Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Foto: Søren Meisner (SLAGMARK) og Marie Albrechtsen Mortensen (OB(E)JECT).
To forestillinger om at se sig tilbage og tage kampen op med det, man har været igennem. Astrid Grarup Elbo gør det på Teater Blaagaard i forestillingen OB(E)JECT, der er en slåskamp mod patriarkatet i krop og ord. En solodanser fra Den Kongelige Ballet tager bladet fra munden og danser for. Jacque Lauritsen gør det i forestillingen SLAGMARK på Teater Får302, der er baseret på "En israelsk soldats erkendelser" af Yizhar Smilansky, der beretter om angrebet på en de første palæstinensisk landsbyer i 1948. To stærke forestillinger.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
SLAGMARK på Teater Får302 er en forestilling, jeg helst ville undgå at se, og alligevel viste den sig at være ypperlig. Den er baseret på en roman af den jødiske forfatter Yizhar Smilansky og bearbejdet for teater af Jacque Lauritsen, der også er den eneste på scenen i Andreas Dawes intense og uafrystelige instruktion.
Foto: Søren Meisner.
Forestillingens undertitel er "En israelsk soldats erkendelser" og den foregår i 1948 og skildrer erobringen af en palæstinensisk landsby - eller rettere ødelæggelsen af en af de første arabiske landsbyer, hvor de fastboende blev jaget væk, og deres huse blev brændt af eller sprængt bort.
Jacque Lauritsen og Andreas Dawe har også skabt den mesterlige forestilling RESTAURANT EUROPA (2022), der ligeledes gæstespillede på Teater Får302. Det var både en meget højt prist forestilling, men også en betagende teaterfantasi, der ramte mig lige i maven.
Foto: Søren Meisner.
Derfor var jeg nødt til at se SLAGMARK, selv om jeg vægrede mig ved det, eftersom temaet ikke umiddelbart tiltalte mig. Heldigvis overvandt jeg det, og fik mulighed for at opleve teater, når det er allerbedst. Intet mindre.
Måske er det ofte sådan, at de største oplevelser indtræffer, når man egentlig slet ikke har lyst til at være der. Sådan var det med SLAGMARK.
Foto: Søren Meisner.
Teater Får302 er et anderledes teater beliggende i en lille lejlighed på 1. sal i Toldbodgade - en sidegade til Nyhavn. Teatrets foyer ligger i kælderen, og når man skal op for at se forestilling, skal man først ud på gaden og ind igennem yderdøren og et par trin op til 1. sal, hvor man fra direkte fra opgangen træder ind i den sortmalede teaterlejlighed. Der er kun 4 rækker - og der er altid meget varmt, eftersom de 46 publikummer, der er plads til, sidder ganske tæt og skuespilleren eller skuespillerne optræder bare 30 centimer fra dem på forreste række. Det er med andre ord en meget tæt teateroplevelse. Det er betagende at opleve - og gode forestillinger bliver endnu bedre i det meget tætte møde mellem publikum og scene. Det er et af byens allermindste teatre. I årenes løb har jeg oplevet det intime fysiske scenerum forvandlet til det mest utrolige. Det har ingen ende været på de forskellige måder, rummet er blevet brugt til. Ofte har det virket, som om pladsbegrænsningen nærmest har inspireret de skiftende scenografer til at overgå sig selv.
Foto: Søren Meisner.
SLAGMAARK havde første gang premiere for to år siden, og der er - desværre - alt for god politisk grund til denne genopsætning - og repremieren i lørdags var en stor kunstnerisk oplevelse.
Jeg så ikke forestillingen i sin tid, så dette er mit første møde med SLAGMARK, der er af Teater Gaius v. Jaque Lauridsen, der nu gæstespiller på Teater Får302.
Foto: Søren Meisner.
"Sandheden er krigens første offer..." er de indledende ord i det trykte program, hvor der efterfølgende står: "Og det er i høj grad relevant, når vi taler om Israel/Palæstina. For eksempel hører vi ofte, at de forfærdende forhold i Gaza har rod i den blodige 7. oktober 2023. Men som FNs Generalsekretær Antonio Gueterez har sagt, skete det ikke i et vakuum. Det havde en historie bag sig. En lang historie, som er nødvendig at kende til for at forstå vore dages begivenheder. Derfor har vi valgt at at genopføre SLAGMARK, der fører os tilbage til den tid, hvor de grundlæggende årsager skal findes. Perioden omkring oprettelsen af staten Israel i 1948. Her deltager en ung jødisk soldat i en række angreb på palæstinensiske landsbyer og konfronteres med både sit mod og sin frygt - og ikke mindst sin tvivl og et voksende ubehag."
