PARISISKE DIGTE (Forlaget BoD, 2020)
er oversat af digteren selv fra persisk til dansk.
Under
overskriften ”Nogle ord om de Pariske Digte” skriver Reza Farmand: ”Pariske
Digte” er et poetisk aftryk af Paris, og et forsøg på at komme tæt på det der
kendetegner byen og dens særlige ånd. Det er en hyldest til Byernes By, der
altid har plads og rum til vildskab, anarki og stor poesi. Digtsamlingen er
blevet til under inspirationsrejser til Paris i årene 2004-06.”
Allerede
i det første digt, ”Poesiens rejse” bliver vi ledt blidt på vej, for vi står på
tærsklen til en forunderlig rejse, når den dansk-iranske digter skriver: ”Vil jeg føre en biflod/ ind i min poesi”.
I
digtet ”Pigalle” er ”dens sexede hud... for evigt frisk”. Mens der på
Montmartres kirkegård ”Falder visne smil ned over min tavshed/ Imens jeg bladrer
i Pigalles røde bog”.
Sideløbende
med digtene er der er et faglitterært rejsebogsspor, hvor der er indføringer i
byen med forklaringer for den nytilrejsende.
De
to spor: digtene og det forklarende faglitterære spor falder forunderligt nok
sammen, så det ene uddyber det andet. Det er en lidt underlig kombination, men
det fungerer, og selv for en garvet pariserfarende er der inspiration at hente
både fra digtene og fra det forklarende spor
I
digtet om ”Rue Saint Denis” er det digterens persiske baggrund, der taler med,
når han skriver: ”Alligevel,/ Dette at de føler sig trygge/ I deres nøgenhed er
smukt/ Dette at ingen religion kan/ fra sine ørkener kaste med sten/ Mod disse
kvinder er smukt.”
I
digtet ”Montmartre” står der: ”Det føles som om min poesi og jeg/ er trådt ind
i en kæmpe fest...”
I
”Belleville” er der tale om ”forglemte indvandrere”, men at anføre i en note:
”I Belleville-kvarteret bor mange med indvandrerbaggrund”, virker ganske
overflødigt. Til gengæld er det dejligt belærende at kunne komme til at kende
meget af baggrunden til meget af det, der normalt bliver taget for givet. Det
betyder at det er et godt sted at begynde – og for dem, der har deres faste gang
i Paris, gælder det bare om at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg har
allerede bestemt mig for min næste rejse. Godt animeret af Reza Farmands fine
og meget appetitlige franske digte.
Bogens
titel kunne også have været” En perser i Paris”, for det er, hvad det er. Det
er netop grunden til, at digtene giver et andet og måske mere åbent blik på
byens sind og tone. Som Hemingway skrev: "Der er ingen ende på Paris”. Men måske
er det alligevel at spænde buen for hårdt for en dansk læser, når der medtages en
hyldest til Mahvash, der var en iransk sanger, danser og skuespillerinde, for
det er svært at relatere til uden kendskab til hendes successer i hjemlandet.
At
Paris også er andet end et fysisk sted, mærkes tydeligt i afslutningsdigtet,
hvor byen snarere bliver til en poetisk tilstand:
Rejsens
sidste nat
Jeg
er ved Gambettas station/ De ledige borde omkring mig/På fortovscaféen er
optaget af poesien/ Mit hjerte er tungt som tusinder af spørgsmål/ I denne
rejsens sidste nat
O,
rejse!/ Du, min fine, du min milde!/ Du, min fuglerigets veninde!/ Du, min
berusende stille hastighed!/ Dig kysser jeg /Dig tilbeder jeg /Du har gjort
mine gloser lykkelige
Måske
kan det hele opsummeres i det første af de ”Korte pariske digte”, hvor der
står:
I
Paris drikker min poesi/ Hvad den vil, hvor den vil/Jeg siger den aldrig imod
I
det tilbagevendende omkvæd i digtet ”Rue de Seine” står der: ”Vågnede Baudelaire
op/Ville han tro at være trådt ind/I sin poesi, og forundret/Ville han sætte
sig ned ved et bord”
Reza Farmand: PARISISKE DIGTE
Læs også digterens tre andre nye digtudgivelser:
"Duas stening" , "Polardigte" og "Min mor blev ikke smuk"
(alle tre på Forlaget BoD, 2020).
Læs mere om festivalen
