Foto: Louise Windfeldt
100! Tallet ét hundrede er et meget rundt tal. Dobbelt-anmeldelsen
jeg publicerede i går, af to meget stærke og aktuelle teaterbud på den
københavnske teaterscene, var min anmeldelse nr. 100 – og tilmed den mest
læste. 4.000 har været inde og læse om Mammutteatret og Sydhavn Teater.
På trods af at google fortæller mig, at min blog slet ikke er
mobil-venlig. Hvad ved jeg om det? Jeg
har ikke mobil, men et eller andet må jeg vel foretage mig, eller også skal jeg
bare spille ”cool” og tænke, at det alligevel ikke har forhindret rekord mange
i at besøge siden de to sidste dage.
Men hvorfor egentlig anmelde?
Jeg er forfatter og dramatiker, så hvorfor skriver jeg ikke
bare selv nogle bøger og noget dramatik?
Men det gør jeg også, men jeg kan simpelthen ikke lade være
med at skrive om det, når jeg ser noget godt.
De første gange sendte jeg det nærmest for sjovt til det
pågældende teater, hvor den presseansvarlige straks greb fat i mig og spurgte,
om jeg ikke også ville skrive om nogle danseteaterforestillinger, som hun kørte
presse på ude i byen – bl.a. i Dansehallerne. Jeg svarede som det er, at jeg
intet aner om dans og derfor ikke kunne skrive om det. Hun skrev, at hun
fornemmede at det ville ligge godt for mig (eller noget i den retning), og jeg
tog en dyb indånding og svarede, at det kunne vi jo lade komme an på en prøve,
hvis hun sendte mig et par billetter. Men betingede mig (og det gør jeg altid!)
at jeg kun ville skrive, hvis jeg simpelthen
ikke kunne lade være. At jeg ikke ville bruge tid på at skrive om noget, der
ikke sagde mig noget. Den var hun med på. Det blev starten på et smukt venskab... (Som
Bogey siger i ”Casablanca”) ...og nu er det 100 anmeldelser siden.
Det at skrive om teateroplevelser holder mit sprog ved lige.
Jeg betragter det som øvelser, som en ny måde at trænge ned i sproget på. Jeg
forsøger ikke at sætte mig til doms over andres arbejde (i hvert fald ikke
primært), men forsøger snarere at forstå, hvad det er som teaterfolkene forsøger
at fortælle, og ud fra det giver jeg så mit bud på, om det de har sat sig for
også trænger igennem til mig som tilskuer.
Jeg er inspireret af Ebbe Iversen på Berlingske Tidende, der
havde en særlig evne til at sætte sig ind i og forstå det, som han blev
præsenteret for. Hans måde at gå til opgaven på var meget imødekommende.
Anne Middelboe Christensen er en af vore bedste kritikere.
Men ellers har jeg lært meget af at læse New York Times
anmelder af klassisk musik: Anthony Tommasini. Jeg er så heldig, at en i
familien videresender mange af hans anmeldelser (i øvrigt koster et digitalt
abonnement kun 30 kr. månedligt!). Det er alt for ofte anmeldelser af
Wagner-opsætninger, og det interesserer mig overhovedet ikke. Men
jeg læser dem alligevel ofte. For det
kan han få mig til. Tommasinis viden, interesse og glødende entusiasme er så smittende. Så
ud med alle de mavesure og ind med de andre, der giver det uforståelige en
chance - og måske os andre en nøgle til bedre at forstå det.
Jeg har samlet alle mine anmeldelser på hjemmesiden, så den kan du dykke ned i, hvis du skulle være interesseret.
Her er et link til en af Antony Tommasinis anmeldelser i New
York Times (som kan læses uden abonnement)
- og her en artikel af Anne Middelboe Christensen (en artikel, der kom til at betyde meget for mig).
