søndag den 2. august 2020

Lilian Frederiksen: Fra emballagedesign til clairvoyance

Foto: Michael Svennevig.


Mød Lilian Frederiksen 
2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.


"Jeg er vant til at arbejde med ideudvikling og grafisk design, men pludselig skete der en ændring i mit liv. Via et besøg i Amazonas regnskov kom jeg til at tænke i helt andre baner. Derfra kom der en masse nye impulser ind i mit liv. Det var noget jeg hovedkulds stødte ind i og blev introduceret til af fremmede mennesker jeg aldrig havde mødt før.”


Foto: Michael Svennevig.


”Jeg åbnede først døren på klem ind til en helt anderledes verden, hvor jeg måtte sadle mit liv om. Alt det som jeg tidligere havde været vant til og været stolt af smuldrede. Jeg havde været i toppen af erhvervslivet, hvor alting kører på de højeste nagler, og hvor alting er toptunet og funktionsdygtig. Så det var noget af et chok, da jeg fx. ganske uforvarende blev opfordret til at søge et arbejde, hvor jeg skulle arbejde med døvblinde - og fik det! Jeg havde aldrig mødt handicappede før, for de eksisterende ikke i min gamle verden, men det kom de til - sammen med alt det andet nye og anderledes.”


Mød Lilian Frederiksen 
på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen

*

Stig Dalager & Sue Hansen-Styles: "The Dream"



Mød Stig Dalager fra helt nye sider på denne 26. festivalpodcast.

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles 

Stig Dalagers teaterstykke "Drømmen" eller "The Dream" har spillet på Odense Teater med Birgitte Fiederspiel i den centrale rolle som Elisabeth i dette kammerspil om 3 kvinder i tre generationer. Men stykket har også spillet i Moskva og i New York, hvor det var Bergman-skuespilleren Bibi Anderson, der havde den bærende hovedrolle som den syge og døende kvinde, der ser tilbage på sit liv. For hvad er det egentlig der sker? Er det hele én stor drøm, der foregår i Elisabeths underbevidsthedhed? Drømmene er helt centrale i Dalagers forfattergerning både som lyriker, forfatter og dramatiker. Drømmesporet går også igen i Stig Dalagers nye roman "Kaos og verden", der udkommer senere på måneden. 


På podcasten her, men også op den kommende festival, er det det den engelsk fødte, men dansk bosatte skuespiller Sue Hansen-Styles, der læser uddrag fra "The Dream". Sue Hansen-Styles er også kunstnerisk leder af The Why Not Theatre, der seneste spillede forestillingen DANCE WITH ME på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sue var alene på scenen i Solbjørg Højfeldts fine instruktion.

På podcasten er der et nykomponeret nummer, "Land of Shadows", af Jens Rugsted med tekst af Stig Dalager. Den er et bud på en titelsang til en muligt kommende amerikansk filmatisering af Dalagers roman af samme navn. Eller som den hedder på dansk: "Skyggeland". Hvem der synger? Ja, det er en overraskelse.

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles  på den 26. festivalpodcast

Mød Stig Dalager & Sue Hansen-Styles 

Læs mere om festivalen

*

Ingrid Tranum Velásques:"Vi er norden" & "Unfinished Tales"

Foto: Michael Svennevig.

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse,

Ingrid fortæller om at rejse ind i koloni-kroppens følsomme landskab. Om at arbejde med sceniske formater, der stiller sig til rådighed og faciliterer lokale og nordiske debatter. Om at skabe rum, hvor fortællinger mødes på tværs. Om at bryde tavsheden. Om unge, der skal finde deres identitet mellem de uskrevne sider i historiebøgerne og de sorte huller i samvittigheden. Om sårbarhed og anspændthed. Om at træde varsomt.


Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo.


hvor hun fortæller om sit arbejde som koreograf og danser
- og om sine mange undersøgelser af verden omkring sig igennem kroppen, der filtrerer det hele til form og udtryk. Jeg mødte Ingrid, da jeg sidste år anmeldte forestillingen HERFRA MIN VERDEN GÅR, der var en undersøgende forestilling om, hvordan vi til alle tider har flyttet os rundt - og stadig gør det. Om flugt og forsøg på at finde hjem. Ikke mindst for dem, der er blevet fordrevet fra deres hjem. Hør mere på denne podcast med Ingrid Tranum Velásques fra sidste år.

