tirsdag den 21. september 2021

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 1) på Får302

 

Teater Får302 er indrettet i en førstesalslejlighed. Man går et par trin op og træder ind i det, der engang har været en lejlighed, og som nu er omdannet til en af byens hyggeligste og mest intime teaterscener. 

LOVE IS ENOUGH (part 1) er en danseforestilling, men en ganske særlig én af slagsen.

Andriana Seecker er alene på scenen i en times tid. Hun kommer ind slæbende på en gennemsigtig plastikpose med sand. Eller faktisk bliver hun stående duvende fra side til side, rygvendt mod publikum, til den buldrende musiks hårde, rytmiske puls. Under hele første nummer ser vi hende kun bagfra. Fra lofter hænger 6-8 gennemsigtige plastikposer med sand i. Er det et billede på, hvad vi slæber med os gennem livet, et billede på hvor besværligt livet er, eller et billede på at vi som mennesker har brug for en ballast? At kærlighed ikke er nok!

Er titlen på samme måde et statement eller et spørgsmål? Det står og blinker hen over den ordløse forestilling.

Ret beset er det jo individuelt, og noget der er umuligt at redegøre for. Netop derfor er det en god titel. 

Efter den hårdt pumpende musik og det langsomme sandslæberi er der stille længe. Derefter følger forskellige klassiske værker. Hun går rundt på scenen, som om hun er ved at indøve en dans. Som om hun går rundt i  egne tanker. Af og til danser hun et par trin, og så forsvinder hun igen ind i sine egne tanker. 

Der er noget fascinerende ved Andriana Seecker. Hun har helt klart en hemmelighed, som hun ikke giver fra sig og det må være derfor, at hun er så spændende at iagttage. For hun suger vores opmærksomhed til sig. Hun har en smuk og meget atletisk krop. Hun er spinkel og har det lang brune hår sat op i nakken.  

Det er vildt, hvad hun kan med sin krop. Det er også urkomisk. Uden at jeg kan forklare hvorfor. Små grimasser gør, at vi ler. Egentlig er er ikke noget at grine af, men det gør vi. Måske fordi dansen og forestillingen frisætter noget. Måske er det overskuddet, som vi reagerer på.

Størstedelen af musikken er tungt og stort orkestreret og står i skarp kontrast til de små fagter og grimasser på scenen. Det lyder som en kombination af Chopin og Mahler. Der er også brugt et stykke af Chopin, som Eric Carmen gjorde berømt som en smægtende kærligshedsballade, da han brugte melodilinjen til nummeret "All by myself" - og det er hun. Hun er helt og aldeles overladt til sig selv - i et Roy Anderssonsk univers. Andersson er svensk filminstruktør, der gennem sine film i tableauer skildrer, hvordan menneskers banale liv bliver gjort til en farce, der indfanger alle. Vi er som insekter på en større sommerfuglesamlers nåle. Spiddet og fastholdt i følsomme øjeblikke. Typisk lader han sine personer gå hen til et køleskab, blive stående, afventende. Række en hånd frem, fortryde og blive stående der fanget midt i en bevægelse foran det lukkede køleskab. Ligesom det skete i LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3), hvor det var Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins i hver sin solo. Umiddelbart er der ingen sammenhæng imellem de forskellige dele, der er skabt adskilt fra hinanden, for netop at gøre dem endnu stærkere i hver deres udtryk, hvilket også er lykkedes. Men der er måske alligevel en sammenhæng... De resterende dele følger senere. Således er hele grundideen bag forestillingerne skabt af tyske Andriana Seecker, der også var medinstruktør på 2. og 3. del. På samme måde som  finske Herman Nyby  er medinstruktør på 1. del, og også selv står for 4. del, der kommer op senere. På den måde bliver det hele en løst struktureret, men alligevel tæt sammenknyttet teatermenu.

