Store kloder svæver i rummet over os. Liggende på madrasser med puder og tæpper kigger vi op på dem, mens vi lytter til Johann Sebastian Bachs "Goldbergvariationer", der oprindelig er komponeret for cembalo, men som normalt spilles på klaver. Men ikke på S/H i Staldgade i Den Brune Kødby, hvor Andreas Borregaard spiller hele værket på akkordeon. Musikken suppleres af Ursula Andkjær Olsens lyriske ord, der slynger sig rundt om musikken. Rundt og rundt.
Foto: Søren Meisner.
Ordene danner lange guirlander af asymmetriske billeder om drømmen i drømmen, om at gå igennem spejlet og møde jordskælv nær Dybbølsbro Station. Vi er på én gang gående ad trapper og broer inde i drømme, der bevæger sig stadig længere væk fra os, og samtidig mens vi som "Alice i Eventryrland" falder gennem spejlet og lander i en anden virkelighed gælder det om at være tro mod de liv, vi ikke har levet.
"Drømmene har en meget sindrig struktur, det hænger sådan sammen: Natten udgør i sig selv en enkel bue. Når man nærmer sig, ligner den en trappe ned. Imellem to dage. På afstand kan man se, at den fører opad. Det giver drømmene en stærk men usynlig sammenhængskraft og sætter dem samtidig fri." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").
Skuespilleren Annike Johannessen læser teksten indfølt og klangfuldt, mens hun bevæger sig rundt om os. Ordene danser rundt med musikken, selv om tekst og lyd er nøje adskilt og supplerer hinanden i 15 afsnit.
"Jeg lå i den seng, det hus, ved Dybbølsbro station, jeg sov, der kom et jordskælv, jeg vågnede, min seng rystede under mig./Gulvet rystede under min seng./Loftet nedenunder rystede under gulvet./Underboen rystede under loftet./Underboens seng rystede under underboen./Underboens gulv rystede under underboens seng./Husets fundament rystede under underboens gulv./Jorden rystede under det hele./Så lå det alt sammen stille igen. Jeg var vågen." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").
Vi ligger i mørke, omgivet af mørke, mens vi kigger op på de 13 hvide klodeformede 1½ meter store balloner, der hænger duvende over os. De oplyses af fotos og videoprojektioner. Sneglehusformede trappeopgange, krankonstruktioner og drivende formationer sejler hen over os til lyden af satinblå morgenkåber, mens vi lytter til Bach.
Foto: Michael Svennevig.
De første minutter ligger jeg og forsøger at forstå og gennemskue sammenhænge og paralleller, men siden sætter jeg af i tankerne og stævner ud mod det fremmede, ført af Bachs toner fra de 30 små musikstykker som "Goldbergvariationerne" består af. Det siges, at værket blev bestilt af en bøhmisk greve, som led af svær søvnløshed. Grevens hofmusiker, den unge Hr. Goldberg, kunne så divertere med de skønne variationer, når søvnen ikke ville indfinde sig. Måske er det bare en skrøne, men i så fald passer den godt til musikken, der med sin lange række af variationer skaber en tilstand, hvor tiden opløses og drømmene kan flyde frit. Det er dén tilstand, der er afsættet for Ursula Andkjærs Olsens nyskrevne digtsamling "Morgenkåber" (der samtidig udkommer på forlaget Herman & Frudit), og som danner bro mellem musikken og rummet vi ligger i.
Foto: Michael Svennevig.
På den nys overståede KLANG-festival fremførte Borregaard to nykomponerede værker i Koncertkirken Blågårds Plads af Marcela Lucatelli/Kirstine Fogh Vindelev ("Drift") og Philip Venables/Ted Huffmann ("My favorite piece is the Goldberg Variations"). De viste med al tydelighed, at der er tale om en kunstnerisk begavelse, der ikke viger tilbage fra at træde ind i nye performative landskaber - og sådan er det også med forestillingen på S/H.
Efter forestillingen fortalte Borregaard, at Bachs værk er så ensartet i sit udtryk, at han havde lyst til at bryde det op, eftersom samtlige 30 stykker er skrevet i G-dur. Og da teksten var skrevet, førte det naturligt videre til, at scenografen Julie Forchhammer skabte rammen om ordene og musikken. Det hele er lyssat af Mikkel Jensen.
Foto: Michael Svennevig.
Goldbergvariationernes mest kendte fortolker er den canadiske pianist, Glenn Gould, der indspillede dem som ung i 1955 i en flot og meget energisk 70 minutters udgave. 27 år senere - i 1982 - genindspillede han dem i en mere adstadig udgave. Han har et gnistrende sprødt anslag, og musikken står næsten stille. På én gang fastholdt midt i en statisk og alligevel dynamisk fortolkning. Men spændende er det også at lytte til Christina Bjørkøes indspilning fra 2000, hvor jeg synes at høre en lille tøven. Der er plads til en lille pausering. En eftertanke, der klæder musikken og giver plads til lytteren. Det er tale om tre klaverindspilninger, mens Andreas Borregaard fortolker værket som akkordeonist. Instrumenteringen i sig selv gør noget. Når Borregaard spiller, hører man lyden af instrumentklapperne, og det gør musikken mere nærværende, og knapt så overjordisk drømmende. Anslaget er meget behageligt og klangen er rund og organisk. Det får musikken tættere på os, og den træder os venligt i møde, og klinger godt sammen med Andkjær Olsens lyriske ordguirlander, der er drømmende ophøjede, men heller ikke mere end at vi hele tiden ved, hvor vi er. Eller næsten, for hvor falder vi hen, når vi falder ned i en drøm? Oplev det selv i "Goldbergvariationer".
Foto: Michael Svennevig.
GOLBERGVARIATIONER
Gæstespil på S/H
14. - 17.12.2021 + turné
Musik: J. S. Bach
Medvirkende: Annika Johannessen (skuespiller),
Andreas Borregaard (akkordeonist)
Scenografi og video: Julie Forchhammer
Lysdesign: Mikkel Jensen
Kunstnerisk ledelse: Andreas Borregaard, Julie Forchhammer
Foto: Søren Meisner
Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, William Demant Fonden, Gangstedfonden.
Sted: SORT/HVID, Staldgade 26-30, 1699 Kbh. V
14.12.2021 - 17.12.2021
Tirsdag-fredag kl. 20
Varighed: 90 min.
"Min veninde løber ind i stuen og ind igennem spejlet og ind på en anden legeplads, inde i spejlet. Jeg når ikke med derind, jeg løber efter min veninde ind i stuen, men jeg når ikke med ind i spejlet, hun løber derind, hun leger derinde på en anden legeplads, hvor jeg ikke længere kan være med, hvor jeg ikke længere kan være venner med hende. Det er sådan det er." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").
*