Foto: Søren Meisner.
Den unge soldat, Yizhar Smilansky, nedskriver sine oplevelser, der udkommer i bogform og senere bliver lavet til en TV-film. Altsammen noget som den israelske regering af alt magt forsøger at forhindre, for det udfordrer selvfølgelig den israelske selvforståelse.
I forestillingen kommer vi med på den første dag, og det er den nu gamle mand, der 78 år efter beretter historien, der har knuget ham lige siden - og med god grund.
Der er flere delinger, der rykker ud. Det virker helt uvirkeligt. Solen skinner, og de første skudsalver skal bare skræmme, men de næste bliver dødelige. De unge soldater opildner hinanden. De føler sig i god tro, og den lille tvivl der nager den unge soldat, overdøves af den befalendes ordrer.
Det hele er fortalt neddæmpet og intenst. Her er ingen store falbelader og ingen teatertorden. Kun lyden af maskingeværerne og de opprojicerede gamle sort/hvide fotos og filmsekvenser af israelere og palæstinensere. Vi bliver ført tilbage til denne den første dag uden at have mulighed for at stikke af.
På den sortmalede scene er der blot et par flytbare sortmalede kasser - og så en enkelt orange appelsin, det er det hele - og det er rigeligt. Mere skal der ikke til - og alligevel er det alt for meget. Det er for meget at opleve denne forestilling, men det er det, der skal til.
Har vi lyst til at høre denne historie? Orker vi det? Magter vi det? Det bør vi!
Kunstnerisk er det en stor bedrift. I en tid hvor de sociale medier flyder over med informationer, der fyger i alle mulige retninger, er det en skræmmende, men også nødvendig oplevelse af følge med tilbage til dengang, det hele startede. Det skylder vi os selv.
Oplevelsen er uafrystelig, men på en meget blid og inderlig måde. Det er måske mærkelige ord at bruge om noget, der fremstår så ihumant og frastødende. Men det er netop SLAGMARKs store fortjeneste, at det forfærdelige fortælles med nerve og autenticitet. Helt uden unødvendige virkemidler. Enkelheden er slående. Det slår én omkuld. Velkommen til SLAGMARK.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
Forfatter: Yizhar Smilansky
Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering og medvirkende: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Scenografi, lys- og kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lyd- og videodesign: Brian Larsen
Producent: Teater Gaius
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, 15. septemberfonden, Beckett Fonden og Dansk Skuespillerforbund
Hun kommer dansende ind til sin slåskamp mod patriarkatet. Astrid Grarup Elbo er iført en lang kjole med tylunderskørt. Hun langer ud efter en usynlig modstander og tager imod de slag, hun får. Hun kæmper bravt. Det ene slag efter det andet. Det er tydeligt, at hun slår godt fra sig, men også at hun indkasserer nogle gevaldige øretæver. Hun lægger al sin styrke i slagene. Hun står godt fast på fødderne, men hun ryger hele tiden tilbage. Det lader hun sig ikke gå på af. Hendes ansigt og overkrop vrides tilbage for hvert slag. Hun bider det i sig og kæmper videre.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Det er en kamp, som hun har sparet op til længe. Gennem hele sit liv som balletdanser ved Den Kongelige Ballet og indtil hun nu er pensioneret i en ganske ung alder. Det er vilkårene som professionel ballerina. Det må man bare affinde sig med. Det er ikke det, hun nu har taget kampen op med. Det er til gengæld den mandsdominerede danseverden. Det er gået igen i de mange roller, hun har danset. Hele tiden har det været defineret af patriarkatets måde at se og opfatte hende på som kvinde. Men nu er det nok.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Forestillingen er bygget op i kapitler, hvor kvindefigurer fra ballettens historie får nye stemmer, eller for første gang overhovedet får lov til at tale. Vi følger hende med ud i skoven, hvor ballettens døde kvinder altid bor. De er blevet trætte af at skulle spille de samme flyvende, blege og lette skikkelser, hvis eneste tilsyneladende gøremål er at danse prinser til døde.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Dette er hendes ordløse kamp for at genfinde det tabte. Astrid Grarup Elbo tager kampen op med få ord og mange bevægelser. Efter den indledende slåskamp, kommer hun ind igen - dansende med de fagter og den karakteristik af hende som kvinde, sådan som hun har oplevet det i sit dansende liv. Hun er i rollerne blevet defineret og begæret af de dansendes mandlige roller.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hun drømte om at at danse den kvindelige hovedrolle i "Svanesøen". Det er noget af det ypperligste som solodanser, men også her var hun, i sin fortolkning af rollen, begrænset af de stereotyper, som hun dansende fremviser for os. Hun er enten heks eller prinsesse. Det er luder-madonna-problematikken, der går igen på tåspidssko.