Men tilbage tilbage til det tilsyneladende private og den iboende hemmelighed, som Andriana Seecker er bærer af. Hver gang hun kommer ind med en ny pose sand, smiler vi og nogle gange ler vi ligefrem. I en af poserne ligger der en lille rød dart-pil. Den virker som om den ryger ud tilfældigt og lander på gulvet. Vore tanker kredser om den, og jeg håber,  hun ikke får den op i foden. Som et fremmedelement ligger den og tiltrækker sig vores opmærksomhed. Hvad skal den der?  På et tidspunkt bruger hun den til at prikke små huller i de ophængte sandposer, så sandet drysser ud. Under én af dem ligger en tom plastikpose, og da sandet rammer den danner det sit helt eget lydunivers.

Jeg kan ikke blive træt af at kigge på hende. Det slår mig, at jeg ikke tidligere har oplevet dans på dén måde. Kommer til at tænke på Pina Bausch´  "Le Sacre du Printemps", der foregår i en jordgrav, hvor jord, dans og bevægelser bliver til ét. På samme måde er der også noget med sandet, skødesløsheden, der afbrydes af lynende rytmiske bevægelser, der kommer og går. LOVE IS ENOUGH (part 1) er  ingen traditionel danseforestilling, for det er begrænset, hvor meget der danses, og alligevel danses der hele tiden. Det er i hvert fald en fortælling, hvor det yndefulde og groteske hele tiden mødes og skilles. Det er en fortælling, der bringer mig tilbage til det vi siger, når vi ikke siger noget. Hvad er det egentlig vi siger, når vi gør det? 

Hun kigger på os. Hun både ser os og ser os ikke. Hun forsøger ikke at overbevise os om noget, men vi får da lov til at kigge med i den fortælling, som hun skaber omkring os. Vi er der sammen - og vi er igang med en historie. Den er fyldt med sansninger, og de går lige i kroppen på mig. Dog sniger min opmærksomhed sig væk under den afsluttende del, der er helt uden musik. Men alligevel lykkedes det. Dette vilde projekt at være på scenen i en times tid uden ord (med undtagelse af et par enkelte gloser). Hvad det er, der lykkes, er jeg ikke klar over, men jeg nyder at træde med ind i denne skabelse. Om kærlighed er nok eller for meget, bliver jeg ikke klogere på. Men jeg møder mig selv, og jeg møder hende i denne meget nære danseforestilling. Og "danseforestilling" skal tages med forbehold, for selv om Andriana Seecker er en ekvilibristisk kropskunstner, der selv både er koreograf og danser, bliver det hele én stor prøve. Måske netop en øvelse på at træde ind i livet og kærligheden. For ofte sidder hun der bare, mens sandet drysser ned og kigger ud i luften, indtil der tilsyneladende opstår en ide i hende, og så reagerer hun. Som et hug fra en slange. Det er mageløst.





LOVE IS ENOUGH

Premiere den 20. september 2021

Spiller indtil 22. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.


Varighed: 1 time uden pause

Gæstespil af og med: Andriana Seecker

Choreography/Dance/Idea/Concept: Andriana Seecker (DE)

Dramaturgy/Concept/Co-Director: Herman Nyby (FI)


Funded by: Svenska Kulturfonden (FI), Opstart (Nordic Culture Fond)


Hjemmeside og billetter

Se trailer på Facebook.

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får 302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

lørdag den 4. september 2021

Anmeldelse: DITTE MENNESKEBARN på Sydhavn Teater

Foto: Lars Grunwald.

DITTE MENNESKEBARN blev filmatiseret i 1946 af Bjarne Henning-Jensen med en ung Tove Maës i hovedrollen, men der skulle gå næsten 100 år før romanen blev bearbejdet som teater. 

Mille Maria Dalsgaard er kunstnerisk leder af Sydhavn Teater, og er selv på scenen sammen med Maria Carmen Lindegaard i denne teaterbearbejdede udgave af den 600 sider lange roman af Martin Andersen Nexø fra 1917-1921.


Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen. Kapellet ligger gemt inde bag træerne på kirkegården. Næsten som en hemmelighed. På samme måde er Ditte Menneskebarn en slags hemmelighed, for hun lever så kort og når kun at blomstre  så kortvarigt, før hendes liv bliver blæst ud som et lys, der er brændt op i begge ender.

