Fotos: Per Morten Abrahamsen (VI FORTSÆTTER...),
Zuhal Kocan.(SORTE FIRKANT) og Emil Monty Freddie. (SHAH MAT).
3 forestillinger om fastholdelse.
Om kongemagt og skak.
Om tang og overlevelse.
Om fængsel og afsoning.
VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans i Centralmagasinet ved Roskilde.
SORTE FIRKANT på Blaagaard Teater.
SHAH MAT af Uppercut Danseteater & Holstebro Dansekompagni i Den Grå Hal.
VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
ved Roskilde
Det er ikke let at finde frem til Centralmagasinet i Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Selv om det kun er 4 km fra centrum. Men det er det hele værd.
Da vi kom ind i foyeren, lagde vi straks mærke til al den tang, der var placeret rundt i rummet. Det nærmest vældede frem fra lokalets hjørner. Når jeg lod hånden glide henover, føltes det som blødt, renvasket tang. Indgangen til teaterrummet var dækket med blå plastik. Den blå farve var kraftig og draperet på en måde, så det lignede et hav. Som om vi skulle igennem havet for at komme ind til selve rummet, hvor forestillingen foregik. Derinde var der bænke rundt langs ydervæggene på tre sider af dansegulvet i midten, der ligeledes var fyldt med tang.
Foto: Lærke Posselt
Da lyset dæmpedes, gled lyskegler gennem rummet og momentvist indfangede de fire dansere, der lå livløst spredt rundt i rummet, som var de selv tang, der var skyllet i land.
I starten skede der ingenting. Alligevel var rummet ladet med alt det, vi skulle opleve. Min forventning var spændt til det yderste, men der skete kun så lidt, at jeg flere gange døsede hen. En enkelt arm bevægede sig. Langsomt, ganske langsomt bredte det sig til resten af kroppen, men kun på den ene af de fire dansere. Det så ud som om bevægelsen voksede ud af tangen, som lå rundt om danserens krop. Langsomt, meget langsomt vågnede de øvrige tre dansere. To mænd og to kvinder: Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage. De var iklædt almindeligt tøj i overvejende jordfarver, der marchede den sort/brune tang. Lidt efter lidt vækkedes de til live i danseforestillingen VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans. Konceptet, koreografien og iscenesættelsen er af Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling.
Det var ikke egentlig musik. Der var snarere nogle dybe brummende lyde, der flød sammen og udfyldte lydrummet med noget manende, noget uafvendeligt og næsten skæbnesvangert. Der var fra teatrets side intet handlingsreferat. Alt hvad der udfoldede sig for øjnene af os, var noget vi selv skabte meningen i, baseret på det indtryk bevægelserne og dansen skabte i vores egen indre biograf. Det gør netop denne slags forestillinger til noget af det mest udmattende, for man er nødt til selv at sortere og skabe orden i indtrykkene. Det gør vores underbevidsthed automatisk. Vi vil gerne forstå, hvad vi oplever - og også gerne afkode betydningen.
Min underbevidsthed blev ved med at sende mig afsides, og jeg døsede hen flere gange, og så pludselig var det der, dette magiske øjeblik, hvor det hele giver mening og bliver vedkommende. For mig indtraf det, da danserne fandt sammen og ikke længere levede hvert deres isolerede liv. De dansede meget tæt på de omkringsiddende. Den ene af de to kvindelige dansere satte sig tæt op af et publikum og lagde hovedet i den siddendes skød. Det afgav en impuls, der straks fik mig til at knytte an til de dansendes univers og gøre det til mit eget. Den lette, næsten tilfældige berøring vækkede noget i mig.
Derfra tog forestillingen fart. Dog er jeg mig også bevidst, at den lange (for mig) døsende intro, var min vej til at forbinde mig med det. Nogle gange tager det lang tid, og nogle gange er det der fra begyndelsen. Men at nå ind i det punkt, er altid en lykke, derfra kan alting ske. Det er som en dør, der svinger op, og som publikum får man lov til at træde indenfor i det værk, som nu opføres inde i os hver især.
Der indtraf en katastrofe, som lagde sig ind over de dansende. Måske var det verden, der eksploderende eller flodbølgen, der opslugte alt. Efter katastrofen blev de forsvundne ting genfundet. De dukkede op af tangen, efter at flodbølgen havde skyllet dem væk. Det genfundne (en sko, en beklædningsdel m.m.) iførte de søgende mennesker sig opløftet, som var det genfundne brikker til en mening, der midlertidigt var forsvundet og som nu skulle genfindes. Nogle gik nærmest lettede derfra, for de fortsatte...
