvilke vogne vi bliver spændt for, med vores blinde tiltro til mediernes versioner af verden omkring os?



Forestillingen formår at få os til at juble, le og fejt tie, når det går op for os, hvor dumme vi er. Men det sker ikke på nogen nedladende måde. Tematikken er orkestreret for Det Olske Orkester, og det er en oplevelse jeg sent vil glemme. Det er en gennemprofessionel forestilling, med en god historie og en stram instruktion af Lotte Faarup, der også har stået for den dansende koreografi, der forløser historien som et stort festfyrværkeri. Scenografien af Jeppe Lawaetz er meget enkel, sådan ser det umiddelbart ud, men de fejende gulvprojektioner er overvældende lækre og virkningsfulde. Vi er midt ude på havet, vi er oppe at flyve, vi er ude i ørkenen – vi befinder os i orkanens øje, og forestillingen formår at skabe et nærvær og en tilstedeværelse, der er betagende. Samspillet med lyden og musikken, af Jonas Jørgensen, er helt som det skal være. Det er ensembleteater, når det er bedst. Her bliver det spillet, sunget og danset overbevisende af Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, Øyvind Kirchhoff og Jens Bäckwall. Det er en udsøgt fornøjelse at blive inviteret med til hele Danmarks indsamlingsshow. Det er festligt, fornøjeligt, meget morsomt – og dybt beskæmmende.



Der er mangt og meget, der banker på i den overvældende insisterende forestilling. Det er sidste del af trilogien ”En Nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”, der indledtes med ”Sukker”(2015) og ”Salt” (2017). Jeg vil gøre meget for at komme til at se de to første dele, hvis det igen bliver muligt. Et møde med Det Olske Orkester giver lyst til at se meget mere af deres teater. Det er tydeligvis teater, der er drevet af store visioner og udført med en udsøgt ildhu og ekvilibrisme. Hurra for det!

Det er muligt at læse mere om trilogien i den nyudgivne og meget flot illustrerede bogudgivelse: ”RUNDT OM ILDEN. Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested”. Her er et uddrag fra bogens forord: ”Hvilken nødvendighed? Det var det spørgsmål, vi stillede os selv i efteråret 2015, da vi i Det Olske Orkester fik de første tanker om at skabe en teatertrilogi om 300 års kritisk danmarkshistorie. Hvilke historier er tvingende nødvendige at fortælle? Hvad er det tiden, verden kalder på vi reflekterer over? Hvad er påtrængende nødvendigt at tale om? Under dette spørgsmål lå allerede en vrede. Over ufrivilligt at være en del af en privilegeret verden, der kun er privilegeret, fordi nogle andre dele af verden ikke er det. Over at mærke, hvordan nationalistiske og racistiske fortællinger retfærdiggør, at det skal være sådan. Over at leve i en tid, hvor det danske nationale selvbillede gang på gang bliver støbt i beton, kun med eksklusion for øje.” Forfattet af teatrets daglige team: Lotte Faarup, Øvvind Kirschhoff og Charlotte Rindom.



HVEM ER DET DER BANKER?

Medvirkende:

Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, 

Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, 

Øyvind Kirchhoff, Jens Bäckwall

Dramatiker og instruktør: Lotte Faarup

Lysdesigner og scenograf: Jeppe Lawaetz

Kostumedesigner: Signe Beckmann

Lyddesign: Jonas Jørgensen

Produktionsleder og teknik: Søren Kyed

Spilleperiode Forsøgsstationen: 9. – 21. november 2020

Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V. 

Tirsdage – fredage kl. 19.30 og lørdage kl. 16:00

Skoleforestilling 13. nov. kl. 11:00

Forsøgsstationen,

Hjemmeside og  billetter.

Trailer  


*

Se listen over de

*

søndag den 1. marts 2020

Anmeldelse: DANCE WITH ME på Teatret ved Sorte Hest



Foto: Bjarne Stæhr.

Gæstespil af The Why Not Theatre

I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016) var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med. 

Noget af det sværeste er at holde energien oppe i en monolog, men også det lykkes. 
Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk, at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til engelsk for at opføre det i København, men det giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring.  Det er overordentlig flot.


Foto: Bjarne Stæhr



Lyssætningen er smuk og kærtegner ordene på scenen. Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende kontrast.

Foto: Bjarne Stæhr



Der er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner.  Tre legemshøje skabe er det eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten. Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket.  Asmussens tekst minder os om at livet skal leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance with me!




*

Foto: Robin Skjoldborg


DANCE WITH ME

Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020

Varighed: 65 minutter

Dramatiker: Peter Asmussen
Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt
Skuespiller: Sue Hansen-Styles
Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt & Sue Hansen-Styles
Lys- og lyddesign & bygning af scenografi: Lasse Svarre
Lystekniker: Beáta Kublik
Instruktørassistent: Sarah Stephens


*

Hjemmesider:



Billetter:

Se videoer om forestillingen:





 *





Sagt af Peter Asmussen:

»Jeg har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men det må man jo bare overleve på en eller anden måde.« 
fra Jeppe Bangsgaards fremragende portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende, den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.

Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«

Selv opsummerer Asmussen sin gerning med ordene: 
»Det er mere ligesom en blyant, man lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre, og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«

Hvad angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen: 
»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«. Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at leve og en lille smule nemmere at dø.”


Mere om Peter Asmussen på Wikipedia.
Samt om hans filmmanuskriptarbejde.


*

Tidligere anmeldte forestillinger 
af The Why Not Theatre:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 117 teateranmeldelser.


søndag den 4. august 2019

Sue Hansen-Styles & Nina Larissa Bassett fortæller om "Mairead"


Foto: Michael Svennevig.

Da lyset går op befinder vi os i et lukket rum med fire personer – sammen og alligevel hver for sig. De vågner og undrer sig over, hvor de er henne, og prøver at forstå sammenhængen. En sammenhæng, der ikke er der, men som alligevel knytter dem sammen. Er det skæbnen eller et hævndrama? Hvad er det der gør, at Mairead, den tilsyneladende hovedperson, er adskilt fra manden, elskeren og dennes kæreste? 

”-Alt hvad hun skriver kommer direkte fra hjertet, og det gør det meget nemt som skuespiller. Den serbiske dramatiker, Tanja Mastilo, har oplevet meget i sit liv, og det har præget hende. Der er ikke noget, der er sort/hvidt. Alting har mange sider.” 

Titelpersonen, ”Mairead”, er spærret inde sammen med tre andre. Er de i et fængsel? Måske - man ved det ikke. På festivalen kan man møde dramatikeren Tanja Mastilo og skuespilleren Sue Hansen-Styles. På denne 24. festivalpodcast lykkedes det at få instruktøren Nina Larissa Bassett, der netop var i landet, sammen med Sue Hansen-Styles til at fortælle om stykket.  For jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvad det var jeg oplevede den dag i teatret.

Foto: Aleksandar S. Mastilo


Når teatret er mest raffineret, kan det være en vej ind i sindet, der når ind steder, hvor man ikke normal kommer. Det kan grave sig ind i underbevidsthed, så man bliver helt fortabt – og bare må følge efter. Sådan var det i ”Mairead”, der handler om kærlighed og knuste hjerter, for hvad binder dem sammen, og hvorfor er de havnet her – og hvordan slipper de ud igen? Selv om de ikke kan se hinanden, kan de kan stadig tale sammen. Det bliver til en rejse ind i underbevidstheden. Det er meget enkelt, men utroligt raffineret, for hvad handler det egentlig om? For måske er det bare stemmer inde i hovedpersonens hoved?

Læs festivalanmeldelse af "Mairead" 
fra Teatret ved Sorte Hest den 17. februar 2019

På podcasten er der er to uddrag fra ”Mairead” læst af Sue Hansen-Styles og ét som Sue og Nina spiller sammen. Den underliggende musik af Barry Wesil er også fra forestillingen.



Mød Tanja Mastilo og Sue Hansen-Styles
på festivalen MØD VERDEN,
hvor de medvirker på 3. festivaldag,
tirsdag den 13. august kl. 16-21
i GLOBAL ART Gallery i Vanløse