De to skuespiller ligger halvvejs skjult i en dynge hvidt vasketøj, da vi kommer ind. Henover loftet hænger vasketøj udspændt på snore, der kan fires op og ned i scenografien, der er skabt af Laura Rasmussen. Malik Grosos har stået for de projektioner, der vises på væggene.


Foto: Lars Grunwald.

Hun dør allerede som 25-årige opslidt af det tjenende liv hun har levet. Et liv, hvor hun den ene gang efter den anden har ofret sig for andre. Hun bliver narret og udnyttet af mændene, af samfundet - og af livet - og alligevel bliver hun ved med at tro på godheden. Den godhed som hun selv personificerer gennem et opofrende liv. Hun er tro over for sig selv, og går ikke på kompromis, heller ikke selv om det bliver hendes undergang.

Ditte kommer ud at tjene, men render af pladsen, da gårdens søn gør hende gravid, men barnet må hun give fra sig. Moren fængsles, og bliver skør af at sidde inde. Ditte sørger imens for sine moderløse søskende. Senere kommer hun ind til den store by, til København, hvor hun vil starte på en frisk. Først bliver hun ansat på et spædbørnshjem, men børnene dør og skaffes af vejen. Bagefter kommer hun i huset. Først i et fint hus, hvor alt hun gør er forkert. Bagefter kommer hun i huset hos en digter og bliver en del af familien. Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som at være trådt ind i paradisets have, men også der smides hun ud igen, og falder tilbage til den barske verden hun er rundet af, hvor alting er hårdt og ubarmhjerteligt. Men for Ditte er der ingen vej videre til noget bedre. Derfra er der kun vejen ned. At hun kortvarigt har oplevet noget andet og bedre, gør det kun sværere, da paradisets port endegyldigt smækker i bag hende. 


Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen er instrueret af tyske Mareika Mikat, der sammen med Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet romanen til teater. Det startede de på helt tilbage i 2014. Spillestilen er meget ekspressiv, og er rundet af Bertolt Brechts måde at lave teater på, hvor teatret er et politisk arnested for de nye samfundsomstyrtende ideer. Det er ikke det psykologiske teater som vi ellers er vant til, men er en mindre følende, mere vrængende og udtryksfuld teaterstil. 

Allerførst blev jeg overvældet og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide det eller ej, for det virkede umiddelbart så udvendigt, manieret og karrikeret. Nærmest som den italienske masketradition, comedia dell´arte, hvor der grimasseres og overspilles på livet løs. Det gjorde mig stakåndet og jeg gispede, men langsomt tilegnede jeg mig spillestilen og nød de energibølger, der skyllede ind over mig. Sammenspillet mellem Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard er forrygende. Deres timing er imponerende og deres nærhed og tilstedeværelse er gribende. De glider legende ind og ud af en masse roller, sådan så Ditte snart spilles af den ene og den anden.  Nærmest som var det leget frem under improvisationsøvelser. 




Det er kropsligt teater, der skildrer kvindeliv. Den eneste mand, der skildres bare nogenlunde sympatisk, er den digtende familiefar, der forfører hende ligesom de mange øvrige mænd. Han er en pseudo-kunstner, der taler om at nærme sig de fattige, men det er bare ord, der ikke er bundet i noget egentligt. Han bliver chokeret over at se at Ditte er gået i hundene, men uden at opdage at det skyldes ham selv.

Det er historien om, hvordan godheden klarer sig igennem verden. Som Bertolt Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", hvor konklusionen ligeledes er, at det er ikke let at være et godt menneske i denne verden. Godheden bliver forført og uskylden bliver tabt.

Efter forestillingen talte jeg med forestillingens tyske instruktør, Mareika Mikat, der fortalte at da hun voksede op i det gamle DDR var Martin Andersen Nexøs værker skolepensum. Martin Andersen Nexø (1869-1954) var proletarforfatter, kommunist, og talte de undertryktes sag. I Danmark havde han været med til at stifte Socialistisk Arbejderpart i 1918. Det blev senere til Dansk Kommunistiske Parti (DKP). Som erklæret kommunisk var han nødt til at flygte til Sverige under krigen. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden, hvor han levede indtil sin død tre år efter. For generationer af østtyskere havde hans værker klassikerstatus.  