Foto: Lærke Posselt
VI FORTSÆTTR... ligesom danserne, der til sidst forlod scenerummet og dermed afsluttede forestillingen efterfuldt af et meget nænsomt sammensat lyd- og lysshow, der smukt samlede hele oplevelsen. Ikke mindst med korværket, "La Nuit" sunget af Sønderjysk Pigekor og Drengekor komponeret af Mads Emil Nielsen. Elke Laleman stod for lys og video.
Vi var to, der blev siddende. Det var dejligt at blive siddende i oplevelsen.
Jeg kan godt lige at forsøge at holde oplevelsen så abstrakt som muligt, derved beholder den sin styrke. På en måde formindskes oplevelsen, når den bliver holdt fast og konkretiseret i ord og meninger. Det er som om det beholder sin storhed, hvis vi evner at gribe fat uden at tolke for meget. Men omvendt, som før omtalt, er det en forståelsesproces som vores underbevidsthed automatisk går i gang med - og det er umuligt at hægte den helt af, og det skal vi heller ikke, men tolkningen af det sete afhænger af vores behov for mening og sammenhæng.
Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling kan deres metier. Vi er i trygge hænger, når de lader os med danserne hvirvle sanseløst rundt i lokalen, som var vi alle reduceret til viljesløst tang i et meget stort hav. Der er ikke noget skønnere end at føle sig som viljeløst tang i et stort hav! Tag endelig til Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Det er den skønneste tang-fornemmelse.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
Karoline Ebbesens Plads 1,
Skt. Hans bydelen i Roskilde
Koncept, koreografi og iscenesættelse:
Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling
Dansere:
Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage
Scenografi og kostumer:
Marie Rosendahl Chemnitz
Komponist:
Mads Emil Nielsen
Lys og video:
Elke Laleman
Produktionsleder:
Madeleine Lind Hoppe
Videotrailer:
Adam Laver Film og Monokel Studio
Kostumer, indkøb:
Anne Marie Ramona Würgler
Tidligere anmeldte forestillinger med Aaben Dans:
SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025
Det tomme rum, der møder os, er belyst med ophængte neonrør, som om vi befinder os i en celle. I et samarbejde mellem scenekunstkollektivet SAMLING og Blaagaard bliver vi præsenteret for fire borgere og to skuespillere.
Skuespillerne Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef præsenterer Birgitte, Alexander, Camilla og Yaqoub (sidstnævnte er kun med som stemme), der alle er blevet idømt og har afsonet lange fængselsstraffe.
De er alle fire uhyre velformulerede, charmerende og velbehageligt selskab. Hvis jeg havde mødt dem til en fest, ville jeg umiddelbart være faldet i snak med dem.
Deres domme til trods, fremstår de uhyre sympatiske og livsduelige.
De får hver især en pensel og grøn maling stukket ud for visuelt at kunne illustrere deres afsoning ved at male lange streger på den hvide væg og opdele den alt efter forløbet i afsoningen.
Alt som deres fortællinger skrider frem, bliver det hvide rum mere og mere grønt. Samtidig bliver vi som publikum mere og mere hensat i undren, for det rejser væsentlige spørgsmål om afsoning og fængselstraf. Er afsoningen egentlig den mindste del af straffen? Når de kommer tilbage ud i samfundet, modtager de den egentlige straf, der er udelukkelse fra det liv som vi andre lever. Pludselig er der en masse døre, der er lukket og forbliver lukkede. Vi ved det godt, men graden og omfanget af det er oprørende.
Sonja Ferdinand har skrevet teksten, baseret på de medvirkendes historier. Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard udgør Kollektivet SAMLING. Astrid Lindhardt har instrueret.
De tre borgere på scenen fremstår umådelig charmerende. De taler om de 10 år, som den ene af de tre, har afsonet. Skuespillerne beretter fra deres eget liv, hvad de har gennemlevet på 10 år, og hvad det har betydet for der, hvor de er i dag. Alexander beretter som kontrast, at han blev indsat som 21-årig og 10 år efter blev han igen ladt ud i samfundet. De 10 år betød at han aldersmæssigt var blevet 10 ældre, men uden at have levet de 10 år, for som indsat bliver ens liv sat på pause. Han beretter, at kæresten havde sagt, at det tøj han nu købte stadig var ungdomstøj og ikke tøj til en voksen mand. Han er med andre ord stadig kun 21 år. De efterfølgende 10 år, hvor han har siddet inde, er ligesom slettet. De findes ikke længere.