Det virker forfriskende at se det danset, for man kan næppe tænke sig en mere rigid og indskrænket måde at opfatte det kvindelige og mandlige på. Her er alting sort/hvidt - og mænd er mænd og kvinder er kvinder.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Som den dygtige danser, hun er, kræver det få kokette bevægelser. En afværgende håndbevægelse, en bly genert bevægelse med hovedet og så de enerverende bevægelser med hænderne, der siger det hele. I ballettens verden har tiden stået stille. Der er ikke blevet luftet ud overhovedet.
Vi låner et nyt blik på det, og vi trækker på smilebåndet. Måske er det af samme grund at de gamle balletter egentlig ikke rammer mig. Jeg kan ikke identificere mig med den verden de lever og ånder i. Det virker anakronistisk - og vi ler, da Astrid Grarup Elbo danser det for os. Det har vel altid været en verden, der har levet sit helt eget liv med sine egne fastlåste stereotyper. Måske er det også grunden til, at jeg personligt meget hellere vil opleve moderne dans, hvor bevægelserne er sat fri. Men jeg har aldrig før tænkt på, HVORFOR jeg opfatter det så forskelligt. Så der er meget at tænke over efter at have oplevet Astrid Grarup Elbo i OB(E)JECT på Teater Blaagaard. Hun har selv koreograferet dansene (på nær en enkelt af Amanda Donato med musik af Florence Beatrice Price).
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Fra det folkelige Bournonville-kostume skifter hun til et af væsenerne fra skoven. Det er en tætsiddende transparant heldragt, hvor der stikker skæl ud fra ryggen (kreeret af Larissa Jenne). Hun bryder ud i sang, mens hun synger om "creatures in the forest" - og får publikum til at synge med på omkvædet. I starten kommer hun bærende ind på de tre træer, der kommer til at udgøre scenografien for resten af seancen. De bliver placeret i hver side og ét lidt længere tilbage. Det fejende flotte lys, designet af Sarah Fredelund og Kia Lunddorf, sætter stemningen. Musikken overtages snart af toechter, der består af: Lisa Marie Vogel, Marie-Claire Schlameus &Katrine Grarup Elbo. Sidstnævnte havde også kreeret musikken til dansen inden.
toechter består af to violiner og en cello. Lyden (designet af Mina Göl Bertelsen) er fantastisk. Den kommer brusende, og det er umuligt ikke at blive revet med af den.
Efter dansen tager musikken over, da toechter har deres egen afdeling, hvor de spiller, mens Astrid Grarup Elbo trækker ud til siden, hvor hun sætter sig. Musikken fylder det hele. Den er på en gang stor og lille. Den vibrerer gennem hele rummet og siger alt uden et ord. Deres vokale ordløse sang løfter det hele op, så det er svært at finde fodfæste bagefter. Det hele bliver svævende - og jeg svæver med.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hver aften er der efter et kvarters pause en afrundende aftertalk. Teatret skriver: "I forbindelse med opførelsen af soloværket ob(e)ject inviterer ASTRID ELBO hver aften publikum ind i en samtale med en ny kunstner, der sammen med ELBO vil undersøge, hvordan vi kan og skal skabe fremover, hvis vores kunstformer skal overleve og udvikle sig. Alle talks kredser om objektiviseringen af kroppe i kunsten og i verden omkring os. Ambitionen er at finde ud af, hvordan vi med scenekunsten kan skubbe til fortællingerne i samfundet sådan som vi har lært, vi skal være og samtidig inspirere til at skabe mangfoldighed i narrativer og fremstillinger af mennesker i fremtidens kunst."
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
OB(E)JECT
på Teater Blaagaard
af Astrid Grarup Elbo
17. - 21. februar 2026.
2 timer incl. pause
Medvirkende:
ASTRID GRARUP ELBO
TOECHTER:
LISA MARIE VOGEL, MARIE-CLAIRE SCHLAMEUS & KATRINE GRARUP ELBO
Skabt af:
Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé: ASTRID GRARUP ELBO
RESTAURANT EUROPA er baseret på ”The Hills” (2017), en norsk roman af Matias Faldbakken, der i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Teksten er dramatiseret af Jacque Lauritsen, og er både mundret og meget veloplagt. Faktisk er den så velskrevet, at den er ved at stjæle hele forestillingen, hvis det ikke havde været for Jacque Lauritsen, der i Andreas Dawes stramme og muntre iscenesættelse bliver den tjener, der får det hele til at løfte sig.
Der er noget tragisk muntert over ham, der gør, at han som tjeneren med sin ludende kropsholdning allerede er en skibsbrudden, inden teatersejlladsen begynder i Får302s tætpakkede lille teater.
Vi er med på skibet, der som et anden Titanic er ved at synke med mus og mænd. Godt nok fastholdes alle de gamle og fine traditioner, men restaurantens klientel skifter, og de bringer nye vaner og skikke med sig. De spiser på en anden måde - og først og fremmest fører de en ny tid med sig.
Foto: Søren Meisner.
RESTAURANT EUROPA
er selvfølgelig et billede på vores del af verden, hvor vi rigidt holder på formerne, selv om skuden er ved at synke. Vi spiser og nyder musikken fra skibsorkestret, selv om vi har kurs lige mod katastrofen. Forestillingen, der reelt er en monolog, men er så nuanceret og varieret spillet, at monologen udvider sig og bliver til et skuespil. Jacques Lauritsens evne til at illudere de forskellige tjenere og restaurantens forskellige spisegæster er så præcis og så skarpt skildret og forløst, at det er let at føle sig hjemme - og særdeles godt underholdt.
Det hele sker, mens skuden sejler lige lukt mod sin egen undergang. Det kunne sagtens have resulteret i en dyster og tung tekst, men det er lige modsat.
Foto: Søren Meisner.
Vi befinder os nede i et opbevaringsrum, skabt af Julie Forchhammer. Måske nede i en kælder. Tjeneren omtaler al den pragt, der er i restauranten, men det ser vi ikke.
Humoren er slet ikke til at stå for, og holdt i stram snor. Men det bedste er hovedpersonen selv, for den ludende lille tjener er sølle, men også svær at holde afstand til, for vi kender ham alle.
Jeg kender ham i hvert fald - og arbejdede engang sammen med ham i en forretning, hvor vi solgte møbler. Han gebærdede sig fuldstændig på samme måde. Lignede ham også. Der var noget så umådelig tragisk over ham. Han var gennemført ulidelig, og alligevel var det svært ikke at holde af ham. Det samme gælder Jaque Lauritsen. Det bliver ham, jeg vil huske fra forestillingen. Han vil blive stående der i sin hvide tjenerjakke med spisekortet fremme. Evigt servil - og evig fortabt. Måske er vi alle som ham, men uden at vi egentlig ved det?
Pespektivet er skræmmende, men gå ind i det lille teater på 1. sal i en almindelig lejlighed, ombygget til teater ved Nyhavn. Det er altid en oplevelse.
Og husk at give tjeneren drikkepenge, for han har ikke så meget andet at glæde sig over. Han er en omkringvandrende katastrofe og svær at overse, for han er der altid. Han står der, parat til servering. Alligevel er han usynlig. Han står der som den sidste, der holder fast i det, der var engang. Han forsvarer det forgangne og fnyser af alt det nye. Alt det han ikke forstår.
Han har en umulig opgave på det synkende skib.
Foto: Søren Meisner.
RESTAURANT EUROPA
Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360
Administration: Teater Får302
Medvirkende: Jacque Lauritsen
Iscenesættelse: Andreas Dawe
Scenografi: Julie Forchhammer
Lysdesign: Sonja Lea
Dramatisering: Jacque Lauritsen
Teknik og lyddesign: Brian Larsen
Hvornår: 21. april til 7. maj, 2022 / mandag-fredag kl.20, lørdag kl. 17
Carl og
Mikkel er bedste venner. Vi er tilbage i 1941. Krigen raser mellem Tyskland
og Rusland. Tyske tropper er trængt ind i Rusland, og vinteren nærmer sig. De
to venner melder sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten mod den fælles fjende, Rusland.
Carls far er
landmand, og Carl hjælper faren på gården. Mikkels far er værnemager og
samarbejder med tyskerne, og de er velstående i modsætning til Carls familie. Mikkels far
er stolt af Mikkel, mens Carls far skammer sig over sønnens valg og slår hånden af ham, da han drager afsted.
Matias
Hedegård Andersen spiller Carl, gårdmandssønnen, der knokler for
faren, spillet af Erik Viinberg. De kan kun lige med nød og næppe få livet til
at hænge sammen på gården, og da Carl lover at sende penge hjem, svarer faren, at han aldrig vil tage imod tyske blodpenge.
Caspar Juel Berg spiller vennen, Mikkel. De har et vidunderligt samspil de to. Som et par kåde hvalpe, der hele tiden slås og undfordrer hinanden. Caspers Mikkel overtaler Matias´ Carl til at melde sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten.
Erik Viinberg spiller begge fædre og oberststurmkaptajnen. Han er god til at fange de to fædres forskellighed - men også den voldsomme og stålfaste tyske kaptajn.
Foto: Martin Gundesen.
Det hele foregår på en enkelt opbygget scene af Claus Helbo. En stor reol bestående af kasser illuderer interiøret hos de to familiefædre, men også baggrunden for resten af historien, hvor (højtaler)kasser agerer togvogn, kaserne og slagmark. I teatrets verden er alt illusion, og også i denne historie baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der på én gang både informerer og underholder, og som fungerer gnidningsfrit som teater.
Der er måske nok lidt vel megen flytten rundt på kasserne i de opbyggende scener, uden at det tjener andet formål end at holde skuespillerne beskæftiget, for det er en meget stramt instrueret forestilling af Kurt Bremerstent. Forestillingen har sit helt eget åndedræt. Den virker så legende, selv om historien er yderst alvorlig. Scenerne mellem de unge eventyrlystne mænd er træfsikkert fanget - lige der mellem leg og alvor. I korte øjeblikke er det som om legen smutter fra dem, og det får os som publikum til at snappe efter vejret. Instruktionen er imponerende - og spillet ligeså. Men det hele skyldes selvfølgelig teksten af Andreas Dawe, der ikke for ingenting er nomineret til en Reumert.
Foto: Martin Gundesen.
Forestillingen er lavet til 7., 8. og 9. klasse, men bortset fra introduktionen glemte jeg det, så snart forestillingen startede. Bagest på scenen sidder den aldrende Carl og tænker tilbage på tiden, da han drog i krig med vennen. Det har sat sig på tværs inde i ham. Vi mærker smerten, og forstår det godt, da han fortæller om savnet af sin døde ungdomskammerat. De var blodbrødre.
Det, der startede som en eventyrlig udflugt, og som noget, der kun skulle vare få måneder, blev til en krigstjeneste, der først sluttede med krigen. Det var i hvert fald dét, som deres kontrakter lød på.
Mikkels kæreste, Signe, skriver et brev til Mikkel, som han vil læse højt for Carl, men midtvejs tier han. Carl må selv læse det sidste. Stemningen i Danmark er slået om. Der er kommet modstand mod tyskerne og aktive modstandsgrupper opererer, og Signe slutter brevet med at skrive, at hun skammer sig over, at han har meldt sig til krigstjeneste hos fjenden. For hende er han ikke andet end en forræder.
Spillet mellem de to venner er gnistrende. Ja, faktisk mellem alle tre på scenen. Styrkeforholdet imellem vennerne skifter undervejs. Mikkel er fra starten den udfarende og provokerende over for den mere proviensielle Carl. Men da de først kommer afsted, viser Carl sig at være den perfekte soldat. Han er også den af de to, der tænker klarest og kan se, hvilken vej det går. Russerne er vant til kulden og langt talrigere, og er meget bedre udrustet end tyskerne, der bliver færre og færre, efterhånden som krigen og kulden får dem til at bukke under. Carl finder en vovelig vej ud, men Mikkel vil ikke følge ham - og det bliver hans død.
Foto: Martin Gundesen.
Det er fantastisk at starte en ny teatersæson med en forestilling som FORRÆDER, der er produceret af Randers Teater. Jeg talte bagefter med stykkets instruktør, Kurt Bremerstent, der fortalte, at eftersom teatret kom fra Randers, samme område hvor Hvidstengruppen holdt til i, fik han lyst til at der også skulle være en historie, der skildrede andet end modstandsarbejdet, som vi forvejen kender så godt. Det her er i stedet historien om, hvad der skete med alle de andre. Dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste, opfordret af den danske regering, og drog ud for at kæmpe på Østfronten.
Foto: Martin Gundesen.
FORRÆDER
af Andreas Dawe
Randers Teater
Gæstespil på Teater V fra 31. 8. - 4. 9. 2021
Medvirkende:
Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg, Caspar Juel Berg
JECT.jpg)