 



DITTE  MENNESKEBARN
af Martin Andersen Nexø

Sydhavn Teater
i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard

4.-25. september 2021


Tekstbearbejdelse til scenen: 
Mareike Mikat & Mille Maria Dalsgaard

Instruktør: Mareike Mikat

Medvirkende: 
Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard

Scenograf: Laura Rasmussen

Lyd- og Lysdesigner: Brian Larsen

Videodesigner: Malik Grosos

Produktionsleder & afvikler: Svend M. Holst

Byg: Nyby Sceneteknik

Scenografassistent: Johanne Hornum

Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen

Kostumeassistent: Katrine Engell

Barnestemme: Carlos Alberto Lindegaard

Producent: Marie Egetoft


*

Anmeldelser af Sydhavn Teaters andre forestillinger:

D´ARC (2016)

*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 144 teateranmeldelser.


*

fredag den 3. september 2021

Anmeldelse: HAPPY DAYS på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Peter Dupont Weiss.

Sue Hansen-Styles er Winnie i Samuel Becketts HAPPY DAYS. Det er praktisk talt en monolog, og så alligevel ikke, for vi hører grynt, host og prusten fra den avislæsende Willy, der sidder med ryggen til os gennem det meste af stykket. Ja, faktisk er det kun baghovedet, en hat og avisen vi ser, han bor i et jordhul - ligesom Winnie, som vi kan se overdelen af.  Senere er det kun hovedet, der stikker op af jorden.

Rent scenografisk er der ikke meget vi kan kigge på, eller det passer ikke. Hele scenen er fyldt ud af de to jordhuller eller rettere jordhøje, som Winnie og Willy bor i. Mærkeligt nok er der en masse at kigge på alligevel. Jeg fatter ikke, at det kan være så spændende at kigge på denne jordscene, skabt af Peter Dupont Weiss, men det er det. Måske skyldes det, at de er placeret inde i et rum, og det rum SKABER jordhullerne. Det giver sikkert ingen mening, det skal opleves. Helt lige som Samuel Becketts tekst fra 1961, der på samme måde ingen som helst mening giver, den skal også opleves.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Men jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ud over at der er så meget talent til stede, at det giver mening til det hele. Også selv om der IKKE er nogen mening. Det er umuligt at forstå.

Samuel Beckett (1906-1989) er en af de store absurdister. Modtog Nobelprisen i 1969. Han var irskfødt og skrev både romaner, skuespil, digte og kortprosa. Mest af alt er han minimalist, forstået sådan, at han forsøger at nærme sig et nulpunkt, så meget som det overhovedet er muligt, uden at sproget og historien tilintetgøres. Eller også er det faktisk det han gør, han tilintetgør dem begge. I hvert fald er det den oplevelse, man går hjem med efter HAPPY DAYS. Hans mest kendte stykker er MENS VI VENTER PÅ GODOT (1952) og SLUTSPIL (1957). Det første er på plakaten igen senere i denne sæson, og det andet blev opført med bl.a. Søren Spanning og Maria Stenz i 2011. Begge på Teatret ved Sorte Hest. 


Foto: Peter Dupont Weiss.


Hver gang jeg konfronteres med Beckett, er det som om det kortslutter inde i mig. Første gang var med MENS VI VENTER PÅ GODOT med Tommy kenter og Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1990. For hvad stiller man op med Samuel Beckett? I hans tidløse dramatik er der ingen udveje. Man er spærret inde sammen med personerne. Meningsløsheden  griber én om struben, og man får lyst til at skrige eller i hvert fald til at gøre et eller andet. Personerne er altid fastgjort og fastholdt af deres egne love og regler som kun de kender, og som virker mildest talt absurde og formålsløse for alle andre. Alligevel er der dette lys, der gennemtrænger det hele. Det er som om, at vi gennem meningsløsheden netop kan fange dette større, som verden også rummer. Denne befrielse fra os selv. Det ligger ikke i teksten selv, men det er dét som de ofte kaster af sig. Det absurde, der burde få os til at løbe skrigende bort, tryllebinder os også, når teksten lægges i de bedste hænder - og det gør de altid, for det er kun de dygtigste, der overhovedet vover at nærme sig Samuel Beckett. Hans betydning for moderne dramatik er enorm. Men man er nok nødt til at forberede sig på noget ganske usædvanligt. Noget man ikke umiddelbart kan rubricere eller finde plads til inde i sig selv. Det er sådan Becket virker på en førstegangstilskuer - og det kræver mod, tapperhed og humoristisk sans at nærme sig noget, der er så lidt morsomt. Eller rettere er det enormt morsomt.