De dømte på scenen er 3 unge mennesker, der er blevet ældre. Camilla hævder at være dømt på indicier. Kæresten har - under coronaen - fået pakker sendt til deres fælles hjem og som hun har videresendt. Det lignede sundhedsartikler som på det tidspunkt var svært at få fat på i butikkerne. Andre pakker, der i stedet var sendt til kærestens arbejde, blev konfiskeret og viste sig at indeholde indsmuglede stoffer. Politiet formodede at det samme gjaldt pakkerne, der var sendt hjem til, men beviset var ikke-eksisterende. Alligevel blev hun dømt. Uden beviser.
Skuespillerne skal både hjælpe med at formidle deres historier, men også stille de spørgsmål som vi som publikum sidder tilbage med. Kimmie forsøger at få svar på, hvordan det kan være, at de i forbindelse med forestillingen ikke har måttet læse det 97 siders lange anklageskrift? Måske er Camilla slet ikke så uskyldig som hun hævder? Er det for at skjule noget? Hendes retssagen resulterede i en dom på 6 års fængsel.
Alexander solgte stoffer, mange stoffer, og blev arresteret på en parkeringsplads i Slagelse i besiddelse af 50 kg. euforisende piller.
Birgitte havde afsonet en straf som miljøaktivist, og blev dømt for civil ulydighed i forbindelse med mange radikale miljøprotester.
Yaqoub blev fængslet som islam-ekstremist med syrisk baggrund, og som fremmedkriger med en lang række banderelaterede forbrydelser bag sig. I et omfang, der gjorde at hans sikkerhed ville være truet, hvis han selv stod på scenen.
I den teatermæssige sammenhæng handler det ikke om idømmelsen af deres straf er rigtig eller retfærdig eller ej, men mere om, hvad samfundet gør ved de dømte og efterfølgende om, hvordan vi behandler dem efter udstået straf. Deres fortællinger understreger, at vi allerede har dømt dem ude, så snart de bliver fængslet. Det er det, som er forestillingens ærinde: at give os syn for sagen. At lade os møde deres fortællinger og se dem som mennesker.
Blandt de mange oplysninger om svære forhold og umulige situationer er der især én, der står tilbage: det faktum at enhver straffet modtager et krav om tilbagebetaling af sagsomkostningerne, hvilket for den ene af de fire borgere resulterede i noget nær en million kroner, som han aldrig vil være i stand til at betale tilbage - og derfor heller aldrig vil kunne eje noget. Inden afsoningen forhørte han sig om muligheden for i det mindste at stoppe de påløbende renter, mens han sad inde, men det var ikke muligt. Selv i gode perioder (han arbejder nu som stilladsarbejder) ville den største del af hans månedlige tilbagebetalingsrater primært gå til at dækning af renter.
Det er dokumentarisk hybridteater om menneskets møde med retssystemet.
Det faktuelle er forestillingens akilleshæl, for vi aner intet om troværdigheden af deres udsagn, men det er heller ikke det, der er så væsentligt, men snarere fortællingen om, hvad dommen og straffen betyder for disse fire menneskers videre liv. Forestillingen giver glimrende indblik i, hvordan det kan være tidligere straffet og hvordan man klarer det. Efterfølgende er det oplagt at spørge sig selv, hvad vi som samfund egentlig mener, at formålet er med afsoningen?
Det er glimrende eksemplificeret af de udklippede sorte firkanter, der er lagt rundt på sæderne til publikum, som de indsatte har klippet under deres afsoning. Firkanterne var klæbet fast til den underliggende lille pjece, hvor der stod:
"SORTE FIRKANTER KLIPPET I FÆNGSEL.
Som indsat i Danmarks Fængsler har man ret eller pligt til beskæftigelse. Arbejdsopgaver spænder bredt fra rengøring, madlavning, værkstedsarbejde og cellearbejde. Det kan være svært at finde 37 timers meningsfuldt arbejde, der kan udføres på en celle, hvor der er store krav til sikkerhed, kompetencer, plads og hygiejne. Derfor kan indsatte opleve opgaver, der virker meningslæse. En arbejdsopgave i cellen kan fx være at samle rawplugs eller klippe firkantede, sorte prisskilte efter en skabelon.