I år på festivalen fortæller Ingrid, at arbejdet sker gennem embodiment, koreografi, film og performance via den nordiske kolonialismes foruroligende fodspor og arkiverer som afslutning det visuelle, koreografiske, skriftlige og auditive materiale i et udstillingsformat, målrettet skoler og uddannelsesinstitutioner."


Foto: Julie Støp Husby. Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques 


Også i Norden handlede vi med menneskekroppe på tværs af kontinenter. Også i Norden splittede vi familier og lande i civilisationens navn. Også i Norden forbød vi sprog og kulturel praksis, og tvangsfjernede børn til racebiologisk forskning. Og vi har lært at håndtere det kollektive arvæv med tavshed. Vi overhører dagligt de postkoloniale traumer i Grønland og på Færøerne, lukker øjnene for den foruroligende aktuelle kolonisering af Sápmi og reproducerer den transatlantiske slavehandels sociale positioneringer. 
I værkerne VI ER NORDEN og Unfinished Tales, det sidste målrettet 13-18 årige, undersøger vi den nordiske kolonialismes nutidige skikkelse. I VI ER NORDEN søger vi gennem et dekoloniserende ritual at opløse kolonialismens nedarvede koreografier. Værket rejser rundt i nordens forskellige koloniale og postkoloniale terræner og stiller sig til rådighed som performativ situation i den lokale debat om dekolonisering. I Unfinished Tales mødes koreografer og unge fra hele Norden, Jomfruøerne og Ghana i udarbejdelsen af et tre-årigt værk. 

Foto: Julie Støp Husby. 
Fra Dramatikkens Hus i Oslo: Ingrid Trannum Velasques  og Camara Lundestad Joof. 


Begge værker produceres og iværksættes af NextDoor Project og kunstnerisk leder, koreograf og danser Ingrid Tranum Velásquez i tæt samarbejde med kunstnere fra Grønland, Sápmi, Ghana, Jomfruøerne, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Finland.


Foto: Michael Svennevig.

Læs mere på nextdoorproject.dk

Mød Ingrid Tranum Velásques 
på  3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Læs mere om festivalen

*

Anmeldelse: SNIPER af Kasper Hoff



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)


”Jeg hedder Christopher. Christopher Leboucher Larsen, men folk kalder mig Stoffer.”

 15-årige Christopher bor alene med sin mor. Han har to venner, Hassan og Emil. De mødes nede på pladsen bag idrætscentret, hvor de mest laver ingenting eller slås for sjovt, men det er nu mest Emil og Hassan. Christopher er varm på Petra fra klassen, men det er langt fra gengældt. Det længste Christopher kan drive det til, er at låne en blyant af hende. Men en dag får han et brev, der inviteret ham til et møde med en advokat, der overrækker ham en konvolut med en nøgle. Nøglen passer til en garderobeboks i lufthavnen, hvor der også befinder sig et gevær og et charteque med mordplaner. Christopher og hans to venner prøveskyder med geværet nede i den nærliggende mose, og da en afrikansk politiker med en blakket fortid kommer på besøg i København, tager Christopher med til klassens moddemonstration, men tager også geværet med – og går i aktion. Politikeren bliver dræbt. Det gælder også den næste på listen i chartequet. Da Christopher mødes med den 3. på listen, viser det sig at være hans forsvundne fars tidligere elskerinde. Den forsvundne far, som måske alligevel ikke er helt så død som han først troede.

I skolen prøver klasselæren at undervise i etik, og forsøger at anskueliggøre forskellen på at gøre noget godt, fordi man er nødt til det, eller fordi man vælger at gøre det. Christopher er i tvivl om man må slå ihjel, for hvis det nu tjener et større og højere formål?

På et tidspunkt konstaterer han: ”Retfærdighed er sgu noget mærkeligt noget”.
Bogen slutter med ordene: ”I virkeligheden tror jeg, de fleste er enig med mig i, at verden er et bedre sted uden mennesker som dem. Folk tør bare ikke sige det højt.”