Samuel Beckett - Nathan Meister

Men som tilskuer til The Why Not Theater Companys originale engelsprogede udgave af HAPPY DAYS, der gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest, får vi både Sue Hansen-Styles og Nathan Meister som en gave oven i denne teaterklassiker, og det ER en gave. De er begge eminente, og det er en fornøjelse at begive sig ind i Becketts teaterunivers sammen med dem i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Winnie sidder i et jordhul som en anden mutter i grøften og vækkes om morgenen af en gennemtrængende morgenalarm fra en ophængt højtaler. Dagen går med at tale med sig selv og manden, der kun sjældent svarer. Hun er let at stille tilfreds, og selv den ringeste reaktion fra ham gør det til en af hendes HAPPY DAYS. Hun pludrer løs om alt og intet. Mest om hendes tandbørste, briller, kam, spejl, taske og revolveren. Det er aldeles intetsigende og handler bare om at få tiden til at gå. Det giver urkomiske situationer, når fx. Winnie refererer til forbipasserende, og det sker yderst sjældent, der siger til hinanden: "Hvorfor sidder hun der? Der er da ikke meget ved ham, når han ikke en gang graver hende fri?" Det er centralt for stykket, for hvorfor gør han ikke det? Hvorfor sidder de overhovedet i de der jordhuller? Og hvorfor bliver vi som publikum ved med at ville se og opleve Samuel Beckett på scenen? Se HAPPY DAYS og bliv meget klogere - eller slet ikke. Det er det hele værd!


Foto: Peter Dupont Weiss.


HAPPY DAYS
af Samuel Beckett

Teatret ved Sorte Hest
3. - 25. september 2021

Gæstespil af The Why Not Theatre Company

Medvirkende: Sue Hansen-Styles & Nathan Meister 
Instruktør & sceograf:  Peter Dupont Weiss 




*



Tidligere anmeldte forestillinger 
af  Why Not Theatre Company:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 143 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: FORRÆDER på Teater V

Foto: Martin Gundesen.


Carl og Mikkel er bedste venner. Vi er tilbage i 1941. Krigen raser mellem Tyskland og Rusland. Tyske tropper er trængt ind i Rusland, og vinteren nærmer sig. De to venner melder sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten mod den fælles fjende, Rusland.

Carls far er landmand, og Carl hjælper faren på gården. Mikkels far er værnemager og samarbejder med tyskerne, og de er velstående i modsætning til Carls familie. Mikkels far er stolt af Mikkel, mens Carls far skammer sig over sønnens valg og slår hånden af ham, da  han drager afsted.

Matias Hedegård Andersen spiller Carl, gårdmandssønnen, der knokler for faren, spillet af Erik Viinberg. De kan kun lige med nød og næppe få livet til at hænge sammen på gården, og da Carl lover at sende penge hjem, svarer faren, at han aldrig vil tage imod tyske blodpenge. 

Caspar Juel Berg spiller vennen, Mikkel. De har et vidunderligt samspil de to. Som et par kåde hvalpe, der hele tiden slås og undfordrer hinanden. Caspers Mikkel overtaler Matias´ Carl til at melde sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten.

Erik Viinberg spiller begge fædre og oberststurmkaptajnen. Han er god til at fange de to fædres forskellighed - men også den voldsomme og stålfaste tyske kaptajn.


Foto: Martin Gundesen.