I forbindelse med forestillingen har indsatte i Vestre og på det lokale Blegdamsvejens Arrest sagt ja til at skære sorte firkanter og udtrykke deres ønsker eller indtryk indefra til publikum. De 2800 firkanter er hver blevet sikkerhedstjekket og censureret af ansatte i fængslet."
På min firkant var der på bagsiden skrevet med hvid blyant:
hold ud
SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025
Idé, casting & iscenesættelse:
KOLLEKTIVET SAMLINGEN
(Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard)
Instruktion: Astrid Lindhardt
Dramatiker: Sonja Ferdinand
Komponist & lyddesign: Julie Østergaard
Lysdesign: Anna Westh
Scenografassistent: Carlos Manns
Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen
Produktions- og forestillingsleder:
Rikke Haarbo
Scenograf- og kostumeassistent:
Milla Magndahl
Scenograf- og kostumeassistent:
Johanna Linde
Malerelev: Robin Looks
Malerelev: Thor Laadal
Malerelev: Mette Damgaard
Fotograf: Jasko Bobar
Videograf: Sara Jordan
Tidligere anmeldte forestillinger
på Blaagaard Teater:
2025:
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025
Den Grå Hal var tætpakket til premieren i torsdags. Den Grå Hal er i sig selv et smukt sted med sin massive trækonstruktion, der var arbejdede fint sammen med scenografen til SHAH MAT af Johan Kølkjær, der gjorde det ud for en stor spilleplade, hvor de 16 dansere fra Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni placerede sig på hver sin stol yderst over for hinanden, så de var placerede som spillere eller brikker i et større spil instrueret af Stephanie Thomasen, der sammen med Mark Philip er kunstnerisk ledere af Uppercut. Dette er den hidtil største satsning, når Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni slår sig sammen om at spille skak.
Foto: Emil Monty Freddie.
Det buldrer løs fra starten af, hvor Alexander Skjold Henriksen slår løs på 5 opmikede stortrommer, så det gjalder gennem dalen og også får lydvibrationer til at forplante dig til tilskuerrækkerne , der er bygget op i hver ende af salen. Dansen følger synkront de tunge trommeslag, der bliver leveret af . Det er vildt, voldsomt og umådelig sanselige. Det er umuligt ikke straks at blive revet med. Der danses med en voldsom , nærmest manisk aggression, der er umulig at stå imod. Vi er nede i den dybe jord, Det er rituelt og det er himmel og hav, der anråbes.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
Midt på det skakternede scenegulv var der hængt en trapezlignende rebstige op. Den hang lige over dansernes hovedhøjde. På det nederste trin var der i den ene side hængt en kongekrone, og det lå implicit i den scenografiske opstilling, at det var den kongekrone som skakspillet handlede om. Hvem kan vælte kongen eller dronningen? Hvem kan spillede sig frem til kongekronen og magten? Lionel Ah-Sou var den første af danserne, der ifører sig kronen. I en knugende scene fik han de øvrige dansere til at adlyde hans mindste vink. Snart krøb de som hunde eller får, men det var kun for en stund. Kongen nød tydeligvis sin magt og det nærmede sig det sadistiske på den måde han undertvang sine undersætter, inden kronen gled videre til Oksana Masclechko. Hun er meget mere sensuel i sin dans og udøvelse af magten. Det gnistrer fra hende og hendes kvindelige sensualitet fyldte det hele. Senere var det Mark Philip, der gav kronen videre til Lorenzo Giovanetti, men det var hele tiden Mark Philip, der måtte holde ham op. Selv om han stillede ham i positur til at bære kongeværdigheden, formåede han ikke at holde hovedet højt og kroppen rank. På et tidspunkt lå han på en stol som Mark Philip svingede rundt. Det var utroligt, at det kunne lade sig gøre. Det var ikke overraskende at kronen måtte gå videre - og det gjorde den. Det blev den ved med i størstedelen af forestillingens første akt.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen..
Dansernes mange forskellige måder at møde kongeværdigheden på, og deres måde at udøve magten på, sagde meget om skak, strategi og om magt og frygt.
Udviklingen af det koreografiske materiale er skabt i samarbejde med danserne. Stephanie Thomasen har et godt blik, for hvad de enkelte magter og kan præstere.