Ligesom i Hoffs efterfølgende roman, ”Rygtet om hendes død” (Modtryk, 2016) er det igen en dreng med en manglende far, der udsættes for mangt og meget. Det er igen større etiske dilemmaer, der sættes i spil. Hvad kan man? Hvad skal man? Hvordan skal man leve bedst muligt? Hvordan gør man det på den bedst mulige måde?

Begge sønner i de to romaner presses ud i absurde situationer, men figurtegningen er så fin, at det ikke skorter på indre motivation. Hoff satser det hele og vinder, for han træffer den 15-årige pubertære knægt lige på kornet. Det er en fornøjelse at følge ham gennem bogens etiske dilemmaer, der er ekstra presserende i lige netop den alder, hvor alting skal stå sin prøve. Det giver et ekstra spændingslag til bogen.

Den umulige historie ender faktisk godt, og det er ikke synd at afsløre, for det er vejen dertil, der er det vigtige. Ikke udfaldet i sig selv. Det er en regulær spændingshistorie, der samtidig kommer til at fungere som en lære i etik. Det er flot håndteret.



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)

Mød Kasper Hoff til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*

Erik Trigger: "svajende som et flyttelæs"

Foto: Peter Langwithz Smith.



Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Tidligere havnearbejder og skolelærer, men altid digter og erklæret anarkist. Nu også forlægger, redaktør og omslagsdesigner på mit eget forlag ANARKI. Debuterede på fornemme Brøndums Forlag i 1991 og er pt. ansvarlig for 15 værker i genrerne digte, børnebøger, roman, noveller, koncerttekster og spoken word cd og sceneshow, sammen med illustratorer, musikere og billedkunstnere. Har internationalt deltaget i Struga Poetry Evenings (Makedonien) og (som første danske forfatter i øvrigt) ved Internacional festival de poesia en Medellin (Colombia). 



Her er et digt Erik Triggers nyeste samling, 
MØRKETS JOURNALER 


Du er en journal jeg bladrer i
en sen forsoning jeg synker igennrm
for at klæbe mig til dine cellevægge
og gøre hver af dine tanker
til en undergrund

Nordstjernen glimter
i kønshårenes tunge dråber
det susr i havstokkens strå
og der er ingen ende på dig

Atomerne forlader os
for at finde nye former
og havet skraber imod molen
som hjemløse katte

Jeg prøver at krydse dagen
balancerer over afgrunden
med skiftende mål i munden
svajende som et flyttelæs
imens mine hænder metodisk
foretager deres oceanografiske kortlægning
af det der afskiller os
drevet af befolkningstilvækstens vedvarende snuren
i nosserne



                         Mød Erik Trigger på festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*

Linne Windfeldt Valling Rasmussen på Mosegården



Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen
til festivalafslutningen på Christianshavn

Sidste år fortalte Linne på festivalen om 
at hun ville ud og arbejde i landbruget.
Hør hvordan det er gået siden da. 
Linne fortæller: 

"Siden sidst er jeg flyttet på landet. Jeg bor i et kollektiv, der driver et lille jordbrug, som leverer grøntsager til 85 husstande. Det hedder Mosegården. Jeg synes, landet er smukt og fascinerende og anderledes fra alt, jeg kender. Jeg kan virkelig godt lide det praktiske arbejde, at udrette noget konkret hver dag, der giver mennesker mad på bordet. Jeg kan også godt lide at blive klogere på planter og at bruge min krop og blive stærkere. At jeg er kommet på landet, er kommet i stand gennem en højskole, og på den måde har jeg mødt et hold af mennesker, jeg kan nørde landdrømme, planter, lugning og politik med."

Hør podcasten fra sidste år, hvor Linne fortælle om de valg hun står over for som ung, og det ansvar som hun også føler - og de tanker hun gør sig i den anledning.



Linne på festivalafslutningen i 2019. Foto: Majka Bjørnager


Mød Linne Windfeldt Valling Rasmussen
til festivalafslutningen på Christianshavn

Læs mere om festivalen
HVOR REGNBUEN ENDER

*



Anmeldelse: PARISISKE DIGTE af Reza Farmand




PARISISKE DIGTE  (Forlaget BoD, 2020)
er oversat af digteren selv fra persisk til dansk.

Under overskriften ”Nogle ord om de Pariske Digte” skriver Reza Farmand: ”Pariske Digte” er et poetisk aftryk af Paris, og et forsøg på at komme tæt på det der kendetegner byen og dens særlige ånd. Det er en hyldest til Byernes By, der altid har plads og rum til vildskab, anarki og stor poesi. Digtsamlingen er blevet til under inspirationsrejser til Paris i årene 2004-06.”

Allerede i det første digt, ”Poesiens rejse” bliver vi ledt blidt på vej, for vi står på tærsklen til en forunderlig rejse, når den dansk-iranske digter skriver: ”Vil jeg føre en biflod/ ind i min poesi”.

I digtet ”Pigalle” er ”dens sexede hud... for evigt frisk”. Mens der på Montmartres kirkegård ”Falder visne smil ned over min tavshed/ Imens jeg bladrer i Pigalles røde bog”.
Sideløbende med digtene er der er et faglitterært rejsebogsspor, hvor der er indføringer i byen med forklaringer for den nytilrejsende.

De to spor: digtene og det forklarende faglitterære spor falder forunderligt nok sammen, så det ene uddyber det andet. Det er en lidt underlig kombination, men det fungerer, og selv for en garvet pariserfarende er der inspiration at hente både fra digtene og fra det forklarende spor

I digtet om ”Rue Saint Denis” er det digterens persiske baggrund, der taler med, når han skriver: ”Alligevel,/ Dette at de føler sig trygge/ I deres nøgenhed er smukt/ Dette at ingen religion kan/ fra sine ørkener kaste med sten/ Mod disse kvinder er smukt.”
I digtet ”Montmartre” står der: ”Det føles som om min poesi og jeg/ er trådt ind i en kæmpe fest...”

I ”Belleville” er der tale om ”forglemte indvandrere”, men at anføre i en note: ”I Belleville-kvarteret bor mange med indvandrerbaggrund”, virker ganske overflødigt. Til gengæld er det dejligt belærende at kunne komme til at kende meget af baggrunden til meget af det, der normalt bliver taget for givet. Det betyder at det er et godt sted at begynde – og for dem, der har deres faste gang i Paris, gælder det bare om at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg har allerede bestemt mig for min næste rejse. Godt animeret af Reza Farmands fine og meget appetitlige franske digte.

Bogens titel kunne også have været” En perser i Paris”, for det er, hvad det er. Det er netop grunden til, at digtene giver et andet og måske mere åbent blik på byens sind og tone. Som Hemingway skrev: "Der er ingen ende på Paris”. Men måske er det alligevel at spænde buen for hårdt for en dansk læser, når der medtages en hyldest til Mahvash, der var en iransk sanger, danser og skuespillerinde, for det er svært at relatere til uden kendskab til hendes successer i hjemlandet.

At Paris også er andet end et fysisk sted, mærkes tydeligt i afslutningsdigtet, hvor byen snarere bliver til en poetisk tilstand:

Rejsens sidste nat
Jeg er ved Gambettas station/ De ledige borde omkring mig/På fortovscaféen er optaget af poesien/ Mit hjerte er tungt som tusinder af spørgsmål/ I denne rejsens sidste nat
O, rejse!/ Du, min fine, du min milde!/ Du, min fuglerigets veninde!/ Du, min berusende stille hastighed!/ Dig kysser jeg /Dig tilbeder jeg /Du har gjort mine gloser lykkelige

Måske kan det hele opsummeres i det første af de ”Korte pariske digte”, hvor der står:
I Paris drikker min poesi/ Hvad den vil, hvor den vil/Jeg siger den aldrig imod

I det tilbagevendende omkvæd i digtet ”Rue de Seine” står der: ”Vågnede Baudelaire op/Ville han tro at være trådt ind/I sin poesi, og forundret/Ville han sætte sig ned ved et bord”



Reza Farmand: PARISISKE DIGTE 

Læs også digterens tre andre nye digtudgivelser:
"Duas stening" , "Polardigte" og "Min mor blev ikke smuk"  
(alle tre på Forlaget BoD, 2020). 

Mød Reza Farmand på 4. festivaldag på Østerbro

Læs mere om festivalen