Det hele foregår på en enkelt opbygget scene af Claus Helbo. En stor reol bestående af kasser  illuderer interiøret hos de to familiefædre, men også baggrunden for resten af historien, hvor (højtaler)kasser agerer togvogn, kaserne og slagmark. I teatrets verden er alt illusion, og også i denne historie baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der på én gang både informerer og underholder, og som fungerer gnidningsfrit som teater. 

Der er måske nok lidt vel megen flytten rundt på kasserne i de opbyggende scener, uden at det tjener andet formål end at holde skuespillerne beskæftiget, for det er en meget stramt instrueret forestilling af Kurt Bremerstent. Forestillingen har sit helt eget åndedræt. Den virker så legende, selv om historien er yderst alvorlig. Scenerne mellem de unge eventyrlystne mænd er træfsikkert fanget - lige der mellem leg og alvor. I korte øjeblikke er det som om legen smutter fra dem, og det får os som publikum til at snappe efter vejret. Instruktionen er imponerende - og spillet ligeså. Men det hele skyldes selvfølgelig teksten af Andreas Dawe, der ikke for ingenting er nomineret til en Reumert. 


Foto: Martin Gundesen.


Forestillingen er lavet til 7., 8. og 9. klasse, men bortset fra introduktionen glemte jeg det, så snart forestillingen startede. Bagest på scenen sidder den aldrende Carl og tænker tilbage på tiden, da han drog i krig med vennen. Det har sat sig på tværs inde i ham. Vi mærker smerten, og forstår det godt, da han fortæller om savnet af sin døde ungdomskammerat. De var blodbrødre.

Det, der startede som en eventyrlig udflugt, og som noget, der kun skulle vare få måneder, blev til en krigstjeneste, der først sluttede med krigen. Det var i hvert fald dét, som deres kontrakter lød på.  

Mikkels kæreste, Signe, skriver et brev til Mikkel, som han vil læse højt for Carl, men midtvejs tier han. Carl må selv læse det sidste. Stemningen i Danmark er slået om. Der er kommet modstand mod tyskerne og aktive modstandsgrupper opererer, og Signe slutter brevet med at skrive, at hun skammer sig over, at han har meldt sig til krigstjeneste hos fjenden. For hende er han ikke andet end en forræder.

Spillet mellem de to venner er gnistrende. Ja, faktisk mellem alle tre på scenen. Styrkeforholdet imellem vennerne skifter undervejs. Mikkel er fra starten den udfarende og provokerende over for den mere proviensielle Carl. Men da de først kommer afsted, viser Carl sig at være den perfekte soldat. Han er også den af de to, der tænker klarest og kan se, hvilken vej det går. Russerne er vant til kulden og langt talrigere, og er meget bedre udrustet end tyskerne, der bliver færre og færre, efterhånden som krigen og kulden får dem til at bukke under. Carl finder en vovelig vej ud, men Mikkel vil ikke følge ham - og det bliver hans død.


Foto: Martin Gundesen.


Det er fantastisk at starte en ny teatersæson med en forestilling som FORRÆDER, der er produceret af Randers Teater. Jeg talte bagefter med stykkets instruktør, Kurt Bremerstent, der fortalte, at eftersom teatret kom fra Randers, samme område hvor Hvidstengruppen holdt til i,  fik han lyst til at der også skulle være en historie, der skildrede andet end  modstandsarbejdet, som vi forvejen kender så godt. Det her er i stedet historien om, hvad der skete med alle de andre. Dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste, opfordret af den danske regering, og drog ud for at kæmpe på Østfronten. 


Foto: Martin Gundesen.


FORRÆDER 
af Andreas Dawe

Randers Teater 

Gæstespil på Teater V fra 31. 8. - 4. 9. 2021

Medvirkende: 
Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg, Caspar Juel Berg
Dramatiker: Andreas Dawe
Instruktør: Kurt Bremerstent
Scenograf: Claus Helbo
Lysdesigner: Kjems Lys
Komponist: Claus Carlsen
Producent: Randers Teater

Varighed: 65 min

Se forestillingens undervisningsmateriale.

Hjemmeside & billetter

 


Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2020:

Dig og mig ved daggry

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)


2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)


2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata


2014:

Sparta


2013:

Sketch Sjov


*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*


Foto: Martin Gundesen.


*