Forestillingen afvikledes med stor ekvilibrisme og perfektionisme. Det fungerede også som teater, for så vidt at det alvorlige afløstes af det naragtige og det bevægede sig helt hen til det sødladne, da det på et tidspunkt bliver til dansernes vokale gengivelse af Abbas "Dancing Queen". Utroligt at de kan synge den så smukt. Der lød grin fra publikum, da det langsomt afsløredes, at det netop var dén dag, der slyngedes ud brudstykkevist. I begyndelsen var det slet genkendeligt, men snart råbtes enkelt linjer ud. Det skete spidsfindigt, mens den pågældende syngende danser prøvede at danse sig op til en af sanglinjerne som om de var til audition som dansedronning. Det fungerer overraskende godt. Ikke mindst da hele melodien flerstemmigt bragede gennem rummet. De kan de altså også.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
Senere var det Hilde I. Sandvold, der ikke kunne bestemme sig til, om hun ville være konge eller dronning og som sagde: ”I feel like a king/I feel like a queen/It is clear that I have the talent to play both”. Hilde I. Sandvold havde også en monolog tidligere, hvor vi blev stillet til vægs som publikum, for hvor engagerede er vi egentlig? Ville vi gøre noget for at verden bliver bedre, eller er vi bare godt tilfreds, som den er nu. Det er jo ikke alle, der har det så godt, som vi har det. Hvad vil vi gøre for balancen i verden, for diversiteten, for ligeberettigelsen mellem kønnene, for miljøet?
Måske slet ikke noget?
I situationen virkede det lige lovlig woke, men bagefter var det præcis, hvad forestillingen handlede om. Hvem vi vi? Hvem lader vi os beherske af - og hvordan underlægger vi os de herskende magter omkring os.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
På et tidspunkt bliver kongen til narren, men det må jeg desværre fortie her, da det ville ødelægge overraskelsen ved Jacob Schrøder tilsynekomst som den 17. danser. Det var en velfungerende overraskelse, der da også kom til at præge resten af forestillingen, men det skal opleves ved selvsyn i Den Grå Hal.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.
Der er et meget højt tempo gennem hele forestillingen. Efter pausen gled jeg lidt af, men blev snart efter hentet tilbage igen. Ikke mindst af de visuelle overraskelser i 2. akt (og som heller ikke skal afsløres her). SHAH MAT er en stor, saftig danseoplevelse, der gør at man uvægerlig sidder og slår takten med foden. Det er umuligt at lade være. Lyset (af Raphael Solholm), lyden (af Lawand Shakur Othman) og kostumerne (af Maria Ipsen) arbejdede sammen med scenografien og koreografien på smukkeste vis. Det er en meget helstøbt oplevelse.
Der er et rigtig god udsyn fra alle siddepladser. Det er simpelthen en fornøjelse bare at være til stede i Den Grå Hal, og når danserne slår sig sløs, er der ikke noget bedre sted at være.
Foto: Emil Monty Freddie.
SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025
KONCEPT OG ISCENESÆTTELSE
Stephanie Thomasen
UDVIKLING AF KOREOGRAFI OG MATERIALE
Stephanie Thomasen i samarbejde med danserne
ASSISTENT FOR STEPHANIE
Ædske Jolie van der Velden
SCENOGRAFI
Johan Kølkjær
KOMPONIST & KAPELMESTER
Lawand Shakur Othman
LIVE PERCUSSIONIST
Katrine Elbo, Alexander Skjold Henriksen
VIOLINARRANGEMENT
Katrine Elbo
LYSDESIGN
Raphael Solholm
DRAMATURG
Betina Rex
DRAMATURGASSISTENT
Maria Schultz-Christiansen
KOSTUMER
Maria Ipsen
DANSERE
Adam Tocuyo, Bjørk-Mynte Paulse, Carley Lund, George Burton, Gil Batista, Giorgia Reitani, Hilde I. Sandvold, Igea Noioso, Jacob Schrøder, Jens-Antonio Schyth Brøndum, Linn Fletcherl, Lionel Ah-Sou, Lorenzo Giovanetti, Mark Philip, Nikoline Kronslev, Oksana Masclechko, Patrick Afuale Eirup
PRODUKTIONSLEDER
Henrik Bank
FORESTILLINGSLEDER
Emilie Hasling
PRODUCENT
Maja Bonde Holtze (Uppercut Danseteater), Anna Marie Houe & David Price (Holstebro Dansekompagni)
BYGGER
Andrew Mathews & Sonny Oeftiger
Forestillingen er støttet af
Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Beckett Fonden, Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Hoffmann & Husmans Fond, Københavns Kommune & Holstebro Kommune
Tidligere anmeldte forestillinger
med Uppercut Danseteater:
2024:
2023:
2022:
*
over de øvrige 248 teateranmeldelser.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar