Morten Ranum fortæller om mødet med Uganda

2017 - Morten Ranum - foto, Sibusisiwe Nodada 

Morten Ranum er ‘dansk’ forfatter og digter. For 15 år siden rejste han til Uganda for at bosætte sig der i to år. Det blev begyndelsen til mange rejser til ikke kun Uganda, men også Kenya, Tanzania, Mozambique, Marokko og Sydafrika, fordi der hele tiden meldte sig nye spørgsmål, undren og mere at forstå.

Uddrag fra samtalen med Morten Ranum

fra den kommende festivalbog:

Om mødet med Uganda

Michael Svennevig (MS): Hvordan husker du mødet med Afrika og Uganda?

Morten Ranum (MR): Jeg husker, at jeg pludselig befandt mig et sted, hvor jeg ikke rigtig forstod, hvad der foregik og havde fornemmelsen af, at ingen af de erfaringer jeg havde gjort mig tidligere, kunne bruges til noget. Jeg var som et lille barn, der skulle starte forfra. Det har i en eller anden forstand altid tiltrukket mig.

MS: Det skræmte dig ikke?

MR: Nej, nej. Det nærede min nysgerrighed, for så ville jeg også finde ud af, hvad der foregik. Jeg oplevede mig som en del af en detektivroman, hvor jeg skulle lede efter spor, for at finde ud af, hvem der er morderen, men bare at det her handlede om at finde koderne til den kulturelle kontekst. Det mislykkedes selvfølgelig hele tiden. For det kan man ikke.

 

 

2017 - Fashion Mukono Uganda - foto, Morten Ranum

MS: Man kan vel finde nogle...?

MR: Jo, men i løbet af de to år gik det op for mig, at det heller ikke gav mening at opfatte det som en detektivroman, for man skal have et godt indblik i konteksten for overhovedet at finde rundt. For hvis sporene bare er tilfældige udtryk, som heller ikke giver særlig megen mening, er man lige vidt. Det er måske også en reminiscens af at have været historiker, hvor man søger efter kilder, og så finder man ud af noget på baggrund af dem. Det var ret interessant, for jeg formulerede noget om, at den ugandiske kontekst faktisk forhindrede mig i at skrive digte. Det jeg skrev, var fyldt med historiefortælling, anekdoter, og lange prosa-agtige strømme, måske fordi jeg samtidig var omgivet af mennesker, der fortalte lange historier om alt muligt mærkeligt, og det var måske i de her sideløbende fortællinger om alt det, der foregik omkring os, at jeg forstod et eller andet. Jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at det hele var decentreret. I 90´erne ville vi have kaldt det et post-moderne parallelunivers med en hel masse parallelle historier, der kontrasterede hinanden og ikke gav mening i sig selv. Men efterhånden begyndte jeg at blive mere interesseret i de parallelle fortællinger, for jeg opdagede, at det var den eneste måde at fungere på. I hvert fald var det den eneste måde at prøve at forstå noget på, at lytte til historierne og prøve at lægge dem sammen. Ikke for at få et resultat, men bare for at lære og forstå, hvad der foregik.   

MS: Kan du give et eksempel?

MR: Ja, for jeg fandt ud af, at man specielt skulle lytte, hvis folk talte om andre mennesker, for så kunne det godt være, at den historie de fortalte var en måde at fortælle dig noget. Men den ikke så direkte måde at kommunikere på, som er typisk for meget af ugandisk, kenyansk og tanzanisk kultur, oplevede jeg meget i den østafrikanske region. Det var svært at sige tingene direkte. Især at sige nej. Der var engang, hvor vi sad på kontoret, der var i et blikskur i Kampala, hvor en af mine kolleger fortalte om en englænder, der på et tidspunkt havde arbejdet for det nationale teater, hvor han arbejdede sammen med teaterlederen, der var en ugandisk mand, og pointen var, at den ugandiske mand ikke kunne lide englænderen, men i bedste ugandiske stil opførte han sig så høfligt over for ham, at englænderen troede, at de var gode venner. I begyndelsen forstod jeg det ikke, men tre måneder senere kom jeg til at tænke på historien igen, for der var indimellem nogle kontroverser. Der var ting jeg slet ikke opdagede, og derfor kom jeg til at opføre mig på måder, som de ikke syntes om. De havde måske også nogle forestillinger om, at jeg skulle gøre noget andet, end det jeg gjorde. Så jeg ved ikke, om det var en henvendelse til mig, men det kan godt være. Det er sandsynligt. Senere tog jeg det til mig som en ide om, hvordan kommunikation fungerer. Ikke kun de gange, hvor jeg kom tilbage til Uganda, men også for hvordan jeg opfører mig generelt, så den måde at kommunikere på er jeg blevet smittet af, og jeg synes, at det har en pointe. Jeg lærte noget af deres ikke-konfrontative kommunikationsform. På kontoret var der mange eksempler på, at vi blev enige om, at en af medarbejderne skulle varetage en eller anden opgave, og vedkommende svarede: ”Ja, ja”. Han sagde altid ”Ja, ja”, men der skete alligevel ikke noget, for hvis han ikke syntes, at det var en god ide, skete der ikke noget. Så det med at sige ”ja” havde ingen effekt. Men jeg troede jo ud fra en europæisk kontekst, at vi havde en aftale, og blev irriteret, når den ikke blev overholdt. Efterhånden gik det op for mig, at der var denne sælsomme måde at sige ja på. At det at sige ja, betød forskellige ting. Det var vigtigt at lytte til, hvordan der blev sagt ja og under hvilke omstændigheder. Når man lavede aftaler var det vigtigt, hvordan aftalen blev indgået, og om den pågældende havde lyst til at indgå aftalen, for ellers sagde vedkommende måske bare ”ja”, fordi jeg forventede det, og så blev aftalen ikke til noget, og ”ja” blev til ”nej”. Det er et avanceret system, hvor man kan sige nej, ved at sige ja. Det var revolutionerende, for jeg er vokset op i et venstreorienteret miljø, hvor man lyttede til Benny Holsts ”Sangen om nej”, hvor nej er det stærkeste ord i verden. Men lige pludselig befandt jeg mig et sted, hvor ja var blevet verdens stærkeste ord.    

 

 

2011 - Love couple Uhuru Park Nairobi Kenya - foto, Morten Ranum

 

 

MS: Også selv om det var et nej?

MR: Ja, netop derfor, for det afmonterede alting. Der var også en masse lange forklaringer når ting ikke blev lavet, eller forklaringer på at man ikke kom til tiden. Når man kommer fra en europæisk horisont, ændrer det ens daglige sprog på mange måder i retningen af parallelitet i det sprogligt udtrykte – og i mindre grad kommunikationen i sig selv. Hvordan kunne man organisere arbejdet uden det konfliktmæssige, for det er den danske måde at tænke på, for først lokaliserer du konflikten og finder ud af, hvor man er uenige, for at kunne løse konflikten. Men hvad gør man så, når man ikke længere bare fokuserer på konflikten? Det skabte også en ekstrem grad af nysgerrighed.

MS: Hvad gjorde du med den?

MR: Efter at mine to kontraktmæssige år var færdig, tænkte jeg, at jeg var nødt til at tage tilbage, fordi der stadig var nogle ting jeg ikke forstod.

MS: Generelt?

MR: Helt generelt. For efter at projektet og min ansættelse sluttede, kom jeg tilbage af andre årsager, en måned eller to et par gange om året. En periode havde jeg en ugandisk kæreste, som jeg senere blev separeret fra igen. I en årrække var det hende jeg besøgte, men der var også andre ting, som jeg skulle udrede, mens jeg var der. Efter at der var gået 3-4-5 år med at rejse frem og tilbage, opgav jeg alligevel at komme til at forstå det, for det var endnu et umuligt projekt og var igen en reminiscens af detektivromanen. Men jeg vedblev med at være meget følelsesmæssigt involveret. 

MS: På hvilken måde?

MR: Jeg var grådlabil og græd altid i flyveren, fordi jeg kom til at tænkte på nogle bestemte ting, og græd altid dernede under meget bestemte omstændigheder. 

MS: Hvorfor gjorde du det?

MR: Jeg var meget berørt af situationen og havde fornemmelse af, at i de år jeg boede der, havde jeg fået givet utrolig meget af de folk jeg mødte. De havde givet mig så mange oplevelser, så megen opmærksomhed, venlighed, høflighed og gæstfrihed, og hver gang jeg kom tilbage fik jeg endnu mere, men havde også selv behov for at give noget tilbage. Men det var umuligt.

MS: Men du taler om noget, der er dybere end venlighed og høflighed, ikke? 

MR: Jo, for hele tiden blev jeg taget overordentlig godt imod alle steder.

MS: At du blev taget ind?

MR: Ja, og også fik lov til at opleve ting, som det ikke var hvem som helst beskåret, måske også fordi jeg insisterede på at holde mig lidt tilbage fra de hvide sammenkomster. De internationale NGO-ansatte er struktureret omkring en lille ghetto, hvor folk fra forskellige organisationer mødes til gin & tonic, og spiser sammen på forskellige restauranter, og så dyrker de ellers de skandinaviske, spanske, engelske, tyske venskaber, som der nu kan opstå. Så går man til grundlovsfest på den danske ambassade. Til den nordiske fest én gang om året, og alt sådan noget.  

MS: Der var du anderledes? 

MR: Jeg havde det lidt dårligt med denne hvide ghetto og forsøgte at søge ud i det lokale landskab, og fik hurtigt lokale venner. Nogle af dem var streetboys. Man mødte dem, hvis man gik rundt på gaden og på de lokale barer. De rendte rundt og gjorde tjenester og var til rådighed, og hvis der var nogen, der skulle have hentet noget et eller andet sted, blev han sendt af sted og fik nogle få penge for det, når han kom tilbage. De levede et råt og hårdt liv, men tog mig rundt til alle mulige mærkelige små barer, og jeg mødte også musikere, der tog mig med til koncerter, hvor der ikke kom andre hvide, hvor man stod der midt i det hele, og hvor alting foregik på lokalsproget. Men også på mærkelige og mystiske karokee-barer, hvor der var et line-up af sorte kvinder, der sang ABBA. Jeg gik helt i spåner over det, for det var lang tid siden, at jeg havde hørt ABBA sidst. Men de dyrkede det der popstjerneshow. På den måde blev jeg en del af musikmiljøet, og den kæreste jeg fik, var også en del af det lokale musikmiljø og arbejdede på et af byens teatre.

 Læs resten i festivalbogen

"Billeder af liv.Samtaler & digte"

(Forlaget Epigraf),

der udkommer til festivalåbningen af jubilæumsfestivalen

BILLEDER AF LIV.

Mød Morten Ranum på festivalens 4. dag,

hvor festivalen for én dag omdøbes til

Afrikanske billeder af liv.

I en performance blander Morten sine digte og fortællinger med refleksioner om mødet med den ‘anden’, det som ikke umiddelbart giver mening, og hvordan det har væltet hans tidligere verdensbillede og sønderrevet enhver forestilling om tilhørsforhold.

 ***